Monthly Archives: december 2003

Saltstænger og æbleskiver på bordene

Her er et lille tilbageblik på vores sidste livekoncert, d. 6/12. Det bliver også en slags status over det forgangne år her på tærsklen til det nye. Et begivenhedsrigt år, efter hvilket vi med stor forventning ser frem til det nye! …:

Saltstænger og æbleskiver på bordene, fadøl i hanerne og et lokalt skoleorkester som opvarmning… Er det rock ‘n’ roll?

Ja, altså hvis rockmusik stadig handler om nærvær og kommunikation mellem mennesker, samt måske et lille glimt af håbet om en verden, som er bedre end det, vi kalder den grå hverdag, så ja, så var der masser af rock ‘n’ roll i Hvalsøhallens multisal den 6. december 03. Der blev nemlig både lyttet, tænkt, danset og delt en stor glæde ved rockmusik.

Vi stod foran et publikum, hvor de fleste havde nogle flere år på bagen end os selv. Kedeligt, ville mange “unge” mene. Men i FAVN er vores oplevelse jo gang på gang den, at jo flere års livserfaring mennesker har, jo mere har de ofte også udviklet evnen til at opleve – lytte og se – med åbent sind. Evnen til at se ud over det, som man i sit eget lille private liv går og sysler med, er jo vigtig, hvis man skal kunne vise åbenhed over for kunst – uanset art og genre. Selvom der kun var en 30 stykker til stede (plus “det løse” i form af påhængsbørn), blev det en god aften i rockens tegn.

I FAVN har vi jo for længst glemt enhver ambition om at tillempe vores musikalske udtryk de omgivelser, vi måtte stå over for på en given aften. Vi spiller, som vi spiller, og som vi bedst kan lide det. Take it or leave it. Er alt andet ikke også pseudo?? Det blev det bedste kort, vi kunne spille denne aften. Publikum var nemlig indstillet på en aften i FAVNs musiks tegn. Og tak for det!

Første nummer, “Taxa i tomgang”, er en stille og intim klaver-sag, som faldt i god jord hos det lyttende publikum. I skærende kontrast hertil fortsatte vi med rockeren “På vej”, som forårsagede en af de effekter, som jeg er allermest vild med ved rockkoncerter – hvad enten jeg er på eller foran scenen – nemlig “WOW-gippet”… Jeg har oplevet det i Parken foran Bruce og The E-street Band, men jeg har også oplevet det bag tønderne – bl.a. i Hvalsøhallens multisal. Det er det gip, det giver igennem kroppen, når en meget høj og uventet lyd rammer såvel trommehinder som mellemgulv. Da “På vej” satte i gang, gav det et meget overbevisende gip i en dame på forreste række. Hun blev i øvrigt siddende på samme plads hele første sæt, før hun i andet sæt sluttede sig til sine venner mere tilbagetrukket, men stadig med intens opmærksomhed rettet mod scenen.

“Tag mig op”, som mange af jer kender som “When I Least Expect It”, har fået en tiltrængt saltvandsindsprøjtning af elektrisk spade. Sjovt, i øvrigt, som det klæder omtrent alle numre at blive spillet beskidt på en beskidt guitar. Ikke at det kan komme bag på os rockfans, bare rart at konstatere. Også den faldt i god jord.

Af højdepunkter i første sæt skal nævnes “Lige her”, som altid virker efter hensigten og hensætter publikum i taktfast vuggende indlevelse. Fedt, fedt nummer. Kongelig instrumentering. Fantastiske præstationer hele vejen rundt. Vi er store, når vi spiller det nummer! Og så “Farmor John” – undersættelsen af “Farmer John”. Den er ligesom designet til at tage kegler, ikke… Se tidligere blogindlæg for mere indgående beskrivelse af den kække tekst. Nummeret blev denne aften ualmindeligt jammende og improviserende – noget som publikum var vilde med. I en trio har man jo også meget, meget frie hænder med kun et harmonibærende instrument. Der bliver god plads til skovture. Og dem er vi i al beskedenhed ganske gode til.

Andet sæt indledtes med sangen, som i sin titel bærer vores nye slogan: “Har vi hul igennem her?”. Sangen handler egentlig om en teenagepiges kvaler med at se sandheden om sit overfladeplagede popliv i øjnene. Men udsagnet “Har vi hul igennem her?” er ikke så lidt relevant for et rockband med danske tekster, der rykker. I øvrigt kan jeg da lige benytte lejligheden til at henlede jeres opmærksomhed på vores nye plakat, som også bærer udsagnet:

Med til højdepunkter i andet sæt hører også “Hvis du får brug for mig”, hvor mange – især kvinder – er i stand til at synge med på omkvædet første gang, de hører den. Vi må se at få den spillet i radioen…

Tredje sæt indledtes med en som altid intens version af “Hvor blev det hele af?” (ex “Who Do You Think You Are?”). Det er et nummer, som altid bringer en klump frem i halsen, og hvor vi virkelig kommer rundt i afkrogene af, hvad vi som trio kan mønstre af både intimitet og larm.

Herefter var scenen sat til en slutspurt af rock-evergreens, som for alvor fik de danselystne op af stolene. De havde været flittige aftenen igennem, men nu kom der virkelig fut i fejemøget. Der var også en lille julehilsen i form af rockudgaven af “Santa Claus Is Coming to Town”. “Lån en lille løgn” – som også har fået et rock ‘n’ roll-tune up af de rigtig dejlige – faldt naturligt ind i dansenumrene.

“Rock ‘n’ roll” og “Twist and Shout”, med stærkt indlevet vokal fra en publikummer, satte et værdigt punktum for en aften med intense udgaver af både vores egne numre og de lånte. En aften, som lover godt for FAVNs kommende koncerter.

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.   Taxa i tomgang
2.   På vej
3.   Tag mig op
4.   Når natten falder på (Malurt)
5.   Lige her
6.   På min væg (Tom Waits)
7.   Farmor John (Harris/Terry)

Pause

8.   Har vi hul igennem her?
9.   Hvis du får brug for mig
10. Rendezvous (Bruce Springsteen)
11. One (U2)
12. På en gren i vort kvarter (Kim Larsen/Mogens Mogensen)
13. Mød mig i mørket (Malurt)
14. Nanna (Kim Larsen/Gasolin)

Pause

15. Hvor blev det hele af?
16. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’)
17. Santa Claus Is Coming to Town (Gillespie/Coots)
18. Glory Days (Bruce Springsteen)
19. With or Without You (U2)
20. Lån en lille løgn

Ekstranumre:
21. Rock’n’roll (Page/Plant)
22. Twist and Shout (Medley/Russell)

Inden vi hilser det nye år velkommen, vil jeg da lige sige det gamle tak for at:

1. Vores nye øvelokale/hjemmestudie kom op at stå

2. Vi fandt vores rock-ben som trio

3. Vi fik nyt navn, sprog og bandidentitet

4. Vi fandt en god ven i www.rockscenen.dk

5. Vi satte os følgende målsætning: I år 2004 udkommer der HVER MÅNED (med start d. 1/2) en ny FAVN-demo m. hver 1. stk. færdigproduceret sang. Kan downloades her på hjemmesiden, på favn.soundvenue.com og favn.mymusic.dk samt bestilles på favn@favn.net. Pris: 0 kr

6. FAVN blev blåstemplet af DRs Karrierekanonen (læs mere i bloggen her på hjemmesiden) med udvælgelse blandt 350 demoer, og vi deltog således sammen med 13 andre danske orkestre/solister ved showcase for DRs pinger. Og de havde endda kun hørt en øve-cd… Vi blev ikke udvalgt til Karrierekanonen, men næste gang bider de helt sikkert på!

Med lidt held i sprøjten tilsmiler rock-guderne FAVN endnu mere i det nye år. Det er vi i hvert fald fulde af tro på!

Jeg håber, I alle sammen derude bag skærmene vil være med os i 2004 også!

Godt nytår til jer alle!!

Paw Koch

Jagten på Michael Falch

Malurt?! FØJ!!
I det Herrens år 1981 var jeg 10 år gammel og det absolut værste man kunne forurene mine øregange med var tidens varmeste danske rocknavn: Et band ved navn Malurt, der havde en hysterisk forsanger ved navn Michael Falch. Den måde han dengang hulkede sig gennem sangene på, kunne få mig til at se rødt. Op igennem 80’erne blev jeg, som så mange andre, glødende fan af engelske Duran Duran og i mine tidlige stjernedrømme var jeg den nye Simon le Bon (som ironisk nok var en endnu større “hulker”). Rigtig rockfan blev jeg igen, da jeg opdagede et irsk band ved navn U2, og jeg nåede lige at være blandt dem, der ved deres kæmpe gennembrud i ’87 kunne sige: “Hvad sagde jeg?”. U2, og nogle flere år på bagen, fik mig til igen at interessere mig for den musik, jeg egentlig var vokset op med: Rockmusikken. Pludselig var der ikke noget federe end fx. at “opdage” Bob Dylan og Neil Young, som jeg igennem min barndom jævnligt var blevet udsat for og altid havde hadet. Pludselig forstod jeg, hvad jeg hørte (og så gjorde det jo en ikke uvæsentlig forskel at jeg imellemtiden havde lært at forstå engelsk). Og så fik jeg et nyt idol, som den dag i dag – og sikkert resten af mit liv – er den ultimative rockguru for mig: Bruce Springsteen. Men hvad så med Malurt og Michael Falch?

Omvendelsen
En aften sidst i 80’erne hørte jeg “P4 i P1”, hvor en fyr, der dagligt blev mobbet, ringede ind og ønskede Malurt med “Ligeglad”. Energien ramte mit genfundne rockhjerte hårdt! Jeg tænkte, at jeg måske skulle tjekke mit gamle hadeband ud. Falch blev jo trods alt ofte anklaget for at stjæle fra Springsteen, så noget måtte han jo gøre rigtigt… Jeg begyndte at lytte til “Vindueskigger” hver gang jeg besøgte Roskilde Bibliotek. Jamen, det var jo fedt! Den dag i dag står den plade for mig som en af de bedste danske rockplader overhovedet, og Falch har i mine ører aldrig lavet noget federe, selvom især Malurts comeback-plader “Spøgelser” og (oversete) “Ghetto” var fede, fede plader der indeholdt nogle vaskeægte perler. Som en gave fra Gud og Leif Skov skete det jo så at Malurt i ’90 blev gendannet på Roskilde Festivalens grønne scene. Det måtte jeg se. Jeg havde på det tidspunkt ikke engang købt “Vindueskigger” endnu. Den koncert var en åbenbaring! Det er én af de bedste rockkoncerter, jeg har været så privilegeret at være til, og den gjorde min omvendelse mere end komplet! Det, jeg beundrer mest ved Michael Falch, er hans evner som scenekunstner. Og dem fik jeg rig lejlighed til at se demonstreret i det grønne telt.

Jeg har en plan…
I sommeren 2000 indspillede mit daværende band TIES en demo med nogle sange til en cd, vi havde ambitioner om at udgive. Vi var meget tilfredse med optagelserne, og mente bestemt at vi havde fat i noget særligt. Faktisk mente jeg personligt at det var så fedt at jeg i øvelokalet bekendtgjorde at jeg ville tage en cd med til Michael Falch, når jeg nu alligevel skulle til koncert med ham på 5-øren næste dag. En mand med en smag så tæt op af min måtte da kunne give noget respons man kunne bruge til noget. Jeg tror ikke at resten af bandet tog den bekendtgørelse helt så seriøst som jeg mente den. Næste dag kørte jeg mod København med en friskbrændt cd i et nyprintet cover liggende på passagersædet. Jeg havde en idé om hvordan jeg skulle komme i kontakt med Michael, for jeg havde ved en tidligere koncert på 5-øren set ham give autografer og snakke med fans ved hegnet bag scenen. Efter en ufrivillig tur over den nye Øresundsbro (dyrt…) nåede jeg frem til 5-øren, hvor Michael og Nye Rejsende var igang med “Venus”. Efter koncerten stillede jeg mig som planlagt ved hegnet, hvor flere andre havde fået samme idé. Jeg var dog den eneste, der havde medbragt en cd. Michael var så længe om at dukke op, at jeg stod og blev i tvivl om min lille mission mon ville lykkes. Jeg overvejede om jeg skulle “nøjes” med Pete Repete eller Peter Viskinde, som ved flere lejligheder gik lige forbi, men besluttede at se tiden an. Til mit held stod der en lille dreng ved siden af mig, og han nægtede ganske simpelt at gå, før han havde fået Michaels autograf, uanset hvor meget hans mor end prøvede at overtale ham til at opgive og følge med hende. Til sidst indså hun at hun måtte sørge for at sønnike fik sin vilje, så hun kunne få ham med, for det hjalp tydeligvis ikke at prøve at overtale ham. Hun spurgte en vagt om han kunne få fat i Michael, og det kunne han da godt. Kort efter kom Michael hen til hegnet, og jeg ventede pænt, mens han skrev autografer og sludrede med drengen og de andre der havde ventet. Jeg ville have Michael på tomandshånd.

“Er det dit rigtige navn?”
Efter en længere fodboldsludder med en gut, han tydeligvis havde talt med ved flere lejligheder, vendte Michael sig for at gå og jeg skyndte mig at kalde på ham. Med professionel tålmodighed stillede Michael sig beredvilligt til tjeneste, og var vist i første omgang lidt forbløffet over at jeg ikke bad om en autograf, men jeg har altså aldrig kunnet se det fede ved autografer. Jeg er inderligt ligeglad med at eje en eller anden kendtheds underskrift (Springsteens autograf på min guitar kunne dog komme på tale…). Jeg præsenterede ham for cd’en, og han tog imod den med et så begejstret “tak!” at jeg i første omgang tænkte: “Okay, en lidt mere behersket entusiasme ville virke mere troværdigt.” Michael slog mig lidt som en medietype, der havde lært hvordan man takler tilbederne, og det virkede kunstigt på mig. Det skulle heldigvis senere vise sig at det var mig, der tog grundigt fejl… Jeg fortalte ham at TIES ville udgive en cd, pladeselskab eller ej, og at vi ville sætte pris på hans respons på numrene. Den ville han meget gerne give. Jeg sagde til ham at han nok ville finde mit efternavn på cd-coveret interessant, og da han så at det var identisk med hans eget, svarede han: “Ja, det er godt nok interessant”. Så kiggede han vantro på mig og spurgte om det var mit rigtige navn. Det var det. Nu tog han fuldstændig fusen på mig ved at udbryde et begejstret “neeeeej” og give mig et ordenligt knus. Det kan godt være at han overdrev entusiasmen, men man kunne ikke andet end at holde af ham. Han spurgte interesseret om min mening om hans nye band, og jeg måtte jo erkende at jeg savnede Malurt. De har lyden. Michael gav mig ret, men sagde at Viskinde og Pete Repete havde travlt i Big Fat Snake (som var på scenen, mens vi snakkede), og at man skal være MEGET seriøs for at vække en sådan dinosaur til live. Vi skiltes og Michael understregede sit løfte om at give respons på cd’en.

Er der musehuller i Forum?
Jeg ventede spændt. Der gik en uge. En måned. To måneder. Tre. Michael levede op til de bange anelser, jeg havde haft. Han var åbenbart den “jaja! FEDT! Ses, du!”-type, som gør alt for at behage én, når man taler med dem, hvorefter de glemmer alt i det sekund samtalen slutter. Men han skulle ikke slippe så let! I november var der bogmesse i Forum, og sørme om ikke Michael skulle komme og præsentere sin debutbog “Helligdage”. Jeg brændte en ny cd og tog til bogmesse. Michael slap rigtig godt fra seancen på den lille scene, hvor han sad og underholdt med historien om den amerikanske lancering af “Superlove”. Da han kom forbi mig på vej ned af scenen hilste han på en måde, der gjorde mig usikker på om han genkendte mig eller om det var et udslag af førnævnte behagesyge. Igen ventede jeg til han havde tilfredsstillet alle de fremmødtes behov, og atter en gang standsede jeg ham, da han skulle til at gå. Jeg havde lagt cd’en i en kuvert, som jeg rakte frem mod ham med ordene: “Hej Michael. Jeg har noget til dig”. Det lettere forvirrede svar lød: “Det er cd’en, ikke?” Mens jeg febrilsk begyndte at spekulere om der mon var musehuller i min størrelse i Forum, fremstammede jeg et spædt “jo…”, hvortil Michael undrende sagde: “Jam… Den har jeg jo i forvejen”. Da jeg – klar til skyde mig selv – mumlede noget med at jeg troede at han havde glemt det, svarede han forfærdet: “NEJ, er du gal, man??!” Han havde bare ikke haft tid, men han skulle nok give respons. Okay Michael, 2.-0 til dig. Men jeg havde sgu ikke regnet med at du kunne huske mit ansigt efter at have talt med mig i 5-10 minutter, ca. tre måneder tidligere.

Mail fra Michael
To måneder senere modtog jeg en meget rosende mail, hvor Michael kaldte vores musik “Youngsk”, hvilket må siges at være ros fra en så stor Neil Young fan som ham. Jeg tog roserne til mig, for jeg havde ikke den mindste grund til at betvivle mandens ærlighed.
TIES’ cd-drøm blev i sommeren ’01 til virkelighed i Peter Branders studie og med ham selv bag knapperne.

Falche- og fodboldaften
Lørdag aften d. 6/10-2001 i Ramsø Musikhus var unægtelig en af de største udfordringer, undertegnede har udsat sig selv for! Jeg havde nemlig skaffet mig selv et opvarmningsjob for Michael. At være opvarmning for et så rutineret og anerkendt live-navn som ham er en udfordring, der vil noget. Udfordringen bliver ikke mindre, når koncerten er udsolgt og 300 mennesker, som selvfølgelig primært er kommet for at se hovednavnet, skal underholdes i 45 minutter. Hvis man så tilføjer min masochistiske trang til at udfordre mig selv og publikum, og det ekstra pres det medfører, så er der lagt i kakkelovnen! Jeg kunne sagtens have nøjedes med at sige et enkelt “tak” i ny og næ, og desuden fokuseret på at underholde folk med alle de Dylan, Young og Springsteen-hits, der er indprogrammeret i min rygrad, og alle havde sandsynligvis været glade og tilfredse – undtagen mig. Jeg valgte den hårde måde, med en stærk tro på at jeg rent faktisk kunne leve op til mine egne forventninger, som utvivlsomt er højere end publikums, og vel vidende at den følelse der følger når det lykkes var risikoen værd. Så jeg valgte kun at spille egne numre, hvoraf to af dem var helt nye. Derudover havde jeg forberedt lange introduktioner til flere af sangene. Jeg havde frygtet at mit nervesystem ville gøre oprør, men jeg var heldigvis temmelig rolig, både før og under koncerten. Det var hyggeligt at gense lydmand Peter Brander, der som bekendt havde produceret TIES’ debut-cd, og Michael, som jeg jo altså nu mødte for tredje gang. Det fantastiske held, der altid har fulgt mig i min musikalske løbebane, svigtede heller ikke denne aften. Omtrent samtidig med min koncert var der fodbold i fjernsynet… En skæbnekamp oven i købet.. Dér røg så alt håb om at Michael fik hørt koncerten, da manden jo er notorisk fodbold-freak, hvilket han også omgående bekendtgjorde, da han ankom til lydprøven. Lidt heldigere end før i tiden, er jeg dog nok blevet, for publikum var på pladserne under hele min koncert, og havde altså ikke valgt at se lidt fodbold derhjemme først, og så tage til koncert, når Michael skulle spille.

Stormvejr på scenen
Min koncert forløb som jeg havde håbet. Et ekstranummer var der ikke tid til – i første omgang – men efter Michaels første sæt, kom arrangøren op og spurgte om “de to Falche” havde lyst til at opfylde et ønske fra salen om at forene sig i et ekstranummer. Der var et kort øjebliks tavshed, hvorefter jeg proklamerede at jeg var klar! Michael var så også med på den, og det blev hurtigt vedtaget at det skulle være et Neil Young nummer. “Helpless” var mit første forslag, men det viste sig efter lidt syngen frem og tilbage, at teksten var lidt for langt væk for Michael, så valget faldt på “Like a Hurricane”. Michael havde talt om at slutte andet sæt med Malurts “Den eneste i verden”, men sluttede i stedet med “Superlove”, hvilket kom bag på mig. Jeg fik pludselig travlt med at kæmpe mig igennem publikum, der havde rejst sig op. På vej op mod scenen kunne jeg se tvivlen i Michaels ansigt. Var det droppet? I sidste øjeblik nåede jeg frem, og Michael fortalte publikum at han havde spillet med en del falke, men jeg var den eneste, hvor efternavnet blev stavet på den helt rigtige måde: F A L C H. Han fik også reklameret for TIES’ cd. Flink mand!! Efter lidt diskussion om tempoet, kastede vi os ud i en version af “Like a Hurricane”, der fuldstændig tog publikum med storm. Michael sang første vers, jeg sang andet, hvorefter han tvang mig til at spille guitarsolo, selv om jeg havde sagt at det ville være en meget dårlig idé! Jeg slap imidlertid rimelig godt fra det, og Michael spillede også en solo, hvorefter vi gentog andet vers. Denne gang skiftedes vi til at synge. Jeg lagde i øvrigt en andenstemme på omkvædene. Alle stod op og klappede taktfast, da nummeret var slut, og jeg overlod igen scenen til Michael, der spillede to numre mere. En mindeværdig aften!

“Hvornår stopper han?!”
Jeg mødte Michael igen i april ’03, hvor han holdt et hudløst foredrag i Ishøj. Igen ventede jeg til autografskriveriet var overstået, hvorefter jeg hilste pænt og en lettere overrasket Michael hilste igen. Han spurgte om jeg var begyndt at dyrke work-out (der er ikke meget, der ligger mig fjernere), men det viste sig at det var den store sweater, jeg havde på under jakken, der fik mig til at se muskuløs ud (så jeg går nu ofte med den). Han så lidt “træt” ud, da jeg overrakte ham en cd med ordene: “Der er én sang på. Jeg vil ikke sige så meget om den, andet end: Du kender den, og alligevel kender du den ikke.” Michael lovede at give “sønderlemmende” kritik. Det var faktisk ikke meningen, at jeg ville besvære Michael mere, efter al den åbenhed og hjælpsomhed fra hans side. Han modtog naturligvis i sin tid TIES’ cd, og var så venlig at sende en lille takkemail, hvor han bl.a. roste startnummeret “Break These TIES”. Den cd, han nu fik, indeholdt samme nummer – på dansk. Derfor syntes jeg at der var al mulig grund til at besvære ham igen. Jeg hørte intet fra ham, og det gjorde nu heller ikke så meget.

Der sket endnu mere med TIES efterfølgende: Vores guitarist forlod bandet, og vi fortsatte som trio under navnet FAVN. Lyden blev mere “ind til benet”. Råt for usødet. Det hele på dansk. Uden tvivl meget mere i Michaels smag end TIES. Og så havde jeg måske opslidt hans tålmodighed? Måske har han tænkt noget i stil med: “Hvornår stopper han?!” Det kan jeg ikke fortænke ham i, men han så nu ikke sådan ud, da jeg – for første gang tilfældigt – mødte ham ved indgangen til Ringsted Kongrescenter d. 1/11, hvor Elvis Costello skulle give koncert. Jeg fortalte Michael om vores nye situation, og han lyttede interesseret. Han syntes det lød spændende, og jeg fik lov at maile ham nogle mp3-filer…

Siden dette indlæg blev skrevet, har endnu et møde med Michael fundet sted. Læs om det her.

Don Falch

Sætlisten (Ramsø):

1. For You
2. It’s Your World
3. Hey Taxidriver
4. My Hand Is My Baby’s Toy
5. When I Least Expect It
6. Who Do You Think You Are
7. Break These Ties

Ekstra:
8. Like A Hurricane (Neil Young) – med Michael Falch, som ekstranummer efter hans koncert