Monthly Archives: juni 2004

Ny stil – men lugten er den samme…

Det var med spænding vi i fredags vendte snuderne mod Korsør. Vi skulle gense Café Bagergården, som er et af vore ”stamsteder”. Det var på Bagergården, at TIES’ sidste koncert fandt sted. Nu, halvandet år efter FAVNs fødsel, skulle vi så igen prøve kræfter med Bagergårdens publikum, som ved alle vore tidligere besøg har været et vanskeligt publikum at spille for. De giver ikke ved dørene.

Bagergården havde bygget om, og der var simpelthen ikke plads til keyboardet på scenen, så det stille åbningsnummer, ”Taxa i tomgang”, blev i dagens anledning spillet på akustisk guitar i stedet for klaver (keyboard). Faktisk i et arrangement meget lig TIES’ arrangement af sangen, da den i sin tid hed ”Hey Taxidriver”. Den var faktisk også åbningsnummeret ved TIES’ sidste koncert på Bagergården, så det var helt symbolsk. Ud over nogle få klapsalver var eneste respons: ”Spil noget rock!”. Umiddelbart den perfekte opfordring til et inkarneret rockband, og det var aftenen igennem tydeligt at folk var til numre med gang i den. Nu er der jo delte meninger om, hvad rock er. I hvert fald var der allerede efter ”Lige her”, som ikke en gang er et særligt voldsomt nummer, en mand oppe ved scenen og markere, at det var for højt. Det skal i den forbindelse siges, at Bagergården har en meget speciel akustik, som får musikken til at virke højere, end den rent faktisk er, simpelthen fordi der er mange ”skarpe” frekvenser som fremhæves meget og får lyden til at skære i ørerne. Derfor er det også ualmindeligt svært at finde den rette gyldne middelvej mellem højrøstet rockenergi og vellyd. Men allerede på dette tidlige tidspunkt i koncerten besluttede vi at fokusere på at løse den svære lydopgave. Når man ikke kan sparke energi i musikken med larm, må der jo tages andre midler i brug – man må finde en anden intensitet frem i sangene.

Udover en sidste øjebliks ændring – klavernummeret ”På min væg” måtte vige pladsen for U2s ”With Or Without You” – forløb første sæt planmæssigt. De fleste blandt publikum lyttede og nød tydeligvis musikken, men de store klapsalver eller synlig medleven blev det ikke til meget af. Dog fik vores udgave af Gasolin’/Kim Larsens ”Nanna” aftenens første dansende ud på gulvet.

Første sang i andet sæt var juni måneds demo, ”Har vi hul igennem her” (hold øje med CD-siden!). Det er et nummer, hvor der bliver spillet med musklerne og larmet igennem – især i outroen. Denne aften måtte vi dog tage så meget hensyn til lydproblematikken, at der blev skåret væsentligt ned på både længde og larm. Ikke desto mindre gjorde en mand sig efter nummerets afslutning til talsmand for resten af de tilstedeværende og belærte os om, at nu måtte vi virkelig skrue ned og spille noget musik, de kunne lide. Heldigvis var langt fra alle enige, og bemærkninger som ”Det må være dig, der er noget galt med” blev slynget efter ham. Vi hastede videre med ”Hvis du får brug for mig”, og endnu engang viste den sit værd som livenummer. Der blev gynget med rundt omkring ved bordene. ”Det bedste til mig og mine venner” lokkede enkelte på dansegulvet. Et nyt tiltag, der opstod ved vores forrige job på Det lille apotek, var den lille akustiske session med Michael Falchs ”Du er kun det, du får gjort” og Kim Larsens ”På en gren i vort kvarter ”. Det giver et virkningsfuldt afbræk i koncerten og de to numre blev godt modtaget. ”Farmor John”s grovkornede tekst om at elske røve på størrelse med ladeporte fik smilene frem på indtil flere. Og da vi spontant genoplivede en gammel TIES-tradition med at gå direkte over i ”Wild Thing”, var det tydeligvis et populært træk.

I pausen før tredje sæt kom en temmelig fuld gut hen til os og spurgte om vi kunne spille en fødselsdagssang. Vi foreslog at vi da kunne spille til, hvis han sang for, men det var han slet ikke med på. Vi gik så med til at spille ”Happy Birthday”. Hvem skulle vi dedikere den til? Øhh, det vidste han ikke (?!!), så han gik lige hen til et bord, hvor der sad en masse kvinder, og fik hendes navn: Gitte. Vi begyndte at undre os over, hvilket ærinde han egentlig var ude i, når han tydeligvis overhovedet ikke kendte fødselsdagsbarnet. Kort efter spurgte han endda, om vi nu kunne huske hendes navn, for det kunne han ikke… Han må have været ude på et scoringstogt. Gitte så også temmelig overrasket ud, da vi åbnede tredje sæt med ”Happy Birthday”, og udbrød: ”Hvem har arrangeret det?!”

En anden opfordring var på Kim Larsens ”Sømand ombord” i anledning af Grækenlands fodboldsejr over Frankrig…?! Vi havde i forvejen Gasolin’s ”Langebro” på sætlisten, så den måtte han nøjes med. Det var tilsyneladende også tilfredsstillende, for han blev til den bitre ende, mens de øvrige gæster stille og roligt begyndte at sive, og han råbte endda på ekstranummer. Så der blev skrevet ”historie”, da vi for første gang nogen sinde på Cafe Bagergården gav et ekstranummer. Efter ”Rock’n’Roll” skreg en mand med nummer 4 på ryggen: ”Trommesolo!”. Det fik han så i form af 3 takter vals. Mens vi gik og pakkede gear, kvitterede han med et ”I spiller sgu godt”. Det blev aftenens sidste bemærkning.

Sidste sæt var i det hele taget en underlig oplevelse, for selv om stedet langsomt blev affolket, kom enkelte nye til, som syntes at vi var rigtig fede. En meget entusiastisk gut råbte endda ud i lokalet: ”Så klap dog for helvede, røvhuller!” Dét er jo ellers ikke noget, de gør meget i på Cafe Bagergården. Det med at klappe af musikken, altså.

Don Falch og Paw Koch

Sætlisten:

1.   Taxa i tomgang
2.   Lige her
3.   På vej
4.   Når natten falder på (Malurt)
5.   Afkrog af verden
6.   With Or Without You (U2)
7.   Nanna (K. Larsen/Gasolin’)

Pause

8.   Har vi hul igennem her
9.   Hvis du får brug for mig
10. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
11. Kite (U2)
12. Du er kun det, du får gjort (M. Falch/P. Repete/P. A.G. Nielsen)
13. På en gren i vort kvarter (K. Larsen/M. Mogensen)
14. Farmor John/Wild Thing (Harris/Terry)

Pause

15. Happy Birthday
16. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
17. Tag mig op
18. Mød mig i mørket (Malurt)
19. All Along The Watchtower (Bob Dylan)
20. Hvor blev det hele af
21. Lån en lille løgn

Ekstra:
22. Rock’n’roll (J. Page/R. Plant)

Tilbage på de skrå brædder

Lørdag d. 19/6 vendte FAVN endelig tilbage til koncertscenen efter et halvt år i hi i øvelokalet. Det foregik i Skibby på Det Lille Apotek, som tidligere hed Pejsen. I TIES spillede vi adskillige koncerter dér, og jeg har i tidligere indlæg nævnt at det er et meget vanskeligt sted at spille, fordi publikum sidder i baren rundt om et hjørne, hvilket gør at der ingen visuel kontakt er med publikum overhovedet. Med mindre altså at folk tager turen rundt om hjørnet og sætter sig for at høre musikken. Det skete sjældent på Pejsen, og det gælder tilsyneladende også på Det Lille Apotek. Det skal dog nævnes at stedets nye ejere faktisk har ambitioner om at forvandle stedet med tiden, og gøre det til et spillested, hvor bands får en chance for at komme og spille deres numre. Hatten af for det.

I TIES var vi forfulgt af uheld, når vi skulle spille på Pejsen. Der var altid et eller andet, der gjorde at der nærmest var mennesketomt, når vi skulle spille der. Det har heller ikke ændret sig. Da vi ankom fik vi at vide at der aftenen før havde været proppet med mennesker efter Danmarks fodboldsejr over Bulgarien. Det ville have været en fantastisk aften at spille. Denne aften var der så til gengæld en stor 40-års fødselsdagsfest i den modsatte ende af Skibby, og hele byen var åbenbart med til den fest. Heldigvis skulle vi kun spille i fire timer…

En af de største bodegatraditioner i Danmark skulle trods det lille fremmøde holdes i hævd: Vi var kun lige akkurat blevet færdige med at stille op, da en gut kom hen og spurgte om vi kunne spille ”Smoke On The Water”… Der er visse fordomme, der rent faktisk ikke er fordomme, men fakta. Som det fremgår af nedenstående sætliste, så spillede vi IKKE ”Smuk og med vorter”, og det kommer vi heller aldrig til.

Nå, men selv om aftenen var det man kan kalde en betalt øver, så ligger det heldigvis ikke til os at levere en halvhjertet koncert. Vi spiller lige så meget for os selv og hinanden som for publikum. Derfor får alle numre altid al den sjæl, vi kan proppe i dem, uanset fremmødet. Og vi leverede faktisk en ganske fremragende koncert med mange intense numre. Vi oplevede virkelig, hvor meget det intense arbejde i øvelokalet har påvirket vores sammenspil i positiv retning. Ind i mellem var der nærmest telepatisk kommunikation på scenen.

Der var kun en enkelt pudsig hændelse: Et par, der besluttede sig til danse til Neil Youngs ”Cortez the Killer”. Det er nok det mindst dansevenlige nummer på sætlisten, og det var det eneste der blev danset til under hele koncerten. Der var også nye numre/versioner på programmet, som alle gik rigtig godt: Premierer på vores version af U2s smukke ”Kite”, vores single #4 ”Afkrog af verden”, en helt ny version af ”Har vi hul igennem her?” (som er den kommende single) og så blev vi stik mod alle forventninger bedt om at give et ekstranummer (og bestikkelse med bajere virker altid). Vi valgte Gasolins ”Langebro”, som vi havde spillet én gang i øvelokalet.

Vi føler os nu klar til at gense publikummet på Cafe Bagergården. Det bliver specielt for os, for det var dér TIES’ sidste koncert fandt sted for ca. halvandet år siden.

Don Falch

Sætlisten:

1.   Taxa i tomgang
2.   På vej
3.   Tag mig op
4.   Når natten falder på (Malurt)
5.   Lige her
6.   På min væg (Tom Waits)
7.   All Along the Watchtower (Bob Dylan)

Pause

8.   Cortez the Killer (Neil Young)
9.   Kite (U2)
10. Rendezvous (Bruce Springsteen)
11. Afkrog af verden
12. På en gren i vort kvarter (Kim Larsen/Mogens Mogensen)
13. Du er kun det du får gjort (M. Falch/P. Repete/P. A.G. Nielsen)
14. Nanna (Kim Larsen/Gasolin)

Pause

15. Don´t Cry No Tears (Neil Young)
16. Hvis du får brug for mig
17. Har vi hul igennem her
18. Glory Days (Bruce Springsteen)
19. With or Without You (U2)
20. Helpless (Neil Young)
21. Farmor John (Harris/Terry)

Pause

22. Hvor blev det hele af
23. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’)
24. Mød mig i mørket (Malurt)
25. Svantes svanesang (Benny Andersen)
26. Lån en lille løgn

Ekstra:
27. Langebro (Larsen-Jönsson-Beckerlee/trad.)