Monthly Archives: juli 2005

Knep i takt

Efter Simons hårde, men veloverståede, ilddåb i Ebeltoft om fredagen, var turen nu kommet til en kro med det festlige navn Den Blå Ged i Ordrup, Nordsjælland. Efter at have taget færgen fra Ebeltoft kl. 6 om morgenen, havde vi været hjemme og hvile lidt, og nu var vi friske og kampklar igen. Okay, måske knap så friske, men i hvert fald kampklar!

Da vi ankom til Den Blå Ged var der stadig mange krogæster, der spiste i den store krostue, vi skulle nedlægge. Så vi fik nogle fadøl og erobrede billardbordet i et tilstødende barlokale. En lille time før vi skulle spille, fik vi endelig signal til at vi kunne stille op på den mikroskopiske scene, som dog lige akkurat var stor nok til at vores lille band kunne være der. Ved bordet lige ved siden af scenen, sad to par og hyggede sig, og de to herrer havde fået nok inden for vesten til at komme med ”sjove” kommentarer til os, mens vi knoklede med at få plads til alting på scenen. De kunne vente sig, kunne de… Krostuen var ganske pænt besøgt, men dog på ingen måde proppet.

Vi lagde ud med ”Lige her”, som er et fedt startnummer. Det svinger, og er ikke for stille eller for voldsomt. Vi skulle jo nødig skræmme livet af den ældre dame, der sad sammen med et festligt lille selskab. De sad ved et bord ved baren, cirka ti meter fra scenen. Hun holdt ud hele aftenen, og elskede det. Jeg lagde mærke til, at hun sad og sang med på vores egen ”Hvis du får brug for mig” i første sæt. Det oplever vi tit, men ikke med kvinder der nærmer sig de 70. Da jeg præsenterede ”På vej” var det tid til at give lidt igen til de førnævnte rapkæftede herrer, som stadig ufortrødent fyrede ”morsomheder” af i en lind strøm. Jeg fortalte, at ”På vej” handler om et par rebeller, der så gerne vil gøre oprør, men ikke rigtig ved, hvad de skal gøre oprør imod. Deres forsøg bliver derfor lidt kikset, som de går ned ad gaden i deres læderjakker og rækker tunge af folk, som desværre for dem er temmelig ligeglade. ”Det kunne jo være jer to”, sagde jeg til de to herrer, som tydeligvis ikke lige var forberedt på at få hele krostuens opmærksomhed på den måde. De klappede i som et par østers, og vi hørte ikke mere til dem.

I andet sæt bad jeg publikum knipse i takt i det stille stykke i “Har vi hul igennem her”. En stor gut bagerst i krostuen ”hørte forkert” og spurgte højlydt om de skulle kneppe i takt!? Vi holdt os til knipseriet… Det var et åbent og modtageligt publikum, vi spillede for denne aften. Dog var det ikke alle, der holdt til tre sæt, og mellem andet og tredje sæt var der næsten tomt i krostuen. Men der kom flere til, og der blev danset heftigt i sidste sæt. Jeg troede naivt, at de vel også ville synge, når nu de så gerne ville danse. I ”Lån en lille løgn” var der fest, og efter præsentationsrunden blev de dansende bedt om at gentage hvad jeg sang. Men der skulle skrappe overtalelsesmidler til, og da de små pip fra dansegulvet ikke var tilfredsstillende, standsede jeg bandet og fortalte de stive mennesker, at de simpelthen måtte tage sig sammen. Det har en hvis effekt på et publikum, når bandet bare stopper og musikken falder fra hinanden midt i det hele. De små pip blev til så meget sang, som der kunne komme ud af de spritbelagte halse, og de havde da stemme nok tilbage til at skrige på ekstranummer bagefter.

Jeg kastede bandet ud i Van Morrisons ”Gloria”, efter kort at have bekendtgjort, at vi nu ville spille en sang, som Simon overhovedet ikke kendte. Han kom selvfølgelig hurtigt efter det, og den sang er så simpel, at man skal have sine musikskolepenge tilbage, hvis man ikke kan spille med på den efter ganske få takter. Derefter satte vi prikken over i’et med ”Twist and Shout”, som blev stoppet og standset et par gange for at få publikum til at gå over gevind, hvilket var en ganske smal sag på det tidspunkt (og ja, den ældre dame var på dansegulvet, og havde trofast hængt på i samfulde tre timer). Så sagde vi tak for i aften. En dame, der hørte til den ældre dames selskab, var dog så stiv, at hun næsten blev forarget over at ”det dér band ikke engang ville spille nogle ekstranumre.” At vi netop havde spillet to, var gået hen over hovedet på hende, selv om hun havde væltet rundt lige foran scenen i den sidste halve time (mindst).

Efter koncerten var der masser af ros til os, mens vi sad og smagte på barens udvalg af spændende øl. En ung mand, der havde været inde på en cafe lige på den anden side af gaden, hvor der også havde været livemusik (sådan er vi altid så heldige…), ville gerne købe vores cd, men tøvede dog lidt, da Paw gjorde det klart for ham, at det egne numre, og ikke covernumre, der var på cd’en. Han købte den nu alligevel.

Don Falch

Sætlisten:

1.   Lige her
2.   Tag mig op
3.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
4.   Hvis du får brug for mig
5.   På vej
6.   Glory Days (Bruce Springsteen)
7.   With Or Without You (U2)
8.   Nanna (K. Larsen/Gasolin’)

Pause

9.   Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
10. Mød mig i mørket (Malurt)
11. I’m Goin’ Down (Bruce Springsteen)
12. Har vi hul igennem her
13. Alverden så på
14. Stand By Me (Leiber-Stoller-Ben E. King)
15. Downtown (Neil Young)
16. Født i en metro

Pause

17. I Saw Her Standing There (Lennon/McCartney)
18. This Is My Life (Gasolin’-Tommy Bogs/M.C. Moloney)
19. Farmor John (Harris/Terry)
20. All Along The Watchtower (Bob Dylan)
21. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
22. Lån en lille løgn

Ekstra:
23. Gloria (Van Morrison)
24. Twist And Shout (Medley-Russel)

Ilddåb

Det sker en sjælden gang, at man får booket et job med meget kort varsel. Da jeg ringede til Café Bageriet, blev jeg spurgt om vi kunne nu på fredag? Øhh, det skulle jeg lige tjekke. Især Simon skulle lige give grønt lys, da vi stadig var i gang med at lære ham numrene. Han er jo frisk, så han sagde ja, og dermed var hans ilddåb i FAVN rykket en aften nærmere. Vi havde allerede et job på Den blå ged i Ordrup lørdag aften. I løbet af de øvere, vi havde haft med Simon, var der kommet nye numre på repertoiret, men det var ikke alle FAVN-numre, vi havde nået endnu.

Koncerten fik desværre en yderst kikset start. Vi lagde ud med ”Lige her”, og var knap nok kommet i gang, før folk kom med tilråb, som var svære at høre, men de var tydeligvis utilfredse med noget. Det så ud til at blive en meget lang aften. Da ”Lige her” var slut, viste det sig at publikum havde al mulig grund til at brokke sig. Det var nemlig kun os selv, der kunne høre sangen, for der var ikke åbnet for fronten (lyden i de højttalere, som spiller ud til publikum). Vi havde altså lagt ud med noget, der kraftigt mindede om et instrumentalnummer med meget, meget lav sang. Det er den slags smuttere, man må være forberedt på, når der for nylig har været udskiftning i bandet. Søren var vores lydmand, og uden ham måtte Paw overtage den opgave. Anlæg havde vi ikke noget af, så det var lånt ude i byen, og vi kendte det med andre ord ikke. Men det gik rigtig godt, da publikum først fik vokalen med i lydbilledet.

Kim Larsens ”Hvis din far gi’r dig lov” gik rent ind som altid. Det gør Larsen og Gasolin’-numre i det hele taget, uanset hvor man spiller. Springsteens ”I’m Goin’ Down” var egentlig lagt på hylden, men da vi havde brug for at få stablet et repertoire på benene i en fart, blev den støvet af, da den fænger og er meget simpel. Vores egen ”Hvis du får brug for mig” virker altid, også denne aften, og så var det tid til et nummer, som vi aldrig har spillet i FAVN: The Beatles’ ”I Saw Her Standing There”. Simon havde foreslået, at vi spillede noget med Beatles, og da vi for år tilbage til tider spillede den sang i TIES, røg den på repertoiret. Da Simon er væsentlig yngre end Paw og jeg, har han også en anden musikalsk baggrund. Han er for eksempel glad for grunge, hvilket hverken Paw eller jeg har dyrket særligt indgående. Til gengæld dyrker vi i den grad Neil Young, og det var derfor oplagt for os at præsentere Simon for et album fra ’95, der hedder ”Mirrorball”. På det album spiller Young nemlig med grungebandet Pearl Jam (som vist ikke hører under den betegnelsen grungeband længere, men de kom frem som en del af den bølge), og ”hittet” fra det album hedder ”Downtown”. En meget iørefaldende og simpel sang, der rykker, men som også er lidt monoton. En ældre herre, der sad lige ved siden af hvor jeg stod, bemærkede højlydt, at det var da noget lort… Vi snuppede en af de sikre, U2’s ”With Or Without You”, som faldt i ualmindelig god jord. Herefter sluttede første sæt med Larsen/Gasolin’s ”Nanna”, som er baseret på det gode gamle Bo Diddley-beat, man kender fra eksempelvis Rolling Stones’ ”Not Fade Away” og Shu-bi-duas ”Nam nam”. ”Nanna” har det med at udvikle sig til en medley, og netop Bo Diddleys ”Hey Bo Diddley” og Shu-bi-duas ”Nam nam” blev inkluderet.

Andet sæt startede med skudsikre ”Det bedste til mig og mine venner”, men vi mærkede hurtigt, at der var sket en større udskiftning i publikum, som der altid gør en fredag aften på cafeer. Det var temmelig begrænset hvad vi fik af respons fra publikum i andet sæt. De var faktisk ikke rigtig til at hugge eller stikke i. Især i ”Farmor John” (vores undersættelse af ”Farmer John”, der egentlig også var lagt på hylden, men taget til nåde på grund af sin enkelthed) prøvede jeg indædt at få gang i noget fællessang, og enkelte bed da på, men sprang hurtigt fra igen, da de fandt ud af, at det øvrige publikum var temmelig ligeglade.

I næste pause blev der ændret lidt i sætlisten, og U2s ”One” blev indkaldt som frelsende engel. Den er altid en fuldtræffer, og ganske rigtigt ramte den lige i plet, og vi kom dermed godt i gang med aftenens tredje og sidste sæt. Men igen døde publikums interesse tilsyneladende ret hurtigt, og først da gode gamle ”Langebro” blev serveret for dem, begyndte de søreme at synge med! ”Lån en lille løgn”, et FAVN-nummer, som Simon (med rette) er faldet for med et brag, skulle traditionen tro afslutte denne noget brogede aften. Og nu var publikum pludselig vågnet! Sangen gik, som så ofte før, rent ind, og bandpræsentationen med soli hele vejen rundt var kun benzin på bålet. Nu måtte vi pludselig ikke stoppe! ”Har vi hul igennem her”, som vi ofte gemmer som et evt. ekstranummer, fordi den kan være for skæv at spille på mindre cafeer, blev modtaget med jubel, og i det stille stykke knipsede folk med af hjertens lyst. Der var endda én, der bemærkede at jeg faktisk er temmelig elendig til at knipse. Mit svar var, at det naturligvis var derfor, jeg skulle have hjælp. Vi sluttede aftenen af med ”Twist and Shout”, som jeg til Paw og Simons forbløffelse – og publikums begejstring – startede igen, da den ellers var slut. En forrygende afslutning, som vi kun tyve minutter tidligere ville have forsvoret var mulig.

Simons usikkerhed skulle man aftenen igennem kende numrene meget godt for at bemærke. Selvfølgelig var der smuttere hist og her, men han maskerede dem godt, og publikum bemærkede næppe noget. Hvad Paw og jeg til gengæld i den grad – og med udtalt begejstring – bemærkede, var en engageret og udadvendt bassist, der i lige så høj grad som os kommunikerede med publikum. Også i pauserne var det helt naturligt for Simon at tale med de publikummer, der henvendte sig. Simon har et indtagende væsen, og folk slapper omgående af i hans selskab. Det var meget rart at opleve, da vi efter koncerten blev overrendt af begejstrede ”fans”. Flere albums kom vi af med, og endda også en Født i en metro-T-shirt. En gigantisk bodybuilder hjalp med at slæbe grej ud i bilen. Han burde ellers ikke gøre det, da han havde trænet hele dagen, forklarede han, mens han uanfægtet stod med Paws 50 kilos stativkasse i den ene hånd. Den plejer vi at være to om at bære…

Da vi havde fyldt bilen, satte vi os ved et bord og fik nogle øl sammen med bodybuilderen og hans slæng. Vi skulle først med færgen hjem kl. 6, så vi havde ikke travlt. Da den venlige bartenderinde smed os ud, satte vi kurs mod havnen, hvor vi fik lidt søvn. Når enden er god, er alting godt, siger man. Det er ikke helt forkert.

FAVN er tilbage på Cafe Bageriet d. 4/11, hvor juleøllen bliver frigivet. Det bliver nok ret festligt…

Don Falch

Sætlisten:

1. Lige her
2. Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
3. I’m Goin’ Down (Bruce Springsteen)
4. Hvis du får brug for mig
5. I Saw Her Standing There (Lennon/McCartney)
6. Downtown (Neil Young)
7. With Or Without You (U2)
8. Nanna (K. Larsen/Gasolin’)/Hey Bo Diddley (Bo Diddley)/Nam nam (Shubidua)

Pause

9. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
10. Mød mig i mørket (Malurt)
11. All Along The Watchtower (Bob Dylan)
12. This Is My Life  (Gasolin’-Tommy Bogs/M.C. Moloney)
13. Alverden så på
14. Stand By Me (Leiber-Stoller-Ben E. King)
15. Farmor John (Terry/Harris)
16. Født i en metro

Pause

17. One (U2)
18. Fire (Bruce Springsteen)
19. Glory Days (Bruce Springsteen)
20. Tag mig op
21. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
22. Lån en lille løgn

Ekstra:
23. Har vi hul igennem her
24. Twist And Shout (Medley-Russel)

Succes på Ambolten

Det endte med stor succes, da vi besøgte Ambolten i Ry d. 4/6. Det skulle vise sig at blive Sørens sidste optræden med FAVN.

Ambolten er et hyggeligt spillested med listig belysning, solid scene på ølkasser og en ægte ”kromutter” i form af den rare indehaver og booker. Hun vidste alt om musikeres ønsker. Eksempelvis var vi næppe trådt ind ad døren før der befandt sig en pilsner i hver vores højre hånd. Jep, så føler man sig hjemme.

Men starten var lidt knoklet. Der var en ellers yderst imødekommende og flink herre, som havde en masse gode ideer til, hvordan lyden under lydprøven skulle tilpasses Ambolten. Eksempelvis faldt den bevaringsværdige udtalelse: ”Der er lidt meget distortion på guitaren”. Som Søren så rigtigt påpegede: ”Det er jo guitarens lyd…”. Og ja, sådan lyder rockspade jo altså nu engang. Vi endte med at spille en absurd lavmælt lydprøve for sådan lige at skabe lidt god stemning, ikke sandt.

Nå, men første sæt gik sådan set godt. Lidt lavmælt, ja, men intenst nok. Der var ok hul igennem, og folk lyttede. De var ikke meget medlevende. Men de var med på, hvad der foregik. Helt ok.

I pausen talte jeg med den flinke tidligere trommeslager i Commitments Jam. Han havde spillet et hav af koncerter over hele landet. Vi fik os en god snak om musikbranchen og om trommer. Han kunne lide vores musik, og han købte derfor en cd. En anden snak vi havde, handlede om privatliv og musikliv – og sammenhængen der imellem. Han mente ikke, det kunne lade sig gøre at have børn og samtidig spille mange koncerter. Faktisk fedt at høre. For det må jo betyde, at Don og jeg gør det umulige. Og det tegner da ærligt talt godt for vores fremtid som rockband med noget på hjerte i en popindsyltet og -opstyltet verden…

Jo længere vi nærmede os koncertens afslutning, jo mere var publikum med. Hen imod slutningen af koncerten var der soli en masse, hvilket bragte stor jubel. På dette tidspunkt i koncerten blev der spillet højt og igennem. Men når det gynger, og publikum er med, SKAL det jo pludselig være højt. Dog husker jeg tydeligt en spøjs lille episode undervejs, hvor et ægtepar glade dansede rundt på gulvet. Konen signalerede til mig, at jeg gerne måtte spille lavere. Hun troede sikkert, at vi spillede rigtig højt. Hmmm… Jeg lavede et fill i form af en synkope diskret kamufleret i groovet. DET må have været højt. I hvert fald gav det et spjæt i hende og hendes øjne så ud, som var de faretruende tæt på at hoppe ud af øjenhulerne. Uden tvivl en horisontudvidende oplevelse for hende. At det faktisk VAR højt bevises af, at Don gav et stort spjæt og kiggede forundret på mig. Der skal meget til. Normalt er han helt væk i sit eget. Og støj bider jo ligesom ikke på en så hærdet rocker.

Tilbage til koncerten: ”Twist and Shout” var et succesfuldt ekstranummer, hvor folk gik amok! Også ”Har vi hul igennem her” blev spillet som ekstranummer, og den gik faktisk rent hjem.

Efter koncerten var der hyggeligt samkvem med de lokale. En flink bodybuilder trådte mig faretruende nær og bad ”pænt” om en trommesolo. Jeg refererede til den nyligt overståede solo, som vel måtte være nok. Men han var ubøjelig. Så jeg foreslog, at jeg spillede solo på hans kinder. Først afslog ham, men øjeblikket efter var han tilbage, åbnede munden og tilbød sine kinder. Jeg spillede en kort, men særdeles kontant, trommesolo på mandens kinder. Han kvitterede med bajere til bandet.

Kromutter var fuld af lovord til os og vores musik. Ord som ”perfekt” og ”fantastisk” føg om ørerne på os. Dejligt. Hun kvitterede faktisk med at betale os mere, end der stod i kontrakten. SÅ er man begejstret! Første gang vi prøver det. Det var en god afslutning på fem års samarbejde med Søren. Han traf kort efter sin beslutning om at forlade FAVN.

Paw Koch

Sætlisten:

1.  Når natten falder på (Malurt)
2.  Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen//M. Mogensen)
3.  Tag mig op
4.  Glory Days (B. Springsteen)
5.  På vej
6.  Afkrog af verden
7.  Lige her
8.  Nanna (K. Larsen/Gasolin’)

Pause

9.   I’m Goin’ Down (B. Springsteen)
10. På en gren i vort kvarter (K. Larsen/M. Mogensen)
11. All Along The Watchtower (B. Dylan)
12. This Is My Life (Gasolin’-Tommy Bogs/M.C. Moloney)
13. Alverden så på
14. One (U2)
15. Hvis du får brug for mig
16. Født i en metro

Pause

17. Mød mig i mørket (Malurt)
18. Rendezvous (B. Springsteen)
19. Gloria (V. Morrison)
20. Fire (B. Springsteen)
21. With Or Without You (U2)
22. Lån en lille løgn

Ekstra:
23. Stand By Me (Leiber-Stoller-Ben E. King)
24. Har vi hul igennem her
25. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
26. Twist And Shout (Medley-Russel)