Monthly Archives: august 2005

Musik og politik

Der er dem, der mener at musik og politik bør holdes adskilt. Det er naturligvis noget vrøvl! Musik handler ligesom politik om livet, mennesker og følelser. Dermed ikke sagt, at man som sangskriver skal holde timelange politiske brandtaler mellem sangene. Koncerter skal handle om musik, men hvis en sang har politisk indhold, har undertegnede i hvert fald intet problem med, at sangen får et par ord med på vejen. Heller ikke selv om jeg måtte være uenig. Det giver mig nemlig et mere nuanceret billede af den person, der har skrevet sangen, og hvis sangen er godt skruet sammen, får jeg oven i købet noget at tænke over og forholde mig til. Fint med mig.

Men der er måske alligevel tilfælde, hvor musik og politik bør holdes adskilt. En koncert kan blive mere spændende og nuanceret ved at nogle holdninger kommer på banen, men til et politisk møde kan musik til gengæld hurtigt vise sig at være en skidt ide. Politisk engagerede mennesker har nemlig kun ét for øje, når de mødes. Om de så er enige eller ej: Der skal diskuteres! Og høj rockmusik går meget, meget dårligt i spænd med et publikum, der vil diskutere med hinanden.

Den 19/8-’05 skulle FAVN for anden gang spille i Baghuset, Ballerup. Da vi spillede der i marts, kom hele seks mennesker og overværede koncerten (læs om den her), men en af de seks var superfan helt tilbage fra TIES-tiden: Line Laudrup. Som aktiv i Radikal Ungdom fik hun den umiddelbart strålende ide, at arrangere en debataften på Baghuset med efterfølgende fest, hvor musikken skulle leveres af FAVN. Desværre viste det sig igen at være en tung opgave at trække folk til Baghuset. Selv med trækplastre som os, Kurt Scheelsbeck (K) og Morten Helveg Petersen (R) blev det ikke til mere end en ti – femten mennesker. Efter aftenens debat om udenrigspolitik, og især situationen i Irak, gik vi på scenen. Vi indledte med ”Taxa i tomgang”, som blev fuldstændig ignoreret. Omgående sadlede vi om, og fyrede ”C’mon Everybody” i skallen på det snakkesalige publikum, som derved fik lidt sværere ved at snakke sammen. Det brød de sig ikke umiddelbart om, og vi fik slået fast, at det her blev svært… ”Har vi hul igennem her” blev indledt med en lille historie om at vi selv overvejer at stifte et parti, der skal hedde ”De forvirrede”. Dette blev mødt med latter, og var ubetinget aftenens største reaktion fra publikum. Ellers lykkedes det da fra tid til anden at tvinge dem til at klappe med, når vi virkelig insisterede.

Da koncerten var forbi, var vi så den erfaring rigere, og en enkelt milepæl blev der da gravet hul til denne aften, da Paw fik talt med Line om en fremtidig managerpost i FAVN. Det var hun klar på! Hun skulle bare lige til England først, men fra januar 2006 sætter hun sig på managerposten!

Don Falch

Sætlisten:

1. Taxa i tomgang
2. C’mon Everybody (Eddie Cochran/Jerry Capehart)
3. Tag mig op
4. Har vi hul igennem her
5. Hvis du får brug for mig
6. Mød mig i mørket (Malurt)
7. Afkrog af verden
8. Rabalder (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
9. Alverden så på
10. Nanna (K. Larsen/Gasolin’)

Pause

11. Lige her
12. På vej
13. Står på en alpetop (Seals/Shubidua)
14. Hvor blev det hele af
15. Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
16. Født i en metro
17. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
18. Lån en lille løgn

A Hard Day’s Night

Det mest spændende ved beretningen om FAVNs koncert på Koppen i Aabenraa d. 12/8 er nok i virkeligheden turen til og fra Koppen. Der er i forvejen langt fra Roskilde-området til Sønderjylland, men FAVNs tur blev meget, meget lang… Paw har en lille trailer, der ligesom hans bil blev proppet med udstyr, og så var det af sted til Aabenraa. Desværre var der et dæk på traileren, som ikke havde lyst til at køre længere end til Odense. Det punkterede… Nu var gode dyr rådne! Vi købte noget spray, der skulle forhindre luften i at fise ud, og den blev brugt flittigt og jævnligt undervejs. Nu var det så bare sådan, at turen fra Odense til Aabenraa skulle foregå MEGET langsomt, hvis der skulle være nogen som helst chance for overhovedet at nå frem. Jeg prøvede forgæves at komme i telefonisk kontakt med Koppen, mens vi trillede af sted, vel vidende at vi ville nå frem sådan cirka kl. 01, hvor vi efter planen skulle have været startet på 3. sæt… Når vi nåede frem, skulle vi selvsagt stille op og lave lyd, så vi ville først komme i gang med koncerten sådan cirka kl. 02… Og med de planlagte tre sæt, ville det betyde at koncerten ville slutte kl. 5 om morgenen! Og derefter skulle vi pakke sammen, og vende snuden hjemad i sneglefart… AK, man var mildt sagt træt ved tanken.

Men det skulle vise sig ikke at være så slemt. Det var værre! Da vi endelig nåede frem, var dækket smadret til ukendelighed. Da vi havde lånt et par højttalerstativer, der skulle afleveres inden kl. 10 næste formiddag, stod det klart, at der ventede mig en tidlig togtur hjem, mens Paw og Simon måtte vente til et værksted åbnede, før de kunne vende snuden hjemad. Eneste lyspunkt ved vores ankomst var, at ejeren Jonathan på ingen måde var ophidset over vores sene fremmøde. Vi skulle bare gå i gang, så snart som muligt. Jeg foreslog, at vi måske kunne slå de tre sæt sammen til to, når vi nu var kommet så sent. Det ville betyde at en pause blev droppet, og at koncerten dermed ville slutte lidt senere. Det blev afvist. Vi skulle bare spille de tre sæt, som aftalt. Heldigvis var der da et rimeligt fremmøde på dette sene tidspunkt. Mest teenagere. Det ville have været den ultimative nedtur, hvis vi efter den lange tur skulle spille for et tomt lokale.

Det ville være synd at sige, at vi var tændte, da vi gik i gang med at spille, men heldigvis er det sådan, at musikken kan få én til at glemme tid og sted, og da vi først var begyndt, kørte det bare derudaf. Det unge publikum skulle ind i mellem lige undervises i at klappe, når nogen spiller for dem, men de var efter omstændighederne rimelig lærenemme. Dørmanden syntes i hvert fald, at vi var fede. Han var på hele natten! Slutnummeret ”Lån en lille løgn” havde som altid en slags magisk indvirkning, der gjorde, at vi blev opfordret til at give et ekstranummer. To unge gutter havde flere gange spurgt, om vi kunne spille et af Guns’n’Roses’ numre, for dem havde de åbenbart lige ”opdaget”. Jeg havde svaret nej, da jeg ikke mente, vi kunne efterkomme det ønske. Men Simon gjorde mig på falderebet opmærksom på, at ”Knockin’ On Heaven’s Door”, der som bekendt er skrevet af Bob Dylan, faktisk er et af Guns’n’Roses’ største hits. Dén kunne vi spille, og de to henrykte gutter fik nu lov til at ”synge”. Der blev råbt og skreget ind i min stakkels mikrofon, og det var ikke kønt, men underholdningsværdien opvejede den mildt sagt udfordrende lytteoplevelse. Vi rundede aftenen af med ”Har vi hul igennem her”, og så kunne vi se frem til adskillige timer som levende døde i Aabenraas gader.

Mens vi læssede bilen, overhørte jeg tre unge gutters samtale. En af dem var åbenbart tidligere på aftenen blevet smidt ud af dørmanden, og ville nu have hævn. Han var stangstiv og temmelig aggressiv. Derfor tænkte jeg også, at det ville være den perfekte afslutning på denne tur, hvis nu vi kunne komme i klammeri med ham. Den var Simon ved at klare. Han havde ikke overhørt deres samtale, men afbrød dem for på mine vegne at spørge, hvor togstationen lå. Et kort øjeblik fik han et prøvende blik fra den stive treenighed, men så faldt de åbenbart for hans rolige venlighed, og oplyste ham om, at der ikke er en togstation i Aabenraa. Næ, man skal såmænd tage en taxi til en nærliggende by for at komme hjem til Sjælland. Selvfølgelig.

Bilen blev parkeret et stykke fra farezonen omkring Koppen, og der stod vi så lidt og gloede. Vi besluttede os for at fordrive tiden med at lede efter et værksted, som (når solen engang stod op) kunne gøre traileren kampklar igen. Og så skulle vi jo også lige have lidt natmad ved den charmerende pølsevogn ”Æ pøls” (og ja, det hed den), som havde specialiseret sig i durum med chili uden chili, men til gengæld med hår. Som pigen i vognen sagde, da Paw hev et langt, lyst hår op af sin mad: ”Det er nok mit”. Bon appettit…

Jeg tog en taxi til togstationen, og lignede en indskrumpet og meget træt udgave af Arnold Schwarzenegger i Terminator: Iklædt læderjakke og med et bazookalignende højttalerstativ i hver arm. Jeg nåede lige akkurat at aflevere stativerne til tiden næste dag.

Don Falch

Den noget specielle og lovligt behårede durumoplevelse, som Don beskriver ovenfor, blev ikke større af, at rullen smagte umiskendeligt af ostereje. Simpelthen: Ostereje. Underholdningsværdien var imidlertid særdeles stor, da Simon forgæves forsøgte at bestille en ristet pølse med stærk sennep. Han kunne ikke få en ristet, og gik derfor med til en rød. Kravet om stærk sennep blev dog fastholdt på det bestemteste. Men der var “desværre kun sød fransk sennep”, kunne blondinen i vognen nu meddele. Som Simon forgæves forsøgte at argumentere: Men det er jo ikke stærk sennep… Så sandt. Til gengæld var der ostereje-durum med chili – uden chili – til alle.

Den flinke Flemming fra Hjulcentret lappede dagen efter trailerhjulet for en rørende billig pris. Og så var han flink og gav kaffe. Han ville klart komme at se os næste gang, vi spiller på Koppen.

Paw Koch

Sætlisten:

1.     C’mon Everybody (Eddie Cochran/Jerry Capehart)
2.     Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
3.     Alpetoppen (Kasper Winding)
4.     Hvis du får brug for mig
5.     Mød mig i mørket (Malurt)
6.     Downtown (Neil Young)
7.     Lige her
8.     Nanna (K. Larsen/Gasolin’)

Pause

9.     Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
10.   På vej
11.   Fire (Bruce Springsteen)
12.   All Along The Watchtower (Bob Dylan)
13.   Alverden så på
14.   Satisfaction (Jagger/Richards)
15.   Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
16.   Født i en metro

Pause

17.   This Is My Life  (Gasolin’-Tommy Bogs/M.C. Moloney)
18.   Rock And Roll (Page/Plant)
19.   Hey Hey My My (Neil young)
20.   Tag mig op
21.   Midt om natten (K. Larsen)
22.   Lån en lille løgn

Ekstra:
23.   Knockin’ On Heaven’s Door (Bob Dylan)
24.   Har vi hul igennem her

FAVN på Holbæk Havn

I 2004 sendte FAVN en månedlig single ud til 100 modtagere i den danske musik- og medieverden. Alt det kan man læse mere om her. Et sådant projekt kan ikke undgå at give resultater og skabe nogle kontakter rundt omkring. En af disse kontakter var det lille bookingbureau Holgerevent, som pludselig ringede mig op her i sommeren 2005, og spurgte om vi ville medvirke i en minifestival på Holbæk Havn. Det ville vi gerne.

På dagen så vejret ud til at arte sig nogenlunde. Det var blæsende, men ikke for meget, og vi slap for regnvejr. Vi havde ikke rigtig regnet med noget fremmøde, og var glade for at se, at der skam var 30-40 mennesker, der gad stå der i blæsten hele dagen og høre musik, der for det meste var hjemmelavet. Kun ét af dagens fem bands, det midterste, spillede covernumre, og arrangøren Jesper fortalte mig, at det var fordi det sidste år havde vist sig at en hel dags originalmusik var en lige lovlig stor mundfuld for publikum. FAVN skulle spille klokken 18.30 som næstsidste band. Vi var spændte på scenelyden, som ofte kan være en udfordring ved den slags arrangementer. Og den var ikke fantastisk, men heller ikke en katastrofe.

Vi lagde hårdt ud med ”Født i en metro”, og den lille skare dernede tog rigtig godt imod os, men holdt sig på behørig afstand af scenen. De fik fem numre for fuld skrue, og så var det tid til vores nye, akustiske version af ”Hver sin vej”. En version vi havde indøvet til lejligheden, med Simon på min elektriske Jazzmaster guitar (for manden er i virkeligheden en skabsguitarist, som ved enhver given lejlighed smider bassen fra sig og forgriber sig på den nærmeste guitar), Paw på kor og tamburin, og undertegnede på en halvakustisk guitar, jeg havde lånt, da min gode gamle 12-strengede Landola var til reparation. Min Landola burde åbenbart have haft selskab af den lånte guitar, som virkede da jeg stemte den, men som pludselig var stået fuldstændig af… I hvad der føltes som en evighed måtte jeg så nu underholde publikum med lidt baggrundshistorie om sangen, mens lydfolket uden held kæmpede med guitaren, som nægtede at give lyd fra sig. Til sidst måtte vi på god gammeldaws facon sætte en mikrofon foran guitaren, og sangen blev omsider gennemført, og endda rigtig godt modtaget derude. Det skyldtes nok den meget lange, spændende og detaljerede introduktion, der var gået forud…

Så var der lige et par ”hits” tilbage til at hive stikket hjem: ”Alverden så på” er en temmelig sikker publikumstræffer hver gang, og ”Lån en lille løgn” inklusiv præsentationsrunde har aldrig svigtet. Og den lille vindblæste skare dernede overgav sig og ville have mere. De fik ”Lige her”, som jeg kom til at starte en halv tone under dens normale toneart. Jeg opdagede det hurtigt, og skyndte mig hen for diskret at spørge Simon, om det ville være noget problem at gennemføre sangen i denne toneart. Det mente han ikke, så det gjorde vi uden problemer. Dog kunne jeg godt mærke at sangen nu lå lige dybt nok for min stemme, og Paw, som ikke vidste at tonearten var en anden, undrede sig over at han pludselig kunne synge sin korstemme så ubesværet…

Don Falch

Sætlisten:

1.       Født i en metro
2.       På vej
3.       Tag mig op
4.       Har vi hul igennem her
5.       Hvis du får brug for mig
6.       Hver sin vej
7.       Alverden så på
8.       Lån en lille løgn

Ekstra:
9.        Lige her