Monthly Archives: september 2006

Små scener – små slag, eller…

Torsdag d. 21/9 var FAVN et af tre bands, der skulle optræde i Østerbrohuset til et månedligt arrangement kaldet “Små scener”, der giver bands mulighed for at prøve kræfter med den svære kunst at stå på en scene. Det har FAVN unægteligt prøvet nogle gange, men vi sagde alligevel ja, da vi blev spurgt, fordi vi øjnede muligheden for at spille for et lyttende publikum, der er kommet for at høre noget livemusik. Det er ikke så tit, den mulighed er der, og desuden lærer man jo altså noget ved hver eneste koncert.

Vi skulle spille sidst, så vi kunne i ro og mag studere publikum (som stort set bestod af de andre musikere) og bedømme stedets akustik under de to andre bands 45 minutters sæt. Først spillede La Lukes et sæt bløde og ganske iørefaldende og charmerende popsange. Knap så charmerende var det, at de skred umiddelbart efter deres sæt. Så kunne vi andre ligesom underholde hinanden…

En temmelig fuld og ganske underholdende mand sørgede aftenen igennem for at stemningen var så høj, som den nok kunne blive i det lille selskab. Han kom med godmodige tilråb og småhoppede rundt mellem de affolkede borde, mens han svingede armene og sit lange, gråsprængte hår. En eksiljyde ved navn Heine Hamborg var næste navn på scenen. Han og hans band skabte en hyggelig stemning med en række humoristiske sange, og det var lige noget, førnævnte fulderik kunne bruge. Det er svært at sige, hvad der egentlig var mest underholdende: Heines historier eller hans kamp for at få lov til at fortælle dem.

“Små scener” er tænkt som et afdæmpet arrangement. Vi havde skam tænkt os at efterleve dette, og det gik fint i den i forvejen afdæmpede “Taxa i tomgang”. Næste nummer, “Antibussen”, markerede afslutningen på det afdæmpede denne aften. Måske fordi vores fulde ven i det øjeblik jeg skiftede min 12-strengede akustiske guitar ud med en elektrisk, udbrød: “Nu kommer der noget ordentligt!”

Lydstyrken steg støt, men det lod ikke til at genere nogen. Snarere tværtimod. Der var også kommet nyt publikum til i form af en bilfuld jyder, der var kørt hele vejen fra Jylland, blot for at komme for sent til deres ven Heines optræden. Nu måtte de jo så nøjes med os, og vi gjorde vores bedste for at give dem en god oplevelse. Tirsdagens koncert på Drop Inn sad stadig i kroppen og gav os et spillemæssigt overskud. Vi spillede godt, gjorde vi, og muligheden for at sende sangene af sted med små anekdoter blev også udnyttet til fulde.

Efter koncerten viste Paw mig skindene på det lille sagesløse trommesæt, som var stillet til rådighed, og som han lige havde givet en ordentlig forskrækkelse. Det så nyt ud, da vi kom, og brugt ud, da vi gik. Det havde det rigtig godt af. Alle har godt af at få demonstreret, hvordan potentiale udnyttes optimalt. De trommer vil fra nu af længes efter et lag tæsk, som de nok desværre sjældent vil få. Trommer skal have tæsk og det skal rocksange også. Årsagen er enkel: De er skabt til det.

Don Falch

Sætlisten:

1. Taxa i tomgang
2. Antibussen
3. Alverden så på
4. Har vi hul igennem her
5. Hvor blev det hele af
6. Født i en metro
7. Hver sin vej
8. Vi lukker nu

Ekstra:
9. Lån en lille løgn

Fem år efter

Alt var næsten ved det gamle på Drop Inn. Det vil sige… Sidst Paw og jeg var der, hed bandet TIES, sangene var på engelsk og baren stod et andet sted. Og så var årtusindet fem år yngre dengang. Men også dengang havde Drop Inn præsteret at glemme alt om de plakater, vi havde sendt dem, og som såmænd lå sammenrullet i baren, for i stedet at kreere en meget grim, håndskrevet plakat, hvorpå der stod: ”THAI – musik med massage”… Da vi ankom denne gang, hang en plakat, som egentlig bare var et stort stykke papir, hvor der med næsten læselig skrift stod, at FAVN spillede i aften. Så der var fremskridt. Navnet var da på plads. Vores manager Line havde ellers været der med plakater tidligere på dagen, så vi kunne være sikre på at de brugte dem, men ak… Måske er det simpelthen en stil, de har?

I betragtning af at det jo var en ganske almindelig kedelig tirsdag aften, var der da pænt besøgt i løbet af aftenen, og sangene blev godt modtaget. Vi fik både solgt ”Født i en metro” T-shirts (som faktisk er udsolgt nu) og albums. At Line havde sin veninde Maria med, og hun er forsynet med et usædvanlig godt sælgergen, bidrog positivt til salget.

Vi spillede godt, og det lyttende publikum gjorde det muligt, at fortælle nogle små anekdoter undervejs. Michael Falchs nylige 50-års fødselsdag blev markeret med Malurts ”Mød mig i mørket” og før ”Hvis din far gi’r dig lov” måtte jeg nævne, at det jo var på Drop Inn, at vi i TIES i sin tid havde den ære, at spille for Kim Larsen. Også vore egne ”Antibussen” og ”Hver sin vej” blev ledsaget af (næsten) sande historier fra det virkelige liv.

I andet sæt var der mindre snak og mere rock, og en ny, lidt mere hårdtslående version af ”Afkrog af verden” blev luftet for første gang. Jeg sluttede sættet stående på det nærmeste bord, mens en hæsblæsende outro på ”Har vi hul igennem her” accelererede derudaf, og tog alles puls med sig i vejret.

Vi holdt pulsen oppe i tredje sæt, og en ældre, guitarglad mand, der havde sat sig lige foran scenen, kunne ikke sådan lige få pulsen ned igen. Vi fik ikke lov at stoppe, og havde heller ikke lyst, og vi havde værsgo bare at spille Jimi Hendrix’ version af Dylans ”All along the Watchtower”. Den version spiller vi ikke, Hendrix er nu engang Hendrix, men vi spiller vores egen og den fik han lige i smasken. Vi lukkede med Benny Andersens ”Svantes svanesang” og slappede derefter af med glade og efterhånden ret berusede gæster, som gerne ville slå en sludder af. Og sludder var der nok af, men det gjorde ikke noget, for underholdningsværdien var høj.

Drop Inn! Vi kommer gerne igen.
Vi leverer endda gerne plakater igen.
I behøver ikke lave dem selv.
Vi har.

Don Falch

Sætlisten:

1.     Taxa i tomgang
2.     Lån en lille løgn
3.     Mød mig i mørket (Malurt)
4.     Tag mig op
5.     Antibussen
6.     Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
7.     Hver sin vej
8.     Født i en metro

Pause

9.     Nedtur
10.   På vej
11.   Indrømmer blankt (Malurt)
12.   C’mon Everybody (Eddie Cochran)
13.   Lige her
14.   Afkrog af verden
15.   Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
16.   Har vi hul igennem her

Pause

17.   Hvis du får brug for mig
18.   Nanna (K. Larsen/Gasolin’)
19.   Alverden så på
20.   Hvor blev det hele af
21.   Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
22.   Vi lukker nu

Ekstra:
23.   All Along the Watchtower (Bob Dylan) – på opfordring
24.   Svantes svanesang (Benny Andersen)

Hård kamp i Holbæk

Men ikke en kamp mod publikum. En kamp mod os selv og – igen – drillende udstyr. Fredagens koncert på Underhuset i Holbæk var første rigtige fuldlængde FAVN-koncert i 2006. Der var derfor hårdt brug for at øve op til koncerten, men det havde været noget af et hyr at få arrangeret nogle øvegange. Dels fordi august og september altid er travle måneder på alle fronter, og i særdeleshed fordi Paw var i gang med at flytte. Det lykkedes mig at mødes med Simon til en gennemgang af sætlisten, og det forløb overraskende godt, i betragtning af at vi ikke havde rørt de fleste af sangene siden december. I fredags mødtes vi så sidst på eftermiddagen og øvede nogle timer, før vi pakkede sammen og drog mod Holbæk. Jeg havde netop investeret i et nyt guitarstativ med plads til fem guitarer (= mere plads på scenen), en kuffert og ny strømforsyning til mine pedaler, der derfor nu var samlet på ét sted, hvorfra de ikke kunne flytte sig… Alt dette skulle gøre livet lettere på scenen. Der var dog en kurre på tråden: Min elskede Jazzmaster havde været til reparation i en måned, og skulle have været færdig til koncerten, men det var den ikke. Jeg fik så lov at låne en magen til, og alt skulle være fint. Men… Den lånte Jazzmasters vibratorsystem var til rotterne. Brugte man vibratorarmen, skulle man omgående stemme guitaren helt om. Jeg måtte derfor droppe at bruge vibratorarmen, som ellers er en ret væsentlig del af min spillestil, og har en vigtig funktion i flere af numrene. Men låneguitaren lød ganske enkelt heller ikke nær så godt som min egen, og jeg valgte til sidst bare at tage den med som ekstraguitar. Jeg havde trods alt min Telecaster og min Gibson.

Vi ankom sent til Underhuset, så lydprøve blev der ikke noget af. En usund situation, som jeg hader. Stress lige før man skal på scenen, og usikkerhed om tingene fungerer, og om man kan høre noget overhovedet, når man går på scenen… Hæsligt.

Stemningen var god, som den altid er på Underhuset, der er mit og Paws gamle stamværtshus fra vores seminarietid i Holbæk. Allerede da jeg anbragte mine guitarer på scenen, kom der tilråb a la ”nu trykker I den af, ikke?”. Det fik mig til at ændre lidt i sætlisten. Vi havde tænkt os at starte med den stille ”Taxa i tomgang”, men den blev nu vraget til fordel for Dylans ”All Along the Watchtower”. Den er et godt startnummer, fordi den er så enkel og fleksibel, hvilket gør det muligt at rette til i lyden undervejs. Den gik også rent ind, men min plan om at skære ned i covernumrene, især de engelske, gik jo så lidt i vasken. Men det tænkte publikum nok ikke videre over… Jeg følte mig dog nødsaget til at indlede ”Lån en lille løgn”, som nu gået på pension som showstopper til fordel for en funktion som showstarter, med at sige, at vi jo ellers mest synger på modersmålet. Den gik også rent ind, og publikum var ganske villige til at synge med på ”Wå-å” delen. Tilbage i TIES-dagene havde vi fire fantastiske aftener på Underhuset, og det så ud til at den tradition skulle fortsætte med FAVN. ”Lån en lille løgn” gik direkte over i Malurts ”Mød mig i mørket”, og der var fest derude. Knap så meget fest var der på scenen, da jeg sprang en streng på Telecasteren undervejs. Ikke noget problem, vel? Man tager jo bare sin Gibson… Og konstaterer, at de seks strenge, der sad på den sidst, man spillede på den, nu på uforklarlig vis er reduceret til fem… Da jeg ikke havde regnet med at bruge låneguitaren, stod den bare i et hjørne og var ikke engang pakket ud af posen. Det var trods alt et held, at det var den lyse E-streng, der manglede på Gibsonen, for det er den eneste, der til nød kan undværes. Jeg spillede altså resten af sættet på femstrenget guitar, hvilket gjorde flere af de faste riffs til noget af en udfordring. Vores nye, meget mere hårdtslående, version af ”Antibussen” var en succes, og det var et stort lyspunkt for os. Vi havde planlagt at slutte første sæt med ”Født i en metro”, men det riff kan ikke spilles uden den lyse E-streng, så Eddie Cohrans ”C’mon Everybody” blev i al hast trukket op af posen, og så var der pause.

”Født i en metro” indledte andet sæt, efter en ”pause”, som for mit vedkommende blev brugt på at skifte strenge til den store guldmedalje. Det var endnu ikke lykkedes at få hverken Telecasteren eller Gibsonen til at fungere ordentligt lydmæssigt, så jeg besluttede at give låneguitaren et skud, og den trængte klarere igennem. Det var jo godt nok, men den støjede også, hvilket var mindre godt. Værst var dog det, at Jazzmasteren generelt har det handicap, at strengene meget nemt flytter sig! Det gør det altså ret vanskeligt at spille, når man ikke kan regne med, at strengene er, hvor man tror de er. Det problem har jeg fået fikset på min egen, men det her var #”%#” ikke min egen…! Surt, at skulle kæmpe med et problem, som man faktisk for længst har løst.

De følgende tre numre var en mørk vandring: ”På vej” om oprør uden mål, ”Nedtur” om den råddenskab Dansk Folkeparti planter, dyrker og høster i Danmark, og et nyt covernummer, der fik premiere denne aften: Malurts ”Indrømmer blankt”. Den gik rigtig godt, selv om (eller fordi) vi kun havde øvet den én gang samme eftermiddag. Vi dykkede med ”Lige her”, som virkelig fik en flot modtagelse, og en temmelig kaotisk version af ”Afkrog af verden”, som gik direkte over i ”Langebro” og fællessang. Jeg sluttede andet sæt stående på en stol, mens vi hamrede vores nye version af ”Har vi hul igennem her” ud i smasken på publikum, som nød det.

”Ah, den kan vi da godt. Ingen grund til at øve den.” En klassisk sætning, som ofte høres, når man øver op til en koncert. Og så kan man som regel være sikker på, at katastrofen ligger om hjørnet. Vi havde ikke fundet det nødvendigt at øve ”Hvis du får brug for mig”. En rædselsfuld version senere stod det klart, at det nok havde været klogt. Publikum lod nu ikke til at bemærke noget. Vi skyndte os videre med vores Bo Diddley-jamversion af Gasolin/Larsens ”Nanna”, og vores egen ”Alverden så på”. Begge blev godt modtaget, selv om de lød lidt medtagede… I pausen havde en fyr og en pige spurgt om de måtte komme op og synge en sang. F.eks. ”Leaving On A Jetplane”. Det kunne de da godt, tænkte jeg. Det ville give os et lille pusterum. De blev nu inviteret op på scenen, og først da vi begyndte at spille gik det vist så småt op for dem, at de egentlig ikke rigtig kendte sangen… Jeg måtte stå og råbe stikord til dem, når de ikke selv forsøgte at improvisere sig igennem sangen, som fik en helt ny og uforståelig tekst denne aften. Publikum syntes nu det var meget skægt, og hjalp så godt de kunne. Vi sagde pænt farvel til vores gæster, og ilede videre med ”Det bedste til mig og mine venner” (fællessang, naturligvis) og vores egen ”Vi lukker nu”, som i TIES i årevis var fast showstopper i sin engelske udgave (”Closing Time”), og nu har fået sin gamle plads tilbage. Slutsoloen blev lidt kompliceret, da en fyr syntes det var smart at bruge scenen som genvej og kom til at skubbe til mig, hvilket medførte at min guitarrem faldt af… Nå, men sangen tog kegler nu som før med soli over hele linjen og efterfølgende krav om ekstranumre.

Vi fik for en sjælden gangs skyld luftet vores tunge rockversion af Benny Andersens ”Svantes svanesang”, som var et hit, og så sluttede vi festen med ”This is My Life” (Gasolin’) og ”Twist and Shout”.

Folk havde haft en god aften, men vi måtte altså kæmpe lidt for hårdt mod rust og svigtende grej. Langt de fleste problemer og smuttere fes helt sikkert hen over hovedet på publikum, men det er frustrerende, når man gerne vil give den bedst mulige koncert. Vi vender tilbage til Underhuset senere i år. Revanche…

Don Falch

Sætlisten:

1.   All Along the Watchtower (Bob Dylan)
2.   Lån en lille løgn
3.   Mød mig i mørket (Malurt)
4.   Tag mig op
5.   Antibussen
6.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
7.   C’mon Everybody (Eddie Cochran)

Pause

8.   Født i en metro
9.   På vej
10. Nedtur
11. Indrømmer blankt (Malurt)
12. Lige her
13. Afkrog af verden
14. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
15. Har vi hul igennem her

Pause

16. Hvis du får brug for mig
17. Nanna (K. Larsen/Gasolin’)
18. Alverden så på
19. Leaving on a Jetplane (John Denver) – på opfordring og ”sunget” af to gæster
20. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
21. Vi lukker nu

Ekstra:
22. Svantes svanesang (Benny Andersen)
23. This is My Life (Gasolin’-Tommy Bogs/M.C. Moloney)
24. Twist and Shout (Medley-Russel)