Monthly Archives: juli 2007

Nedtur på The Highlander

Når det ikke kan gå meget bedre, kan det jo altid gå meget værre. Det gjorde det så, da FAVN for anden gang skulle besøge The Highlander i Billund. Da vi spillede der første gang sidste år, endte det hele i et brag af en fest, efter en hård kamp for overhovedet at få publikums interesse. Denne gang havde vi dog en anden og meget større udfordring foran os: Stedets ejer, Karsten. Han havde ikke været til stede sidste gang. Det skulle vise sig at have afgørende betydning for aftenens forløb.

Han lagde ud med at være ubehøvlet fra det øjeblik, vi trådte ind ad døren. Vi var i forvejen blevet advaret af vores booker, Line, om at manden havde nægtet at modtage plakater! Det ville vi simpelthen ikke finde os i. Plakaterne er af gode grunde temmelig vigtige! Ud over at de jo gør folk opmærksomme på, at der er musik i aften, så er det også der, man ser bandets logo – og vigtigst: Adressen på hjemmesiden. Så vi havde altså selv taget en stak plakater med, og var sådan set parate til at dreje om på hælen og køre hjem, hvis ikke de blev hængt op. Det ville ikke give os nogle juridiske problemer, for kontrakten havde han ikke returneret, trods talrige opfordringer, og han vidste faktisk ikke, hvor han havde gjort af dem. Karsten accepterede at vi selv hang plakater op. Så langt, så godt. Det viste sig hurtigt, at Karsten måske ville have haft godt af, at have sagt ja til plakater, så han kunne studere dem lidt, for han troede nemlig, vi hed SAVN… Som om det ikke var nok, forsøgte han sig nu med en rigtig sjov vittighed, ved at kalde mig for Dan Turéll. Det havde jo været næsten ubegribelig morsomt, hvis jeg altså havde heddet Dan og ikke Don.

Karsten ville gerne afregne på forhånd, og brugte så verdens ældste trick, idet han spurgte, hvor meget det nu var, vi skulle have. Det kunne jo være, at vi selv havde glemt det, så han kunne spare nogle penge… Da vi nævnte det latterligt lave beløb, som vi set i bakspejlet aldrig skulle have accepteret, fnøs han gudhjælpemig og sagde, at han måttet have været fuld, da han gik med til det. Det er der nu nok heller ikke nogen tvivl om, at han har været. Han var fuld, da vi kom og blev kun mere og mere fuld og ubehagelig. Og det fandt vi snart ud af ikke var usædvanligt.

Vi gik i gang med den første time. For på The Highlander spiller man ikke tre gange tre kvarter, som ellers er standard næsten overalt, men tre gange en time. Til gengæld er hyren til grin. Vi havde en god, lang sætliste med. “Antibussen” var kommet på sætlisten, da den jo er bonustrack på “Nedtur”-singlen. “Afkrog af verden” havde sneget sig ind i andet sæt, og i tredje sæt havde vi premiere på et nyt nummer: “Rev mig løs”, som måske er FAVNs hidtil hårdeste rocknummer. Det rykker! Det gjorde det dog ikke ligefrem til at starte med. Vi havde nemlig ikke spillet mange sekunder, før Karsten begyndte at rende rundt og sprælle med arme og ben, fordi vi spillede ALT for højt. Det gjorde vi på ingen måde. Der var nemlig ikke særlig mange mennesker, og vi havde på forhånd besluttet, at starte ud med at spille så lavt, det nu var forsvarligt uden at være ødelæggende for musikken. Men det var altså ALT for højt. Især trommerne. Så Karsten kom slæbende med viskestykker, som Paw så skulle lægge over trommerne. En større fornærmelse mod en trommeslager findes vel næppe. Paw nægtede og smed viskestykkerne væk. Men han dæmpede sig. Faktisk så meget, at jeg begyndte at tvivle på, om han overhovedet spillede. Det var dog stadig ALT for højt ifølge Karsten.

Da første sæt sluttede, forsøgte jeg at forklare den stangstive arrangør, at trommerne kun kunne blive lavere, hvis Paw lod være med at røre dem overhovedet (og det var i forvejen tæt på), plus at min guitarforstærker heller ikke kunne skrues mere ned, end den allerede var. Paw havde nu fuldstændig mistet sin ellers ganske store tålmodighed, og spurgte Karsten, om han ikke bare skulle have sine penge igen, og så kunne vi jo pakke sammen og skride, for den behandling ville vi simpelthen ikke finde os i. Karsten var sådan set ligeglad, det skulle bare være lavere. Jeg er faktisk ikke i tvivl om, at hvis vi havde taget en akustisk guitar og et vaskebræt med, kunne vi have spillet tordnende højt, uden at han havde sagt et kvæk til det. Nogle mennesker bliver simpelthen momentant sindssyge, når de ser en elektrisk guitar og et trommesæt. Så er det pr. automatik højt. Uanset om det så rent faktisk er højt eller ej.

Vi gik ud for at få noget frisk luft. Simon var gået i forvejen, da situationen derinde blev tilspidset. Han foretrak at holde sig væk. Paw var mest stemt for at pakke sammen og køre. Nu. Men hvis jeg ville fortsætte, ville han bakke op. Jeg syntes heller ikke, at udsigten til yderligere to timer i helvede var særligt tillokkende, men vi har mange penge ude at svømme, og jeg ville gerne have, at vi det mindste fik en lille smule ud af vores anstrengelser. Desuden har det gang på gang vist sig, at en aften kan ændre karakter på et øjeblik. Tre sæt kan være som tre forskellige koncerter. Vi blev enige om at give det en chance til, men hvis Karsten fortsatte med at skabe sig, ville vi stoppe og pakke sammen.

Vi gik ind for at gøre klar til andet sæt. Der var kommet flere mennesker, og vi blev mødt af kommentarer, såsom: ”Nu fyrer I den af, ikke?”. Jeg måtte jo svare, at det ville vi meget gerne, men vi måtte desværre ikke. (Selvom det jo netop var ved at fyre den af, at vi sidste gang forvandlede stedet til en frådende fest, hvor publikum ikke gav os lov at stoppe.) ”Bare ignorer ham. Manden er pissefuld. Han er jo ikke rask”, lød svaret. Interessant, at stedets kunder har det indtryk af deres vært. Da vi skulle til at spille, kom Karsten hen og gav mig hånden. ”Tak for i aften. Det er meget højt”, sagde han og gik. Jeg var først i tvivl om, om det var hans egen subtile måde, at smide os ud på, men så gik det op for mig, at han var gået hjem. Volumeknappen tog sig en tur mod højre og ”Nedtur” bragede ud i lokalet. Han skulle da have lidt musik til hjemturen. Øjeblikkelig blev det tydeligt, hvor stor en betydning det har, når rockmusik bliver spillet, som det skal. Uden fingre imellem. Publikum havde af gode grunde ignoreret os i første sæt. Karsten havde ligesom stjålet hele billedet med sit eget, pinlige show. Nu sad de pludselig og rykkede med derude. Efter et par numre, spurgte jeg, om det var for højt. Bortset fra én af Karstens disciple, der var kommet for at snakke med sin ven, og derfor i sin visdom havde sat sig LIGE foran os, var svaret et rungende ”Nej!”. Jeg fik øjenkontakt med disciplen og sagde: ”Godt, for det bliver heller ikke lavere”, hvorefter han fik ”Burhøns” kastet lige i smasken. Resten af aftenen forløb fint. Især en flok feststemte mennesker ved et nærliggende bord bidrog aktivt til at holde festen i gang.

Et brag som sidste gang blev det aldrig. Der var ikke lige så mange mennesker, og det var svært helt at vende den dårlige stemning, som Karsten havde spredt. Men vi gennemførte koncerten og satte os for at puste ud og drikke nogle øl. En mindeværdig aften. Sjældent har man set et så gennemført forsøg på at spolere sin egen fest og køre sit eget sted i sænk. Det skal nok lykkes for Karsten en dag. Med mindre han får kørt sig selv i sænk først. Det skulle ikke være så svært. Han skal bare fortsætte som hidtil.

Don Falch

Sætlisten:

1.   Lån en lille løgn
2.   Mød mig i mørket (Malurt)
3.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
4.   Det er en kold tid (K. Larsen/Larsen-Hartmann-Petersen) – Lige her
5.   Antibussen
6.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
7.   Vent!
8.   Taxa i tomgang
9.   Født i en metro

Pause

10. Nedtur
11. Fremmed (Kim Larsen)
12. Burhøns (Peter A.G. Nielsen)
13. Alverden så på
14. Fald min engel (Steffen Brandt)
15. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
16. Afkrog af verden
17. Tag mig op
18. Har vi hul igennem her

Pause

19. Genstart
20. Hvis du får brug for mig
21. Rev mig løs
22. Midt om natten (Kim Larsen)
23. Et sted derude (Steffen Brandt)
24. Når lyset bryder frem (Sebastian)
25. Vi lukker nu

Nyt stamsted!

Efter en aften over alle forventninger på Cafe Bageriet i Ebeltoft, vågnede vi sent på formiddagen i vores Bed & Breakfast-hjem i samme by. Efter brusebade og lidt sumperi foran fjernsynet gik vi ned i byen for at få noget morgenmad (for det var Bed & Breakfast uden breakfast), hente mine solbriller, som jeg havde glemt på Cafe Bageriet i de sene nattetimer, og få hævet nogle kontanter til vores værtinde. Vi endte med at sidde udendørs og spise brunch på Cafe Bageriet, hvor vi nød det glimrende vejr, indtil vi følte os klar til at vende snuden mod Vejle, hvor vi for første gang skulle spille i The Irish Pub.

The Irish Pub viste sig at være et hyggeligt og relativt stort sted med en scene, hvor vi kunne slå os løs. Ejeren Thomas viste sig at være en ung, utrolig sympatisk og frisk fyr. Vi følte os velkomne med det samme. Efter en fadøl, bar vi grejet ind og spillede for sjov det gamle bluesnummer ”Baby, What Do You Want Me to Do?” som en lille lydprøve. Den gjorde lykke hos de få gæster og Thomas, som nu havde fået et helt forkert indtryk af, hvad han kunne forvente om aftenen. Vi skyndte os at gøre klart for ham, at der var dansk rock i vente, og han glædede sig.

Der var varmt derinde, så det var en fornøjelse at gå en tur og få noget frisk luft i Vejles gader, mens vi kiggede os omkring efter et sted at spise. Nu befandt vi os altså i midtbyen, og der var mange steder med lækker mad, men priserne var mildt sagt høje. Til sidst fandt vi os et afsides pizzeria, hvor vi fik stillet sulten og sludret lidt.

Vi var stadig trætte, da vi atter trådte ind i The Irish Pub, og varmen derinde gjorde kun én mere mat i sokkerne. Jeg bliver altid så træt, at jeg føler at jeg kunne lægge mig til at sove hvor som helst, når showtime nærmer sig. Det er vist meget almindeligt. Kroppen indstiller sig på at skulle yde noget ekstra, og systemet kører på vågeblus, indtil det går løs. Så er man PÅ, og trætheden er pist væk. Men ikke denne aften. Jeg var virkelig træt, og det virkede som om varmen kun tog til, som showtime nærmede sig.

Thomas havde sagt, at aftenen før havde været virkelig død, og han forventede ikke det store fremmøde. Det var heller ikke ligefrem fordi der var proppet, da vi gik på scenen. Men de fleste siddepladser var besat, så det var fint nok. Sætlisten var identisk med fredagens, da det var det letteste for Kenneth, der kun var med på bas på denne weekendtur. Den havde også virket upåklageligt i Ebeltoft. ”If it ain’t broke, don’t fix it”. Der var lige nogle minutter i starten, hvor dem, der var kommet for at hyggesludre, udvandrede. Den tid var forbi nu. Til gengæld kom der jævnligt mennesker ind, der var tiltrukket af musikken, og det viste sig snart, at vi her havde et publikum, der satte sig ned og lyttede til musikken. På trods af varmen og den stædige træthed i kroppen, spillede vi godt, uden at skulle lægge bånd på os selv. Det er jo altid befordrende for en god koncert. Især den nye ”Vent!” og vores nye version af ”Taxa i tomgang” var for anden aften i træk højdepunkter i første sæt.

Kenneth og jeg havde gennemgået ”Nedtur”, som havde været kaotisk i Ebeltoft, og da vi åbnede andet sæt med den, sad den lige i skabet. Publikums respons voksede støt i andet sæt, og vi var i tilsvarende grad mere på! Især vores version af TV-2s ”Fald min engel” fremkaldte jubel, måske på grund af det spændende sceneshow, der opstod da en gut ramlede ind i et højtalerstativ, som væltede. En intetanende Paw sad og tæskede i trommerne, da han hørte et advarende råb. Han stak nærmest pr. refleks en hånd i vejret, og undgik dermed at få en stor tung højttaler i knolden. Gasolin’s ”Langebro” fulgte, og var meget intens denne aften. Måske fordi den afspejlede Paws glæde over stadig at være i live. Den udløste et bragende bifald, men bedst som vi var ved for alvor at have publikum i vores hule hænder, tog fanden ved mine pedaler, som i stigende grad begyndte at knitre i de sidste to numre. ”Har vi hul igennem her” levede således op til sin titel. Svaret viste sig heldigvis at være ”ja”, for der lød et brølende bifald, da vi sluttede andet sæt.

Jeg brugte pausen på at få mit udstyr til at makke ret igen. Et stik havde gradvist løsnet sig, når jeg trådte på mine pedaler. Deraf støjen. Så snart stikket var strammet igen, var problemet løst. Sidste sæt var en sejrsrunde, og kulminerede i en trommesolo fra Paw på en gammel tromme, der hang til pynt over hans hoved. To ekstranumre blev det til, og så kunne vi godt erklære weekenden en succes! Nedtouren kunne næppe have fået en bedre start.

Thomas var begejstret og erklærede på stedet, at han gerne ville hyre os en fire-fem gange mere i år! Det blev ikke til helt så mange, for hans kalender var vist mere fyldt end han regnede med. Men The Irish Pub er et sted, som FAVN kommer til at besøge mange gange fremover, og vi vil glæde os til hver gang! Vi fik solgt mange albums, signeret nogle stykker, og jeg forærede også en enkelt væk til en meget beruset lille dame, som først troede, at hun bare fik et signeret cover… Jeg måtte tage cd’en og stikke den ned i hendes taske, før det gik op for hende, at den også var en del af gaven. Så fik jeg også et kram, så jeg troede min sidste time var kommet. Hvor får en dame, der er ca. 40 cm høj, så mange kræfter fra? Derudover genså vi også til vores overraskelse Pernille, en gammel fan fra TIES-dagene. Hun var såmænd flyttet til disse kanter, og fik nu hørt FAVN live for første gang. Hun havde været en god hjælp under koncerten, da hun tilsyneladende kunne alle sangene fra vores album udenad, så når hun sad og sang med, kunne jeg bare kigge på hende, hvis en tekst skulle være ved at smutte.

Vi kom ret sent af sted, fordi vi simpelthen hyggede os så meget. Vi endte med at sidde i pubben efter lukketid, og udveksle røverhistorier med Thomas og en bartender (hvis navn jeg desværre ikke husker, men jeg har jo heldigvis mange fremtidige chancer for at lære det at kende). Vi smagte en fremragende whisky, og Paw fik fyldt sin medbragte termokande med frisk kaffe, da han var så heldig at skulle køre os hjem.

Don Falch

Sætlisten:

1.   Lån en lille løgn
2.   Mød mig i mørket (Malurt)
3.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
4.   Vent!
5.   Det er en kold tid (K. Larsen/Larsen-Hartmann-Petersen) – Lige her
6.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
7.   Taxa i tomgang
8.   Født i en metro

Pause

9.   Nedtur
10. Fremmed (Kim Larsen)
11. Burhøns (Peter A.G. Nielsen)
12. Alverden så på
13. Fald min engel (Steffen Brandt)
14. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
15. Tag mig op
16. Har vi hul igennem her

Pause

17. Genstart
18. Hvis du får brug for mig
19. Midt om natten (Kim Larsen)
20. Et sted derude (Steffen Brandt)
21. Når lyset bryder frem (Sebastian)
22. Vi lukker nu

Ekstra:
23. Du er ikke alene (Sebastian)
24. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)

Optur!

Så blev det alvor igen! Det var blevet d. 13/7 2007 og FAVN skulle tilbage på landevejen efter næsten et halvt års koncertpause. De sidste to måneder havde været hektiske, da vi havde store problemer med at finde en bassist, der kunne overtage posten efter Simon. Tommy Andersen og Kenneth Kongstad fra Captain Clutch & Crew var bakket ud af et samarbejde, der ellers lige var begyndt at tage form, og nu stod vi så dér med en række koncerter foran os, som vi altså skulle bruge en bassist til. (Egentlig også en guitarist, da vi havde en drøm om at blive kvartet igen, men som tiden nærmede sig, opgav vi den tanke.) Lykkeligvis var Simon frisk på at springe tilbage på vognen, men dermed var trængslerne ikke slut, for han skulle på ferie til Sicilien i den weekend, hvor vi skulle spille de to første koncerter. Her viste det sig så, at øvningen med Tommy og Kenneth ikke havde været helt spild af tid, for det havde givet Kenneth et vist kendskab til en del af vores materiale, og han var frisk på at spille bas ved de to første koncerter. Der ville altså heldigvis ikke blive tale om aflysninger. Nu skulle vi bare indøve en række nye FAVN-numre og covernumre med to bassister, så kunne vi tage på landevejen igen…

Vi følte os klar, da vi vendte snuden mod Cafe Bageriet i Ebeltoft. Det var såmænd også der, vi næsten nøjagtig to år tidligere spillede den første koncert med Simon på bas, så det var helt symbolsk atter at skulle præsentere en ny bassist dér, selv om Kenneth kun var med for en kort bemærkning. Vi havde forberedt Kenneth på, at det næppe blev nogen sindsoprivende oplevelse. Hvis publikum klapper mellem numrene, er det store sager på Cafe Bageriet! Vi betragtede koncerten som en god anledning til at få finpudset sættet en ekstra gang, inden det næste aften for første gang skulle gå løs på The Irish Pub i Vejle. Paw havde booket os en hel første sal på et lokalt Bed and Breakfast, hvor det dog kun var sengen, der blev aktuel. Der var fine forhold, endda et TV at sumpe til næste formiddag, og det var pengene værd, da alternativet var at sove sammen med al grejet i Paws bil.

Vi havde et nyt sæt at præsentere, og det var vi spændte på. Nogle ting gik igen fra sidste års sætlister; pladserne sidst i hvert sæt blev besat af de samme numre og især andet sæt lignede sig selv meget med “Nedtur” som åbningsnummer og sluttende med Gasolin’s “Langebro”, samt vore egne “Tag mig op” og “Har vi hul igennem her”, uden pause i mellem og nu med en ny, endnu mere eksplosiv slutning. Men der var også meget nyt. For det første havde vi nu valgt udelukkende at synge på dansk, og covernumrene var nu ikke længere næsten kun Larsen/Gasolin’-numre, men også numre af TV-2, Sebastian og Gnags havde fundet vej ind i det nye sæt. Alle i FAVNs egne versioner, der især i TV-2 og Sebastians tilfælde lå et godt stykke fra originalversionerne. Især fordi de havde fået et gevaldigt spark i røven! Sidst, men ikke mindst, var nogle af de “gamle travere” fra debutalbummet sat på bænken for en tid, mens et par nye numre, “Vent!” og “Genstart”, var kommet til.

Nedtourens tema taget i betragtning kunne man vel næppe finde et bedre åbningsnummer end “Lån en lille løgn”. Altid et livehit med dens fængende omkvæd og medrivende energi. Lydstyrken var dog en tand for meget for Bageriets booker, der hørte os for første gang denne aften. Hun ville fortælle os, at vi var gode, men spillede for højt. Det måtte hun desværre (for hende) vente med at fortælle os til efter tredje nummer, vores livepremiere af TV-2s “Kærligheden overvinder alt” (som ikke kun blev valgt pga. dens kvalitet, men bestemt også for linjerne: “Og svinehunden kræver sin ret – den glammer, stikker halen mellem benene”). Der var nemlig ikke pause mellem de tre første numre. Et gammelt Springsteen-trick, som vi for længst har taget til os. Jeg tænkte ved mig selv, at det da var godt at vi i forvejen havde besluttet at holde lidt igen til at starte med. Havde vi lagt ud med at spille for fuld styrke, var hun måske gået i chok.

(Man kan jo så i øvrigt tænke lidt over, hvor klogt det egentlig er, at placere et rockband LIGE ved siden af baren…)

Jeg brillerede herefter med at fortælle, at det var vores tredje koncert på Cafe BagerGÅRDEN (som ligger i Korsør…), og fortsatte faktisk hele aftenen med at kalde Bageriet for Bagergården, mens Paw sad med himmelvendte øjne bag sine trommer… Vi klarede os fint igennem endnu en livepremiere, “Vent!”, som helt klart har en fremtid som FAVN-single og på FAVNs næste album. En født FAVN-klassiker, som utvivlsomt vil være at finde på sætlisten i meget lang tid fremover. Folk klappede! Næsten uhørt på Cafe Bageriet! Næste nummer var “Lige her”, som vi har spillet et utal af gange, men i denne omgang har den fået en prolog i form af Kim Larsens “Det er en kold tid”, sunget over “Lige her”‘s akkorder, hvilket passer fint sammen. Da vi nåede til omkvædets klimaks, hvor der normalt synges “her på Østre Gaaaaasværk”, holdt vi en kunstpause, hvorefter jeg i stedet sang: “Når nu du er lige her”, og “Lige her” blev herfra spillet på sædvanlig vis. Hvorfor denne indledning? På forunderlig vis passer teksterne rigtig godt sammen, og det gør akkorderne som nævnt også, så det var en god, alternativ måde at præsentere “Lige her” på. Sjovt at se, hvad der sker, når to sange spejler sig i hinanden. Sidste nyhed i sættet var en ny elektrisk, mere tung version af “Taxa i tomgang”, som viste sig at være meget populær!

Andet sæt startede med hele tourens nøglesang, “Nedtur”, med en ny indledning i form af et par eksplosive akkorder, ledsaget af en kort præsentation. Ikke nogen politisk brandtale. Bare en sarkastisk bemærkning om, at det jo er rart at man omsider kan lufte sin indre svinehund i fred. Af en eller anden grund røg stakkels Kenneth helt af sporet og kunne ikke finde rundt i sangen, som ellers havde kørt fint i øvelokalet, men på trods af den lidt kaotiske version, var folk PÅ nu! Sangen gik direkte videre i Kim Larsens nye sang, “Fremmed”, fra “Gammel Hankat”, og blev indledt med Larsens egne ord om sangen: “Der, hvor man føler sig hjemme – det er dér man hører til”. Igen en varm modtagelse. Det var tydeligt, at folk opfattede pointerne og alvoren, men fordi det blev leveret igennem musik og ikke taler, gik det rent ind. Kronen på værket og prikken over i’et i den “politiske” afdeling af sættet var Gnags’ “Burhøns”, som jo i sin tid handlede om netop burhøns, men som i dag lige så godt kunne handle om mennesker. Og så behøver jeg ikke nævne Sandholm-lejren, vel? Det gjorde jeg heller ikke. Pointen var tydelig nok. Veteranen “Alverden så på”, som vist er blevet spillet ved alle FAVN-koncerter, blev som noget nyt spillet i den lidt kortere “videoversion” og gik direkte over i TV-2s smukke “Fald min engel”, som vi havde bearbejdet kraftigt. Stemningsfulde vers tilsat et omkvæd som en atomeksplosion. Og ja, også den sad lige, hvor den skulle. Efter andet sæt var ingen af os i tvivl om, at denne Nedtour godt kunne gå hen og blive en optur!

Tredje sæt startede med endnu en premiere, “Genstart”. Et vanskeligt nummer at spille live, men vi havde fundet frem til en god, slagkraftig version, og folk åd den råt. “Hvis du får brug for mig” virkede som altid, og så var det tid til vores finalerunde: Larsens “Midt om natten” (fællessang!), som gik direkte over i en TUNG, TUNG og slæbende version af TV-2s “Et sted derude”, som gik over i en rockversion af Sebastians “Når lyset bryder frem”, som gik over i vores egen, traditionelle punktum, “Vi lukker nu”, med præsentationsrunde og en lidt kortere form end hidtil.

Der var fest nu, og vi fik under ingen omstændigheder lov til at stoppe! Det havde vi heller ikke lyst til, og vi kastede os straks ud i aftenens sidste livepremiere; vores version af Sebastians “Du er ikke alene”. En sang om trods og håb. Kan man indlede ekstranumrene bedre end med ordene: “Når du ta’r af sted, vend dig ikke om”? Folk kastede sig rundt, og da vi fortsatte med Gasolin’s “Det bedste til mig og mine venner” var det med fare for liv og helbred med alle de stive og glade mennesker, der kastede sig rundt og sang med for fuld hals. Kenneths støttepædagog, nodestativet, var temmelig udsat og det samme var min monitor, men so what? Jeg forsøgte at sige “tak for i aften”, men det ville de ikke høre tale om! Vi havde bare spillet samtlige numre, vi havde øvet med Kenneth. Han fik sig nu en overraskelse, da jeg kastede bandet ud i vores gamle undersættelse af 50’er-nummeret “Farmer John”: “FarMOR John”. Den er meget enkel, og da akkordgangen i Neil Youngs version, som er forlæg for vores, nærmest er identisk med gode, gamle “Wild Thing”, fik de lige den med i købet, som i de gode gamle TIES-dage. Så måtte vi også definitivt sige tak for en forrygende aften. Og lydstyrken? Var for længst mangedoblet i forhold til i første sæt.

Men det var der sjovt nok ingen, der havde noget imod.

Don Falch

Sætlisten:

1.   Lån en lille løgn
2.   Mød mig i mørket (Malurt)
3.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
4.   Vent!
5.   Det er en kold tid (K. Larsen/Larsen-Hartmann-Petersen) – Lige her
6.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
7.   Taxa i tomgang
8.   Født i en metro

Pause

9.   Nedtur
10. Fremmed (Kim Larsen)
11. Burhøns (Peter A.G. Nielsen)
12. Alverden så på
13. Fald min engel (Steffen Brandt)
14. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
15. Tag mig op
16. Har vi hul igennem her

Pause

17. Genstart
18. Hvis du får brug for mig
19. Midt om natten (Kim Larsen)
20. Et sted derude (Steffen Brandt)
21. Når lyset bryder frem (Sebastian)
22. Vi lukker nu

Ekstra:
23. Du er ikke alene (Sebastian)
24. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)

Ekstra ekstra:
25. Farmor John (Harris/Terry)/Wild Thing (Chip Taylor)