Monthly Archives: september 2007

En anderledes aften i Helsingør

Det er vel ikke så ofte, at man har to premierer i samme tour? Det er i hvert fald ikke sket for FAVN før, men koncerten på Axelhus Bodega i Helsingør, lørdag d. 21/9, kunne med rette kaldes for en premiere. For første gang gav FAVN en koncert som duo! Jep, en akustisk koncert med kun Paw og undertegnede. En tre timers koncert med nye fortolkninger af egne numre, såvel som covernumrene, samt premiere på en del nye covernumre, der havde sneget sig ind i det akustiske sæt.

Det er så sandelig en ny og meget spændende oplevelse for os, og vi har i de seneste uger arbejdet på at få numrene til at fungere i denne form. Jeg spiller skiftevis på min 6-strengede og min 12-strengede guitar og spiller temaer og soli på mundharpe. Paw spiller på et mindre trommesæt med en gammel lilletromme fra 50’erne. Den siger ikke meget. Eneste bækken er et lille splashbækken. Derudover har han tamburin og andet rasleværk med, men det virkeligt nye er, at Paw også spiller både klokkespil og keyboard! Han kan godt orientere sig på et keyboard, men at kalde ham keyboardmand ville være som at kalde mig trommeslager…

Det var en mærkelig fornemmelse kun at være os to i bilen på vej til et job. Vi var spændte, men ikke nervøse. Der skulle nok komme en del fejl undervejs, men de ville være lette at skjule. Da vi ankom, havde vi nu mest lyst til at finde et sted, hvor vi kunne skjule os selv! Lige foran det hjørne, hvor vi skulle stå, sad en flok stangstive svenskere. Og hvis de var over 18, holdt de sig godt! Vi havde knap stillet op, før de begyndte at pille ved instrumenterne, og vi måtte flere gange jage dem væk. Henne i baren stod en flok tyskere. Faktisk var det svært at finde nogen, der talte dansk i bodegaen! Jeg så i ånden tre timer i helvede med danske sange spillet for stive svenske børn og uinteresserede tyskere. Heldigvis fik personalet snart nok af børnene, der var en belastning for alt og alle derinde, så de blev smidt ud. Ah. Jeg kom til at tænke på, at det vist er første gang, jeg har ønsket mig at folk gik, før vi skulle spille…

Stedet blev snart befolket igen. Faktisk næsten proppet. (Ikke at der skulle så meget til.) Paws kærestes lillebror Emil kiggede forbi. Det samme gjorde vores hårdtarbejdende booker/manager Line, sammen med en anden gammel fan, Henrik. De var nysgerrige. FAVN akustisk. Hvordan skulle det nu gå?

Det skulle gå glimrende. Masser af småfejl hist og her, men jeg tvivler på, at andre end os opdagede en eneste af dem. Det føltes faktisk ikke så anderledes end en elektrisk koncert. Selvfølgelig er det en anden måde at spille på, men jeg oplevede at intensiteten og energien i vores formidling var intakt, selv om den lå et andet sted end normalt. Der blev såmænd også sunget med og danset til den store guldmedalje i lange perioder og stemningen var god.

En interessant ting, man oplever, når man omarrangerer elektriske rockversioner til akustiske versioner er, at man ofte simpelthen skal gøre det modsatte af det, man plejer. Det mest larmende stykke i et nummer bliver således til det mest stille. Lange, hængende akkorder på elguitaren bliver til en hurtig, piskende rytme på den akustiske og så fremdeles. Ikke en opskrift, der kan følges 100 %, men et godt stykke ad vejen. Det har været spændende at arbejde med.

Vi fulgte stort set standardforløbet i vores normale ”Nedtour”-sætliste, men nogle ændringer havde været nødvendige. Mest hvad angik overnumrene. Til at starte med havde Larsens ”Hvis din far gi’r dig lov” været underligt tam, da vi øvede den, så vi havde erstattet den med en anden af Larsens bedste sange, ”Dagen før”. Da ”Hvis din far gi’r dig lov” senere kom til at virke, røg den ned blandt ekstranumrene og blev faktisk det nummer, vil lukkede og slukkede med denne aften.

Andre nyheder i sætlisten: To Malurtnumre: ”Den eneste i verden” og som ekstranummer ”Lev stærkt”. Apropos Michael Falch spillede vi for anden gang nogensinde ”Forfra igen”, som består af Michael Falchs omkvæd tilsat vores vers og mellemspil. (Mere om det her.) Den blev første ekstranummer. Det er jo meget oplagt, når folk råber på ekstranummer, at sige: ”Okay, vi spiller ’Forfra igen’”…

Den nok vigtigste ændring i sætlisten:

Gnags’ ”Burhøns” er heller ikke et oplagt akustisk nummer, men det er deres ”Under bøgen” til gengæld. ”Burhøns” har jo været et af de numre, vi har knyttet til tourens tema (lyt til ”Nedtur”), da jeg hver gang har introduceret den med at sige, at sangen oprindeligt handlede om høns, men i dag lige så godt kunne handle om mennesker. ”Under bøgen” var en glimrende erstatning, da jeg havde skrevet et ekstra vers til den. De to oprindelige første vers er næsten ens. Kun navnet bliver skiftet ud:

Lun luft og lysegrøn solspættet himmel – det er forår og jeg sidder her
På bænken under bøgen
Der kommer Anna/Ejner, mon hun/han sætter sig ned? Jo jo, der kan godt være flere
Her på bænken under bøgen
Anna/Ejner hun/han siger det i grunden er synd, at vi kender så lidt til hinanden her i byen

FAVNs ekstra vers:
Lun luft og lysegrøn solspættet himmel – det er forår og jeg sidder her
På bænken under bøgen
Der kommer Mogens Camre, mon han sætter sig ned? Næ hov, der kan ik’ være flere!
Her på bænken under bøgen
Vi snakker om at det i grunden er synd, at vi kender så lidt til hinanden her i byen

Don Falch

Sætlisten:

1.   Lån en lille løgn
2.   Mød mig i mørket (Malurt)
3.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
4.   Antibussen
5.   Vent!
6.   Lige her
7.   Dagen før (Kim Larsen)
8.   Taxa i tomgang
9.   Født i en metro

Pause

10. Genstart
11. Nedtur
12. Fremmed (Kim Larsen)
13. Under bøgen (Peter A.G. Nielsen)
14. Alverden så på
15. Fald min engel (Steffen Brandt)
16. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
17. Tag mig op
18. Afkrog af verden
19. Har vi hul igennem her

Pause

20. Hvis du får brug for mig
21. Rev mig løs
22. Midt om natten (Kim Larsen)
23. Et sted derude (Steffen Brandt)
24. Når lyset bryder frem (Sebastian)
25. Den eneste i verden (Michael Falch)
26. Vi lukker nu

Ekstra:
27. Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
28. Du er ikke alene (Sebastian)
29. Lev stærkt (Malurt)
30. Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)

Fra et nyt stamsted til et gammelt

Efter en hektisk nat på vores nye stamsted, The Irish Pub i Vejle, blev det tid til for fjerde gang at besøge Ambolten i Ry, som er et af FAVNs ældste stamsteder. Det var hyggeligt at gense Margrethe, som ejer stedet. Hun er en rar og bestemt dame, som tydeligvis ikke ligger under for nogen eller noget. Vi skulle spille kl. 22, men regnede med at det nok blev udskudt, for der var stort set var mennesketomt, da vi ankom lidt over 21. Folk går jo som bekendt ekstremt sent i byen. Sådan er det overalt. Det kan sjældent betale sig at spille før kl. 23, hvis man vil have et publikum. Det er noget, man lever med, for det er jo alligevel ikke noget, man kan lave om på. Hvis man er Margrethe fra Ambolten, så lader man sig imidlertid ikke diktere af folks åndssvage vaner. Vi havde værsgo at spille kl. 22. Publikum eller ej. Så kan de fan’me lære det!

Respekt for det. På den ene side. På den anden side tager vi jo ud i landet for at få vores musik ud til folk, og det giver ikke megen mening at tage til Ry for at spille for Margrethe… Jeg så mig nødsaget til at omstrukturere sætlisten. De mest stille numre i første sæt blev rykket helt frem og træffere som Malurts ”Mød mig i mørket” og TV2s ”Kærligheden overvinder alt” røg helt ned i tredje sæt, hvor de nok ville gøre mere lykke.

Det er tilsyneladende lykkedes Margrethe at opdrage nogle af sine kunder, for der dukkede faktisk folk op, da vi skulle i gang. Ikke mange, men nogle. Vi fokuserede på at spille et intimt, afdæmpet sæt (og det afdæmpede havde vi også fået instrukser om) med små anekdoter mellem numrene. Jeg indledte andet nummer, ”Antibussen”, med et referat af teksten. Det vidste jeg godt er en fejl, men nogle gange får man forvildet sig ud af en tangent og må bare gå hele vejen.

Midtvejs i første sæt begyndte vi at gå lidt mere til den, da de mere rockede numre dukkede op, men vi spillede stadig så lavt, som det overhovedet kunne lade sig gøre. Alligevel kom Margrethe forsigtigt hen og spurgte, om jeg troede vi kunne skrue lidt mere ned? Jeg svarede helt ærligt: ”Det kan vi faktisk ikke”. Det accepterede hun så. Der var heller ikke andet at gøre, for skulle det være lavere, skulle vi slukke for forstærkerne. Det sædvanlige paradoks igen: Vi har flere gange tidligere forvandlet Ambolten til en fest, hvor folk væltede rundt og ikke gav os lov at stoppe. Det gjorde vi ved at fyre den af for fuld tryk. Arrangørerne er altid glade, når kunderne er vilde med musikken og stedet er én stor fest, men de er næsten også alle sammen meget bange for lydstyrken. Det er selvfølgelig forståeligt, hvis bandet spiller med en lydstyrke, som var en stadionkoncert værdigt, og når dette læses, giver det måske indtryk af, at vi plejer at spille tordnende højt, men det gør vi faktisk ikke. Vi spiller dog helst med det lydtryk, som er nødvendigt for at man kan spille rockmusik. Og rockmusik kan ikke spilles lavt. Det behøver ikke at være sønderlemmende højt, men lavt kan det aldrig blive. Rock kræver fysik. Og det virker ikke før. Det må man være indstillet på, når man hyrer et rockband, for ellers må man ty til Folk eller Jazz. Lydstyrken, og dermed musikkens energi, er en helt afgørende faktor HVER gang, det ender i en fest. Det er et faktum, der desværre fiser hen over hovedet på mange arrangører.

I pausen efter første sæt kom en fyr hen, som tydeligvis havde lyttet opmærksomt. Han syntes, det var fedt og havde især lagt mærke til teksterne. Han syntes dog, at teksten til ”Antibussen” var ret forudsigelig, hvilket vi blev enige om nok skyldtes, at jeg havde fortalt hele historien på forhånd… Vi havde vores album og den nye single med. Han ville gerne vide, hvilken af de to cd’er, ”Antibussen” befandt sig på. Så han kunne undgå den. Den er jo bonustrack på ”Nedtur”-singlen, som han så ikke købte. Han købte i stedet albummet.

Fint med os!

Andet sæt startede med et eksperiment. For første gang på Nedtouren, åbnede vi andet sæt med en anden sang end ”Nedtur”, nemlig ”Genstart”, som uden pause fortsatte direkte over i ”Nedtur”. Det virkede godt, så det bliver nok ikke sidste gang, vi gør det. Der kom flere folk til i løbet af sættet, men proppet blev der aldrig. Der var også en større fest i gang andetsteds i byen, så det var vist heller ikke den heldigste aften at spille i Ry.

Det udvidede sidste sæt pyntede pænt på helhedsindtrykket af en ellers lidt sløv aften. Der var pænt besøgt, og der kom stadig folk til, som for det meste havde drukket sig i godt humør. En lidt sjov episode i præsentationsrunden i ”Vi lukker nu”: En kvinde oppe ved baren råbte ”hej Solvej” til en kvinde, der lige var kommet ind. Musikken var dæmpet, og jeg var ved at præsentere bandet, så jeg benyttede lejligheden til også at præsentere Solvej, som blev ret overrasket…

Da vi sagde tak for i aften, var der én, der råbte på ekstranummer. Ellers var der tavshed, men det virkede som om resten af gæsterne også ville have mere. De kunne bare ikke tage sig sammen til at give udtryk for det, og sådan havde det faktisk været hele aftenen. Jeg tog mig den frihed, at fortælle dem, at hvis de ville have mere, så måtte de sgu bede om det. Det gjorde de så, og da de først havde fået ét ekstranummer, havde de fået blod på tanden derude. Nu måtte vi ikke stoppe. Lydstyrken var også steget støt, men jeg passede på med guitaren. Lidt for meget, faktisk. Jeg havde selv svært ved at høre den, og en ivrig lytter blandt publikum beklagede sig faktisk bagefter over, at der var al for lidt guitar i lydbilledet. Han ville gerne selv være guitarist, og havde købt en guitar til over 20.000. Nu skulle han så bare lære at spille på den…

Da vi for tredje gang sagde tak for i aften, var det faktisk vores mening at stoppe, men så var der en mand der spurgte, om vi kunne spille noget Neil Young… Nu havde vi jo i forvejen smidt en del traditioner mht. sætlisten ud af vinduet denne aften, så hvorfor ikke bare for denne ene gangs skyld skide på beslutningen om at holde sig til det danske sprog? Når en mand ønsker at høre et Neil Young nummer og oven i købet spørger OS. Så skal han da ha’ det! Så han fik ”Hey Hey My My”, som vi ikke har spillet siden Koppen i Aabenraa d. 12/8 2005. DEN fik tæv! Og så kunne vi godt tillade os at holde fyraften. Når vi altså havde pakket sammen.

Og så var der jo lige den lille tur tilbage til Sjælland, der skulle overstås.

Don Falch

Sætlisten:

1.   Taxa i tomgang
2.   Antibussen
3.   Det er en kold tid (K. Larsen/Larsen-Hartmann-Petersen) – Lige her
4.   Vent!
5.   Lån en lille løgn
6.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
7.   Født i en metro

Pause

8.   Genstart
9.   Nedtur
10. Fremmed (Kim Larsen)
11. Burhøns (Peter A.G. Nielsen)
12. Alverden så på
13. Fald min engel (Steffen Brandt)
14. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
15. Tag mig op
16. Har vi hul igennem her

Pause

17. Hvis du får brug for mig
18. Rev mig løs
19. Mød mig i mørket (Malurt)
20. Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
21. Midt om natten (Kim Larsen)
22. Et sted derude (Steffen Brandt)
23. Når lyset bryder frem (Sebastian)
24. Vi lukker nu

Ekstra:
25. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)

Ekstra ekstra:
26. Du er ikke alene (Sebastian)

Ekstra ekstra ekstra:
27. Hey Hey, My My (Neil Young)

Vores andet hjem i Vejle

Så blev det allerede tid til at gense vores nye stamsted, The Irish Pub i Vejle, og det var noget, vi glædede os til. Ejeren Thomas er det, som Paw på godt dansk kalder en ”character”. Et energibundt, som tilsyneladende er i kronisk godt humør, og som har et væld af historier at fortælle. Fælles for dem er en skyhøj underholdningsværdi. Han er for det meste selv hovedperson, og det er ikke småting, han har oplevet. Tag nu bare denne fredag aften, hvor Thomas på et tidspunkt smed en skidefuld fyr ud, der var blevet lovlig belastende for sine omgivelser. Fyren blev sur og stod på gaden og råbte og skreg af Thomas. Men ikke nok med det. Da han ikke kunne komme på flere ukvemsord, kylede han sin ølflaske efter Thomas, som GREB DEN. Det kunne den sure fulderik godt gennemskue ikke var så heldigt, så han tog flugten ned ad gaden, men Thomas agtede ikke at lade ham slippe så let. ”Nu er jeg jo rimelig god til at kaste, ikke?”, som han sagde, da han fortalte om episoden, og det kan vores uheldige fulderik tale med om, for han fik en smagsprøve på sin egen medicin, da Thomas kastede ølflasken efter ham og ramte ham lige på læggen.

Vi startede ellers med at give stakkels Thomas dårlige nerver. På vej til øvelokalet var Paw nemlig løbet tør for benzin, hvilket medførte en ordentlig forsinkelse. Da vi ankom til Vejle, blev det heller ikke lettere af, at der var noget byfest eller lignende i gang, så gaderne var stopfulde af mennesker, og GPS’en førte os lige lukt ind i masserne (og det var en hjernedød omvej, men min GPS er faktisk også hjernedød), så vi ankom først til The Irish Pub, kort før vi rent faktisk skulle spille. Thomas var lettelsen selv, da han så os, og gav endda Paw et kram. Han var nærmest blevet kronraget siden sidst, og havde en ordentlig skramme over det ene øje fra et fald ned ad en trappe, så han var ikke et syn for sarte sjæle.

Vi var en anelse stressede efter køreturen og med en musikhungrende masse inde i pubben, var det bare med at få stillet op. Nu viste det sig så, at der manglede et strømkabel til basforstærkeren, så Simon måtte spille bas over sanganlægget, hvilket betød en væsentlig forringelse af hans og Paws sammenspil, da de begge fik svært ved at høre og mærke bassen. Det manglende kabel og tidspresset betød desværre, at lyden ikke var særlig god denne aften, og det gjorde det naturligvis sværere at nå ud til publikum. Derfor fik vi nok ikke så meget ud af aftenen som vi kunne have fået, men masser af god respons var der dog. Det stod hurtigt klart, at vi denne gang spillede for et festpublikum, hvor vi i juli i højere grad havde givet en decideret koncert for et lyttende publikum. Denne aften var der langt flere fulde folk, der kun rykkede på de numre, de kunne genkende. Det gjorde jo så, at vores lille stunt med at indlede ”Lige her” med Larsens ”Det er en kold tid”, virkelig gav bonus. Da vi i omkvædet lavede den sædvanlige kunstpause, sang folk ”her på Østre Gaaaaasværk” i vilden sky, hvorefter vi gik i gang med ”Lige her”.

Forvirringen bredte sig.

Hvad er nu det? Den kender vi da ikke?! Gør vi?

Nej, det gør I ikke, men det kan I komme til!

Formået med at kombinere de to sange er ikke at forvirre folk, men at få dem til at lytte efter, og måske endda opdage, at de to tekster har noget tilfælles. Det sidste skete næppe, men lyttet blev der.

Vi havde en plan om at lave en hurtig lille live-video til ”Nedtur”, og Paw havde derfor taget sit kamera med. Vi havde egentlig tænkt, at vi bare ville finde en god plads til kameraet, og så få en primitiv ”fluen-på-væggen”-optagelse til hjemmesiden, men Thomas ville vældig gerne være kameramand, og ham kunne vi jo ikke sige nej til. Det skulle vi nok have gjort… I hvert fald vil vi spare offentligheden for resultatet af Thomas’ meget kreative kameraføring.

Ellers gik andet sæt glimrende og især vores helt egne versioner af TV2s ”Fald min engel” og Gasolin’s ”Langebro” tog kegler, og den accelererende afslutning på ”Har vi hul igennem her” satte et heftigt punktum for andet sæt.

Det var meget forskelligt, hvor meget respons, der var fra publikum denne aften. På visse tidspunkter ignorerede de os totalt. På andre tidspunkter var de helt med. I Kim Larsens ”Midt om natten” fik vi skabt en ordentlig gang fællessang og derfra havde vi et godt tag i dem. Præsentationsrunden i ”Vi lukker nu” blev noget længere end den plejer at være, da en ordentlig matrone indtog scenen i en kæmpe brandert. Hun overtog min mikrofon og sang/skreg “Fuck yoooooooooooooooooou” igen og igen, men det var jo kun meget sjovt. Et stykke tid. Hun havde så ikke lige fået lært timingens ædle kunst, så Thomas måtte til sidst ledsage hende ned af scenen, efter at hun undrende havde forsøgt at få mikrofonen til at virke igen. Paw havde skruet ned. Hun nåede naturligvis at få væltet en fadøl ud over scenegulvet, og det var et mindre mirakel at mine pedaler ikke fik sig et ordentligt ølbad. Efter den afslutning sagde vi tak for i aften, men fik heldigvis ikke lov at slippe så let, og vi lukkede og slukkede så med Sebastians ”Du er ikke alene” og Gasolin’s ”Det bedste til mig og mine venner”.

Da vi næste aften skulle spille på Ambolten i Ry, et andet stamsted, havde vi fået lov at overnatte hos Thomas og hans kone. Eller rettere i en tom lejlighed overfor deres. Så efter nogle fyraftensbajere og et godt glas whisky, spiste vi pizza i deres lejlighed og lagde os til at sove på en stor madras i den tomme lejlighed. Jeg havde sagt ja til at spille en sang til et bryllup i Vallekilde nord for Holbæk(!) næste dag kl. 14, så jeg havde bedt om at blive vækket kl. 11. Da jeg blev vækket 11.45, og derfor kom af sted ca. 12.15 fik jeg startet dagen med en heftig køretur tilbage til Sjælland. Min lorte-GPS gik død, så jeg måtte finde brylluppet vha. regelmæssig vejledning via mobiltelefon. Jeg nåede frem et kvarter før jeg skulle spille, og sad så i kirken og var meget spændt på, om jeg overhovedet kunne synge ordentligt efter den lange nat. Det kunne jeg heldigvis og alle var glade. Henimod aften gik turen så tilbage til Vejle, hvor Paw og Simon havde brugt det meste af dagen på at sove. Vi pakkede grejet sammen. Det stod stadig på scenen fra aftenen før, og så gik turen til Ry.

Don Falch

Sætlisten:

1.   Lån en lille løgn
2.   Mød mig i mørket (Malurt)
3.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
4.   Det er en kold tid (K. Larsen/Larsen-Hartmann-Petersen) – Lige her
5.   Antibussen
6.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
7.   Vent!
8.   Taxa i tomgang
9.   Født i en metro

Pause

10. Nedtur
11. Fremmed (Kim Larsen)
12. Burhøns (Peter A.G. Nielsen)
13. Alverden så på
14. Fald min engel (Steffen Brandt)
15. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
16. Tag mig op
17. Har vi hul igennem her

Pause

18. Genstart
19. Hvis du får brug for mig
20. Rev mig løs
21. Midt om natten (Kim Larsen)
22. Et sted derude (Steffen Brandt)
23. Når lyset bryder frem (Sebastian)
24. Vi lukker nu

Ekstra:
25. Du er ikke alene (Sebastian)
26. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)