Monthly Archives: oktober 2007

Tilbage i Toldboden

Efter alle disse år… Faktisk var koncerten fredag d. 26/10 2007 FAVNs første koncert i Toldboden, men det var næsten syv år siden, Paw og jeg første gang spillede der i TIES, forløberen for FAVN. TIES nåede at spille tre koncerter i Toldboden frem til 2002.

Nu blev det FAVNs tur, og meget er sket siden 2002. Både med os og med Toldboden. TIES’ koncerter blev afholdt på 1. salen, som nu kun sjældent bruges, da det kniber med fremmødet. Paw og jeg er blevet nogle rutinerede sataner, der nu synger på dansk og giver både akustiske og elektriske koncerter. Denne aften skulle være en akustisk koncert, som skulle foregå i stuen. Der var altså ikke meget, der bragte minder tilbage til os. Dog var Toldbodens booker, Henrik, til stede. Næsten, i hvert fald. Han havde fået en del inden for vesten, og kunne ikke huske os, selv om vi udmærket huskede ham. Jeg havde mange interessante telefonsamtaler med ham, dengang jeg bookede jobs for TIES. Da kunne han heller ikke huske mig fra gang til gang, så på den måde havde intet forandret sig. Han havde fri, så han var faktisk gæst denne aften.

Henrik var mildt sagt målløs over de bunker af grej, vi prøvede at mase ind på den mikroskopiske scene i det fjerneste hjørne. ”FAVN unplugged?!”, spurgte han måbende, da han kiggede på scenen, der var dækket af et keyboard, et trommesæt, et klokkespil og to akustiske guitarer, samt en mixer. Normalt kan to guitarister måske lige akkurat være der. Det var bestemt heller ikke en nem tjans for os at få plads til det hele. For lige at gøre tingene endnu mere besværlige, var scenen placeret lige op af toilettet, så folk konstant vadede frem og tilbage og væltede vores ting. Jeg tror aldrig, jeg har spillet på så lidt plads.

Det blev hurtigt tydeligt, at vi nok skulle have ladet vores forhold til Toldboden blive ved minderne. Der var da enkelte hist og her, der lyttede, og et Kim Larsen nummer synger de fleste med på, næsten pr. automatik, men i det store hele var folk bedøvende ligeglade. Vi var baggrundsmusik, og for det ikke skal være løgn, havde vi også den spændende tjans selv at tænde for stedets baggrundsmusik, når vi skulle holde pause. Vi burde have haft DJ-tillæg.

Heldigvis skulle vi kun spille fire sæt…

Da vi endelig var færdige, og var ved at pakke ned, blev vi søreme spurgt, om vi ikke spillede mere?! Nej, det er derfor vi sagde ”tak for i aften”. Desuden havde vi spillet fire sæt.

Jamen, de var lige kommet!

Nå. Vi er meget snart gået.

Don Falch

Sætlisten:

1.   Lån en lille løgn
2.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
3.   Det er en kold tid – Lige her
4.   Vent!
5.   Dagen før (Kim Larsen)
6.   Taxa i tomgang
7.   Født i en metro

Pause

8.   Nedtur
9.   Fremmed (Kim Larsen)
10. Alverden så på
11. Fald min engel (Steffen Brandt)
12. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
13. Tag mig op
14. Har vi hul igennem her

Pause

15. Når natten falder på (Malurt)
16. Under bøgen (Peter A.G. Nielsen)
17. Afkrog af verden
18. Hvis din far gi’r dig lov (Kim Larsen)
19. Antibussen
20. Mød mig i mørket (Malurt)
21. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)

Pause

22. Hvis du får brug for mig
23. Rev mig løs
24. Midt om natten (Kim Larsen)
25. Et sted derude (Steffen Brandt)
26. Når lyset bryder frem (Sebastian)
27. Den eneste i verden (Malurt)
28. Vi lukker nu

En tidlig koncert på Cafe Elvira

Klokken 18?! En fredag aften? Mærkeligt starttidspunkt for en koncert, men det var ikke desto mindre kl. 18, vi skulle starte vores første koncert på lille Cafe Elvira i København. Cafeen ligger lige overfor Krudttønden, hvor FAVN fjorten dage tidligere havde givet en elektrisk koncert. Denne aften skulle Paw og jeg give en af vores afdæmpede duokoncerter, som har gjort det muligt for os at spille flere jobs flere steder. Desuden er alle sangene i sagens natur omarrangerede, hvilket også giver mere variation for os og åbner sangene, der viser nye sider af sig selv. Dette var kun vores anden duokoncert, og da den første foregik under nogle for os lidt usædvanlige omstændigheder, kunne denne koncert godt anses som en mere pålidelig indikator på, hvor god en ide disse duokoncerter egentlig er.

Det startede lidt stresset, da ”scenen” var et lille hjørne under et tv, hvor der skulle tænkes kreativt, hvis vi skulle kunne være der. Ejeren påstod, at der på et tidspunkt havde været et otte mand stort band i det hjørne… Han så ud, som om han mente det, så jeg tror da på ham. Men de må have været meget små… ”Heldigvis” havde vi ikke fået et nødvendigt kabel med til keyboardet, så det måtte vi undvære, og klokkespillet blev stand in. Noget andet, der havde forsinket os, var at det nærmest er umuligt at komme ind på Øster Fælled Torv i bil. Ejeren var så venlig at komme ud og guide Paw ind via min mobiltelefon. Paw skulle køre gennem en meget smal passage for at komme ind, men bilen slap uden skrammer.

Vi fik at vide, at der altid er proppet med mennesker på Cafe Elvira om fredagen, men mange går hjem ved 21-tiden, hvilket var årsagen til det tidlige starttidspunkt, som dog kom til at ligge tættere på 19 end 18. Vores ekstraordinære ”held”, hvad koncertdatoer angår, slog dog naturligvis ikke fejl. Pga. efterårsferien var der ikke mange mennesker i cafeen, og de der var, var hovedsageligt rygere, som holdt til i ryger-afdelingen, som lå længst væk fra hvor vi stod, til dels dækket af en væg… Optimalt…

Vi havde hyggelig og dejlig opbakning fra mine kusiner Berit og Mia, samt min lillesøster Malene, der denne aften havde været så heldig at ankomme tidligt nok til at blive kapret som roadie (og det er faktisk lykkedes os at have lige så meget udstyr med til vores duojobs, som vi har til de elektriske triojobs med Simon på bas). Det var med til at løfte den lidt matte stemning, der for det meste er i en halvtom cafe. Det gjorde det også sjovere for os at spille nye numre som ”Vent!”, samt præsentere sangene i vores duoversioner, da de kender de elektriske versioner forfra og bagfra. Vores helt egen version af TV-2’s ”Fald min engel” var også denne aften et hit, og affødte en klassisk bemærkning fra min kusine Berit: ”Jeg anede ikke, at TV-2 havde så fede numre!”

Aftenen fik et ganske interessant forløb. Der kom godt nok ikke mange flere mennesker ind ad døren, men vi fik i stigende grad hul igennem til dem, der var. Der var stor opbakning fra rygerne i det andet lokale, og flere af dem kom ofte ind til os i ikkeryger-afdelingen og satte sig for at lytte. I sidste sæt begyndte de endda at danse, og var så ellevilde, at vi endte med at spille ikke mindre end seks ekstranumre. Det nåede ejeren ikke at opleve, da han gik hjem, mens vi spillede Sebastians ”Når lyset bryder frem”. Det frembragte latter, da jeg nikkede farvel til ham, mens jeg meget passende sang: ”Så må du hjem”. Han behøvede ikke at overvære ekstranumrene. Han var overbevist.

Berit blev indkaldt som gæstesolist, da vi som fjerde ekstranummer spillede Larsens “Hvis din far gi’r dig lov”. Hun synger den i forvejen i sit band “Moosedance”. Dog i en anden version, hvilket gav lidt usikkerhed undervejs, men det var kun en charme mere. Til sidst måtte vi granske vores (store) hjerner for at finde på noget at spille. Vi havde egentlig droppet Kim Larsens ”Dagen før” i første sæt pga. det manglende keyboard, men her sidst på aftenen var vi blevet tilpas fanden i voldske til at vi spillede den alligevel, idet klokkespillet gjorde det ud for keyboard. Det fungerede faktisk bedre! Som slutnummer hev vi Malurts ”Når natten falder på” op af mølposen. Den sang havde vi ikke spillet siden vi ofte åbnede med den i 2005, da Søren stadig var en del af FAVN.

Vi glæder os til forhåbentlig snart at gense Cafe Elvira. Vi har jo også til gode at opleve den proppet med mennesker. Foreløbig siger vi tak for en rigtig dejlig aften, og vi håber ikke, at alle de rare mennesker, der købte vores cd’er, bliver negativt overraskede, når der kommer rockmusik ud af deres højttalere derhjemme. Sangene bliver jo spillet i en noget mere afdæmpet stil, når vi optræder som duo.

Don Falch

Sætlisten:

1.   Lån en lille løgn
2.   Mød mig i mørket (Malurt)
3.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
4.   Antibussen
5.   Vent!
6.   Det er en kold tid – Lige her
7.   Taxa i tomgang
8.   Født i en metro

Pause

9.   Nedtur
10. Fremmed (Kim Larsen)
11. Under bøgen (Peter A.G. Nielsen)
12. Alverden så på
13. Fald min engel (Steffen Brandt)
14. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
15. Tag mig op
16. Afkrog af verden
17. Har vi hul igennem her

Pause

18. Hvis du får brug for mig
19. Rev mig løs
20. Et sted derude (Steffen Brandt)
21. Når lyset bryder frem (Sebastian)
22. Den eneste i verden (Michael Falch)
23. Vi lukker nu

Ekstra:
24. Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
25. Du er ikke alene (Sebastian)

Ekstra ekstra:
26. Lev stærkt (Malurt)
27. Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen) – m. Berit Borch

Ekstra ekstra ekstra:
28. Dagen før (Kim Larsen)
29. Når natten falder på (Malurt)

Sorøs helte

Tilbage i februar 2006 deltog vi i et Project Meltdown-arrangement på MOJO i København sammen med den allestedsnærværende MC Hansen, som må være en af Danmarks travleste bluesmusikere. Nogle måneder forinden havde han skrevet en hilsen til os i vores gæstebog, fordi han blev ved med at støde på navnet FAVN, når han var rundt i landet. Vi ligger jo heller ikke ligefrem på den lade side, hvad koncerter angår. Så et oplagt emne, da vi mødtes, var spillesteder og booking. Vi udvekslede nogle tips og anbefalede hinanden nogle gode spillesteder. Et sted, som MC Hansen anbefalede os, var Kulturcafe Ludvig i Sorø.

Fredag d. 12/10 oprandt så dagen, hvor vi omsider kunne lægge vejen forbi Kulturcafe Ludvig. Vi var ikke så lidt spændte på fremmødet, da billetterne kostede 100 kroner! Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at vi ikke er storsælgende verdensstjerner, og vi havde – selv med vores ellers yderst velfungerende fantasi – ret svært ved at forestille os, at vi ville kunne sælge nogen som helst billetter i Sorø til den pris. Vi var altså forberedt på, at skulle stille op og så måske pakke ned igen, når det viste sig, at der ikke dukkede nogen op. Da vi slæbte gear ind og arbejdede på at få lokalet til at yde vores musik mest mulig retfærdighed, fortalte én af foreningens ildsjæle, Susanne, at der ikke var solgt nogen billetter. Overraskelsen var til at overse. Men det kunne nu sagtens ske, at der kom nogen alligevel, sagde hun. Fremmødet til foreningens arrangementer er ret uforudsigeligt. Det er såmænd sket, at navne som har spillet for fuldt hus, og har leveret en fest af dimensioner, senere er vendt tilbage til Kulturcafeen fulde af forventninger om en gentagelse af succesen. Og så er der ikke kommet et øje…

Vi sætter aldrig nogen sinde næsen op efter et brag af en aften. Det skader vores præstation, hvis vi så bliver skuffede. Det er bedre ikke at have nogle forventninger, andre end forventningerne til hinanden om, at vi er på og giver den alt, hvad den kan trække.

Der kom faktisk otte betalende gæster, og da det var otte mere end forventet, var vi glade. Da vi gik på var det med en sætliste, hvor jeg på forhånd havde erklæret, at ”ret til ændringer forbeholdes”. Sådan er det i og for sig altid, men på dette års “Nedtour” har vi som oftest holdt os til planen. Der er bare visse numre, som primært har deres plads i sætlisten for at give folk muligheden for at synge med og måske endda danse. Med otte mennesker i salen, virkede sandsynligheden ikke særlig stor for at de ville begynde på nogle af delene, så der var nogle sange, der røg ud af sætlisten i løbet af aftenen.

Nu havde vi jo muligheden for at give en koncert, hvor der blev lyttet! Folk sad rundt omkring ved bordene og havde hele deres opmærksomhed rettet mod os. Vi fokuserede primært på vore egne numre, og de fik næsten alle som én nogle ord med på vejen. Jeg snakkede væsentlig mere end jeg plejer, for at gøre koncerten så personlig som muligt, og det lille publikum lyttede, grinede og kom endda med små, underholdende tilråb fra tid til anden.

Den forkølelse, der ugen før havde truet med at snuppe min stemme op til koncerten på Krudttønden, var ved at vende tilbage. En stædig satan. Som aftenen skred frem, kunne jeg godt mærke at jeg kunne få seriøse problemer sidst på aftenen. Som jeg før har gjort – med held (?) – søgte jeg hjælp i baren. De havde nogle reagensglas med Ga-jol og Fishermans Friend blandet med sprut. De blev nu nærmest en gimmick på scenen. Jeg fortalte publikum om mit lille problem, som i sidste sæt også var blevet hørbart, og publikum morede sig kosteligt over den anselige mængde reagensglas, jeg i min tiltagende ”desperation” fik tømt. Den herre, der stod for de fleste af aftenens festlige tilråb, råbte: ”Sådan ét har jeg lavet børn i engang”. ”Det var forhåbentlig ikke det her?!”, svarede jeg bekymret med min sandpapirsstemme.

I betragtning af, at jeg kun lige akkurat kunne synge, og at salen jo ikke ligefrem var overbefolket, var stemningen virkelig i top, da vi vanen tro sluttede med ”Vi lukker nu”. Vi fik en varm klapsalve, og stillede vores instrumenter fra os. Simon var på vej ud af salen, da publikum efter et øjebliks tavshed begyndte at kræve mere. Vi overgav os gerne, og jeg søgte mere hjælp i nye reagensglas, mens Paw nervøst så til. Han skulle heldigvis køre og var nok lidt nervøs for sin bil… Min stemme overlevede også de to ekstranumre, hvoraf det spontane slutnummer, Benny Andersens ”Svantes svanesang”, var en sjælden, men kærkommen gæst på sætlisten. Den udløste jubel og begejstring.

Bagefter var alle glade efter en aften, hvor de få, men rå, fik én på opleveren! Jeg var dog noget betænkelig ved min stemmes tilstand. Vi havde en koncert på vores stamsted i Vejle, The Irish Pub, næste aften, og det var noget, vi glædede os til. Jeg håbede på et mirakel, men måtte desværre i løbet af lørdagen sande, at vi blev nødt til at aflyse. Jeg kunne ikke ramme en eneste tone, og der skulle gå næsten en uge, før jeg var færdig med at slås med den forkølelse, jeg havde reddet mig.

De havde en meget underholdende gæstebog i Kulturcafe Ludvig, og jeg skrev i den, at de var nogle helte og heltinder. Ildsjæle som dem holder liv i muligheden for, at man i en by som Sorø, kan gå i byen en fredag aften, og få sig en stor oplevelse, hvis man altså er villig til at gå glip af ”Vild med dans”…

Don Falch

Sætlisten:

1.   Lån en lille løgn
2.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
3.   Det er en kold tid (K. Larsen/Larsen-Hartmann-Petersen) – Lige her
4.   Vent!
5.   Antibussen
6.   Taxa i tomgang
7.   Født i en metro

Pause

8.   Genstart
9.   Nedtur
10. Fremmed (Kim Larsen)
11. Alverden så på
12. Fald min engel (Steffen Brandt)
13. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
14. Tag mig op
15. Har vi hul igennem her

Pause

16. Afkrog af verden
17. Hvis du får brug for mig
18. Rev mig løs
19. Midt om natten (Kim Larsen)
20. Et sted derude (Steffen Brandt)
21. Når lyset bryder frem (Sebastian)
22. Vi lukker nu

Ekstra:
23. Du er ikke alene (Sebastian)
24. Svantes svanesang (Benny Andersen)

Dobbeltkoncert i Krudttønden

Det er altid en fornøjelse, når man får mulighed for at spille på et vaskeægte spillested. Ikke et ondt ord om værtshuse og cafeer, men vilkårene er bare anderledes dér. Der handler det om at finde en balance mellem at give folk, det de vil have (hvad det så end er), og for vores vedkommende, at spille så mange af vore egne numre, som vi kan slippe af sted med. Og så er der jo det med lydstyrken, man jo også så ofte skal slås med. Det er anderledes på et spillested. Rammerne er i orden. Der er lys på scenen, og der er som regel tænkt over rummets akustik, så den rent faktisk er egnet til livemusik. Desuden forventes det faktisk, at man præsenterer sin egen musik, for det her skal være en koncert! Sådanne jobs ville vi gerne spille hele tiden, men der findes desværre ikke så mange rigtige spillesteder i Danmark. Og så har cafeerne og værtshusene faktisk også deres charme. Ind i mellem.

Krudttønden havde vi aldrig besøgt før, og det er et fedt lille spillested på Østerbro. Det ligger lidt afsides, så man fristes til at spørge sig selv, om der mon overhovedet er nogen, der har opdaget at det eksisterer. Det er ikke et sted, hvor forbipasserende lige tager en spontan beslutning om at gå indenfor og opdage noget ny musik. Mest fordi, der ikke rigtig ER nogle forbipasserende. De eneste vi mødte, var faret vild og ledte efter ”Dansescenen”.

Vi havde allieret os med bandet Josty. Krudttøndens booker mente, at det ville kunne trække flere mennesker til, hvis der var tale om en dobbeltkoncert. Jeg havde tidligere skrevet lidt sammen med Josty på MyMusic og luftet tanken om en dobbeltkoncert engang. Nu opstod muligheden så pludselig. Det skulle dog vise sig, at vi havde ret forskellige opfattelser af, hvad der er god tone ved dobbeltkoncerter. Mere om det senere. Josty skulle spille et sæt på en time, og derefter skulle FAVN spille to sæt á ca. en time. Da vi stillede op, oplevede jeg for en sjælden gangs skyld, at en anden guitarist brugte en guitarforstærker, der er identisk med min egen, selv om hans dog var mindre ramponeret end min. Det er jo så sjovt med guitargrej, at den, hvis grej er pænest, bliver misundelig på den, der har det mest ramponerede grej. Det skal helst være lidt smadret at se på.

Jostys guitarist, Michael Brøndum, er også lydmand og skulle lave lyd for os. Det var en fornøjelse trygt at kunne lade den side af sagen ligge i hans hænder. Da vi skulle spille sidst, lavede vi lydprøve først. Så overlod vi scenen til Josty, og gik ud for at finde et sted at spise noget hurtig aftensmad. En bemærkelsesværdig ting, der skete undervejs: Der var en McDonalds på Østerbrogade, men Simon ville gerne videre og lede efter noget andet. Paw og jeg er stadig i chok. Vi fandt et lille sted med tyrkisk fastfood og skyndte os at kyle det ned, så vi kunne nå tilbage og se Jostys koncert. Man bakker jo hinanden op ved dobbeltkoncerter, ikke? Man får udvidet sin horisont lidt ved at høre hinanden spille, og man sørger for at ens publikum er der, så det andet band også har glæde af dem. Som vores gamle manager i TIES-tiden, Jan, plejede at sige: ”Vi er jo alle sammen musikere for Vorherre, ikke?”. Så vi skyndte os tilbage til Krudttønden, og jeg blev lidt ærgerlig, da jeg hørte, at de allerede var i gang derinde. Det var sgu dårlig stil at komme væltende ind, når det andet band var startet. Det viste sig, at de stadig var i gang med lydprøven, mens publikum stod i foyeren og ventede. Det har vi også prøvet nogle gange. Det er ikke så sjovt, når man skal spille lige bagefter. Og klokken havde rundet 21, hvor koncerten skulle starte. Josty skulle imidlertid ikke spille nu, viste det sig. De skulle have aftensmad. Okay… Vi ventede så, mens vi glædede os over den logiske konsekvens, at VI jo så kom til at slutte så meget senere.

Josty gav en solid koncert for os, samt ”vores” og ”deres” publikum. Der var ikke ligefrem proppet, men det var okay og ganske hyggeligt. Jeg sad da og glædede mig, til det blev vores tur.

Da det så blev vores tur, skete det ubegribelige. Vi har godt nok oplevet det før, men det var med et meget ungt band, der nærmest lige havde smidt bleen. På nær lydmanden Michael, som jo havde en mixerpult at passe, satte Josty satte sig i foyeren sammen med de, der var tilbage af deres fremmødte venner. Jostys forsanger overværede dog en pæn portion af vores første sæt og trommeslageren var inde for en kort stund, men ellers sad de derude og sludrede under hele vores koncert. Begge sæt. Samfulde to timer. De kunne jo ikke tage hjem, da de var nødt til at vente, til vi var færdige. Det må siges at være noget af en fuckfinger at give det band, der skal spille bagefter, samt ikke mindst vores manager Line, der havde stået for arrangementet og altså skaffet Josty jobbet.

I starten var der også enkelte af dem, der var kommet for at se Josty, der blev hængende for at høre os, men de begyndte så småt at sive. Deres venner sad jo i foyeren. Vores lille skare havde sat sig til venstre for scenen, og da de efterhånden blev det eneste publikum, opstod den lidt akavede situation, at vi nærmest skulle spille på skrå, hvis vi skulle i direkte kontakt. Jeg prøvede såmænd at opfordre dem til at flytte sig, men det gad de ikke. Jeg skal åbenbart til at øve mig lidt mere i ”crowd control”. Vi spillede faktisk rigtig fedt hele aftenen, og havde heldigvis også fået Line til at filme koncerten. Både fordi det er ganske sundt at se sig selv med publikums øjne ind i mellem, og fordi det jo kunne være at vi fik nogle små godbidder ud af det, som var værd at lægge ud på Nettet. Det vil tiden vise.

En fotograf ved navn Gunnar Hansen tog desuden billeder af os, og på et tidspunkt kom han hen og spurgte mig, om det kunne passe, at jeg har skrevet en sang sammen med Michael Falch. Jo, på en måde… (Den historie kan du læse her.) Det syntes han var sjovt, for han havde nemlig været pladeselskabsmand engang, og udgav faktisk den allerførste plade med Malurt, “Kold krig”! Han huskede mange livlige diskussioner med Michael Falch om den plade, men det var nu meget længe siden, han havde hørt den. Interessant at møde sådan en mand.

Sætlisten var omstruktureret, da vi skulle spille to sæt i stedet for de sædvanlige tre. De første tre numre gled over i hinanden uden pause, og mens første nummers sidste akkord stadig ulmede, benyttede jeg lejligheden til at citere Josty, som havde spillet sangen ”Efter opsvinget” med omkvædslinjen ”Efter opsving kommer nedtur”. Den lå jo lige til højrebenet:

”Hvad var det nu, Josty sagde, kommer efter opsving? NEDTUR! 1 2 3 4!”

Som indledning til ”Lige her”, fortalte jeg om de seneste dages forkølelse, som havde truet med at fjerne min stemme. Jeg var nu næsten kommet til hægterne, men jeg kunne ikke lade være at fortælle historien om dengang, min stemme stod af i Holbæk, og der måtte te og rom til at få den til at komme tilbage. (Den historie kan du læse her.) Den sædvanlige intro til ”Lige her” i form af Larsens ”Det er en kold tid”, og TV2s ”Fald min engel” (som dukkede op i andet sæt) var aftenens eneste covernumre, og de var valgt ud, fordi de begge bliver spillet i FAVN-versioner, der ligger et godt stykke fra originalversionerne.

Andet sæt var temmelig eksplosivt, og det passede fint med, at vi havde brug for at afreagere. ”Antibussen” var sættets eneste stille nummer, og den er nu ikke så stille endda. Jeg havde egentlig ikke troet, at Paw og Simon havde den store lyst til soloekvilibrisme i afslutningsnummeret ”Vi lukker nu”, men der tog jeg fejl. Den lille trofaste skare derude fik soli hele vejen rundt. Så var det tid til at pakke sammen, og finde en grimasse, der kunne passe, når man skulle sige farvel til aftenens andet band, og fik en kommentar som: ”Godt spillet!”

Hvor fanden ved du det fra?

Don Falch

Sætlisten:

1.    Lån en lille løgn
2.    Nedtur
3.    Genstart
4.    Det er en kold tid (K. Larsen/Larsen-Hartmann-Petersen) – Lige her
5.    Afkrog af verden
6.    Vent!
7.    Taxa i tomgang
8.    Født i en metro

Pause

9.    Tag mig op
10.  Har vi hul igennem her
11.  Antibussen
12.  Hvis du får brug for mig
13.  Rev mig løs
14.  Alverden så på
15.  Fald min engel (Steffen Brandt)
16.  Vi lukker nu