Monthly Archives: april 2008

Op ad bakke hele vejen…

En releasefest er en vigtig begivenhed for et band. Det nye album præsenteres, og opbakningen er vigtig. Det samme er planlægningen. Begge dele haltede slemt op til den dobbelte releasefest, hvor vi sammen med The Ones præsenterede vores nye udgivelser.

I ugerne op til festen have jeg og især Paw arbejdet heftigt på at få albummet gjort færdigt. Vi hører tingene meget forskelligt, og da vi ikke er færdige, før vi begge er tilfredse, så kan det være en hård proces. Det blev til hele døgn i Paws studie. Vi har været i gang i tre år og alligevel ender vi med at sidde og knokle i døgndrift for at nå vores egen deadline. Typisk. Mange af optagelserne viste sig ikke at være gode nok, så de måtte laves om. En enkelt sang, ”Vi lukker nu”, FAVNs faste slutnummer gennem rigtig mange koncerter, måtte i sidste øjeblik lade livet som slutnummer på albummet. Den ødelagde helheden mere end den gavnede.

Vi havde besluttet, at der skulle være gratis adgang til releasefesten. Det vigtigste var jo, at der kom rigtig mange mennesker, så det skulle i hvert fald ikke være billetprisen, der stod i vejen. Problemet med den ide var imidlertid, at folk har en tendens til kun at respektere noget, de har betalt for. En gratis billet forpligter ikke. Har man ikke lige lyst til at tage af sted, så har man jo ikke smidt pengene ud af vinduet, hvis man bliver væk, vel? At man faktisk har sagt, at man kommer til festen, betyder åbenbart ikke noget. Jeg er sikker på, at næsten alle dem, der blev væk, aldrig kunne finde på, at blive væk fra en fødselsdag eller et bryllup, hvor de havde sagt ja tak til invitationen. Så hvorfor var det noget andet med en releasefest?

Heldigvis var vi jo to bands om at trække folk til. Det viste sig at være til vores fordel, men det skal understreges, at vi havde givet alle vores billetter væk til folk, der havde lovet at komme. Havde vi holdt festen selv, havde det set sølle ud… Nu endte det med, at der faktisk var rigtig pænt fyldt op i Krudttønden. Da vi har størst erfaring og det største repertoire, var det os, der skulle spille sidst. Det begyndte at gøre os lidt bekymrede, efterhånden som vi kunne se, at det mest var The Ones’ publikum, vi skulle spille for. De havde intet forhold til os, så hvad skulle forhindre dem i at gå hjem, når The Ones havde givet koncert? Svar: Vi skulle være så gode, at de fik lyst til at blive!

Langt de fleste blev der i samfulde to timer, vi endte med at spille.

Det er såmænd ikke fordi, vi ikke kan finde ud af at presse os selv til det yderste, så vi havde naturligvis ambitioner om at få filmet koncerten, samt at få den optaget. Når vi nu skulle give en koncert for horder af fans på Krudttønden, kunne vi lige så godt få den foreviget i lyd og billede, ikke sandt? Den plan medførte naturligvis planlægning. Der skulle skaffes kameraer og nogle til at betjene dem. Manager/booker Lines far og min far meldte sig under frivillig tvang til at være kameramænd, og som aftenen skred frem, så jeg også The Ones rende rundt med kameraer. Hvad der blev ud af det kaos, har vi stadig til gode at finde ud af. Den store, episke koncertfilm bliver det næppe. Men vi krydser fingre for, at der i det mindste er nogle brugbare klip. Lydoptagelsen er vi også spændte på. Det kunne jo være fedt, hvis der var nok brugbart materiale til et livealbum, men det vil tiden vise.

Selv om der var en ganske glimrende lydmand på, var lyden ikke optimal på scenen. Min forstærker stod for langt væk fra mig, hvilket gjorde at jeg ofte havde svært ved at høre den ordentligt, og det satte sit præg på mit guitarspil, der slet ikke stod mål med det sædvanlige niveau. Mere tid til lydprøven havde nok givet mig mulighed for at konstatere, at forstærkeren måtte flyttes, men vi havde alt for travlt.

Ellers er der god grund til at glæde sig over, at vi i al denne forvirring og travlhed alligevel formåede at fokusere, da vi gik på scenen. Rutine fornægter sig ikke, og da vi først begyndte at spille, var det musikken, det handlede om. Sætlistens struktur var blevet ændret lidt i dagens anledning, da vi skulle spille et langt sæt i stedet for de 3 gange 45 minutter, der ellers er standard. Vores koncert var delt i tre: Først nye numre med fuldt tryk på, dernæst en akustisk afdeling med de nye ballader, og til sidst den mest hårdtslående afdeling med fortrinsvis numre fra vores debutalbum HAR VI HUL IGENNEM HER…? fra 2005.

Da vi jo skulle indspille koncerten, havde vi forsøgt at komme evt. problemer med tempi i forkøbet ved hjælp af en metronom, men det gik hurtigt fløjten. Især de hurtige numre fra GENSTART gik hurtigt! Der blev taget godt imod de nye sange, som vi heldigvis kunne levere med ret stor sikkerhed, da vi allerede har spillet dem alle sammen ved adskillige koncerter.

Den akustiske afdeling startede med to numre, som jeg skulle fremføre solo, bevæbnet med akustisk guitar og mundharpe. Det virkede som et lille åndehul midt i al det elektriske bulder og brag. Desværre var publikumskontakten sat lidt på stand by, da jeg var nødt til at holde øjnene lukket. Jeg svedte nemlig så meget, at mine øjne føltes, som om nogen havde hældt syre i dem. I ”Kom hjem” kom min koncentration også lidt på prøve, da min guitar begyndte at brumme kraftigt. Da jeg spiller meget blødt i den sang, var der skruet ekstra op for guitaren. Lidt mere end anlægget kunne håndtere. Det lykkedes mig at ignorere problemet og gennemføre sangen, mens lydmanden arbejdede med problemet.

Efter ”Mysterium” var det tid til at vende blikket mod de ”gamle” sange, og vi indledte med vores countryversion af ”Alverden så på”, hvilket kom som en overraskelse for stampublikummet derude. Men det lod til at være en positiv overraskelse. Og så blev der for alvor skruet op for blusset. ”Nedtur” fik nok sit største bifald nogen sinde, og det samme gjaldt ”Har vi hul igennem her”, som også havde et festligt intermezzo, hvor jeg bad folk op at knipse i takt til musikken, og en frisk pige fra publikum ”troede” jeg sagde kneppe. Det tillod jeg så også. Så længe det var i takt.

I ”Lån en lille løgn” var der fællessang i bedste call-and-response-stil og med ”Født i en metro” var der dømt fuld skrue. Så var det tid til variation og den kom, da vi for første gang i lang tid spillede ”Antibussen”, som var bonustrack på sidste års single, NEDTUR. Der findes gode og dårlige livenumre, og Antibussen er en af de dårlige. Sangen fungerer godt hjemme i højttalerne, men falder som regel til jorden live. Derfor er vi faktisk også holdt op med at spille den, men denne aften var den et klart højdepunkt, da min gamle musikalske ven Sebastian ”Seb” Munnecke var special guest på mundharpe. Den mand spiller en fantastisk mundharpe, og da han også medvirker på den indspillede version, var det oplagt at have ham med som gæst. Den udgave tog publikum med storm. Vi havde til lejligheden indøvet en længere blues-outro på sangen, hvor Seb kunne få lov at give den hele armen.

Så var det tid til fællessang igen, da vi kastede os ud i ”Forfra igen”, med omkvæd af Michael Falch. Det er et omkvæd med et svarkor, man hurtigt lærer, og publikum sang med af fuld hals. Vi sluttede i vanlig stil med ”Vi lukker nu”, som lige modsat ”Antibussen” altid har været et fortræffeligt livenummer, men som ikke rigtig fungerer på et album, hvilket var grunden til at den lige på falderebet blev droppet fra GENSTART-albummet. Jeg plejer at præsentere Paw med en historie om, at han har clairvoyante forældre. De gav ham navnet PAW, og det formoder jeg skete, før han begyndte at tæske løs på alting. Denne aften var hans forældre jo rent faktisk til stede, og de kiggede mærkeligt på mig, da jeg beskyldte dem for at være clairvoyante, men de forstod helt sikkert, hvad jeg mente, da Paw bagefter hamrede løs på alt inden for rækkevidde.

Vi sagde tak for i aften, men stemningen var i top og folk ville have mere, så jeg valgte at springe den planlagte ballade over og gå direkte til den store finale: Vores ”undersatte” udgave af 50’er-hittet ”Farmer John”, som i vores udgave hedder ”Farmor John”. Der findes ikke mange sange i verden, der er lettere at spille, så jeg inviterede The Ones op på scenen til en fælles jamsession. De var blevet advaret på forhånd, men så alligevel lettere overraskede ud, og måske lidt forskræmte. De kendte ikke nummeret, men blev hurtigt sat ind i det og jeg hev også Seb op på scenen igen. Det blev en rodet, men festlig affære med fællessang, soli og et proppet dansegulv foran en proppet scene.

Det skulle så have været punktum, men folk ville stadig have mere. Vi kastede os ud i TV-2s ”Fald min engel”, som jeg indledte med at fortælle, at vi somme tider er blevet sammenlignet med TV-2, hvilket muligvis skyldes at jeg har samme sexappeal som Steffen Brandt… Nu ville vi give publikum mulighed for selv at bedømme. Vores version af ”Fald min engel” er meget anderledes end originalen, for at sige det mildt.

Vi sagde tak for i aften med Gasolin’s ”Refrainet er frit”, og så var ballet forbi.

Koncerten var gået rigtig godt. Det var så også de eneste to timer ud af de tolv, der udgjorde d. 17/4 2008, hvor tingene gik sådan omtrent, som vi gerne ville have det.

Efterhånden som Krudttønden var ved at være tømt for gæster, gik det op for os, at det muligvis havde været relevant at nævne, at man kunne købe de cd’er, der nu engang blev fejret denne aften. De stod godt nok fremme på et bord, men det var der stort set ingen, der havde opdaget, og vi havde taget det for givet, at folk ville vide, at man kunne købe musikken, da det her jo var en RELEASEfest! Vi skulle i øvrigt også have haft solgt nogle nye T-shirts, men trykkeriet havde trykt dem forkert, så det måtte droppes…

Fredagen startede godt, da jeg om natten kørte Simon hjem, og han og jeg i den forbindelse lyttede til cd’en i bilen. Det var en meget positiv overraskelse. Intet var gået galt i den proces, selv om alle forudsætninger havde været til stede: Overtræthed og tidspres.

Det er en yderst værdig opfølger til HAR VI HUL IGENNEM HER…?, vi har begået.

Og det skal vi nu i gang med at overbevise rigtig, rigtig mange mennesker om!

Don Falch

Sætlisten:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Rev mig løs
4.   Sort hul
5.   Vent!
6.   Se os nu
7.   Kom hjem
8.   I mit stille sind
9.   Mysterium
10. Alverden så på
11. Nedtur
12. Har vi hul igennem her
13. Lån en lille løgn
14. Født i en metro
15. Antibussen – m. Sebastian ”Seb” Munnecke
16. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
17. Vi lukker nu

Ekstra:
18. Farmor John (Harris/Terry)/Wild Thing (Chip Taylor) – m. The Ones og ”Seb”

Ekstra ekstra:
19. Fald min engel (Steffen Brandt)
20. Refrainet er frit (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)

En akustisk weekend i Jylland

The Irish Pub (Vejle) og Cafe Bageriet (Ebeltoft) d. 4-5/4 2008.

Vejle

De sidste to koncerter, før det går løs med releasefest i Krudttønden d. 17/4, fandt sted i Jylland på to af FAVNs stamsteder: The Irish Pub i Vejle og Cafe Bageriet i Ebeltoft. Det skulle vise sig at blive nogle alternative aftener.

For første gang var Thomas ikke på arbejde, når der var FAVN-koncert på The Irish Pub. Det var hans kone, Vibeke, der havde tjansen. Da Paw og jeg i dagene op til turen havde kæmpet som svin for at få lagt sidste hånd på det nye album, hvilket havde vist sig at være en temmelig stor opgave, kunne denne lille Jyllandstour næppe være kommet på et værre tidspunkt. Med vores trætte hjerner var vi desværre kørt fra både monitors og basforstærker, så lydprøve og koncert på The Irish Pub blev lidt af en udfordring.

Det lykkedes Paw at skabe så rimelige lydforhold som det efter omstændighederne var muligt, men de højere magter havde vist sat sig for, at vi ikke skulle havde det for nemt…

Vi startede i fin stil, men var ikke nået længere end fem numre ind i koncerten, før min guitarforstærker begyndte at sætte ud.

Nu er der guitar… Nu er der ikke guitar… Nu er der guitar… Nu er der ikke guitar…

Ikke nogen særlig fed oplevelse. Jeg skiftede kabel, og så kastede vi os ud i ”På vej”, som nu blev spillet live for første gang i over et år. Det gik fint, bort set fra at guitarproblemet tog til. De sidste to omkvæd var helt uden guitar. Temmelig distraherende at skulle lede efter fejlen, mens man prøver at synge sangen færdig. Der blev prøvet nye stik, men problemet blev ved at vende tilbage, og vi måtte konstatere, at problemet var det værst tænkelige sted: I selve forstærkeren. Heldigvis har vores koncerter nu en akustisk afdeling (og så havde vi jo for nylig forvandlet en elektrisk koncert til en akustisk i Folkemusikhuset, Fensmark), så jeg havde to akustiske guitarer med. Den ene var min nye Gibson SJ-200, som jeg lige har købt i USA. En fantastisk guitar, som desværre ikke blev brugt meget, da det viste sig at være lidt af en opgave at lave lyd på den. Jeg spillede ”Tag mig op” på den, og bekendtgjorde så, at vi holdt en pause. Egentlig skulle ”Vent!” havde sluttet første sæt, men lydproblemerne havde gjort, at ikke kun min forstærker, men – endnu værre – min stemme var begyndt at sætte ud. Jeg har normalt aldrig problemer med stemmen, med mindre jeg er syg, men jeg har tidligere oplevet, hvordan en dårlig monitorlyd kan være dødsensfarlig. Man lægger ikke mærke til, at man slider stemmen, før det er ved at være for sent. Når de dybe toner forsvinder i bulder, presser man ubevidst lidt ekstra. Og pludselig bliver det spændende, om man kan gennemføre koncerten.

Min trofaste 12-strengede Landola blev nu hovedguitar. Da vi havde trukket pausen så længe som muligt, gik jeg på scenen for at starte andet sæt alene, som det er tradition på denne tour. Det var ikke rart, at gå rundt i uvished om man kunne gennemføre koncerten. Jeg skulle starte med ”I mit stille sind”, som ender på en meget høj tone. Spændende…

Heldigvis var min stemme tilsyneladende ved at vende tilbage. Den holdt hele andet sæt, selv om slitagen begyndte at sætte sine spor i sættets sidste numre.

Det var held i uheld, at de elektriske guitarer måtte overlade scenen til de akustiske. Når lyden i forvejen ikke er den bedste, hverken på scenen eller foran den, er en akustisk guitar mere skånsom mod ørerne. Og en slidt stemme har knap så megen støj, at skulle trænge igennem. Folk begyndte at være mere med i koncerten. Vores swing-version af den ellers punkede ”Rev mig løs” gik rent ind, og da vi kastede os over to danske folk-rock klassikere fra 70’erne, ”Når lyset bryder frem” og ”Hvis din fra gi’r dig lov”, steg stemningen støt. Vi fulgte op med ”Vent!”, som var blevet droppet i første sæt pga. de mange problemer. Den sang er en fryd at spille live. Da andet sæt var forbi, kunne vi mærke, at vi trods alt sagtens ville kunne hive den hjem denne aften. Hvis altså min stemme overlevede…

Jeg har tidligere gjort den erfaring, at sprut kan gøre underværker i den situation. Man skal bare lige passe på mængden… Jeg bad om hjælp i baren, og fik et glas et eller andet, som kunne smøre stemmen. Og det virkede, kunne jeg konstatere i sidste sæt. Stemmen holdt, og vi havde godt fat i publikum. Jeg vovede endda at kaste os ud i ”Langebro”, der ligger ret højt, og klarede den fint. Hen imod slutningen, skulle vi til at spille ”Du er ikke alene”, da én fra publikum kom hen og sagde, at der var en fødselar til stede. Vedkommende fyldte 30. Det nævnte jeg så i mikrofonen til stor jubel blandt fødselarens venner, hvorefter jeg tilføjede, at jeg bare ville sige følgende til fødselaren: Du er ikke alene! Da jeg sagde det, var der straks én, der begyndte at synge sangen, og vedkommende så rimelig forbløffet ud, da vi derefter spillede den. Han har sikkert troet, at det var et meget blæret, spontant stunt, men det var faktisk lige præcis den, vi havde tænkt os at spille. Hvad der til gengæld var spontant var den bassolo, som Simon kastede sig ud i, da sangen egentlig efter planen skulle slutte. Paw havde nemlig glemt, at den skulle slutte, og spillede videre. Det løftede så bare sangen yderligere, at Simon reagerede så hurtigt. I den traditionelle solorunde i ”Vi lukker nu” gav jeg denne aften, hvad der må have været mit livs første mundharpesolo. Det slap jeg egentlig forbløffende godt fra, i betragtning af, at jeg ikke rigtig har lært nogle af de der tricks med at bøje tonerne og den slags.

Folk ville gerne have mere, og vi var stadig i det spontane hjørne, så jeg begyndte at spille Gasolins ”Hva’ gør vi nu, lille du”, som vi kun har spillet én gang før. Det var på Ambolten i Ry, og dengang var det også en spontan kanin, der blev hevet op af hatten. Vi sluttede af med en gang akustisk punk i form af Malurts ”Lev stærkt!”. Og så kunne vi med tilfredshed konstatere, at vi nu er nået dertil, hvor vi til enhver tid vil kunne forvandle en potentiel fiasko til succes, fordi vi efterhånden har et så stort repertoire, men i højere grad, fordi vi er i stand til at spille hele repertoiret i både elektriske og akustiske versioner. Og da begge versioner holder, vil der aldrig blive tale om en forringelse af koncerten, uanset hvad vi vælger. Det er bare at vurdere, hvad der bedst på aftenen.

Resten af natten blev tilbragt i Vejles natteliv med Vibeke som guide. Det blev en våd nat, der blev til en våd morgen, som i sidste ende blev til en næsten ubeskrivelig hovedpine, da jeg vågnede på en af pubbens bænke. De er krumme, hvilket gør det temmelig umuligt at ligge udstrakt. Det første jeg gjorde, da jeg kom på højkant, var at gå ud i det fremragende solskinsvejr og lede efter et apotek.

Sidst på dagen var vi alle kommet så meget til hægterne, at vi begyndte at bevæge os mod Ebeltoft, hvor én ting var sikkert: Det ville blive en akustisk aften.

Ebeltoft

Efter en lang aften og nat i Vejle ankom vi tidligt på aftenen til Cafe Bageriet, hvor vi har spillet med skiftende held, siden vi i 2005 spillede der for første gang. Det var faktisk også på Cafe Bageriet, at vi spillede den første koncert med Simon på bas. Sidst vi spillede der, havde vi en stand-in for vores stand-in, idet Kenneth Kongstad spillede bas i stedet for Simon, og det havde været vores hidtil mest succesfulde aften der.

Jeg havde, faktisk allerede inden vi tog af sted, kraftigt overvejet, om vi skulle prøve at spille en afdæmpet, akustisk koncert a la den i Folkemusikhuset i Fensmark. Vi har nemlig hver eneste gang, vi har besøgt Cafe Bageriet, fået besked på at dæmpe os. Det fandt jeg efter denne aftens koncert ud af, at andre bands også har fået besked på. Man spiller nemlig klos op af baren, så der skal ikke meget til, før bartenderne ikke kan høre, hvad der bliver bestilt.

Nu gav det jo sig selv. Efter min forstærker var stået af på The Irish Pub i Vejle, havde jeg ikke andet valg end at spille på mine akustiske guitarer, og da koncerten i Vejle havde været så vellykket, lå det lige for at gentage succesen her. The Irish Pub i Vejle er ikke et oplagt sted at spille afdæmpet. Det er et stort sted, der godt kan tåle, at man trykker den af. Cafe Bageriet er derimod et sted, hvor man bør spille mere afdæmpet. Det har vi ikke kunnet gøre tidligere, men nu hvor vi er i stand til uden problemer at spille vores repertoire både elektrisk og akustisk, er det blevet en mulighed at vurdere, hvad der er bedst der, hvor vi skal spille.

Under lydprøven forsøgte vi at lave lyd på min nye akustiske Gibson SJ-200, og det lykkedes nogenlunde, indtil vi gik i gang med at spille. Da der først kom bas på, måtte guitarlyden justeres, men uden succes, og jeg valgte ret hurtigt at droppe den til fordel for min 12- strengede Landola, som virkelig måtte arbejde for føden denne weekend.

Der var måske tyve mennesker til stede, hvilket ikke er usædvanligt på Cafe Bageriet. Der har sjældent været særlig mange, når vi har spillet der. Bartenderen kunne berolige mig med, at sådan er det bare. Der er desuden et andet sted i byen, hvor folk må ryge. Så dér tager alle hen. Det lille publikum var til gengæld opmærksomt og klappede mellem numrene, hvilket man ikke sådan lige skal forvente på Cafe Bageriet. Sætlisten taler også sit tydelige sprog. Der er meget få covernumre til at starte med. Det var ikke nødvendigt. De var glade for vores egne numre, så dem fik de masser af. Vi spillede flere numre, som vi ikke havde spillet aftenen før: ”Afkrog af verden” dukkede op i første sæt, og jeg indledte andet sæt med den seneste version af ”Kom hjem”. Andet sæt havde som sædvanlig en meget stille start og da vi var midtvejs, kunne jeg mærke, at de skulle have en lille ”godbid”, så de fik en svingende countryversion af Sebastians ”Når lyset bryder frem” og den faldt tydeligvis på et tørt sted.

I sidste sæt var der dømt intimfest. En akustisk version af Gasolins ”Refrainet er frit”, med mundharpesolo i stedet for guitarsolo, var et nyt og anderledes indslag.

I ”Vi lukker nu”, fik vi en ”gæstemusiker” med. En pige ved navn Belinda havde hele aftenen været meget fascineret af en slags raslebøsse, som Paw bruger, når vi spiller ”unplugged”. Hun ville så gerne prøve den. I solorunden fik hun en solo og gav den hele armen, mens jeg holdt min mikrofon hen til raslebøssen, som nu må have fået raslet alt, hvad der minder om rytme ud af sig.

Vi fik solgt nogle albums til nogle nye, begejstrede fans denne aften, og selv om weekenden startede problematisk, kunne vi til sidst konkludere, at vi faktisk havde haft en succesfuld weekend. Vores nyfundne evne til at kunne sadle om, når situationen kræver det, vil gøre det svært for os at undgå at slippe godt fra vores fremtidige koncerter.

Så var der kun tilbage at køre til Århus. Spise lidt (i Simons tilfælde meget) grillsnask på havnen, og så sove i bilen til den første færge sejlede om morgenen.

Rock’n’roll!

Eller… Folk’n’roll…

Don Falch

Sætlisterne, som de endte med at se ud:

Vejle:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Hvis du får brug for mig
4.   Mød mig i mørket (Malurt)
5.   Sort hul
6.   På vej
7.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
8.   Tag mig op

Pause

9.   I mit stille sind
10. Mysterium
11. Se os nu
12. Rev mig løs
13. Når lyset bryder frem (Sebastian)
14. Hvis din far gir dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
15. Vent!
16. Alverden så på
17. Har vi hul igennem her

Pause

18. Nedtur
19. Lån en lille løgn
20. Født i en metro
21. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
22. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
23. Du er ikke alene (Sebastian)
24. Vi lukker nu

Ekstra:
25. Hva’ gør vi nu, lille du? (Gasolin/M.Mogensen)
26. Lev stærkt (Malurt)

Ebeltoft:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Hvis du får brug for mig
4.   Sort hul
5.   På vej
6.   Afkrog af verden
7.   Tag mig op
8.   Vent!

Pause

9.   Kom hjem
10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Rev mig løs
14. Når lyset bryder frem (Sebastian)
15. Alverden så på
16. Har vi hul igennem her

Pause

17. Nedtur
18. Lån en lille løgn
19. Refrainet er frit (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
20. Født i en metro
21. Lige her
22. Lev stærkt (Malurt)
23. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
24. Vi lukker nu

Ekstra:
25. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
26. Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)