Monthly Archives: juni 2008

Kasket eller morgenhår

Onsdag d. 18/6 2008 var det endelig tid til FAVNs første elektriske koncert siden releasefesten tilbage i april. Og så på en onsdag… Lades (eller Lades Kælder) har musik hele ugen, og spiller man egne numre, er man henvist til at spille hverdagsaftener. Ikke nok med, at det var onsdag. Der var EM i fodbold på skærmen. En skæbnekamp for Sverige, som de fleste danskere nu holdt med, da Danmark ikke selv var repræsenteret. Sidst, men ikke mindst, var det eksamenstid. Vi var helt opmærksomme på risikoen for et meget lille fremmøde – eller intet fremmøde – så vi havde forsøgt at alliere os med andre bands, så vi med en dobbelt koncert måske kunne trække flere mennesker til. Det lykkedes ikke, så vi endte med selv at skulle fylde aftenen ud. Det positive ved det var naturligvis, at vi kunne spille nogle flere af vores sange, da vi så havde to sæt at gøre godt med. Spørgsmålet var bare, om vi ville have nogen at spille for…

Vores trofaste booker/manager Line ville da komme, vidste vi. Og der var også to personer i baren, plus en lydmand. Helt alene ville vi altså ikke blive. Pludselig kom Tommy, som i sin tid var lige ved at blive ekstraguitarist i FAVN, ind ad døren. Han havde sin lillebror med. Der kom også nogle stykker fra det kollegium, hvor Simon bor. Line havde sin veninde Julie med, som efterhånden har været til en del FAVN-koncerter. En enkelt forbipasserende, som ingen af os kendte, kiggede søreme også ind.

Akustiken er ikke den bedste på Lades. Som sanger er det vanskeligt at høre sig selv. Uanset hvor højt lydmanden skruede op for monitoren, lød min stemme langt væk. Det var ikke fedt, men det var til at leve med. Undervejs i koncerten jokede vi lidt frem og tilbage med publikum om stillingen i fodboldkampen. Den varierede voldsomt. Der må være blevet scoret en hel del mål og annulleret næsten lige så mange i den kamp.

Spillemæssigt bar koncerten præg af, at vi faktisk ikke havde spillet FAVN-numre med Simon i to måneder. Der var nogle smuttere hist og her. Normalt skal der meget til, før publikum bemærker en fejl, men jeg spillede så forkert i temaet til ”Genstart”, at Simon var ved at sprænges af grin. Jeg grinede med, og det samme gjorde publikum. Der var en dejlig, afslappet atmosfære. Da jeg præsenterede ”Sort hul”, nævnte jeg at sangen faktisk nok var på alder med Simon. Den blev sådan cirka skrevet i 1997…

(Det er faktisk rigtigt, at sangen er så gammel. Vi spillede den ofte i TIES. Den var oprindelig på engelsk og hed ”Black Hole”. Da vi ikke helt var på stil- og smagsmæssig bølgelængde i TIES, lykkedes det aldrig at finde det helt rigtige arrangement til sangen. Og således gik der over ti år, før den kom på et album. Hør podcast om TIES, FAVN og ”Black Hole/Sort hul” her.)

Andet sæt startede akustisk, indtil vi nåede ”Nedtur”, som fik et ordentligt los i røven og måske aftenens største bifald. Resten af sættet var én stor eksplosion. Der blev sunget med på ”Forfra igen” og præsentationsrunden i ”Vi lukker nu” var også et klart højdepunkt med lange soli. Paws trommesæt må siges at være solidt bygget.

Vi havde egentlig planlagt at spille ”Hvis du får brug for mig” som første ekstranummer, hvis det skulle blive aktuelt. Det blev aktuelt, for det lille publikum, som var vokset lidt undervejs, ville meget gerne have mere. Vi droppede dog sangen til fordel for Gasolins ”Rabalder”, som Simon ofte ønsker, at vi skal spille. Jeg gav efter, og vi spillede den. Han bliver så glad, når han får sin vilje. Da den sluttede, råbte jeg nogle overgangsakkorder til Simon, og vi skabte således på stedet en flydende overgang til Benny Andersens ”Svantes Svanesang”, som er en sjælden gæst ved FAVNs koncerter, men som denne aften satte et perfekt, tungt og larmende punktum.

Så blev der ellers hyggesnakket lidt, og jeg fik konstruktiv kritik af min påklædning af Tommys meget stive lillebror, som var meget begejstret for koncerten, men altså mente, at jeg burde droppe kasketten (som han mente var forbeholdt Kim Larsen) og jakken (som var en skjorte). Jeg er faktisk ikke så bange for at blive forvekslet med Kim Larsen, men jeg giver ham ret i, at jeg må droppe den skjorte, som han mente var han jakke. Men det er nu mest fordi ærmerne er for lange og derfor temmelig generende, når jeg spiller guitar. I stedet for kasketten, anbefalede han morgenhår, og han insisterede på, at tog kasketten af, hvorefter han uglede mit hår, så det lignede en høstak. Så blev jeg sendt på herretoilettet for at se mig i spejlet.

Vi må nok konstatere, at han og jeg ikke helt deler smag. Men skal vi spille til hans svendegilde, hvilket han seriøst overvejede, skal jeg da gerne for den ene gangs skyld optræde uden kasket og med morgenhår…

Don Falch

Sætlisten:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Rev mig løs
4.   Sort hul
5.   Vent!
6.   Se os nu
7.   Afkrog af verden
8.   Har vi hul igennem her

Pause

9.   I mit stille sind
10. Mysterium
11. Alverden så på
12. Nedtur
13. Lån en lille løgn
14. Født i en metro
15. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
16. Vi lukker nu

Ekstra:
17. Rabalder (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
18. Svantes svanesang (Benny Andersen)

FAVN og de mærkelige hajer

Så vendte FAVN endelig tilbage til Gimle i Roskilde. Tilbage er måske så meget sagt, for Gimle er ikke, hvad det har været: Ny adresse (det gamle vandværk) og større, mere imponerende forhold. Faktisk er Gimle blevet et fantastisk spillested, der desværre også er blevet så stort, at det er blevet sværere for bands at få en aften i eget navn på Gimles store scene i Tanken, som den store runde sal kaldes. Det skal jo løbe rundt, det skidt. Det kræver publikum, og de har det desværre ikke med at komme strømmende til af sig selv. Vi var derfor support band for Said the Shark denne aften. Et mærkeligt bandnavn? Ja, men bare rolig. Musikken og bandets optræden var ikke mindre… speciel. Mere om det senere.

Ikke nok med at det var FAVNs første job i det nye Gimle. Det var også vores første duojob på Gimle. Sidst, vi spillede på Gimle, var det sammen med en masse andre bands til en koncert, der satte punktum for koncerterne på det gamle Gimle, da det nye Gimle stod klar til brug. Dengang havde vi endda til lejligheden skrevet en ny sang, som kun blev spillet den ene gang: ”Godnat gamle Gimle” (video her).

Jeg må sige, at jeg ikke havde de store forventninger til Said the Shark. Jeg havde lyttet lidt til deres musik på deres MySpace-side, og det var i mine ører stille og stemningsfuld, men umiddelbart også ret monoton musik. Meditationsmusik, nærmest. Allerede til deres lydprøve var der dog tegn på, at det ikke nødvendigvis ville blive en helt kedelig koncert fra deres side. Der var alverdens billige legetøjsinstrumenter rundt omkring på scenen, og masser af chimes og klokkespil, foruden guitarer, bas og trommer. Trommesættet var nu heller ikke helt traditionelt. Paw har en meget stor stortromme, men her blev han overgået! Denne stortromme var en gammel sag af den slags, som bruges ved parader. Sådan en, man har på maven og banker på med køller, men her blev den altså brugt som almindelig stortromme. Trommeslageren, som spillede stående, fortalte senere, at det havde været noget af et detektivarbejde at få skaffet trommeskind i den rigtige størrelse.

Vi spiste sammen med dem og udvekslede historier. Der blev skiftet lidt mellem engelsk og dansk, da Said the Sharks sangerinde, Maya Saxell, er fra Canada. Jeg fortalte hende, at jeg for få måneder siden havde været i Canada. Hun spurgte naturligvis, hvor jeg havde været, og da jeg svarede Vancouver, viste det sig, at det var hendes hjemby. De var nogle vældigt flinke mennesker, som vi hyggede os med oppe i det backstage område, som er noget mere indbydende, end man kan sige om det hul, der på det gamle Gimle skulle forestille at udgøre samme.

Der var vel omkring 15-16 mennesker, Said the Shark medregnet, da vi skulle starte. At koncertstarten blev skubbet lidt, gjorde ikke den store forskel. Men det lille publikum var fokuseret på musikken, og det var det vigtigste. Det var dejligt at spille i Tankens pragtfulde akustik og med et lydhørt publikum. ”Sort hul” blev dog desværre skæmmet af et løst stik i mine pedaler, der skrattede højere og højere, især fordi det blev påvirket af Paws trommespil. ”Sjovt” nok ødelagde præcist samme problem store dele af vores sidste, føromtalte koncert på gamle Gimle. Dengang var det bare ikke blevet lokaliseret endnu. Stikket bliver jævnligt strammet, men har det med stille og roligt at løsne sig igen, og Gimle er åbenbart stedet, hvor det skal gå helt amok.

Jeg ordnede problemet efter ”Sort hul”, og det vendte ikke tilbage. ”Vent!” gjorde et stort indtryk på publikum, fik jeg efterfølgende at vide. En gammel klassekammerat fra gymnasietiden havde taget et par veninder med, og de havde kastet deres kærlighed på ”Vent!”. Den skulle da bare i radioen! Et klart hit! No argument there… Sættets højdepunkt var dog klart ”I mit stille sind” og ”Mysterium”, som går ud i ét og fungerer som én sang. Da de var færdige, bragede bifaldet, og nede fra en af musikerne i Said the Shark, der sad lige nede foran os, lød et højt ”Ja, for satan!”.

Said the Sharks koncert var på alle måder en positiv overraskelse.  Der er ikke så lidt galskab i deres optræden. Maya Saxell står stille med sin guitar og synger meget blødt og på en ret speciel, stødvis måde. Rundt om hende står de fire gutter bestemt ikke stille. Især én af dem kaster sig fra det ene udtryk til det andet. Det ene øjeblik spiller han på et lille miniaturetrommesæt fra BR eller lignende, det næste øjeblik laver han lydeffekter ved at sætte en mikrofon hen foran en lille blæser eller sætter blæseren hen til klokkespiller, hvor de roterende blades kontakt med klokkerne lyder som et musikalsk vækkeur. Man keder sig ikke som publikum. Faktisk gjorde de også et nummer ud af at aktivere publikum, ved at kaste små legetøjsbåthorn og ting, der kan rasle, ud til folk, som så kunne sidde og spille med.

”You guys were great!”, lød det fra Maya, da vi bagefter mødtes backstage.  Jeg gengældte rosen. Det havde været en interessant aften.

Sætlisten:

1.    Det hele begynder her
2.    Genstart
3.    Sort hul
4.    Vent!
5.    Alverden så på
6.    I mit stille sind
7.    Mysterium
8.    Født i en metro
9.    Forfra igen (Don Falch/Michael Falch)

En aften på vandvognen

Lørdag d. 7/6 skulle FAVN spille til Anonyme Alkoholikeres årlige Stevnstræf, som fandt sted i Stevns Naturcenter på Mandehoved (hvem har dog fundet på det navn?!), ikke langt fra Holtug, hvor Paw bor.

Når vi fortalte venner og familie, at vi skulle spille for AA, blev vi mødt af skæve smil og ironiske kommentarer, der udsprang af de almindelige fordomme, som mange vel har om AA: De må VIRKELIG holde nogle kedelige fester! Her i Danmark er vi jo ligefrem berømte for at skulle have en ordentlig kæp i øret, før vi rigtig kan feste. Vi er et hæmmet folkefærd, og skal der være fest, er der kun ét at gøre: Hæmningerne må druknes.

Vi har så tit set vores forventninger og eventuelle fordomme blive gjort til skamme, så vi var nu ikke så sikre på, at det skulle blive så kedeligt endda. Måske havde disse mennesker været så meget igennem, at de var nået til et sted, hvor de simpelthen blev høje på selve livet og levede hvert øjeblik fuldt ud?

Det var muligvis tilfældet, men i så fald holdt de det umådelig godt skjult.

Planen var, at vi skulle spille to sæt, hvor det første skulle være et ”lyttesæt”, hvor vi præsenterede vores sange. Efter en lille pause skulle der danses, så da skulle vi spille en masse rockklassikere. Sådan plejer vi ikke at gøre, men det var da en interessant model at prøve af. Kunne måske være en ide fremover ved andre arrangementer af denne type?

I salen, hvor vi skulle spille, var der en stor scene, så vi stod højt hævet over de lidet forventningsfulde ansigter. Det gjorde det vanskeligt at styre lyden derinde, men vi regnede ikke med, at det ville være det store problem, da vi ville spille første sæt som et afdæmpet, næsten akustisk sæt. Det ville i hvert fald under ingen omstændigheder blive for højt. Når der skulle spilles op til dans, ville den elektriske guitar komme på banen, og lydstyrken ville stige, men det plejer ikke at være et problem, når folk alligevel skal kaste sig rundt til musikken. Tværtimod.

Jeg startede med at sætte forsamlingen ind i koncertens struktur. Nu skulle de bare lytte og bagefter ville de få mulighed for at danse og synge med. Undervejs slog det mig, hvor mange af sangene, især fra GENSTART, der næsten lyder, som om de var skrevet til lejligheden. Linjer som ”så sad jeg halvfuld med et halvtomt glas/smed kortene på bordet og meldte pas/begravet levende under lag på lag/af knuste drømme om en skønne dag” (”Genstart”) og ”her/under lygten med det pisgule skær/faldet i/der er skikkelser der haster forbi” (”Vent!”). Prøv selv at tænke på alkoholisme som gennemgående tema, og lyt så til sangene. Om publikum bemærkede det eller ej, er svært at sige. Hvis de bemærkede det, var det i hvert fald ikke et tema, de havde lyst til at høre om nu. Måske forståeligt nok. De havde ikke snakket om andet hele dagen. De så mest ud, som om vi var kommet for at genere dem. Flere og flere udvandrede.

Pludselig sagde en dame dernede, at hvis vi nu spillede lavere og så spillede noget, de kendte, ville folk komme ind igen. Jeg bekæmpede min trang til at kaste min guitar efter hende, mens jeg venligt repeterede aftenens struktur: 1. Koncert. 2. Dans til kendte numre. Og skulle vi spille lavere, ville det indebære at slukke for anlægget. Der kunne ganske enkelt ikke skrues mere ned. Vi spillede meget, meget lavt.

Der VAR enkelte, der lyttede interesseret, og dem fokuserede vi så på. Men det var meget svært ikke at føle, at det her simpelthen var spild af alles tid. Man kan ikke underholde et publikum, der dybest set er dødtrætte og helst vil sidde i fred og ro og småsludre lidt. Der skulle ikke have været livemusik overhovedet. Der skulle have højst have kørt lidt blid (og MEGET lav) baggrundsmusik, mens de sad og slappede af ved bordene. Men nu var vi der, og vi havde en opgave, som vi måtte forsøge at løse bedst muligt.

Da det blev tid til at afslutte første sæt med ”Forfra igen”, nævnte jeg naturligvis at omkvædet er skrevet af en af Danmarks mest kendte, tørlagte alkoholikere: Michael Falch. Det fik alligevel folk til at spidse ører dernede. Flere af dem har ganske givet mødt ham, og den sang udgjorde derfor trods alt højdepunktet af første sæt. Og det er jo ikke så tosset at slutte med højdepunktet.

Efter en pause, hvor vi var nede ved Stevns Klint og nyde udsigten over Øresund, blev det tid til det store dansesæt. Efter det, vi foreløbig havde oplevet, var det overraskende at se, at der faktisk var indtil flere, der dansede fra første nummer. Det holdt ca. en halv time, og så havde de danselystne fået deres lyst styret, og vi stod igen og spillede for ganske få mennesker, hvoraf endnu færre lyttede. Gasolins ”Langebro” var dog noget, de ikke kunne modstå, og da vi fulgte den op med Gnags’ ”Burhøns”, var der ligefrem kædedans. Det blev dog hurtigt bragt til ende, for nu blev det bekendtgjort, at der skulle være ”lysmøde”. Vi blev inviteret med af en meget entusiastisk, hærget mand med gråsprængt hestehale, der nærmest hev os med ud.

Det var en intens oplevelse. Alle samledes ved klinten med udsigt over vandet. Der var fakler, der lyste op i det tiltagende mørke. Og nu var det så tid til, at folk kunne sige, hvad de havde på hjerte. Man præsenterede sig med den fra film så velkendte ”jeg hedder … og jeg er alkoholiker”, hvorefter folk i kor svarede ”hej …”. En mand ville gerne have sig frabedt at blive fotograferet. Det viste sig, at det var én, der ikke havde været med før, der havde taget billeder. Ikke så godt, når nu det er Anonyme Alkoholikere… En anden takkede Gud for sit nye liv. Flere havde ros til arrangementet. Når ingen havde noget at sige, var der bare stille, bortset fra naturens lyde i den lune aften.

Efter en halv times tid trak vi os diskret tilbage. Ikke en stor koncertoplevelse rigere, men dog en oplevelse rigere og med stor respekt for disse mennesker, der har kæmpet sig ud af et misbrug og tilbage til livet.

Don Falch

Sætlisten:

1.    Det hele begynder her
2.    Genstart
3.    Rev mig løs
4.    Sort hul
5.    Vent!
6.    I mit stille sind
7.    Mysterium
8.    Alverden så på
9.    Har vi hul igennem her
10.  Afkrog af verden
11.  Født i en metro
12.  Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)

Pause

13.  Når lyset bryder frem (Sebastian)
14.  Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
15.  C’mon Everybody (Eddie Cochran/Jerry Capehart)
16.  I Still Haven’t Found What I’m Looking For (U2)
17.  This Is My Life (Gasolin’-Tommy Bogs/M.C. Moloney)
18.  Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
19.  With or Without You (U2)
20.  Glory Days (Bruce Springsteen)
21.  Nanna (K. Larsen/Gasolin’)
22.  Light My Fire (The Doors)
23.  Fire (Bruce Springsteen)
24.  I Saw Her Standing There (Lennon/McCartney)
25.  Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
26.  Burhøns (Peter A.G. Nielsen)

En sur rocker og et ølbad

Efter en lang aften og nat i Vejle, vågnede Paw og jeg ved at vores værter, Thomas og Vibeke, kom brasende ind i pubben, hvor vi vanen tro havde overnattet på bænke, der er glimrende at sidde på, men ikke ligefrem skabt til at ligge og sove på. Vi gik ud i min bil og sov videre.

Op af dagen fik vi morgenmad bestående af en mildt sagt rædselsfuld tre retters menu på en lille kinesisk grillsnask, som troede, den var en restaurant. Manden bag disken lignede godt nok en kineser, og var det sikkert også, men det mest positive jeg kan sige om maden er, at den i det mindste næsten så kinesisk ud. Hovedingrediensen i hovedretten lod til at være jævning…

Efter den opløftende oplevelse vendte vi snuden mod Svendborg, hvor aftenens slag skulle slås. Vi havde besøgt Kahytten en enkelt gang før sammen med Simon. Det havde været et mindeværdigt rockbrag. Hvordan ville de mon tage imod os, når vi nu kom som afdæmpet folk-duo? Ikke særlig godt, til at starte med…

I mit første blogindlæg om Kahytten luftede jeg nogle bange anelser og fordomme om stedet. Mest pga. navnet. Jeg så fulde, aggressive sømænd for mig. De var der ikke sidst. Men fulde og aggressive idioter blev vi ikke sparet for denne gang, hvor vi ankom meget tidligere end sidste gang. Det betød, at vi havde rigtig god tid til at stille op, hvilket jo var rart. Desværre betød det også, at vi fik den tvivlsomme fornøjelse at stifte bekendtskab med nogle af Svendborgs sutter.

Vi fik en lækker øl, for sådan nogle har de mange af, og lyttede lidt til samtalerne i baren, hvor en charmerende gut, som så ud til at være et sted i fyrrene, fortalte om sine 15 minutters berømmelse, da han engang havde været fremstillet som ”rocker i blodrus” på forsiden af Ekstra Bladet. Han havde været i byen i København, sammen med en ven, og de var blevet provokeret af nogle unge fyre. Det blev til slagsmål ude på gaden, og vor helt smadrede næsen på en af de unge fyre, hvilket uheldigvis blev fotograferet af en journalist fra Ekstra Bladet. Da geniet bar rygmærke, fordi han var med i en eller anden motorcykelklub, blev han altså kategoriseret som rocker. Nu sad han så i baren og beklagede sig over, hvor ubehageligt det var, at blive fremstillet på den måde, når man nu bare havde reageret – utrolig modent – på provokationer fra unge lømler. Da vi var ved at tjekke om der var hul igennem, skulle vor ven på toilettet og benyttede lige lejligheden til at spørge, om jeg ikke snart var færdig med al den ”tuning”, som han kaldte det. Han var nemlig ved at blive sindssyg. Det var fristende, at fortælle ham, at det løb vist var kørt, men jeg nøjedes med at sige, at jeg faktisk var færdig, hvad jeg også var.

Ved et bord i det fjerneste hjørne, som ikke er særlig fjernt i Kahytten, sad et par stive gutter, som kom med tilråb til folk. Da vi nu holdt lydprøve, blev vi et oplagt mål. HOLD SÅ KÆFT, lød det, da jeg havde spillet og sunget lidt, for at Paw kunne høre, om alt var som det skulle være. Vi ignorerede dem selvfølgelig bare, men der var en ubehagelig stemning i Kahytten, og vores forventninger til aftenens koncert kunne ligge på et ret lille sted på dette tidspunkt. Heldigvis fik vores lydprøve ”rockeren” og hans kæreste til at forlade Kahytten i stille protest. Det var befriende. Og heldigt. Han kunne jo have været gået amok i endnu en blodrus. Kort efter smed pigen, der stod i baren, de to andre idioter ud, da de fortsatte med at genere folk. Det var de meget fornærmede over.

Der var lidt tomt i Kahytten, nu hvor stedet var ryddet for de største fjolser, men vi skulle spille kl. 23, og det er jo der, folk begynder gå i byen. Kort før vi skulle spille, var der kommet ganske mange mennesker. vi lagde ud med ”Det hele begynder her”, som overraskende nok blev pænt modtaget hos folk, som ellers var opsatte på fest og gang i den. Vi havde overvejet, at spille den kortere singleversion af ”Genstart”, men da folk var knap så afvisende, som man kunne frygte, spillede vi vores nye, længere version, som vi havde spillet for første gang aftenen før på The Irish Pub i Vejle. Herefter valgte vi at kaste en Larsen-godbid til dem, og effekten udeblev ikke. I resten af første sæt vekslede vi mellem kendte hits og egne numre, og det virkede fint, selv om FAVNs sange foreløbig mere blev tålt end nydt.

I pausen gjorde en dame mig opmærksom på, at min kasket er en vinterkasket. Hun var nemlig ejer af en hattebutik ved navn Hataway. Fantasifuldt navn, syntes vi, men da hun var gået tilbage til sine veninder, fik vi en endnu bedre idé: Ji-hat. Jeg gik straks hen og foreslog hende det, og hun syntes, det var en fremragende idé. Den kom bare lidt sent.

Andet sæt valgte vi at starte med de fire egne numre, der på denne tour udgør et fast afsnit af sætlisten, når vi spiller tre sæt. Det er lidt af en satsning, da de to første sange er meget stille ballader, og den tredje, ”Se os nu”, er en længere, måske lidt snørklet affære. Ikke ligefrem festmateriale, men det er altså det sted i sættet, hvor vi insisterer på at give koncert. Den fjerde sang i rækken, ”Rev mig løs”, kom vi i første omgang til at springe over, da vi på det tidspunkt kunne mærke, at de skulle have lidt godbidder i Kahytten. Efter et par klassikere, som virkede efter hensigten, kom jeg i tanke om ”Rev mig løs”, og den virkede glimrende i det swingarrangement, vi bruger, når vi spiller ”akustisk”. Med ”Alverden så på”, i det countryarrangement, der efterhånden mere er reglen end undtagelsen, når vi spiller den, sad hvor den skulle, og Gnags’ ”Under bøgen” (med en lille tekstændring om Mogens Camre, som ingen tilsyneladende hørte), havde vi fået et fast greb om Kahyttens publikum. ”Har vi hul igennem her” var som altid det perfekte punktum for andet sæt. Vi holdt en velfortjent pause med følelsen af, at have kontrol over begivenhedernes gang.

Den fornemmelse skulle snart blive sat på prøve.

Stemningen var god, da vi startede tredje sæt, men allerede i sættets andet nummer forsvandt smilet fra Paws mund, da en stiv kolos af en mand snublede over scenekanten og faldt bagover. Han væltede ind i trommesættet, sendte en kaskade af øl ud over trommer og trommeslager, og formåede som prikken over i’et at afbryde strømmen, samt at vælte den ene P.A.-højttaler, som en vaks mand heldigvis greb. Nu gik der så lidt tid med at få styr på tingene igen. Paw måtte tørre op med sin skjorte, imens en kvinde ved navn Sanne, der indtil flere gange i løbet af aftenen havde råbt diverse kommentarer og ønsker til os, nu ihærdigt forsøgte at opmuntre Paw. Det havde nu kun den modsatte effekt… Sanne havde i øvrigt også et stort ønske om at synge, men vi havde nu ikke rigtig nogen numre, hvor det ville være oplagt. I en af pauserne havde hun taget sagen i egen hånd. Mens vi var ude på gaden i den friske luft, havde hun benyttet sig af, at Paw havde glemt at slukke for anlægget, og underholdt publikum med Negro Spirituals. Vi lod hende gøre det.

Da vi var klar igen, fortsatte vi ”Lån en lille løgn” fra hvor vi blev afbrudt. Den ufrivillige afbrydelse havde heldigvis ikke ødelagt stemningen i Kahytten. Folk var godt med og sang og dansede. Det blev til to ekstranumre, som begge var nye i duoregi. En fyr ønskede Gasolins ”Det bedste til mig og mine venner”, som vi har spillet et utal af gange som rocktrio. Nu forsøgte vi os med en akustisk duoversion og den gik rent ind. Derefter fik jeg lyst til at eksperimentere, og kastede os ud i Michael Falchs klassiker, ”Sommer på vej”. Jeg tænkte, at Paw nok havde styr på den. Han har da et livealbum med Malurt, hvor sangen er på, men han var helt blank, så sangens breaks sad ikke ligefrem, hvor de skulle, men det var jeg nok den eneste, der lagde mærke til. Teksten var i øvrigt heller ikke helt så present, som jeg havde troet, så jeg måtte digte eller synge sort hist og her. Folk lagde ikke mærke til noget, men dansede og sang med på omkvædet, og så sagde vi tak for denne gang.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Dagen før (Kim Larsen)
4.   Hvis du får brug for mig
5.   Mød mig i mørket (Malurt)
6.   Sort hul
7.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
8.   Tag mig op
9.   Vent!

Pause

10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Når lyset bryder frem (Sebastian)
14. Hva’ gør vi nu, lille du? (Gasolin’/M. Mogensen)
15. Rev mig løs
16. Alverden så på
17. Under bøgen (Peter A.G. Nielsen)
18. Har vi hul igennem her

Pause

19. Nedtur
20. Lån en lille løgn
21. Hvis din far gir dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
22. Født i en metro
23. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
24. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
25. Lev stærkt (Malurt)
26. Vi lukker nu

Ekstra:
27. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
28. Sommer på vej (Michael Falch)

FAVN i Letland…

Fredag d. 30/5-´08 var Paw og jeg endnu en gang på vej til The Irish Pub i Vejle for at give koncert. For første gang skulle vi spille et duojob på pubben, og vi var spændte på, hvordan det ville spænde af. Næste dag skulle vi til Svendborg for at spille i Kahytten for anden gang. Det ville også blive første gang, vi spillede som duo dernede.

Vi skulle egentlig have spillet de to koncerter med vores faste livebassist Simon på bas, men da hans band, Concrete Flowers, blev kåret som Månedens Demo i Gaffa, og dermed ”vandt” en minitour rundt i Danmark, blev han forhindret. Heldigvis formåede vores booker, Line, at forvandle de to koncerter til duokoncerter, så vi ikke behøvede at udsætte eller aflyse koncerterne.

Der er en vis tradition for at Thomas og Vibeke fra The Irish Pub får dårlige nerver, fordi vi mere eller mindre selvforskyldt bliver forsinkede, uanset hvor tidligt vi tager af sted. Denne gang var ingen undtagelse. Vi kørte i min bil, som lige havde været til reparation. Da vi næsten var nået over Fyn, begyndte bilen at sætte ud, og jeg måtte bandende køre ud i nødsporet og tænde for katastrofeblinket. Tanken var næsten tom, men da der lød et advarende bip, og den gule lampe lyste, havde jeg som altid straks nulstillet kilometertælleren. Så plejer man at kunne køre endnu 64 kilometer, før tanken er helt tom. Da bilen nu gik i stå, stod tælleren kun på 41, så vi burde mindst have kunnet køre endnu tyve kilometer, før vi løb tør. Hvad jeg imidlertid ikke havde tænkt på var, at bilen var så tungt læsset, hvilket havde indflydelse på benzinforbruget. Så der holdt vi så, indtil en rar Falckmand kom forbi med noget benzin. Efterfølgende var det en nervepirrende tur hen til næste benzintank, som var en evighed om at dukke op, mens jeg stadig mere nervøst skævede til benzinmåleren. I sidste øjeblik dukkede en meget, meget dyr benzintank op, og lige da jeg parkerede bilen, dukkede en bus op. Den åbnede døren, og butikken blev proppet med glade teenagere. Det tog jeg ikke speciel notits af, før jeg kunne konstatere, at den høflige selvbetjening ved tanken var ude af drift… Jeg skulle altså betale i butikken, hvor der lige netop nu var en kø så lang som Storebæltsbroen.  Jeg holdt hovedet så koldt, jeg nu kunne. Da jeg havde tanket, fortalte jeg simpelthen de forreste i køen, at jeg havde sindssygt travlt, og spurgte pænt (men sikkert med panik i øjnene) om jeg lige kunne få lov at betale for min benzin? Det kunne jeg godt, og snart var vi på farten igen.

Thomas og Vibeke var begge på arbejde, og tog forsinkelsen pænt. Vi skulle oprindelig starte kl. 22.30, hvilket nu under ingen omstændigheder kunne nås, da vi har lige så meget udstyr med, når vi er to, som når vi er tre.  Vi blev hurtigt enige om at skære de tre sæt ned til to lidt længere sæt. Eller rettere: Jeg foreslog det, og Thomas svarede, at det styrede vi sgu selv.  De var spændte på at høre duoversionen af FAVN, og Thomas spærrede øjnene op, da vi stillede både keyboard og klokkespil op. Jeg havde fået ordnet min nye Gibson SJ-200, så den skulle have sin rigtige debut i aften. Der er smæk i den guitar! Ikke overraskende, at Pete Townshend bruger den.

Da det var sidst på måneden, var fremmødet i pubben ikke overvældende, hvilket passede os fint. Det kan hurtigt blive for meget med et larmende rockband, som spiller for en lille flok mennesker fordelt rundt omkring i et stort lokale.

Det passer derimod fint, når bandet består af en trommeslager/keyboardspiller/klokkespiller og en sanger/guitarist/mundharpist.   Alligevel var der dem, der mente at det var for højt. Det er åbenbart en sang, man altid kommer til at høre…

Interessen fra publikum var bestemt ikke overvældende i første sæt. Vi spillede en helt ny duoversion af ”Genstart”, hvor alle albumversionens vers er repræsenteret, og det der på albummet er outro, er i denne version blevet intro. Klaverstykket er erstattet med et helt nyt mundharpetema. Det er en mere stille version af ”Genstart”, og den ragede publikum en papand, ligesom alt andet vi spillede. Hvad kunne vi mon ellers friste med? Lidt TV-2? Interessen var til at overse, så vi tænkte, at vi lige så godt kunne spille flere af vore egne numre.  Intet virkede, selv om der af og til var synlige tegn på, at enkelte numre ramte en eller anden derude.

Som så ofte før vendte billedet i andet sæt. Dog på en temmelig usædvanlig måde. En flok unge mennesker fra Letland var dukket op, og de havde fået ikke så lidt at drikke. Allerede i pausen hujede de og opfordrede os til at gå i gang med at spille. De dansede og sang i hele andet sæt. Og ikke nok med det. De havde masser af forslag til mere eller mindre obskure numre, vi kunne spille. Der opstod en del pauser mellem numrene, fordi en stiv Letlænder (hedder de det??) lige skulle tale med os på mildt sagt gebrokkent og nærmest uforståeligt engelsk. Deres begejstring smittede det øvrige publikum, der var vokset i løbet af aftenen. En af de store overraskelser var, da en af dem sang med på Larsens ”Hvis din far gi’r dig lov”. Han kunne tydeligvis kun én af stroferne, som han så sang med på, hver gang den dukkede op. Det var også tydeligt, at han ikke anede, hvad ordene betød. Det viste sig senere, at de faktisk havde været i Danmark et stykke tid, da de var her for at arbejde i en længere periode. Og man kan vel ikke være i Danmark i en længere periode, uden at blive gjort bekendt med mindst én Kim Larsen sang.

”Forfra igen” faldt også i god jord. Især hos den fuldeste og mest entusiastiske af vores lettiske venner. Han kom op på scenen og sang med på koret. Hans måde at udtale ”forfra igen” på formår jeg desværre ikke at nedfælde skriftligt. Men sprut og hvidløg havde han i hvert fald indtaget til overflod. Det kunne jeg konstatere, når han stod og skreg sin helt unikke korstemme ind i min mikrofon.

Vi lukkede med en speedet version af ”Vi lukker nu”, som vi åbenbart altid tror, går ca. dobbelt så hurtigt som den rent faktisk gør. Derefter var det lukketid, og det var lidt af en udfordring at få letterne til at gå hjem. En af dem havde meget travlt med at indvie Paw i sin – i hans eget hoved – endeløse viden om musik og musikbranchen.  En smagsprøve på hans kæmpetalent på guitar skulle vi da også lige have. Den kunne vi godt have undværet…

I vanlig stil røg vi ud på en lille bytur med Thomas og Vibeke. Det passede jo fint, da vi alligevel skulle overnatte på pubben og så køre til Svendborg næste dag.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.    Det hele begynder her
2.    Genstart
3.    Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
4.    Hvis du får brug for mig
5.    Sort hul
6.    Mød mig i mørket (Malurt)
7.    Afkrog af verden
8.    Tag mig op
9.    Vent!
10.  I mit stille sind
11.  Mysterium
12.  Se os nu
13.  Rev mig løs

Pause

14.  Dagen før (Kim Larsen)
15.  Når lyset bryder frem (Sebastian)
16.  Alverden så på
17.  Fald min engel (Steffen Brandt)
18.  Har vi hul igennem her
19.  Nedtur
20.  Lån en lille løgn
21.  Hvis din far gir dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
22.  Født i en metro
23.  Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
24.  Lev stærkt (Malurt)
25.  Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
26.  Vi lukker nu