Monthly Archives: marts 2009

Telens hævn 2

Læs ”Telens hævn 1” her.

Endnu et gensyn med Kahytten i dejlige Svendborg bød søreme også på et ”dejligt” gensyn med vores yndlingsrocker “i blodrus”. (Forklaring her.) Han var lige som sidst i perlehumør, og det varede såmænd ikke længe, før han havde bedt sin kone om at holde kæft og snart efter var meget tæt på at blive smidt ud af bartenderen. På en eller anden måde fik han dog åbenbart overtalt hende til at lade ham blive. Hans hårde ansigt lyste på et tidspunkt af begejstring, da jukeboksen spillede “Hælls Bælls” med AC/DC, og senere var han henne ved os efter lydprøven. Ikke for at klage, som sidst, men for at sikre sig, at lydprøven var slut, for nu havde han lige bestilt en masse heavy i jukeboksen, og det kostede jo penge. Det var først, da vi begyndte at spille, at han skred… Vi var vist ikke heavy nok til ham.

Denne lørdag kunne første sæt godt have givet anledning til bekymring. Der var ikke mange mennesker, og de tilstedeværende så ikke ud som om de var klar til at skulle dele lokale med et rockband. Men som vi tidligere har oplevet, er Kahytten åbenbart et sted, hvor musikken er et lidt forstyrrende element mellem 23 og midnat. Efter midnat og frem til kl. 01 sker en gradvis forandring, som muligvis har noget med et øget indtag af våde varer med promille at gøre, plus et støt voksende besøgstal. Mellem 01 og 02 er der nemlig som regel proppet med mennesker, der synger, skråler og danser vildt, og ikke kan få nok. Sådan kunne denne aften også opsummeres.

En lille gruppe meget feststemte piger råbte jævnligt på Kim Larsens “Køb bananer”, som vi bare havde at spille! Vi stod imod nogen tid, fordi vi ikke gad spille den. Jeg er stor fan af Larsen, men den sang er jeg altså ikke vild med. De blev dog ved med at plage, så vi tog det som en udfordring. Det er sjældent kedeligt at spille et nummer offentligt, når man aldrig nogensinde har spillet det før, og vi plejer at slippe heldigt fra det. Vi kom i gang med fed feeling og tempo, hvoraf ingen af delene imidlertid overhovedet passede til sangen. Efter et diskret ophold startede vi nummeret igen, og denne gang ramte vi den. Jeg kunne mod forventning huske hele teksten, så vi spillede faktisk en helt igennem holdbar version, som gjorde vores plageånder glade. Det var heller ikke fordi resten af Kahytten i øvrigt havde noget som helst imod at høre den klassiker.

Spoiiing! En streng på min jazzmaster sagde tak for i aften. Jeg tog gibsonen og spillede videre. Heller ikke denne gang havde jeg taget min telecaster med, på trods af den ikke så heldige episode med to guitarer, der ugen før på The Irish Pub i Vejle smed strengene inden for kort tid.

To guitarer burde altså være nok, og så uheldig er man kun meget sjældent. Og i hvert fald sker det ikke to gange inden for to uger.

Jo, det gør.

Festen var brudt ud i lys lue. Vi havde dem i vore hule hænder. Det foreløbige klimaks var nået i ”Forfra igen”, hvor et velvilligt publikum kastede sig ud i massiv korsang. Med stemningen på kogepunktet, valgte gibsonen så også at smide en streng, netop som vi gik i gang med ”Har vi hul igennem her”. Jeg troede nærmest ikke på det… Igen?! Nå, jeg måtte sætte mig på scenegulvet og skifte strengen, mens Paw og Simon holdt publikum stangen med et længere bas- og trommejam. Jeg var mildt sagt ærgerlig over timingen. Nu risikerede vi at alt det, vi lige havde bygget op, røg på gulvet. Heldigvis var stemningen ikke sådan at slå ned, og da jeg var klar igen, kørte vi videre, som om intet var hændt. Jeg præsenterede bandet, som kvitterede med soli. Folk var ellevilde, og da vi efter den afsluttende rockeksplosion sagde tak for denne gang, kunne der ikke være tale om, at vi kunne få lov at stoppe nu.

Vi havde sådan set heller ikke lyst. Så vi forlængede festen med fire numre fra den store partyrock-encyklopædi, og da vi så ville slutte, kunne vi stadig ikke få lov, men vi gjorde det alligevel. En grundregel i showbiz hedder ”always leave them wanting more”, og det er en meget svær regel at overholde. Når et frådende publikum står og skriger på mere, kræver det en vis rutine at stå imod. Men når man til tider har oplevet, at publikum pludselig HAR fået nok, og festen dør, mens man er i gang med ekstranummer # 7, så ved man, at det er en meget skidt måde at slutte på. Så vi stoppede, mens legen var rigtig, rigtig god, hvilket dog gik hen over hovedet på en knap så opmærksom mand, der på vej ud kom med en bemærkning om, hvad fanden det var for noget med sådan et band, der ikke gad give ekstranumre…

Vi glæder os til endnu en tur i Kahytten d. 27/6.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Mød mig i mørket (Malurt)
4.   Hvis du får brug for mig
5.   Når lyset bryder frem (Sebastian)
6.   Sort hul
7.   Hvis din far gir dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8.   Tag mig op
9.   Vent!

Pause

10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Rev mig løs
14. Burhøns (Peter A.G. Nielsen)
15. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
16. Alverden så på
17. Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
18. Lån en lille løgn

Pause

19. Nedtur
20. Refrainet er frit (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
21. Født i en metro
22. Du er ikke alene (Sebastian)
23. Køb bananer (Kim Larsen) – på opfordring
24. Lev stærkt (Malurt)
25. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
26. Har vi hul igennem her

Ekstra:
27.  C’mon Everybody (Capeheart/Cochran)
28.  Hey Hey My My (Neil Young)
29.  Rabalderstræde (Gasolin’-M.Mogensen-Tommy Bogs)
30.  Twist and Shout (Medley-Russel)

Ikke særlig velgørende velgørenhed

Jeg mener, at have hørt, at der var en tid, hvor folk i højere grad end i dag tog ud og hørte musik. En tid, hvor de ikke havde de store forventninger om, at høre “noget, vi kender”, hvilket for mig er ca. lige så absurd, som at tage i biografen for at se en film, man kender til hudløshed. Det er der vist sjovt nok heller ikke så mange, der gør, med mindre det gælder virkelige klassikere, som fortjener et sjældent gensyn i biografmørket. Engang gik man vist simpelthen ud for at lytte til musik, som måske kunne udvide ens horisont lidt eller give én noget at tænke over.

Hvis der virkelig har været en sådan tid, er den i hvert fald gået, eller gælder nu blot andre kunstformer, såsom film. Ind imellem støder man dog som omrejsende band på steder, der på forunderlig vis har opbygget en sådan kultur, hvor publikum strømmer til og alle muligheder for en stor aften er til stede, hvis musikken vel at mærke er i orden. Café Retro gav os visse forhåbninger.

Cafeen er virkelig hyggelig med pejs, sofaer og bløde møbler, og så er den i to planer, hvilket betød at vi ind i mellem skulle huske at kigge op på det publikum, der befandt sig i de højere luftlag. Det tror jeg ikke, vi har prøvet før. Udvalget af øl var også godkendt. Øl og god samvittighed var vores hyre denne aften, da Cafe Retro er en nonprofit cafe, hvis overskud går til humanitært arbejde i udviklingslande.

Cafeen vil gerne hjælpe kunstnere på vej op og det gælder ikke kun musikere, men også f.eks. kunstmalere, der får lov at udstille på cafeen. Et initiativ, som vi hellere end gerne støttede med en akustisk koncert. Folk, der på den måde arbejder for kulturen og mennesker i nød, fortjener al den opbakning, de kan få.

Desværre må jeg sige, at vi sjældent har givet en koncert, der var mere spild af tid. De mennesker, der sad rundt omkring i cafeen, var fuldstændig uinteresserede i musikken. Aftenens højdepunkt var, da der lige i starten var nogen, der klappede mellem numrene. Det gik ret hurtigt over. Hvis ikke, det var fordi, vi har spillet så mange succesfulde koncerter rundt om i landet, ville vi nok have troet, at det var os, den var gal med. Jeg tror egentlig bare, at folk var kommet for at hygge sig med hinanden og ikke for at lytte til musik. Så vi var altså baggrundsstøj, og vores forhåbninger om et publikum, der ligesom cafeen var interesseret i at støtte op om bands som os, faldt til jorden med et stille brag.

Jeg håber for cafeens skyld, at vi bare var uheldige, og at det for det meste er en helt anden oplevelse, at spille der. Folkene bag Cafe Retro fortjener bedre. Det gør vi også. Måske var vi der på en uheldig aften, men det er ikke noget, vi har tænkt os at udforske yderligere.

Don Falch

Sætlisten:

1.    Det hele begynder her
2.    Genstart
3.    Hvis du får brug for mig
4.    På vej
5.    Sort hul
6.    Taxa i tomgang
7.    Afkrog af verden
8.    Tag mig op
9.    Vent!
10.  I mit stille sind
11.  Mysterium
12.  Se os nu
13.  Rev mig løs
14.  Hvor blev det hele af
15.  Alverden så på
16.  Fald min engel (Steffen Brandt)
17.  Lån en lille løgn
18.  Nedtur
19.  Født i en metro
20.  Lige her
21.  Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
22.  Har vi hul igennem her

Telens hævn 1

Den 20/3-’09 var det tid til årets første koncert på The Irish Pub i Vejle, hvor vi sluttede koncertrækken i 2008 med en aften, som med rette kunne kaldes ”Zombiernes aften”. Vi håbede, at der havde været tale om en enlig svale, og der var egentlig heller ikke grund til at tro andet. Denne koncert skulle blive vores niende på The Irish Pub, og vi har bestemt en overvægt af gode aftener i pubben.

Jeg har tre elektriske guitarer, en jazzmaster, en gibson og en telecaster, og på grund af pladsmangel i bilen tager vi som regel kun de to førstnævnte med. De har nemlig vibratorarm og sådan en bruger jeg rigtig meget. Min telecaster holder fri det meste af tiden. To guitarer må være nok. Hvor mange strenge når man lige at springe på en koncert? Som regel ingen, for mit vedkommende. Så da vores faste livebassist, Simon, og jeg bar grej ud af øvelokalet, blev vi hurtigt enige om, at telecasteren også denne gang kunne holde fri.

Det skulle jeg komme til at fortryde…

Midtvejs i første sæt sprang der nemlig en streng på min guitar. Som trio er man ret sårbar som band, da alle tre instrumenter er temmelig nødvendige. Der er ikke nogen mur af lyd at gemme sig i. Jeg skiftede guitar og spillede videre. Dejligt at have en ekstra guitar med…

Spoiiing!

Også på den røg der nu en streng, da der var to numre tilbage i første sæt. De måtte så spilles med fem strenge. Desværre var det den ret nødvendige A-streng, der var sprunget, og især sættets sidste nummer, ”Vent!”, var ualmindelig svær at gennemføre på en handicappet guitar. Jeg følte virkelig, at jeg fortjente pausen derefter. Men den kom jeg selvfølgelig ikke til at opleve meget af, for der skulle skiftes strenge…

Jeg var og er sikker på, at det var telens hævn for at skulle blive hjemme gang på gang. Så kunne jeg lære det. Men jeg lærte ikke af det. Derfor titlen på dette indlæg.

Ellers må man sige, at det var rart at konstatere, at zombieaftenen i november havde været en enlig, halvdød svale. Det her publikum var langt fra zombier. Vi nød hinandens selskab. Jeg havde en Springsteen T-shirt på, hvilket fik en ikke helt appelsinfri herre til at spørge efter noget med Bruce. Gerne ”I’m on Fire”, for den ville de to piger, han var sammen med, gerne høre. Den har vi aldrig spillet i FAVN, men jeg kender den ud og ind og der var ikke et øje tørt, da jeg startede andet sæts traditionelt akustiske afdeling med den. Der blev sunget med af (skide-)fuld hals.

Resten af aftenen var en fest med masser af publikumskontakt. I tredje sæt kom endnu et ønske, da en utrolig klog mand havde fået den tanke, at kan man spille Springsteen, må man også kunne sin Neil Young! Det skulle han ikke sige to gange, og da vi kastede ”Hey Hey My My” efter ham, viste det sig omgående, at han vist ikke var den eneste, der kunne bruge noget Neil på det tidspunkt.

Vores egen ”Lige her” har, efter lang tids fravær på sætlisten, fået en fast plads ved de seneste koncerter, da den er blevet ganske aktuel. Den sang var den eneste, der mindede om et stille nummer i tredje sæt. Den afsluttende trio af sange kørte sejren hjem med højlydt fælleskor på ”Forfra igen” og begejstrede bifald i solorunden i ”Har vi hul igennem her”. Ekstranumre blev krævet og vi kastede os ud i et par sange fra midthalvfjerserne. Først vores tunge rockversion af Benny Andersens ”Svantes svanesang”, som vi meget sjældent spiller, og efter den lille udfordring et sikkert kort: ”Rabalderstræde”.

Skal der være fest, så lad der!

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.    Det hele begynder her
2.    Genstart
3.    Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt
4.    Sort hul
5.    Når lyset bryder frem (Sebastian)
6.    På vej
7.    Hvis din far gir dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8.    Tag mig op
9.    Vent!

Pause

10.  I’m on Fire (Bruce Springsteen) – på opfordring
11.  I mit stille sind
12.  Mysterium
13.  Se os nu
14.  Rev mig løs
15.  Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
16.  Alverden så på
17.  Mød mig i mørket (Malurt)
18.  Lån en lille løgn

Pause

19.  Nedtur
20.  Refrainet er frit (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
21.  Født i en metro
22.  Hey Hey My My (Neil Young) – på opfordring
23.  Lige her
24.  Lev stærkt (Malurt)
25.  Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
26.  Har vi hul igennem her

Ekstra:
27.  Svantes svanesang (Benny Andersen)
28.  Rabalderstræde (Gasolin’-M.Mogensen-Tommy Bogs)

Dans til fingerspil

Vallentin’s i Ringsted var i mange år et stamsted for TIES, som senere blev til FAVN. I FAVN nåede vi at spille en enkelt koncert på Vallentin’s, før den hyggelige lille cafe fik ny ejer. Den koncert fandt sted i 2004 og det var i øvrigt den aften, hvor ”Født i en metro” blev spillet live for første gang. To gange endda.

Nu, fem år senere, var vi omsider tilbage på Vallentin’s, som nu hedder Cafe Valentin. Denne gang som duo. Cafeen lignede nogenlunde sig selv. Vi blev placeret midt i cafeen i stedet for i vores gamle hjørne, og man må sige, vi kom hinanden ved. Der var ikke megen plads, men det gik.

Den lille cafe var godt pakket med mennesker, og i følge en ældre herre, der selv spillede der fra tid til anden og som blev vildt begejstret for vores koncert, skyldtes det store fremmøde os. Det lød jo meget godt, men vi tog det nu med et gran salt. Vi kunne ikke genkende nogen af de fremmødte, så det så ud til at vi skulle starte på en frisk.

Publikum var meget åbne helt fra starten. Ved et bord lige ved siden af hvor jeg stod, sad et selskab med vores albums, som de havde snuppet fra vores kuffert. De slog op på de sange, vi spillede, og sad så og sang med, så godt de kunne, mens de fulgte med i teksten. Dén var ny! Nu skulle jeg pludselig til at kunne huske teksterne… Normalt lægger ingen mærke til, hvis teksten lige smutter lidt, men nu blev der jo fulgt med! Hvilket pres…

Det var en af de aftener, man bare kan nyde som musiker! En kvinde, som fulgte meget opmærksomt med i hele koncerten, stod og sang med på bl.a. ”Vent!” og ”Se os nu” (som vist i øvrigt aldrig er blevet taget så godt imod som på denne aften). Uden at følge med i et CD-cover, vel at mærke. Hun kendte simpelthen sangene på forhånd! Og vi kendte ikke hende! Sidst på aftenen kunne jeg ikke lade være med at spørge hende, hvor hun kendte sangene fra. ”Det ved jeg ikke… Mine forældre hører meget musik”, lød svaret. Det var nok ikke særlig rockstjerne-agtigt af mig ligefrem at spørge, men nu er jeg jo sådan set heller ikke rockstjerne, selv om det føltes sådan denne aften. Det ville være løgn at påstå, at det er hverdagskost for os, at møde fremmede mennesker, der kan sangene udenad. En af de federe fornemmelser, der findes!

Et eksempel på, hvor meget fest, der efterhånden blev på Cafe Valentin: Sidst i andet sæt spillede vi TV-2s smukke ”Fald min engel”. Vores akustiske version er meget stille. Akkompagnementet udgøres af fingerspil på guitaren tilsat stemningsfulde enkelttoner fra et keyboard. Og folk kastede sig frådende rundt i dans! Meget bizart at stå og spille noget, der kunne have været en vuggevise, mens publikum reagerede, som spillede vi AC/DC.

Nogle festlige herrer i jakkesæt havde sat sig i den fjerneste krog. Bagved os. Paw havde vist sin egen lille fest sammen med dem. En af dem havde i en pause spurgt, om vi kunne spille noget Credence Clearwater Revival. I tidernes morgen (altså midt i 90’erne) spillede Paw og jeg ”Who’ll Stop the Rain” i et band, som måske hed ”#9” eller ”Barflies” på det tidspunkt. Vi havde mange skodnavne. Jeg kunne kun huske brudstykker af teksten, men det skal jo ikke nødvendigvis holde én tilbage, så vi spillede den til stor jubel for alle. Det sker efterhånden i stigende grad, at diverse ønsker fra publikum finder vej til midten af tredje sæt. Det er et meget fedt, og ind i mellem udfordrende, lille afbræk for os. Vi spiller naturligvis ikke hvad som helst. Ønsket skal passe ind i vores stil. Utallige er vel efterhånden de skuffede mennesker, der har fået afslag, når de har bedt om Himmelhunden… (Nej, man må IKKE tage hunden med ind i himlen. Så ville det jo ikke være himlen.)

I ”Forfra igen” skred det store Ringsted-kor, som jeg døbte publikum, til handling. Der blev sunget igennem, blev der! Efter ”Har vi hul igennem her”, som havde den sædvanlige effekt, der med et godt engelsk ord hedder rousing, havde publikum ikke til sinds at slippe os. Vi havde sandt at sige heller ikke den store lyst til at stoppe, så de fik et par numre mere, og så kunne vi pakke sammen i glad forvisning om, at et gammelt stamsted var blevet godt og grundigt generobret.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.    Det hele begynder her
2.    Genstart
3.    Mød mig i mørket (Malurt)
4.    Sort hul
5.    Når lyset bryder frem (Sebastian)
6.    På vej
7.    Hvis din far gir dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8.    Tag mig op
9.    Vent!

Pause

10.  I mit stille sind
11.  Mysterium
12.  Se os nu
13.  Rev mig løs
14.  Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
15.  Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
16.  Alverden så på
17.  Fald min engel (Steffen Brandt)
18.  Lån en lille løgn

Pause

19.  Nedtur
20.  Du er ikke alene (Sebastian)
21.  Født i en metro
22.  Who’ll Stop the Rain (John Fogerty) – på opfordring
23.  Lige her
24.  Lev stærkt (Malurt)
25.  Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
26.  Har vi hul igennem her

Ekstra:
27.  Vi lukker nu
28.  Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)