Monthly Archives: juni 2009

En hæs hyldest til Michael Jackson

Rutine er en god – og farlig – ting, når man har med musik at gøre. Det ved vi alt om, men alligevel kan det en sjælden gang ske, at vi kommer i gang med en koncert, hvor musikken kører lidt for meget på rutinen. Det var sådan, det begyndte på dette vores 11. besøg på The Irish Pub i Vejle.

Baren var velbesøgt, men ellers var der ret tomt i pubben. Vi overvejede at starte med at spille et akustisk sæt, men kom aldrig længere end til overvejelserne. Vi vidste dog godt, at vi skulle passe på med lydtrykket, når der ikke var flere mennesker, så vi spillede så lavt, som man nu en gang kan, når man spiller elektrisk.

Folk var såmænd ikke fedtede med klapsalverne, men de var svære at komme i kontakt med, fordi de enten sad nede bag barens hjørne, hvor vi ikke rigtig kunne se dem, eller mere eller mindre sad med ryggen til os i baren. Derfor sneg rutinen sig ind på os, og vi begyndte stille og roligt at køre på automatpilot.

Vi blev reddet af en fyr, der pludselig fik lyst til at synge Pink Floyds ”Wish You Were Here” for sin kæreste. Det gjorde han så – ret højt! Jeg var ikke sikker på, om det var ment som en indirekte provokation eller udfordring til os. Måske var det ingen af delene, men jeg tog det som en udfordring, og gik i gang med det indledende riff til den smukke Pink Floyd klassiker. Fyren sendte mig et vantro blik og regnede tilsyneladende med, at jeg ville lade det blive ved det. Så sang jeg første vers, og i andet vers kom Simon og Paw ind på det helt rigtige sted, tungt og godt. Fyren havde nu forstået, at vi rent faktisk havde tænkt os at gennemføre sangen, og viste sin kæreste en løftet pegefinger, der betød noget i retning af: “Det er den sang! Nu skal du bare høre!” Vi kørte sangen sikkert hjem og høstede stort bifald fra det temmelig overraskede publikum. Aftenen havde taget en yderst velkommen, spontan drejning, og automatpiloten var dermed definitivt slået fra.

Vi blev bedt om at spille akustisk, da musikken var blevet for høj for det lille publikum. Da vi alligevel havde tænkt os at starte andet sæt akustisk, passede det os ganske fint. Desværre var der lidt intern uenighed om, hvor lavt vi nu skulle spille, hvilket betød at jeg ubevidst kom til at presse min stemme til jeg pludselig kunne mærke, at den var slidt. Da jeg blev opmærksom på det, og råbte vagt i gevær, blev musikken dæmpet, men skaden var sket og jeg måtte kæmpe mig igennem resten af andet sæt med stemmebåndet i laser. Man føler sig meget, meget sårbar som sanger, når stemmen pludselig står af. Al energi blev nu brugt på at gennemføre sangene uden at slide mere på stemmen, samtidig med at tonerne jo gerne skulle rammes. Alligevel forsvandt den mere og mere. Jeg tror dog ikke, at det blev så slemt, at publikum bemærkede noget.

I pausen var jeg virkelig bekymret. Hvordan i alverden skulle det kunne lade sig gøre at gennemføre sidste sæt, når det kun var med det yderste af neglene, jeg kom igennem andet sæt? Jeg kendte kun én løsning: Te med rom! Et vidundermiddel jeg i sin tid opdagede ved en lignende situation i Holbæk med en ordentlig brandert som en lidt uheldig bivirkning… Jeg fik bestilt vidundermidlet og det virkede omgående! Jeg kunne knap tro det. Jeg sang forsøgsvis nogle strofer, og stemmen var der igen. Ikke 100 %. Der skulle stadig passes på. Men nok til at det så lyst ud mht. 3. sæt.

Michael Jackson havde forladt denne verden dagen før, og selv om ingen af os er Jacksonfans, syntes vi alligevel ikke, at dette ikons død skulle gå ubemærket hen fra vores side. Desuden var det temmelig sandsynligt, at vi ville blive spurgt, om vi kunne spille et Jacksonnummer, selv om det burde være tydeligt for enhver, at det musikalske slægtskab er til at overse. Så vi havde “øvet” ”Billie Jean”, forstået på den måde, at jeg havde taget et print af teksten med, og vi havde hver især lyttet til sangen på YouTube for at danne os et overblik og forberede os på eventuelle overraskelser i sangens form. I 2. sæt havde jeg tilegnet ”Alverden så på” til Jackson (hør sangen og se hvorfor) og i 3. sæt, hvor vi vurderede at tiden var moden til at spille elektrisk igen, vovede vi os ud i vores første version af ”Billie Jean” nogensinde. Bortset fra en lille misforståelse undervejs og den udfordring, det er, at synge den sang med dens meget dybe vers og meget lyse omkvæd (ikke mindst med en stemme, der ikke er i topform), gik det ganske smertefrit.

Et par emsige piger havde haft travlt med at lege DJs (“spil dit og spil dat”) igennem hele 2. sæt, og efterlyst mere gang i den, hvilket havde været svært at efterkomme, når vi nu spillede akustisk og havde en beskadiget vokal at slås med. De havde også forslag nok i 3. sæt, og fik endda pubbens værtinde, Vibeke, til at lave et lille skilt, hvorpå der stod ”Rabalderstræde”. Den spiller vi imidlertid kun som ekstranummer, så de måtte jo gøre sig fortjent til den. Det havde de åbenbart ikke tålmodighed til, så mens vi fik det øvrige publikum så meget op at køre, at de til sidst bare ville have mere, hvilket udløste belønningen i form af den ønskede Gasolin’-klassiker, var den emsige DJ-duo over alle bjerge. Trist for dem, for de gik glip af en ret fed fest med masser af gang i.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Mød mig i mørket (Malurt)
4.   Sort hul
5.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
6.   Wish You Were Here (David Gilmour/Roger Waters)
7.   Lige her
8.   Tag mig op
9.   Vent

Pause

10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Rev mig løs
14. Når lyset bryder frem (Sebastian)
15. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
16. Alverden så på
17. Et sted derude (Steffen Brandt)
18. Lån en lille løgn

Pause

19. Nedtur
20. Refrainet er frit (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
21. Født i en metro
22. Du er ikke alene (Sebastian)
23. Billie Jean (Michael Jackson)
24. Lev stærkt (Malurt)
25. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
26. Har vi hul igennem her

Ekstra:
27. Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
28. Rabalderstræde (Gasolin’-M.Mogensen-Tommy Bogs)

Så’n no’en som os

En våd nat efter fredagens koncert på The Irish Pub i Vejle sad godt og grundigt i kroppen, da jeg lørdag formiddag blev vækket af Simon. Vi havde som før overnattet i pubben og nu ventede endnu en koncert på et andet stamsted: Kahytten i Svendborg.

Men før vi satte kursen mod Svendborg, havde Paw arbejde, der skulle gøres hjemme på Sjælland, så han satte Simon og mig af i Nyborg, så vi kunne fordrive dagen med lidt sightseeing, indtil han kom tilbage. Det blev en hyggelig, afslappet dag med nogle timers søvn i en park og cafebesøg på programmet. Sidst på eftermiddagen kom Paw tilbage og hentede os. Nu skulle Svendborg mærke FAVNs hammer.

Da vi ankom til Kahytten for at stille op, var vi i så god tid at scenen slet ikke var ryddet endnu og et band spillede omme i Kahyttens baggård. Det viste sig, at Kahyttens billardklub holdt fest. Vi lod os underholde lidt af bandet, der ligesom os udgjordes af guitar, bas og trommer. Stilen var dog noget mere bluesbaseret og sangene handlede mest om at være sanseløst beruset. I og for sig et glimrende emne…

Nogle damer, der havde deltaget i baggårdsfesten, kunne ikke få blues nok, så da tiden nærmede sig, hvor vi skulle spille, begyndte de at plage os om at spille blues. Nu har vi ikke ligefrem blues på repertoiret, men vi kender da nogle bluesnumre, og da vi alligevel, belært af tidligere koncerter i Kahytten, havde tænkt os at starte akustisk, kunne det da være ganske fint at smide lidt blues ind i sættet. Bluesen har den store fordel, at den i modsætning til rocken ikke behøver at få et los i røven for at virke. Vi stillede os på fortovet udenfor Kahyttens indgang og drøftede, hvilke bluesnumre vi kunne spille, uden at behøve at øve os først. Vi havde lige fundet ud af det, da de blueskrævende damer kom ud fra Kahytten. De skulle hjem nu.
Okay, vi dropper sgu bluesen, så…

Et altid spændende element ved koncerterne i Kahytten er spørgsmålet, om “Rockeren i blodrus” mon dukker op denne gang. (Læs om vores første møde med ham her og om det andet her.) Efter et afdæmpet, akustisk første sæt for en temmelig tyndt befolket kahyt, startede vi også andet sæt akustisk, som vi plejer. Og midtvejs i andet sæt var han så dukket op. Pragtfuldt. Han lignede ikke meget en rocker i blodrus med sin hvide skjorte og musketér fipskæg, men han var ikke sen til at udstede ordrer til os. Der skulle være gang i den! Fint med os. Tiden var også moden til det. Der var kommet flere mennesker. Der blev tændt op under den elektriske guitar og vi begyndte at spille Gasolin’s ”Det bedste til mig og mine venner”. Rockeren i blodrus kendte naturligvis sangen og var glad for, at vi spillede den, men han kendte den åbenbart ikke godt nok til at vide, at første vers jo fungerer som stilhed før stormen. I hele det første, stille vers, blev han ved med utålmodigt at kræve gang i den. Da andet vers eksploderede i hovedet på ham, blev han endelig tilfreds. For en tid. Så tilfreds en rocker i blodrus nu kan blive.

Sidst i andet sæt kom en ung fyr hen til os og spurgte, om vi kunne spille Poul Krebs’ ”Sådan nogen som os”. Rent musikalsk mente vi nok, at det kunne lade sig gøre, men jeg kunne kun teksten til omkvædet, så… Jamen, han ville gerne synge den! Han havde i årevis sunget i Poul Krebs Jam. Det ville blive skidegodt! Stedet ville gå helt amok! Jamen, så måtte han jo hellere få lov. Efter at have fundet det rigtige tempo, fik vi spillet en bundsolid version. Vores nye forsanger havde desværre en ide om, at man skal lade hænderne omslutte mikrofonen, når man synger i den. Det giver en transistoragtig lyd, som sådan set passede meget godt til hans Poul Krebs imitation. Desværre fik det også med jævne mellemrum mikrofonen til at hyle og skrige. Det stod han så og kæmpede med, indtil det lykkedes os at kommunikere til ham, at han skulle bruge mikrofonen normalt. Det løste problemet. Det er altid en velkommen drejning i sættet, når man pludselig bliver kastet ud i at spille noget uventet. Publikums reaktion var dog til at overse. Måske sparede de op til tredje sæt.

Aftenen før i Vejle havde vi i anledning af Michael Jacksons død spillet ”Billie Jean”, og vi havde den også liggende som en joker denne aften. Bare ét nummer inde i tredje sæt råbte en gut så “spil noget med Michael Jackson” (hvorefter han straks forlod Kahytten… Er det mon en trend?!). Det gjorde vi så, selv om det føltes lidt besynderligt lige efter vores protestsang, ”Nedtur”. Det var ikke overraskende en meget mere solid version af Jacksonhittet, vi leverede i Kahytten. Eneste lille minus var, at Simon startede i en forkert toneart, hvad jeg heldigvis opdagede og gjorde ham opmærksom på, så han fik skiftet til den rigtige toneart, før jeg begyndte at synge.

Midt i sættet hev vi Gasolin’s profetiske ”Rabalder” op af mølposen. Det er en af Simons favoritter, men det er ikke så tit, vi spiller den. Sidste gang var på Lades, Kbh d.18/6-2008.

Der blev gået til den både på og foran scenen nu, og der var ved at være fyldt op i Kahytten. Det var dog generelt et mere tilbageholdende publikum end vi oftest møder i Kahytten. Efter ”Har vi hul igennem her” sagde jeg tak for i aften, vel vidende at folk slet ikke havde fået nok. Folk kiggede afventende på os. En enkelt eller to kom med svage protester.

Jeg spurgte, om de ville have mere, og SÅ vågnede de!

Vi fløjtede atter festen i gang med ”C’mon Everybody” og ”Rabalderstræde”. Nu kunne de godt finde ud af at bede om mere! Rockeren i blodrus havde nu åbenbart fået det indtryk, at det var ham, der styrede slagets gang, og begyndte derfor at råbe ordrer til mig a la: ”Spil nu ’Det bæste til maj og mine vænner’ og lad os få noget gang i den!” Jeg forsøgte at forklare ham, at den havde vi jo faktisk allerede spillet, men det var han ligeglad med og råbte videre. Jeg meldte mig hurtigt ud af den samtale, som ret åbenlyst ikke ville føre nogen vegne, og blev heldigvis snart revet i armen af Simon, der havde fanget et ønske om noget med U2. Se, det var jo til at overkomme, og med ”I Still Haven’t Found What I’m Looking for” var der stadig godt med kog i gryden. Dog ikke helt nok for Rockeren i blodrus, som stadig ville have mere gang i den og vist stadigvæk helst ”Det bæste til maj og mine vænner”. Jeg tænkte, at den bedste måde at lukke munden på ham nok var, at spille et nummer til. Da jeg startede riffet til det absolut sidste ekstranummer, ”Twist and Shout”, havde jeg regnet med sure miner fra vores skjorteklædte rockerven, men til min forbløffelse kastede han begge arme i vejret og begyndte at hoppe, mens han kiggede rundt på alle sine ”vænner” og råbte et barnligt begejstret ”Jaaaaaaaah!”.

Jeg fik sgu helt sympati for ham et kort øjeblik…

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Når lyset bryder frem (Sebastian)
4.   Sort hul
5.   Mød mig i mørket (Malurt)
6.   Lige her
7.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8.   Tag mig op
9.   Vent

Pause

10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Rev mig løs
14. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
15. Burhøns (Peter A.G. Nielsen)
16. Alverden så på
17. Sådan nogen som os (Poul Krebs) – på opfordring af og med gæstesanger
18. Lån en lille løgn

Pause

19. Nedtur
20. Billie Jean (Michael Jackson)
21. Født i en metro
22. Rabalder (Gasolin’-T. Bogs/Gasolin’-T. Bogs-M. Mogensen)
23. Du er ikke alene (Sebastian)
24. Et sted derude (Steffen Brandt)
25. Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
26. Har vi hul igennem her

Ekstra:
27. C’mon Everybody (Capeheart/Cochran)
28. Rabalderstræde (Gasolin’-M. Mogensen-Tommy Bogs)

Ekstra ekstra:
29. I Still Haven’t Found What I’m Looking for (U2)
30. Twist and Shout (Medley-Russel)

FAVN – et bryllupsband(?!)

Vi var blevet spurgt, om vi ville spille til et bryllup, og havde takket ja. Bruden havde engang oplevet os på Underhuset i Holbæk og mente, at det var forsvarligt at give os den vigtige tjans at levere musikken til hendes bryllupsfest, der skulle holdes på Hotel Vinhuset i Næstved.

For mig var der den positive udfordring i det, at skulle spille en FAVN-koncert, der ikke var alt for anderledes end de øvrige på vores Genstart Tour, og samtidig holde liv i dansegulvet og i det hele taget være bryllupsband med alt, hvad det indebærer. For eksempel at skulle spille “Brudevalsen”. (Det gik heldigvis rimelig smertefrit.)

Vi havde en fin lille teaterscene til rådighed, og fik ro og fred til at gøre os klar, mens hele selskabet var nedenunder og få kaffe og kage. Da klokken nærmede sig midnat, kom toastmasteren op og bad os om at gå i gang med “Brudevalsen”. Så ville selskabet hurtigt indfinde sig.

Man får jo hurtigt og effektivt fyldt gulvet, når man spiller “Brudevalsen”, så det overvejer jeg at gøre til fast startnummer. Og dog…

Da gommen havde fået klippet sokkerne, lavede vi en flydende overgang til vores faste startnummer: “Det hele begynder her”, som ikke er verdens mest indbydende dansenummer, men snarere en stemningsfuld åbning på vores koncerter. Det virkede fint som bindeled fra brudevals til rockkoncert, pga. sangens trinvise opbygning fra afdæmpet stemningsmusik til rockeksplosion.

Når dansegulvet således er fyldt med det samme, bliver man som band stærkt fristet til bare at give fuld gas med det samme. Erfaringen burde have gjort os klogere, men nej: Bundgas! Resultat: Størstedelen
af selskabet søgte ly i et tilstødende lokale (hvor alle drikkevarerne jo også var). De få dansende holdt sig nede i salens anden ende. Vi slog koldt vand i blodet og lagde en dæmper på os selv.

Noget af det tabte terræn blev genvundet, da jeg (til alles – især bandets – overraskelse) bekendtgjorde, at den virkelige historie om brudeparrets første møde endnu ikke var kommet frem, men at vi havde haft en detektiv på sagen, og nu kunne afsløre, at gommen en dag var ankommet hos bruden i en åben sportsvogn og uden videre omsvøb havde sagt: “Hvis din far gi’r dig lov…” Her slog jeg uden varsel over i Kim Larsens klassiker, men da vi plejer at indlede sangen med et lille forspil på guitaren, kom den pludselige start fuldstændig bag på Paw og Simon, der dog ikke var sene til at reagere, men hovedkulds fulgte med. Jeg kunne selvfølgelig have været så flink at forberede dem, men ægte overraskelse og spontanitet på en scene er noget af det mest effektive, der findes, når en koncert lige skal have et løft. Det kan selvfølgelig fakes, men virker bedst, når det er ægte. Den energi det giver, er af den mest smittende slags.

Næste uforudsete begivenhed indtraf kort efter, da det var blevet midnat. En af gæsterne havde fødselsdag, og vi blev bedt om at markere det, så vi sang “Happy Birthday” med publikum, men fødselaren havde åbenbart ikke tænkt sig, at der skulle gøres et stort nummer ud af det. Han skjulte sig inde i det tilstødende lokale, og da han ikke ville svare på “how old are you now?”, måtte vi jo gætte og vi gættede på 100 år. Det fik ham alligevel ud af busken, og han trådte ind i salen for at takke for sangen, men det kom han hurtigt til at fortryde. Nu viste det sig nemlig, at han faktisk var en ældre herre, hvilket jo straks fik os til at konstatere, at vi havde gættet rigtigt mht. hans alder.

Andet sæt startede akustisk med en af FAVNs mest rendyrkede kærlighedssange, “Mysterium”, og skulle endda have været fulgt af en mere, men den plan blev ændret, da en herre med udsøgt smag kom hen og ønskede en af Simons yndlingssange med Neil Young: “Unknown Legend”. Den har vi faktisk spillet før, så det ønske opfyldte vi med det samme. Nu var dansegulvet rigtig pænt besøgt, så vi vovede pelsen og listede tilbage til den elektriske afdeling. De var modne til det nu, og hele andet sæt var en fest. Gommen måtte naturligvis bare have “Kvinde min”, og den fik han så, selv om tonearten ikke var den mest heldige, så jeg måtte synge så dybt som Johnny Cash. Bare knap så fedt…

Vi åbner som oftest tredje sæt med “Nedtur”, men en utilsløret fuckfinger til Dansk Folkeparti gør sig ikke så godt til et bryllup, så vi åbnede i stedet med “Hvis du får brug for mig”. Der var ikke helt så meget gang i den på dansegulvet i starten af dette sæt, og det var først, da vi opfyldte et ønske om ”noget med Shu-bi-dua”, at der kom gang i den igen, så vi fulgte op med Springsteens “Fire”. Nu følte vi os virkelig som et bryllupsband… Så meget at vi kom til at springe “Født i en metro” over. Den er ellers fast inventar ved FAVNs koncerter, men det kan jo smutte i kampens hede. Vi hev dog alligevel aftenen hjem med vores egen musik, for det VIL vi! En gang fællessang til “Forfra igen” og en heftig afslutning med solorunde og eksplosiv outro i “Har vi hul igennem her” resulterede i krav om mere, og vi rundede af med to af de største partyrocknumre, man kan kaste efter folk: “Rabalderstræde” og “Twist and Shout”. I sidstnævnte fik jeg lyst til at køre den over i “Do You Love Me”, i bedste Springsteen-stil, og det kom bag på Paw og Simon, som ikke liiige var hjemme i den sang, men det gjorde det kun sjovere, og bagefter udvekslede vi ”tak for i aften’er” med et yderst tilfredst brudepar og et meget mast publikum.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.   Brudevalsen (Gade)
2.   Det hele begynder her
3.   Genstart
4.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
5.   Mød mig i mørket (Malurt)
6.   Lige her
7.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8.   Tag mig op
9.   Happy Birthday (Patty & Mildred Hill) – på opfordring
10. Vent!

Pause

11. Mysterium
12. Unknown Legend (Neil Young) – på opfordring
13. C’mon Everybody (Capeheart/Cochran)
14. Burhøns (Peter A. G. Nielsen)
15. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
16. Når lyset bryder frem (Sebastian)
17. Alverden så på
18. Kvinde min (Gasolin’/K. Larsen – M. Mogensen)
19. Lån en lille løgn

Pause

20. Hvis du får brug for mig
21. Refrainet er frit (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
22. Du er ikke alene (Sebastian)
23. Står på en alpetop (Seals/Shubidua) – på opfordring
24. Fire (Bruce Springsteen)
25. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
26. Har vi hul igennem her

Ekstra:

27. Rabalderstræde (Gasolin’-M.Mogensen-Tommy Bogs)
28. Twist and Shout (Medley-Russel)/Do You Love Me (Berry Gordy, Jr.)

Behind Blue Eyes

Vi var på prøve…

Herligt, at man med langt over 100 koncerter bag sig, stadig allernådigst kan få lov til at være ”på prøve”, når man for første gang besøger et nyt sted. Stedet var Cafe Vivaldi i Roskilde, og da Vivaldi er en kæde, kunne denne koncert udløse koncerter på flere andre cafeer af samme navn rundt omkring på Sjælland. Hvis vi altså bestod prøven…

Der har længe ligget en Cafe Vivaldi på Ros Torv i Roskilde, men der er ikke livemusik. Vi skulle spille i en nyåbnet Vivaldi på Stændertorvet, som ligger i de selvsamme lokaler, som jeg massevis af gange har besøgt, da de husede pladeforretningen Mariann.

Noget af det første, jeg fik øje på, da jeg ankom, var plakaten på døren, hvor der stod, hvem der spillede i den næste måneds tid. Næste navn på plakaten efter os var ingen ringere end Claus Schlütter, som gamle TIES-fans kender som Claus Vilen. Yes, vores gamle guitarist fra dengang, vi hed TIES (2000-2003) skulle 14 dage efter os optræde på selv samme scene… øh, gulv.

Der var ikke meget liv i byen, men til vores store glæde, havde vi et lille, men trofast publikum, der blev hængende og oplevede samfulde tre sæt. En af dem kommenterede min The Who T-shirt. Ikke til mig, men til sin kammerat. Jeg overhørte ham fyre en ironisk kommentar af, om vi mon spillede noget med The Who. Det var ikke lige planen, men planer kan ændre sig…

Maj, og dermed foråret, lakkede mod enden, så det var sidste chance for at få spillet vores nye version af Dissing/Andersens fantastiske ”Hilsen til forårssolen”. Så det gjorde vi, og det var vist første gang, vi tog fusen på publikum. Den havde de ikke set komme. Jeg talte til dem mellem hvert eneste nummer, hvad jeg sjældent gør, når vi spiller elektriske koncerter. Der trækker det ofte tempoet ned på en uhensigtsmæssig måde, men ved akustiske duokoncerter som denne, er det en helt nødvendig del af koncerten.

I andet sæt kom endnu en forårssang: Gnags’ ”Under bøgen”, som vi sidst spillede i Kahytten i Svendborg for næsten et år siden. En pige havde ønsket noget med Lis Sørensen, og i første omgang måtte vi pænt afvise hende, men så slog det mig, at Lis Sørensen jo faktisk havde hittet med Sebastians ”Når lyset bryder frem”, som vi alligevel havde på sætlisten. Så vi opfyldte pigens ønske, og hun kvitterede med at gå sin vej. Jeg må vist arbejde lidt med min Lis Sørensen-imitation…

Vi havde nu ellers godt fat i publikum, som dog ikke fulgte min opfordring til at danse nøgne på bordene til ”Lån en lille løgn”. De troede tilsyneladende ikke på min historie om, at det er noget, folk altid gør. Men klappe i takt gjorde de gerne. Med tøj på.

I pausen før tredje sæt, luftede jeg tanken om at overraske vores Who-fan derinde for Paw, som ikke overraskende var med på ideen. Jeg følte mig ret overbevist om, at vi uden problemer ville kunne gennemføre The Whos ”Behind Blue Eyes”, som jeg har siddet og spillet for mig selv fra tid til anden, men så vidt jeg husker aldrig offentligt. I så fald er det i hvert fald meget længe siden.

Midt i tredje sæt nævnte jeg så for publikum, at jeg havde overhørt en kommentar om min T-shirt, og at vi nu ville forsøge os med et Who-nummer. Vores Whofan stirrede forbløffet på os og bed i sin ene pegefinger, som for at sige: ”I betræder hellig jord, gutter! Don’t fuck up!” Cirka fire minutter senere kvitterede publikum med et begejstret bifald efter en version af ”Behind Blue Eyes”, der lød, som om vi har spillet den hver eneste aften i årevis. Jeg elsker at tage fusen på folk på den måde! Da Paw var iført en Tom Waits T-shirt, kunne vi jo lige så godt fortsætte med vores version af Waits’ ”Martha”, oversat af undertegnede. Det var kun anden gang, den blev luftet.

Vi kom af med nogle albums den aften. Især havde vi stor sympati for det par der, efter at have skamrost os med ord som ”meget poetisk”, omgående satte sig ind i deres bil. Ikke for at køre, men for at lytte til vores musik.

Sådan skal det være!

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.    Det hele begynder her
2.    Genstart
3.    Mød mig i mørket (Malurt)
4.    Sort hul
5.    Hilsen til forårssolen (Dissing/Andersen)
6.    Lige her
7.    Hvis din far gir dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8.    Tag mig op
9.    Vent!

Pause

10.  I mit stille sind
11.  Mysterium
12.  Rev mig løs
13.  Under bøgen (Peter A.G. Nielsen)
14.  Når lyset bryder frem (Sebastian)
15.  Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
16.  Alverden så på
17.  Fald min engel (Steffen Brandt)
18.  Lån en lille løgn

Pause

19.  Nedtur
20.  Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
21.  Født i en metro
22.  Behind Blue Eyes (Pete Townshend)
23.  Martha (Tom Waits)
24.  Lev stærkt (Malurt)
25.  Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
26.  Har vi hul igennem her