Monthly Archives: august 2009

FAVN i fængsel

For ca. tre år siden fik vi en hilsen fra Gitte Seloy, som havde fundet os på nettet og fået den fuldstændig geniale ide at bestille vores debutalbum. Siden er Gittes FAVN-samling vokset, og vi er løbende i kontakt, især på Facebook. Ikke nok med at Gitte har en forrygende musiksmag, hun udtrykker sig også selv gennem fotografi og digte. Hendes job? “Tyvepasser”, som hun selv kalder det, i Statsfængslet i Nyborg. Det bringer os videre til endnu et af hendes jern i ilden: Hun er også koncertarrangør! Gitte har gennem en årrække arrangeret koncerter for de indsatte i fængslet. Selveste hendes store idol, Michael Falch (hvis spor FAVN jo også adskillige gange har krydset), har hun sågar fået til at spille i fængslet. Og var det ikke bare et spørgsmål om tid, før det blev FAVNs tur? Jo, det var.

Midt i en travl weekend med koncerter både fredag og lørdag aften, fik vi lige presset to små koncerter á en lille time ind i Nyborg Statsfængsel. (Det var naturligvis et lukket arrangement…høhø.) Vi ankom præcis kl. 16 som aftalt, hvilket føltes helt forkert. Hvor var tidspresset og den gode gamle stressfaktor? Der holdt vi så foran porten… Bliver vi hentet? Ved de, vi er her? Paw gik ud og fandt et samtaleanlæg. Kort efter gled porten op, samtidig med at en solid bjælke gik ned. Sikkerhed, sikkerhed… Skulle nogen få lyst til at bruge et køretøj som rambuk, vil bjælken være en ubehagelig overraskelse.

Da vi kom indenfor murene, fik vi måske en lille snert af den fornemmelse, det må give, når porten for alvor går ned bag én. Fornemmelsen af at være… ja, fanget! Vi mødte Therese, fængslets sognemedhjælper, som mindede os om, at mobiltelefonerne skulle være slukkede, hvilket betød at jeg lige måtte skynde mig at grifle sætlisten ned på et stykke papir, for jeg havde den kun i elektronisk form. Therese sagde, at det meget ofte skete, at de besøgende musikere glemte sætlisten i bilen. DET ville da ikke ske for os…

Hun tog os med forbi teknikken, hvor vores tilstedeværelse lige skulle registreres. Derefter førte hun os til fængslets kirke, hvor koncerterne skulle finde sted. Kirken mindede nu mest om en lille kantine. Dog med et el-klaver, et alter og en døbefond i den fjerneste ende, hvor vi skulle stå. Publikum skulle fordeles ved fem-seks runde borde. Ved indgangen var der et lille køkken med en kaffemaskine! (Jeg havde ikke fået kaffe endnu den dag, så synet af den var som at finde en oase i ørkenen!) Der var faktisk en glimrende akustik derinde, hvilket især glædede Paw, da han så kunne give trommerne nogle tæsk, uden at det blev for højt og ubehageligt for publikum. Der var såmænd også hele to P.A. anlæg. Det ene endda med højttalere, der var bedre end vores egne (hvad fanden er meningen!?), så dem brugte vi naturligvis.

Gitte kiggede lige forbi, og det var sjovt endelig at møde hende ansigt til ansigt. Hun kunne nu ikke hænge ud så længe i første omgang, da hun var på job, men hun ville overvære anden koncert/sæt med ”sine” fanger.

Vi havde besluttet at spille to forskellige sæt, selv om det jo var to forskellige hold fanger, vi skulle spille for, og vi derfor sagtens kunne spille det samme sæt to gange, hvis vi ville. Det er bare vigtigt at være tændt, når man spiller, og at skulle gentage sig selv er ikke befordrende. Selv om to koncerter aldrig bliver ens, giver det bare et ekstra kick at prøve noget nyt hele tiden. Det er befordrende for kreativiteten og en koncert bør være en kreativ proces.

Vi havde fået at vide, at der nok ville være ti – tolv fanger pr. sæt, men realiteten var tolv fanger i alt. Fem i første sæt og syv i andet. Som jeg har skrevet i tidligere indlæg, betyder antallet langt fra så meget som opmærksomheden. Og begge hold fanger var åbne, flinke og rare. Vi hyggede os sammen med dem, og det er underligt at tænke på, at vi nok ville have haft svært ved overhovedet at befinde os i samme lokale som dem, hvis vi havde overværet deres forbrydelser eller var pårørende til nogle af dem, det var gået ud over. Men nu holdt vi altså et par små fester med dem. ”Man jager et bæst – og fanger et menneske”, hedder en bog af politiinspektør Bent Isager-Nielsen. Vi mødte mennesker.

Da vi havde tømt bilen, lånte Therese mine bilnøgler og kørte min bil væk, da den kunne komme galt af sted, hvis den stod for længe foran kirken. Den blev kørt et pænt stykke væk derfra. Da spilletid nærmede sig, manglede jeg min nyligt håndskrevne sætliste og min tekstmappe. Den skarpsindige læser har nok gættet, hvor de ting befandt sig… Bilen var nu for langt væk til, at der var tid til at hente dem, så jeg måtte i gang med at rekonstruere. Et par af de sange, jeg havde tænkt mig skulle spilles, måtte droppes, da jeg havde brug for tekstmappen. Som en nødløsning valgte jeg, at lade fangerne selv ønske et nummer under hvert sæt. Spændende, hvad de kunne finde på at ønske…

Det første hold på fem fanger var smilende og forventningsfulde, da de kom ind. De fleste var nogle ordentlige klepperter. Og så var der dem, der tydeligvis var narkomaner. Efter de to numre, vi altid indleder med på vores Genstart Tour, var det ønsketid. Ikke overraskende blev der ønsket Metallica, som vi pænt afviste. Vi hverken kan eller vil spille deres numre, da de ligger en syv – otte lysår fra vores egen stil. Anderledes ser det ud med Kim Larsen, og den mands popularitet er intet mindre end utrolig. Tænk, at kunne begå sange, som ALLE danskere uanset alder og plads på rangstigen bare overgiver sig til. Jeg havde dog aldrig gættet på, at den første gang, vi nogen sinde spillede ”Papirsklip” skulle være i et fængsel… Vi er temmelig godt hjemme i Kim Larsens repertoire, så selv om vi aldrig havde så meget som tænkt på, at spille den sang før, spillede vi alligevel en version, som Paw senere erklærede var den bedste version, han nogen sinde havde hørt. Den gjorde også lykke. Det gjorde vore egne numre heldigvis også. Der blev lyttet, nikket og mumlet anerkendende blandt det lille publikum. Et enkelt covernummer mere blev det også til, for vi havde naturligvis planlagt at spille Larsens ”Midt om natten”. Det kunne ikke være anderledes.

Jeg har siden vores koncert på Selsø Slot i maj, præsenteret ”Vent!” som en sang om det, at man nogen gange kan falde ned i et dybt hul, som det kan være meget svært at komme op af igen. Og mens man ligger dernede, går livet ubønhørligt videre omkring én. Den introduktion var muligvis det mest intense øjeblik, jeg nogen sinde har oplevet ved en FAVN-koncert. Det løb mig koldt ned ad ryggen, og den efterfølgende version af ”Vent!” fik vist alle til at snappe efter vejret. Fantastisk, når en sang kan virke sådan, og have forskellige betydninger alt efter rammen. ”Lån en lille løgn”, som lukkede første sæt, var den rene forløsning bagefter. På vores Hul Igennem Tour var den fast slutnummer med soli og det hele. Det blev den igen ved denne anledning, og vi sendte nogle meget glade fanger derfra. Glæden blev ikke mindre af, at vi forærede dem alle et signeret eksemplar af GENSTART. Nyborg Statsfængsel er pengeløst, så de kunne ikke betale os, selv om de ville. Når de nu ikke var flere, syntes vi godt, at vi kunne lege julemænd.

Efter pausen skulle Gitte opleve FAVN live for første gang, sammen med sine fanger. Vi lagde ud med vores countryversion af ”Alverden så på”, som effektivt sparkede gang i et sæt, der var mere løssluppent end det første, men måske mindre intenst. Hver gang vi havde fortalt nogen om dette arrangement, havde de selvfølgelig sagt, at vi da skulle spille noget med Johnny Cash. Det var der nu også en fange, der foreslog, men vi syntes, det var for oplagt, og havde ikke øvet Cash, men The Clash, og ”I Fought the Law”, som vi havde prøvekørt aftenen før på Joker Pub, gik rent hjem og frembragte skæve smil. (Sangen er kendt med The Clash, men er ikke deres egen. Den blev oprindeligt spillet af Sonny Curtis and The Crickets.) Planen havde været at spille ”Midt om natten” for det første hold og ”I Fought the Law” for det andet, så hvert hold fik en sang, der passede til lejligheden, men dette hold, som ikke vidste, hvad de andre havde hørt, ønskede nu ”Midt om natten”, så den spillede vi igen. Denne gang dog med fællessang. Da vi nåede til ”åh, manana”-delen, udnævnte jeg dem til Nyborg Statsfængsels fangekor, som nu skulle give det berømte fangekor fra Vridsløselille kamp til stregen. Det var ikke meget lyd, der kom ud af dem til at starte med, men det hjalp, da jeg drejede mikrofonen ud mod dem og lagde mit øre mod den højttaler, der stod lige ved siden af mig. Bagefter fortalte jeg dem, at mikrofonen faktisk kun fanger lyd på meget kort afstand, så det var ganske imponerende, at jeg faktisk svagt havde kunnet ane deres kor i højttaleren.

Jeg havde på forhånd skrevet og tilbudt Gitte at ønske nogle sange, og en del af hendes ønsker fandt da også vej til sætlisten. Det vigtigste ønske for hende var nu ikke et FAVN-nummer, men Malurts ”Mød mig i mørket”, som jo også var en ganske passende sang at spille. Efter den fulgte naturligvis ”Forfra igen”, som vi deler med Michael Falch. Fangerne fik sangens historie og sang med af fuld hals. Bagefter fortalte jeg dem en lille anekdote om den aften i Svendborg, hvor en frivillig gæstesanger havde fået lov at synge kor på ”Forfra igen”, men havde misforstået sangens tekst og i stedet for “forfra igeeen” sang ”på vej hjeeem”.

Efter ”Har vi hul igennem her” med præsentationsrunde, soli og begejstrede klapsalver, fik vi naturligvis ikke lov til at stoppe. Endnu en gang gik der ønskekoncert i den. Therese foreslog ”This is My Life” med en lang guitarsolo. Jeg havde på det tidspunkt sprunget en streng på min 6-strengede Gibson og havde derfor kun den 12-strengede Landola at spille på, så mit svar lød: ”Guitarsolo?! Er du sindssyg? Jeg står med en 12-strenget guitar!” Det var noget, fangerne kunne bruge, og de fik også sangen – uden guitarsolo. Vi havde tid og lyst til at spille én mere, men nu kneb det med gode forslag, indtil Simon foreslog ”Wish You Were Here” med Pink Floyd. Fangerne reagerede begejstret, da jeg spurgte, om de var til Pink Floyd, og sangen blev et smukt punktum for en anderledes koncertoplevelse, vi ikke vil glemme.

Fra disse uvante rammer gik turen nu videre til meget vante rammer. Vores stamsted nummer ét: The Irish Pub i Vejle.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Papirsklip (Kim Larsen) – på opfordring
4.   Sort hul
5.   Tag mig op
6.   Midt om natten (Kim Larsen)
7.   Vent!
8.   Lån en lille løgn

Pause

9.   Alverden så på
10. Født i en metro
11. I Fought the Law (Sonny Curtis)
12. Midt om natten (Kim Larsen) – på opfordring
13. Lige her
14. Mød mig i mørket (Malurt)
15. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
16. Har vi hul igennem her

Ekstra:
17. This is My Life (Gasolin’-Tommy Bogs/M.C. Moloney) – på opfordring
18. Wish You Were Here (David Gilmour/Roger Waters)

En aften med attentatforsøg

Vi har en højttaler, som af uvisse årsager gerne vil slå Paw ihjel. Det er efterhånden længe siden, den sidst har forsøgt, men den har åbenbart hele tiden planlagt tid og sted for næste overfald. Ved det første attentat, som fandt sted under vores første koncert på The Irish Pub i Vejle d. 14/7 2007, lignede det et hændeligt uheld, da en fuld mand tilsyneladende væltede højttalerstativet, mens Paw så den anden vej. Kun fordi Paw drejede hovedet i sidste øjeblik og lige nåede at værge for sig, fik han ikke smadret kraniet, og kun højttalerstativet led skade. Ingen gennemskuede dengang, at der var en psykotisk højttaler på spil. Det blev først åbenlyst i Nykøbing Falster, da FAVN for anden gang besøgte Joker Pub.

Attentatet var klart blevet planlagt ved vores første koncert i pubben en lille måneds tid tidligere. Et ujævnt gulv i en dunkel gårdhave = perfekte forhold, hvis man som højttaler vil have et mord til at se ud som et hændeligt uheld. Problemet for det morderiske bæst var, at den under ingen omstændigheder ville kunne ramme Paw, som sad for langt væk, godt beskyttet af en mur og et halvtag.
Men han kunne jo ikke blive siddende på den trommestol hele aftenen…

Vi havde Simon med denne gang. Han skulle også have været med sidste gang, men blev forhindret. Pubben var pænt besøgt, da vi gik i gang med første sæt. Der var gjort klar til en elektrisk koncert, men vi startede akustisk, da vi ellers ville have ryddet pubben i en fart. Koncerten forløb stort set som sidst, bort set fra det noget større fremmøde. Der blev lyttet og klappet entusiastisk i første sæt, og prognosen for aftenens videre forløb var lovende.

I pausen efter første sæt ville vi okkupere et tomt bord, der stod på den anden side af den mur, der skiller “scenen” og indgangen til gårdhaven, som man skal krydse for at komme ind i selve pubben. Vi nåede aldrig derhen, før højttaleren så sin chance og med et brag landede lige ved siden af Paw.
Sigter godt, men rammer skidt…
Hændeligt uheld med en lykkelig udgang? Ja, det troede vi også stadigvæk. Vi fik rejst stativ og højttaler igen. Heldigvis virkede det hele.

I andet sæt skete det for første gang nogen sinde, at ”Mysterium” fyldte dansegulvet. Denne smukke ballade, som ofte må lide den tort at blive fuldstændig ignoreret til vores koncerter (men som tager kegler, når folk gør sig den ulejlighed at lytte efter) udløste simpelthen massekinddans! I stort set hele andet sæt blev der danset flittigt, og vi afprøvede et nyt covernummer: ”I Fought the Law”, som vi ville spille for fangerne i Nyborg Statsfængsel, hvor vi skulle give to mindre koncerter næste dag. Vi havde aldrig spillet den før, men jeg havde spillet den igennem for Simon. Det var en lidt usikker, men fin version, vi fik spillet. Den viste sig dog ikke at være så dansevenlig, som vi havde troet. I hvert fald sagde en herre blandt de dansende, der havde forsøgt, at vi nok ikke skulle regne med, at fangerne ville kaste sig ud i dans til den. Det regnede vi faktisk ikke med alligevel.

Vi var knapt færdige med andet sæt, da højttaleren åbenbart var kommet frem til, at det var alt eller intet, og nu kastede sig ind over scenen i et sidste halsbrækkende forsøg på at gøre det af med Paw. Heller ikke denne gang kom Paw noget til, men alle mine guitarer blev væltet og min elektriske Gibson mistede en stemmeskrue. Tredje sæt måtte attentathøjttaleren tilbringe på jorden, da det i det mindste var lykkedes den at aflive stativet.

Tredje sæt var ligesom ved forrige besøg lidt af en ørkenvandring. Folk var – med skræmte blikke mod højttaleren – i vid udstrækning på hjem eller videre. De nyankomne var ikke interesserede i at høre vores musik, og at vi spillede et elektrisk sæt hjalp ikke. Det mest sindsoprivende der skete, var da jeg fejlplacerede capoen i ”Født i en metro”, hvilket Simon gjorde mig opmærksom på, da det betød, at han
skulle tænke hurtigt og spille sangen en halv tone lavere end normalt. Efter første omkvæd så jeg mit snit til at flytte capoen og Simon og jeg fik med et nik til hinanden flyttet sangen op i fis, hvor den hører til.
(Fis som i F#, altså.)

Pubejeren Pia sagde efterfølgende, at der plejede at være flere mennesker, og at vi klart skulle komme og spille tidligere på sæsonen til næste år. Det vil vi jo mægtig gerne prøve. Pia havde i øvrigt med stor fornøjelse læst mit indlæg om vores første koncert på Joker Pub, og så frem til at læse indlægget om denne aften. Fik jeg nævnt, hvor sympatisk og klog hun er?

Højttaleren er begyndt at rasle nu. Den har helt klart hele tiden haft en skrue løs, men det er først nu, man kan høre det. Den holdt sig også pænt på stativet den følgende aften på The Irish Pub i Vejle.
Jeg tror, Paw kan slappe af fremover.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Mød mig i mørket (Malurt)
4.   Sort hul
5.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
6.   Lige her
7.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8.   Tag mig op
9.   Vent

Pause

10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Rev mig løs
14. Når lyset bryder frem (Sebastian)
15. I Fought the Law (Sonny Curtis)
16. Alverden så på
17. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
18. Lån en lille løgn

Pause

19. Nedtur
20. Refrainet er frit (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
21. Du er ikke alene (Sebastian)
22. Født i en metro
23. Burhøns (Peter A. G. Nielsen)
24. Lev stærkt (Malurt)
25. Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
26. Har vi hul igennem her

I er for fede! Farvel…

Det var de nye landvindingers weekend for FAVN. Fredag havde vi for første gang besøgt og besejret Aftenstjernen i Grenaa og nu gjaldt det så endnu en debutkoncert. Denne gang på Joker Pub i Nykøbing Falster.

Koncerten skulle oprindelig have været en elektrisk koncert, men vores faste livebassist ved elektriske koncerter, Simon, havde måttet melde fra. Heldigvis er vi jo nu i stand til også at give akustiske duokoncerter, så det var ikke noget problem. Faktisk passede det os fint, da vi aftenen før også havde givet en duokoncert, så alt lå klart i Paws bil. Da vi omsider fandt Joker Pub, efter at være blevet grundigt vildledt af GPS’en, var vores umiddelbare reaktion, at det faktisk ville have været vanvid at give en elektrisk koncert dér.

Vi skulle spille i en ganske hyggelig lille gårdhave. Der var få gæster, da vi kom, og de sad og spiste. Det så altså ud til at være middagsgæster, der skulle have lidt musik til maden. Det er altså ret uforeneligt med elektriske FAVN, der fyrer den af. Det sagde vi også til værten, Pia, som til vores overraskelse sagde, at det faktisk var ganske almindeligt, at folk dansede og var med. Der var som regel mange mennesker, hvoraf en stor del var stamgæster. Denne aften var dog temmelig sløv, hvilket nok hang sammen med, at bandet Veto spillede på torvet lige i nærheden. Og så var det lørdag. De er tit sløve…

Vi skulle spille 20.30, hvilket er tidligt i forhold til det normale starttidspunkt, som ligger et sted mellem 22 og 23. Vi trak den også lidt pga. af det meget lille fremmøde. Det gav faktisk også bonus, for inden for ganske kort tid steg befolkningstallet i gårdhaven betragteligt, uden at der ligefrem var proppet.

Vi besluttede at gøre sætlisten udfordrende for os selv, da det var tydeligt, at det ikke ville være det mest deltagende publikum i verdenshistorien. Vores nye akustiske version af ”Afkrog af verden” overtog den plads, som ellers for tiden er reserveret til vores “krisesang” ”Lige her”, og ”Tag mig op” måtte vige sin vante plads for ”Hver sin vej”, som mildt sagt er en sjældenhed ved FAVNs koncerter. Det var publikum selvfølgelig lykkeligt uvidende om, indtil jeg fortalte dem, at vi nu ville spille en sang, som vi ikke havde rørt ved siden februar, hvor vi spillede en spontan – og temmelig forjaget – version på Drop Inn i København. Denne aften sad ”Hver sin vej” lige hvor den skulle og løftede hele første sæt for både os og publikum.

Man kan aldrig forudsige et spillejobs forløb. Et tomt lokale kan pludselig blive fyldt. Et stort fremmøde kan vise sig at være lige meget, fordi de er ligeglade med musikken. Publikum kan være meget interesserede og engagerede i koncerten, men alligevel pludselig finde på at gå deres vej, mens de overdænger én med ros på vej ud…

Sidstnævnte eksempel er koncerten på Joker Pub i en nøddeskal.

Et selskab havde sat sig lige foran os og nød åbenlyst musikken. I første pause kom en af dem hen og spurgte, om det virkelig var egne sange? Det var det, ja. Han var dybt imponeret, og det var hans svenske venner ved bordet også. De var store fans af Kim Larsen. Kunne vi mon noget af ham? Det skulle jeg mene! I andet sæt sad de igen og var helt med, fordi vi lige – på opfordring – for anden gang på Genstart Touren havde spillet CCR’s ”Who’ll Stop the Rain” til stort bifald. Men pludselig, mens stemningen var højere end vi overhovedet havde turet håbe på, da vi kom, rejste vores nye dansk-svenske fanklub sig for at gå. Som straf spillede vi Gasolin’s ”Hva’ gør vi nu, lille du” (for første gang siden 31/5-’08). Manden, der tidligere havde skamrost os, var som den sidste i selskabet rejst sig og var lige forsvundet om hjørnet, da lyden af de velkendte toner fik ham til at gå baglæns, og – som i en film, der spilles baglæns – sætte sig ved bordet igen. Nu ville jeg gerne kunne berette om, hvordan vi på den måde havde fået et fast greb i dem, så de blev til den bitre ende, men ak: Efter deres Larsen-fix gik de alligevel deres vej, mens de dog udtrykte stor taknemmelighed.

Det var en mærkelig aften…

Først er stedet nærmest mennesketomt. Så vokser publikum pludselig betragteligt og ved slutningen af første sæt og igennem næsten hele andet sæt ligner det en aften, der kan blive stor. I pausen mellem 2. og 3. sæt bliver det så pludselig en trend at forlade stedet, mens man lige roser os til skyerne på vej ud… Især husker jeg, da Paw og jeg stod og kiggede på en plakat med en Kim Larsen-kopist, der for nylig havde spillet på Joker Pub. Imens var et selskab på vej ud af den efterhånden mennesketomme gårdhave, og jeg fik følgende ord med på vejen: “Du er sgu meget bedre end ham dér! Du kan endda spille guitar! Det kan han ikke…”

Okay… Tak… Og hej hej…

“When the going gets tough, the tough get going”, siger de i staterne. De ord passer godt på Joker Pubs ejer, Pia. Ikke noget publikum?! Jeg henter nogen! Hun gik resolut op til torvet, hvor Veto stadig var i gang, og da vi gik i gang med 3. sæt, var besøgstallet ganske pænt igen. Og vi knoklede for sagen, men det var et nyt publikum, og de var ikke så nemme at kommunikere med som det tidligere. Så det var med en lidt flad fornemmelse, vi forlod Joker Pub.

Nu får vi se, hvordan det går d. 29/8, hvor vi er sidste band på Joker Pubs sommerprogram (for pubben har kun livemusik i sommerperioden). Det er en fredag!

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Hvis du får brug for mig
4.   Sort hul
5.   Mød mig i mørket (Malurt)
6.   Afkrog af verden
7.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8.   Hver sin vej
9.   Vent!

Pause

10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Rev mig løs
14. Når lyset bryder frem (Sebastian)
15. Who’ll Stop The Rain (John Fogerty) – på opfordring
16. Alverden så på
17. Hva’ gør vi nu, lille du (Gasolin’/M. Mogensen)
18. Lån en lille løgn

Pause

19. Hvor blev det hele af
20. Nedtur
21. Du er ikke alene (Sebastian)
22. Født i en metro
23. Nanna (K. Larsen/Gasolin’)
24. Lev stærkt (Malurt)
25. Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
26. Har vi hul igennem her

Festlige drukkenbolte og stive børn

Efter en uges ferie i Grenaa skulle jeg lige omstille mig mentalt, da min ferie sluttede med, at jeg rent faktisk skulle lave noget. Faktisk var ferien blevet planlagt, efter koncerten blev booket. Når man nu alligevel skulle spille i dejlige Grenaa i sin ferie, kunne man jo lige så godt holde ferie i Grenaa først. Men det var altså en lidt mærkelig fornemmelse, når man pludselig skulle indstille sin hjerne på at levere en FAVN-koncert. Paw, som dagen før var kommet hjem fra ferie i Berlin, havde det på samme måde.

Musikhuset Aftenstjernen var nyt territorium for os. Vi samler på stamsteder. Sådan nogle får man kun, hvis man giver både bookeren og publikum en oplevelse, de gerne vil have igen og igen. Jeg er stolt af, at kunne sige, at det er ved at være en ekspertise for os. En ting er, at opbygge et renommé på at tage rundt og spille tidens hits. Det kan såmænd være svært nok, men det kræver alt andet lige en betragtelig gennemslagskraft, at kunne blive fast inventar på flere og flere spillesteder i hele landet, når repertoiret hver gang består af minimum 50 % egne sange (og for det meste mere). Det gør vi, og det er vi stolte af!

Aftenstjernen viste sig at være et aflangt, tilrøget værtshus, og vi så nogle mennesker i løbet af aftenen, som imponerede ved overhovedet at kunne holde sig oprejst. Det gik som regel heller ikke godt særlig længe. At mine guitarer overlevede aftenen var nærmest mirakuløst, især efter at en gammel mand kom slingrende ind ad døren, og – efter først at være væltet før han overhovedet nåede hen til baren – væltede ind over scenen, hvorefter han måtte graves frem blandt guitarer og hvad han nu ellers havde væltet undervejs.

De var ikke meget for at synge med, men de var med på andre måder i Aftenstjernen. En kvinde, der også måtte have indtaget et mindre bryggeri, sad ved et bord til venstre for scenen, og de gange jeg i løbet af aftenen opfordrede folk til at synge med, var hun stort set den eneste, der reagerede. Hun sang bare ikke. Hun SKREG! Og ikke kun, når der skulle synges med, men også på alle mulige andre tidspunkter, når hun lige fik lyst til det. Hun forsøgte ikke at synge med, men viste simpelthen sin begejstring ved at skrige, så man fik helt ondt i halsen af at høre på det. Det var lidt distraherende, men man vænnede sig til det.

Jeg havde været lidt betænkelig mht. vore egne numre. Ville dette publikum have tålmodighed til dem? Efter andet sæt konkluderede Paw, at så længe der var et beat, var de glade. Stille numre kunne de ikke være mere ligeglade med, men ellers var de faktisk ganske åbne. Bare der var et beat! Når der var det, var de ikke fedtede med bifaldet, og der blev jævnligt danset på den sparsomme plads mellem scenen og  baren.

I en pause fik vi den gode idé, at gå på toilettet, hvor vi faldt i snak med en mand, der arbejdede på Radio Djursland. Han fik straks et par FAVN-albums og vi aftalte, at vi skulle kigge ind, næste gang vi var på de kanter. En rigtig lokumsaftale.

Selv om jeg måtte kæmpe lidt med en tiltagende hæshed (der var simpelthen ikke plads til monitors på den lille scene), som det heldigvis lykkedes mig at holde nede, brød festen for alvor ud i lys lue i 3. sæt. Især i vores helt egen version af ”Nanna”, hvor vi kombinerer Gasolin’s og Larsens versioner, og som ender i ren jam. Lidt vanskeligheder med guitaren undervejs (et mindre sammenstød med en fulderik, der var kommet ud af kurs, havde foranlediget at guitaren skulle stemmes) gav os anledning til at udnytte sangens fleksible struktur, da jeg præsenterede Paw, som så jammede løs med sig selv, mens jeg fik styr på guitaren. En lokal musiker, der kaldte sig “Holmes”, blev så revet med af al den jam, at han lånte et par maracas af Paw og jammede med på næste nummer, Malurts ”Lev stærkt”. Han fik endda en maracas-solo. Sådan nogle hører man ikke så tit. Det er der en grund til…

En mand fra Aalborg var fan af os, næsten fra før vi overhovedet var begyndt. Det gav mig anledning til at bilde publikum ind, at folk kom helt fra Aalborg for at høre os i Grenaa. I starten var det jo rart med entusiastisk opbakning, men efterhånden som der var røget nogle bajere ned, var entusiasmen blevet så stor, at manden nu kom hen til mig, og begyndte at lovprise os midt i et nummer. Jeg forsøgte at smile, nikke, synge og spille samtidig, og det lykkedes at holde den gående, indtil strømmen af lovord omsider hørte op, og han satte sig igen.

To præsentationsrunder i samme sæt er ikke noget, vi normalt bruger, men det skete altså i Grenaa. I ”Nanna” havde det fungeret som afledningsmanøvre og vi kunne da godt have ladet det blive ved det, men præsentationsrunder med tilhørende soli er bare et utroligt effektivt middel til at få stemningen til at koge, og det er jo noget, vi kan li’! Virkningen udeblev heller ikke, og da vi sagde tak for i aften, blev vi nærmest væltet af en syndflod af protester. Fire ekstranumre senere måtte vi stadig ikke stoppe, men vi gjorde det alligevel. Det er det dér med at stoppe på toppen. En svær kunst, der kræver jernhård selvdisciplin.

En ganske festlig aften på Aftenstjernen blev desværre til sidst skæmmet af nogle stive pattebørn, der ikke skulle have lov til at gå frit omkring med alkohol i blodet. En ung fyr satte sig som den naturligste ting i verden i Paws bagagerum, mens vi læssede udstyr ind. Paw gjorde ham opmærksom på, at han sad på ”et stykke brugskunst” (en Volvo), og så faldt det omsider fyren ind at spørge, om det var okay, at han sad der. Han fik lov, så det blev han snart træt af. Lidt senere stak en dame hovedet ud af en dør i en passage, der mundede ud lige overfor Aftenstjernen. Hun henvendte sig til den føromtalte knægt, og bad ham huske at gå ind med sin tomme flaske i stedet for at smide den ind i passagen, hvor hendes børn kunne træde i glasskårene. Straks smadrede han sin flaske foran hende, hvorefter han udfordrede hende til at komme og få ham til at samle op. Det gjorde hun ikke, og han gik tilbage ind i Aftenstjernen. Sikkert for at finde noget nyt at kaste med. Imens gik jeg hen til damen og opfordrede hende til at ringe til politiet. Idioten stod jo derinde, og politiet havde faktisk kort forinden kigget forbi. Det ville være ret nemt at få fat i ham. Men det gad hun åbenbart ikke. Hende om det. Jeg havde gjort det, hvis jeg var hende.

Og så var der jo idioten, der smadrede min bil…

Det er åbenbart en trend blandt Grenaas småretarderede teenagere at smadre deres ølflasker, når de har drukket ud. Førnævnte idiot gjorde det, og ikke lang tid efter skete det så igen. Denne gang var det en 19-årig, der skulle vise sine to venner, hvordan man ordner sådan en flaske. En invalidepensionist, som Paw og jeg kort forinden havde talt med (og som sammen med sin kæreste købte et af vores albums og overdængede os med ros – meget flink mand med en fantastisk musiksmag) tillod sig at fortælle flaskekasteren, at han da skulle lade være med det, hvorefter han blev skubbet voldsomt tværs over gaden og ind i min bil, som fik en kæmpe bule i højre forskærm. Da det 19-årige geni var en af dem med den charmerende holdning, at det da er helt i orden at sparke folk, der ligger ned, begyndte han så på det, men blev trukket væk af sine to venner. Aftenstjernens personale tacklede situationen flot og fik talt overfaldsmanden lidt ned, så jeg havde ingen problemer med at overbringe ham den glade nyhed, at der ventede ham en rimelig stor udgift. Jeg fik hans personlige oplysninger og en lille bøn om at sige til forsikringen, at han var faldet ind i min bil, så han slap for en voldsdom. (Der skal godt nok faldes igennem for at lave en så stor bule i en bil.) Min sympati for afstumpede voldspsykopater er jo enorm, så jeg har fortalt forsikringsselskabet nøjagtig, hvad der skete.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Når lyset bryder frem (Sebastian)
4.   Sort hul
5.   Mød mig i mørket (Malurt)
6.   Lige her
7.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8.   Tag mig op
9.   Vent

Pause

10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Rev mig løs
14. Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
15. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
16. Alverden så på
17. Under bøgen (Peter A.G. Nielsen)
18. Lån en lille løgn

Pause

19. Nedtur
20. Du er ikke alene (Sebastian)
21. Født i en metro
22. C’mon Everybody (Capeheart/Cochran)
23. Nanna (K. Larsen/Gasolin’)
24. Lev stærkt (Malurt) – m. ”Holmes” på maracas
25. Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
26. Har vi hul igennem her

Ekstra:
27. Dagen før (Kim Larsen)
28. Vi lukker nu

Ekstra ekstra:
29. Står på en alpetop (Seals/Shu-bi-dua)
30. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)