Monthly Archives: marts 2011

UNDER EN STJERNE Sessions 2009-2010

Lørdag 12/8 2011

UNDER EN STJERNE er nu færdig og udkommet. Vi er ovenud tilfredse med resultatet og responsen har været ganske overvældende. Nedenfor finder du diverse blogindlæg, som jeg har skrevet undervejs i processen. De giver et detaljeret indblik i arbejdet med albummet, og de overvejelser og valg, vi har måttet foretage undervejs. Nogle af de sange og titler, der nævnes undervejs, er senere ændret eller valgt fra. ”Daggry” endte f. eks. med at hedde ”Etellerandetsted”, hvilket jeg uddyber til sidst. God fornøjelse!

Fredag 6/11 2009

Arbejdet med FAVNs næste album (med arbejdstitlen UNDER EN STJERNE) begyndte for alvor fredag aften i studiet, hvor Paw og jeg mødtes med Simon Lykkebo (FAVNs faste livebassist) og guitaristen Lars Høier, som jeg har kendt i mange år, men aldrig for alvor arbejdet sammen med før nu. Det var egentlig meningen, at fredag aften skulle bruges til forberedelse af indspilningerne, men det kløede jo i fingrene efter at komme i gang, så vi kastede os ud i “En ny dag”, som efter planen skal være albummets åbningsnummer.

Simon kender vi jo, og vi vidste, at det ville være en fornøjelse at arbejde sammen med ham. Vi forstår hinanden rigtig godt både menneskeligt og musikalsk. Så kernen i bandet (Paw (trommer), mig selv (guitar og sang) og Simon på bas) ville utvivlsomt i sig selv være en yderst velsmurt maskine med mange års samarbejde og et hav af koncerter i den fælles bagage. Hvordan det ville være at samarbejde med Lars, kunne vi ikke vide, men det viste sig hurtigt at være særdeles konstruktivt – for at sige det mildt! Ideerne fløj gennem luften og blev straks prøvet af. Lars havde medbragt et stort arsenal af guitarer og pedaler, hvilket jo gav mulighed for en masse nye farver i FAVNs lydbillede. Det kunne måske give anledning til bekymring mht. om FAVN nu stadig ville lyde som FAVN, når nu guitarrollen ikke længere var min alene. Klokken fire om natten, hvor Paw og jeg, klatøjede men helt oppe at ringe ved udsigten til et yderst lovende forløb, lyttede til den næsten færdige udgave af “En ny dag”, stod det klart, at FAVN stadig lyder som FAVN, men på en ny måde. Lars gled smukt og ubesværet ind i samarbejdet og resultatet var fantastisk!

Lørdag 7/11 2009

Vi havde oprindeligt forestillet os, at vi knoklede på fra 10-18 lørdag og søndag, men den plan fik vi hurtigt skudt i sænk ved at være oppe næsten hele fredag nat. Når først musikken spiller, bliver man revet med og kan ikke stoppe. Er man oven i købet et vaskeægte B-menneske, gør det ikke sådan en plan mere realistisk. Lars og Simon var taget af sted sent om natten. Lars havde skullet hente sin kone i København efter en bytur, og Simon, der bor i hovedstaden, havde set sit snit til et lift. Selv havde jeg overnattet på sofaen. Nu ankom de så ved 13-tiden, klar til en ny dags optagelser. Og med morgenbrød! Det er dokumenteret i nedenstående video, hvor du også kan smuglytte lidt på fredagens optagelse af “En ny dag”, som kører i baggrunden.

Da vi havde spist, (og ikke mindst drukket den livseliksir, der kaldes kaffe) tog vi fat på en sang ved navn “Sikkerhed om bord”. Paw og jeg har hele tiden tænkt på dette album som et roots-album. Det betyder, at musikken er dybt forankret i den traditionelle amerikanske rock og folk. “Sikkerhed om bord” er nok den sang blandt kandidaterne til albummet, hvor folk og rock går mest op i en højere enhed. Som titlen antyder, er havet brugt som metafor i sangen (og ja, en lang periode med intensiv lytten til Sebastians gamle albums fra 70’erne har sat sit præg på sangskriverens ideer) og det var jo oplagt også at forsøge at skabe noget sømandsstemning og en fornemmelse af drama i musikken. Ikke mindst fordi sangen har, hvad Paw kalder den længste opbygning i rockens historie. Et crescendo, hvor musikken truer med at falde fra hinanden eller eksplodere, da omkvædet tager over og bringer alt på rette kurs igen. Behøver jeg at nævne, at Paw havde det som en fisk i vandet? Lars fik gjort god brug af sin EBow, som i høj grad bidrog til søfartsstemningen, før den lange overgang fra vers til omkvæd ledte stemningen over i høj sø og orkan (Paw). Ved sangens slutning, som bare skulle være på en ganske almindelig e-mol, fik jeg pludselig ideen til, hvad Simon døbte “albummets vigtigste 9’er”. Ved at forvandle e-mol akkorden til en e-mol9 (en tone tilføjes, der giver akkorden en spænding) fik slutningen i høj grad en fornemmelse af drama, og der var i det hele taget enighed i studiet om, at vi muligvis lige havde opfundet en genre med netop det navn: Drama.

Oprindeligt havde planen været, at den fantastiske keyboardspiller og alt-mulig-mand ud i det musikalske, ildsjælen Phil Nice, skulle have indgået i bandet i disse weekender, men Phil havde så travlt med at føre kampagne for de Radikale op til valget d. 17/11, at han måtte bakke ud i sidste øjeblik. Det lykkedes Paw at skaffe en stedfortræder i form af Martin Valsted, som dog først kunne komme lørdag aften. Derfor var vi startet med at koncentrere os om de sange, der umiddelbart var mindst oplagt til tangenter. Aftalen med Phil var endt med, at han ved en senere lejlighed ville komme i studiet og smide nogle af sine skæve ideer på de sange, vi nu måtte synes kunne trænge til det. Vi havde allerede en ide om, at hans harmonika nok ville være interessant at få med på sørejsen i “Sikkerhed om bord”.

Skuffelsen over Phils afbud blev hurtigt vendt til en fornemmelse af, at det måske var en ændring til det bedre. Martin Valsted, som spiller i et hav af konstellationer, deriblandt for tiden Mathilde Falch, tænker utvivlsomt mere tradionelt end Phil, men til de sange, vi kastede os ud i lørdag aften, var det også det, der var brug for. Vi startede med FAVNs nyeste sang overhovedet, “Nogen at snakke med”, som i sidste øjeblik havde sluttet sig til rækken af kandidater til albummet.

Den faldt rimelig hurtigt på plads. Alle fandt deres roller, og vi endte med at vælge den næstsidste version af dem, vi havde indspillet. Alt bliver jo indspillet live i denne proces, så det er bare at spille og så lytte. Den version vi valgte, sluttede lidt tidligere end det egentlig var meningen, men det ville kun være os selv, der bemærkede det. Vi gik glade videre til albummets hurtigste nummer: “Natten falder på”.

Jeg havde indspillet en demo med alle de 16 kandidater til albummet, så alle kunne gå og lære sangene at kende og få ideer, før vi skulle i studiet. Den sang, der mindst af dem alle havde en færdig form, var “Natten falder på”. Sangen er noget så sjældent i FAVN-land som et decideret festnummer! Gang i den på bedste Malurt/Gasolin’-manér. Det første, der skulle klares, var sangens start. På demoen gik jeg bare i gang med versets akkorder, men det holder ikke helt på et album og med et helt band. Jeg foreslog, at vi startede med et instrumentalt omkvæd, hvor Lars spillede omkvædets melodi, men Lars var bange for, at der ville være for meget “helte-tema” over det. Det havde han såmænd nok ret i, men hvad gjorde vi så? Jeg foreslog nu, at Martin spillede melodien på keyboardet. Alene. Han lærte den hurtigt, og det gav en god, værtshusagtig stemning. Det blev vedtaget, at sangen skulle starte sådan, hvorefter bandet ville komme ind med et brag. Lige på første vers. Det virkede! Efterhånden tog sangen form. Næste hurdle var soloen. Hvem skulle spille den? Nu er det jo ikke, fordi der er mange orgelsoli på FAVNs albums, så Martin fik i første omgang æren og kæmpede bravt for sagen. Se og hør ham give den et skud her:

Han havde dog svært ved at nå et (for ham selv) tilfredsstillende resultat, så det endte med at Lars med sin guitar overtog sidste halvdel af soloen. Det gjorde kun solostykket endnu bedre, da der nu virkelig var en meget “jam”-agtig stemning over det. Simon var meget stolt over den basgang, han havde kreeret til sangen. Det havde han også grund til at være. Basgangen lød nærmest fjollet, når man hørte den for sig selv, men i sangen fungerer den fantastisk! Og Simon fik dermed endnu en gang bevist, at han er i stand til at spille det, vi kalder røvballebas, så det nærmest bliver til kunst. FAVN kunne næppe have været heldigere, dengang vi indledte samarbejdet med ham.

Sent på natten, da alle var gået til køjs, sad Paw og jeg atter og hørte dagens optagelser igennem. Da vi nåede “Nogen at snakke med”, blev jeg pludselig chokeret over, hvor hurtigt den gik. Sådan noget som et tempo kan godt snyde én gevaldigt, når man er ved at falde om af træthed, men jeg var nu ret sikker i min sag. Ærgerligt, når nu man havde været sikker på, at den var i kassen. Da selv jeg blev træt nok til at gå i seng, begyndte Paw (der er ude af stand til at føle træthed) at gå rundt og filme sovende musikere. Se klippet her, og nyd især optagelsen af Lars’ røv…

Søndag d. 8/11 2009

Søndag middag startede vi igen. Vi fik besøg af Paws kollega Bente Nygaard Gjøtterup, som er en ivrig fotograf, og hun gik rundt og knipsede løs, mens vi spillede. Se nogle af hendes udvalgte fotos her.

Vi gav “Nogen at snakke med” et skud eller to mere, da jeg havde bekendtgjort min utilfredshed med den version, vi havde troet var den fede. To gange spillede vi den, og det, var der bred enighed om, havde været en rigtig god beslutning. Den version, vi endte med, var klasser bedre end nogen af dem fra lørdagens optagelser, og den gik også en hel del langsommere, hvilket klædte den. Da jeg senere hørte den akustiske demoversion, der havde været oplægget, blev jeg chokeret over, hvor hurtigt DEN gik. Jeg ved ikke, hvornår jeg havde overbevist mig selv om, at den skulle gå langsomt, men rigtigt set var det.

Martin skulle køre kl. 15, så vi ilede videre til “Den sidste bus er gået”, hvor vi vidste, at vi skulle bruge klaver. Sangen kan bedst beskrives som den sang, Kim Larsen og Bruce Springsteen aldrig fik skrevet sammen (og nu er det for sent. Jeg kom først!). Vi gik helt målrettet efter en lyd a la Springsteens E Street Band. (Kjukken er ikke helt så store forbilleder for os.) Allervigtigst var spørgsmålet, om Martin kunne spille klaver, som Roy Bittan (måske) ville have gjort det. Han anede ikke, hvem Roy Bittan var, så jeg begyndte at fortælle om Bittans spillestil, hvilket blev gjort væsentligt nemmere, da Paw satte ”This Hard Land” på. Martin begyndte at forstå, hvor vi ville hen, og gjorde det ganske fantastisk. Se Lars eksperimentere med et guitarspor til sangen her:

Jeg har altid gerne ville prøve at have The E Street Band i ryggen, og det her var ganske givet det tætteste, jeg nogen sinde kommer på dén oplevelse. Og det var ikke så ringe endda! Da vi lyttede til optagelserne, hørte man mellem to takes mig sige “det er rent tyveri – men vi gør det!”. “Det skal med på pladen!”, sagde Martin. Værd at overveje..

Da Martin var taget af sted, valgte vi at indspille et folknummer med titlen “Tordenskrald og frydeskrig”, som vi ikke syntes behøvede keyboard. Vi fik ret hurtigt indspillet en fantastisk version, og endnu en gang bekræftede Paw og jeg hinanden i, at det ikke just er en ulempe, at have spillet så mange livekoncerter med Simon gennem de sidste fire år. Lars gled fint ind i nummeret med sin bariton-guitar, som er en guitar, der er stemt meget dybt og tonemæssigt befinder sig et sted mellem en almindelig guitar og en bas.

Mere nåede vi ikke denne weekend, men hele seks numre, som alle var blevet fantastiske, var også alt, hvad vi kunne drømme om at forlange!

Lørdag aften havde vi under aftensmaden diskuteret, hvad kunst er for noget. Det kunne vi ikke blive enige om (for hvem kan det?), men da vi sidst på søndagen lyttede weekendens bedrifter igennem, blev vi dog hurtigt enige om, at DET var kunst!

Onsdag d. 11/11 2009

Det føltes helt underligt og tomt, at det kun var mig og Paw i studiet om onsdagen efter den intense weekend. Vi mødes fast om onsdagen og vi mente nok, at vi lige kunne få et nummer mere i kassen på egen hånd, før det gik løs igen den følgende weekend. Albummets titelsang (såfremt vi beholder den nuværende arbejdstitel) ”Under en stjerne” er en stille sang, som jeg havde overvejet at give et afdæmpet countryarrangement med fuldt band, men Paw ville hellere holde den næsten helt akustisk, hvilket var fint med mig.

Da vi havde besluttet os for sangens form. skulle der som det første indspilles akustisk guitar. Nogle gange formår jeg at skrive sange, som jeg faktisk selv har svært ved at fremføre, og ”Under en stjerne” har noget fingerspil, som ikke er helt nemt. Det måtte der kæmpes lidt med. Og så havde vi endda bestemt os for at indspille guitaren to gange. Det giver en mere fyldig lyd. Lidt som en 12-strenget guitar med tykke strenge. Da det omsider var klaret, indspillede vi en mundharpesolo, suppleret med klokkespil (spillet af Paw). Til sidst indspillede jeg noget simpelt, men effektivt keyboard på vores gamle skod-keyboard fra vikingetiden. Det har mange grimme lyde, men der er én, vi er ret glade for, og ofte bruger ved vore duokoncerter. Paw eksperimenterede lidt med noget simpel perkussion, og endte med at lægge rytmeæg på omkvædene, samt noget ekstra klokkespil ved sangens slutning. Og så var den sådan set i kassen, bortset fra, at vi agter at bruge en kvindelig gæstesolist på sangen. Hvem det bliver, vil tiden vise.

Fredag d. 13/11 2009

Stemningen var knap så euforisk, da vi tog fat på den anden weekends indspilninger. Nu vidste vi, hvad vi kunne forvente af samarbejdet, og det var jo ikke så lidt. Den første weekends indspilninger havde givet os god grund til at have store forventninger til denne weekend, og det gjorde faktisk, at vi følte os en smule pressede. ALLE sangene skulle gerne være mere end bare vellykkede. Vi ville gerne holde fast i magien. Problemet er, at når man først får det sådan, bliver det hurtigt krampagtigt og så forsvinder magien let. Tilbage er så kun frustration og hårdt arbejde. Så galt gik det nu slet ikke, men risikoen lå og lurede…

Martin Valsted ville støde til lørdag aften, så i første omgang var vi den samme kvartet som fredagen før. Vi besluttede at starte med “Stille i bussen”, som FAVN har spillet live to gange i år. I duoform. Vi indspillede en version af den til DRs konkurrence, Rocktoget, i august, men nåede ikke at få den sendt af sted i tide. Vi besluttede at undlade at spille den for Simon og Lars, da det meget let kunne begrænse deres kreativitet. Det viste sig hurtigt, at Paw og jeg selv var hæmmede, fordi vi allerede havde lavet en version, vi var glade for. Vi kunne ikke abstrahere fra den og genopfinde den dybe tallerken. Og da der ikke kom nogle lyse ideer fra Simon og Lars, måtte vi efter et forkølet forsøg indse, at vi måtte spille den version, vi havde sendt til DR, for dem, og så tage den derfra.

Det fik sat skub i processen, og snart havde vi fået en fed version banket ned på harddisken. Simon havde dog svært ved at forholde sig til sangen, som har en lidt underlig form, hvor især bassen skal ind og ud af arrangementet på en utraditionel måde. Han var dog ikke i tvivl om, at det virkede, men måske snarere lidt ærgerlig over, at han ikke skulle spille mere. Sangen har seks vers (eller tre dobbeltvers), der alle har deres eget arrangement, som følger teksten. Det er en tekst, som ikke kan ignoreres. Lars mente, at den er samfundsrevsende, og det er den på en måde også, men det er ikke helt så enkelt. Der er ikke nogen entydig “fortæller” i sangen, der zoomer ind på forskellige grupper i befolkningen, som hver på deres måde er med til at nedbryde samfundet. Men mest af alt er sangen et angreb på den apati, der ofte her i landet giver alt for frit spil til dem, som ikke har den fjerneste respekt for andre mennesker. Den, der tier, samtykker, og der er “Stille i bussen”.

Den bliver utvivlsomt albummets mørkeste sang.

Lørdag d. 14/11 2009

Ligesom sidste fredag lykkedes det os at komme så sent i seng, at vi først fik (bittesmå) øjne ved middagstid lørdag. Lars og Simon havde ikke overnattet, og Paw og jeg vidste ikke, hvornår de mon ville dukke op.

Ventetiden skulle i hvert fald bruges konstruktivt, så vi gik i gang med at indspille den korteste FAVN-sang nogen sinde. Varighed ca. 30 sekunder. Sangen har haft flere titler. Først havde den, i mangel af bedre, arbejdstitlen ”Det skræmmer mig”, som aldrig blev overvejet som den egentlige titel, men bare i bedste salmetradition var sangens første linje brugt som titel. Jeg troede så, at jeg havde fundet den rigtige titel, da sangen blev kaldt ”I et nu”. Jeg kunne godt lide, at titlen kunne have flere betydninger, alt efter, hvor man lægger trykket. Desværre virkede den titel bedst på tryk, så sangen endte med at hedde ”I nuet”. Hvis man ellers kan skelne mellem sangtekst og digt, tilhører teksten til ”I nuet” efter min opfattelse sidste kategori. Manglen på et omkvæd var en væsentlig årsag til problemet med at finde en god titel. Som det var tilfældet med ”I mit stille sind” på vores forrige album GENSTART, skal ”I nuet” kunne stå alene på albummet, og samtidig tjene som prolog til den efterfølgende sang. (“Min hånd holder fast i din”, som jeg vender tilbage til.) ”I nuet” behandler et rigtig svedigt rock’n’roll-emne: Den skræmmende og fantastiske, men også vemodige erkendelse af, at ens børn snart ikke er små mere. Kan det blive mere “sex, drugs & rock’n’roll”?

Det ville have været nemt og hurtigt at banke en version ned med bare klaver/guitar og sang, men vi syntes, at de 30 sekunder skulle være lidt mere spændende. Vi gik efter at skabe en stemning i retning af noget, man kunne kalde “børneværelsets undergang”. Paw har en spilledåse, som vi indspillede, for derefter at afspille sporet baglæns. Spooky effekt. Ovenpå det lagde jeg sangens akkorder med forvrænget guitar, og på toppen af det hele lagde Paw et ostinat på klokkespil. Var den der så? Måske. Vi lod den ligge lidt.

Lars og Simon ankom først på eftermiddagen, og vi satsede nu på at få et nummer eller to i kassen, før Martin stødte til om aftenen. Det skulle jo helst være noget, hvor han ikke skulle bidrage. Vi tog fat på “Fugleskræmsel”, som rytmisk er i familie med vores gamle TIES-nummer ”Right Outside These Walls”. Sidstnævnte havde været svær at indspille tilbage i 2001, men vi er jo blevet dygtigere siden og “Fugleskræmsel” var faktisk ret hurtigt banket på plads.

Men det VAR altså en hårdere weekend end den første. Der skulle kæmpes mere for sagen. Da Martin kom, tog vi fat på sangen “Skær”, som Paw og jeg havde indspillet en version af tilbage i august (også i forbindelse med “Rocktoget”). Den version havde været for hurtig og i det hele taget ikke særlig vellykket, så den undlod vi at spille for de andre. I første omgang så det ud til at gå fint. Vi fik en hyggelig version af sangen i kassen, og alle syntes, at den var fed. Undtagen Paw. Han syntes, den var FOR hyggelig. Den manglede kant. Jeg har det sådan, at hvis en sang gerne vil være “hyggelig”, så lad den være det. Det er sjældent en god ide, at tvinge en sang væk fra end det, den lægger op til. Paw og jeg er meget sjældent uenige om et arrangement. Da vi i 2004 indspillede vores debut, havde vi haft et par uenigheder, men da vi har den gyldne regel, at vi ikke er færdige, før vi begge er glade, skulle der findes en løsning. Dengang knoklede vi på, indtil slutresultatet faktisk var to af albummets absolutte højdepunkter. Mit problem denne gang var, at jeg ikke syntes, der var noget problem. Udover at Paw ikke var tilfreds, altså. Det er svært at pille ved en version, når man ikke synes, at den fejler noget. Hvor tager man fat? Der blev tænkt. Og lyttet. Gennembruddet kom, da Paw kom med et argument, jeg kunne forholde mig til og i øvrigt gav ham ret i: Sangen løftede sig ikke i omkvædet. Rent musikalsk lød vers og omkvæd nærmest ens. Det var altså dér, der skulle sættes ind. Der var enighed om, at versene var gode, som de var, men omkvædet skulle åbne sig og have et los bagi. Når først man kender opgaven, er den som regel til at løse, og det gik også stærkt. Den version, vi nu endte med, var klart bedre end den første. Nedenstående klip er optaget af Simon, da det nye arrangement lige var faldet på plads. Trætheden, lettelsen og euforien er til at få øje på, trods den forringede billedkvalitet.

Som om vi ikke havde fået udfordringer nok for én aften, tog vi nu fat på en sang, som Paw har kaldt vores ”Hungry Heart”. “Min hånd holder fast i din” minder unægtelig lidt om det gamle Springsteen-hit, hvilket er underligt, da jeg slet ikke havde ”Hungry Heart” i tankerne, da jeg skrev den. Melodien til “Min hånd holder fast i din” er dog mere varieret end Brucehittet, og er faktisk en gammel sang, som blev inspireret af en morgen, hvor min datter som baby lå og undersøgte min hånd. Sangen fik sin livedebut helt tilbage i 2001, hvor den var på engelsk og hed ”My Hand is My Baby’s Toy”. Dengang kæmpede vi i TIES med at få lavet et tilfredsstillende arrangement af sangen, og vi kæmpede endda videre, da vi startede FAVN, men det lykkedes aldrig. Sangen har ligget i glemmekassen indtil nu, hvor vi føler os modne til at binde an med den igen. Desuden passer den fint ind sammen med de nye sange.

Her i FAVN anno 2009 havde vi stadig ikke nogen klar ide om, hvordan sangen skulle arrangeres, men håbede, at inspirationen atter ville slå ned i os, når nu vi var fem om at komme med ideer. Det viste sig desværre hurtigt, at det var så som så med ideerne, og Paw og jeg følte os sat otte år tilbage i tiden. Nu spekulerede vi atter som gale over, hvordan denne simple sang kunne arrangeres på den fede måde. Ironisk nok viste løsningen sig at være at forfølge inspirationen fra Springsteen. Det var bare ikke fra ”Hungry Heart”, vi hentede ideerne, men fra ”Tenth Avenue Freeze-Out” fra det legendariske album BORN TO RUN.

Næste problem var så, at det hurtigt viste sig, at vi var for trætte til at kunne ramme det stramme groove, som krævedes. Da vi ikke havde tid til at øve os i timevis, var det åbenlyse alternativ at indspille sangen vha. “lagkage-metoden”, et instrument ad gangen. Det virkede til gengæld også.

Søndag d. 15/11 2009

Vi arbejdede videre med “Min hånd holder fast i din”, da vi var kommet til bevidsthed ved middagstid. Lars lagde en U2-agtig guitar i omkvædet, hvilket klart var lidt af et stilbrud (men det kan jo være fedt), og da Martin efter mine anvisninger tilføjede et blæser-agtigt tema, opstod en mærkelig effekt: Lars guitar lød faktisk, som om der var et andet orgel, der spillede noget mystisk under Martins “horn”-tema. Vi besluttede, at lade det være foreløbig. Paw og jeg ville rydde op i det senere. Foreløbig havde sangen nu fået en musikalsk retning.

Næste nummer måtte meget gerne falde hurtigt på plads efter alt det mas, vi havde haft med de “Skær” og “Min hånd holder fast i din”. Jeg lod blikket glide hen over Paws opslagstavle, hvor samtlige albummets kandidater var hængt op, så man lige kunne danne sig et overblik. Vi manglede at indspille fire numre, og vi ville næppe nå mere end to denne søndag eftermiddag. Instrumentalnummeret “Daggry” blev udskudt, da vi ikke engang var sikre på, om den skulle arrangeres med et helt band. Paw og jeg havde allerede en glimrende demo af den med kun klaver og en keyboard-melodistemme. Det fungerede ret fedt. En sang ved navn “Lusen” kunne også godt tåle at vente, da halvdelen af arrangementet skulle være akustisk. Tilbage stod “Undergang” og “Vi lukker nu”, som begge skreg på at blive indspillet med band. Den sidstnævnte turde jeg ikke binde an med endnu. Af grunde, som jeg om lidt vil uddybe, kunne den nemlig godt blive endnu et problembarn, og det var ikke, hvad vi havde brug for lige nu. I håbet om at titlen ikke var profetisk, valgte jeg “Undergang”.

Det særlige ved “Undergang” er, at sangen i FAVN-sammenhæng er den første af sin slags. Den går nemlig ikke i 4/4, men i 6/8, og det husker jeg som et helt bevidst valg, da jeg skrev den for nogle år siden. Næsten alle de sange, jeg har skrevet, er startet som eksperimenter af en slags. I “Undergang” var der hele to eksperimenter. På musiksiden var det altså at prøve at skrive i en taktart, jeg ikke havde prøvet før. På tekstsiden var det, at prøve at fortælle en historie, som kunne tages bogstaveligt, men som også kunne fungere i overført betydning. Tager man teksten bogstaveligt, synes den at handle om en engel, der keder sig i Himlen og smutter en tur til helvede for at se, om ikke der skulle være mere gang i den dér. Historien fortælles af Satan himself, som er gået hen og blevet forelsket, og derfor holder fast i englen, som for længst har fortrudt sit lille eventyr. Sangen kan imidlertid sagtens høres som en sang om et forhold, der har set bedre dage, og dets to parter.

Det gik heldigvis let som en leg at få “Undergang” på plads. Endelig et nummer, der ikke gjorde vrøvl, men bare lod sig indspille.

Weekendens sidste sang, “Vi lukker nu”, har været en mere eller mindre seriøs kandidat til alle de tre albums, Paw og jeg har indspillet sammen. Da vi hed TIES, hed den ”Closing Time” og var fast slutnummer ved vores koncerter, men blev vraget, da vi skulle indspille vores album. Den var meget tæt på at komme med på FAVNs andet album, GENSTART, men blev i sidste øjeblik vraget, fordi den simpelthen ikke passede sammen med de øvrige sange. Et godt, lidt fjollet, livenummer kan være temmelig svært at få til at fungere godt på et album.

Da Paw og jeg begyndte at give duokoncerter, lavede vi en ny version af “Vi lukker nu”, som vi tænkte måske var mere indspilningsvenlig, og den version tog vi udgangspunkt i nu. Det viste sig hurtigt, at den version fungerede knap så godt, når den skulle spilles af en kvintet. Så prøvede vi at tage udgangspunkt i vores gamle rockversion. Det nåede vi heller ikke langt med. Lars kunne ikke rigtig forholde sig til guitarriffet. Vi gik tilbage til duoversionen og nu fandt Paw en måde at spille sangen på, der fik rollerne til at falde på plads. Sangen blev med ét til en slags country-boogie-rock, som klædte teksten fint. Lars fandt endda en måde at flette noget af det gamle, oprindelige riff ind i sit spil. Rytmisk gav arrangementet mig pludselig mindelser om Springsteens folk-eventyr på SEEGER SESSIONS. Jeg havde haft en lille bekymring mht rækkefølgen på albummet, hvor jeg meget gerne så “Vi lukker nu” komme lige efter “Natten falder på”. Min bekymring gik på, om de to sange måske ville blive for ens, og om “Natten falder på” gik for hurtigt i forhold til “Vi lukker nu”, hvilket kunne få den sidstnævnte til at virke sløv, hvilket ikke måtte ske. Nu var det tilsyneladende faldet på plads af sig selv, da de to sange rytmisk og stilmæssigt var endt med at være så forskellige, at de sagtens kunne ligge side om side.

Weekenden endte således i rigtig god stemning! Vi havde nået størstedelen af sangene, og det eneste store hængeparti, der involverede os alle fem, var “Lusen”. Martin var så rar og entusiastisk, at han tilbød at komme i studiet den efterfølgende onsdag, hvor vi så kunne tage ud på Paws arbejde og indspille alt klaver en gang til. Hvorfor nu det? Fordi et flygel nu engang lyder bedre end den kunstige klaverlyd, der var blevet brugt i løbet af weekenderne. Ved samme lejlighed kunne vi så få lagt noget flygel på “Lusen”, hvis Paw og jeg altså lige fik indspillet guitar og trommer først.

Der blev pakket sammen, og især Lars havde jo ikke så få guitarer og grej, han skulle have med sig hjem. Der var fuldstændig enighed om, at vi havde lagt grundstenene til et virkelig fedt album, og selv om vi følte, at vi næsten var færdige, vidste vi godt, at der lå masser af arbejde forude. Når først de sidste numre er indspillet, kommer turen til enkelte overdubs hist og her, samt vokal og kor. Og så skal det hele jo mixes, hvilket i dig selv er en lang proces. Et cover skal albummet jo også have, så der er nok at lave i de kommende måneder, men vi har foreløbig haft en flyvende start!

Onsdag d. 18/11 2009

Efter to hektiske weekender var det tid til at tage hul på det, vi trods alt ikke havde nået. Først og fremmest folksangen “Lusen”, som vi tænkte, at Martin Valsted kunne lægge flygel på, når han nu alligevel på eget initiativ havde været så flink at gøre os selskab denne onsdag. Martin går op i, at arbejdet bliver gjort ordentligt og færdigt, og det er noget, vi kan li’.

Da vi nu ikke længere havde bandet samlet, måtte vi jo klare det på lagkage-manér: Indspille et instrument ad gangen til et clicktrack (en elektronisk metronom, der gør det lettere at holde sammen på det hele). Jeg indspillede først guitarsporet, hvorefter Paw lagde trommer på.

Derefter bevæbnede vi os med mikrofoner og vor gode, gamle harddisc recorder, og kørte til Stevns Gymnastik- og Idrætsefterskole, hvor Paw arbejdede. Planen var, at erstatte den lige lovlig keyboardagtige klaverlyd på weekendernes optagelser med nye optagelser, hvor Martin spillede på skolens flygel.

Det blev til adskillige optagelser, hvor Martin gav forskellige bud på, hvordan flygelet kunne spilles på “Den sidste bus er gået”, “Natten falder på” og “Lusen”. Nogle takes var meget enkle, andre mere eksperimenterende. Tanken var, at Paw og jeg skulle have en masse at  vælge imellem, når vi, et sted ude i en ikke så fjern fremtid, skulle sidde og vælge og vrage.

Nu vi alligevel var der, gav jeg også et bud på instrumentalnummeret “Daggry”.  Vi havde kort drøftet, om Martin skulle give det et skud, men var alle tre enige om, at det var der ingen grund til. Martin er en dygtigere pianist end jeg, men det var ikke det vigtige i denne forbindelse. “Daggry” er skrevet på klaver – af mig, og ville have bedst af min måde at spille mit eget stykke musik på. Jeg har min egen måde at spille på, og især i et instrumentalnummer er den personlige spillestil en vigtig ting at få med. Småklodset forståelse og indlevelse er som oftest bedre for det musikalske udtryk end teknisk overlegenhed. Der kan være en smuk skrøbelighed over den musiker, som må træde varsomt. Nogle gange er lyden af et gammelt, lettere ustemt klaver også at foretrække frem for den svulstige lyd af et flygel, hvilket var en konklusion, vi ret hurtigt nåede frem til med “Daggry”.

18. januar 2010

Status er nu, at Paw har mikset på nogle af numrene, og vi har ryddet lidt op i nogle af indspilningerne.

“Natten falder på” har fået ny rytmeguitar, der stort set er identisk med den oprindelige, som desværre lød for dårligt på grund af tekniske problemer.

Som tidligere nævnt blev “Min hånd holder fast i din” som den eneste sang indspillet efter “lagkage”-metoden. Den har krævet en del efterbehandling, men er nu virkelig ved at tage form. Første problem var, at arrangementet manglede fylde. Faktisk var Paw og jeg ganske klar over, hvad der manglede: Et klaver, der spillede 8-dele, som man hører det i Springsteens ”Hungry Heart”. Men da “Min hånd holder fast i din” i forvejen kunne give mindelser om det gamle hit, ville det simpelthen begynde at ligne et remake, hvis vi tilføjede det. Men hvad så? 8-dele på guitar! Den ide brugte vi faktisk i forvejen på ”I nuet” – den korte sang, der skal gå direkte over i “Min hånd holder fast i din”. På ”I nuet” havde vi lagt to guitarspor, hvor jeg spiller 8-dele med enkelttoner i stedet for akkorder. De to spor er tonalt forskellige og danner dermed akkorder. Ideen var at panorere de to guitarer ud, så der lå en i hver højttaler. Effekten blev ganske fantastisk (især i høretelefoner), og da vi førte ideen videre i “Min hånd holder fast i din”, tog arrangementet et stort skridt fremad.

Næste lille problem var orglets riff i omkvædet. Riffet var glimrende, men gav arrangementet en lige lovlig “røvballeagtig” stemning, når det blev spillet på orgel. Riffet burde faktisk spilles af en blæsergruppe, men sådan en er ikke nem at skaffe (med mindre man vil bruge en masse penge, vi ikke har), så i mangel af bedre fedede vi riffet op med både guitarer og kor. Det virkede også. Nu manglede vi efterhånden bare et par korsangerinder til at give omkvædet den helt rigtige lyd. Sådan nogle kender vi heldigvis.

Vi har også taget fat på vokal og kor på sangene. Foreløbig brugte vi en eftermiddag på at indsynge “En ny dag”, som viste sig at være blevet indspillet i et lidt for højt tempo. Vi havde så valget mellem at samle gutterne igen og indspille den forfra, hvilket vi aldrig rigtigt overvejede, eller at prøve at frasere sangen således, at det alligevel blev fedt. Der blev også luget lidt ud i teksten, da der sine steder simpelthen var for mange ord til det høje tempo. Vi endte med et resultat, vi begge foreløbig er rigtig glade for, men sådan noget skal have lov til at ligge lidt. Så tager vi endelig stilling til det senere. Det, som den ene dag lyder rigtig godt, kan den næste dag pludselig lyde helt forkert i ens ører, så at lade ideerne ligge lidt til senere genhør, er en meget væsentlig del af processen.

I skrivende stund er vi i gang med vokal til “Skær” og “Min hånd holder fast i din”. Den sidste er ikke så svær at få ram på, men “Skær” har et omkvæd, som jeg har lidt svært ved at synge helt rent. Det lyder måske underligt, men nogle gange er det lykkedes mig at skrive melodier, som jeg faktisk skal bruge noget tid på at lære at synge, så det virker.

Lørdag 12/8 2011

I slutfasen (efteråret 2010) skete der en del ændringer i forhold til ovenstående, som jeg lige vil nævne her:

Det U2-inspirerede guitarriff i omkvædet på ”Min hånd holder fast i din” blev genindført. (Dog nu spillet af mig.) Det løftede omkvædet og virkede bedre end det horn-inspirerede riff, som vi med stor effekt gemmer til sangens outro.

”Sikkerhed om bord” manglede noget rå guitar, så det fik den. Desuden havde vi jo en ide om, at den skulle have et ”sirene”-kor. Vi droppede tanken om at få nogle sangerinder til at klare den opgave, og valgte i stedet selv at klare det med nogle meget høje falsettoner, som ved hjælp af lidt studietrylleri kom op i meget højt leje.

Lars’ guitarsolo i ”Natten falder på” blev droppet, og erstattet af en guitarsolo, som jeg indspillede. Vi havde brug for et andet udtryk, og vi fandt et take, hvor Martin spillede noget ret skævt på orglet, som jeg så dels spillede med på, dels broderede videre på. Resultatet kan høres på albummet.

Instrumentalnummeret ”Daggry” ændrede titel til ”Etellerandetsted”. Af to grunde: For det første ønskede jeg ikke at diktere, hvad lytteren skulle have af indre billeder, når musikken spiller. For det andet giver den nye titel en fornemmelse af, at ringen er sluttet, fordi netop ”Et eller andet sted” gentages så ofte i åbningssangen ”Nogen at snakke med”, at man skulle tro, det var sangens titel. Når nu albummets slutnummer får titlen ”Etellerandetsted”, virker det som et nik tilbage til albummets åbning. Det er i hvert fald hensigten. Og så er en titel som ”Etellerandetsted” helt åben og sætter forhåbentlig lytterens fantasi i gang.

“Tordenskrald og frydeskrig” var faktisk tæt på at være perfekt, så vi tøvede lidt med at gøre noget ved den. Der var bare lige det, at omkvædet godt kunne trænge til et løft. Jeg indspillede noget simpelt klaver på sangen, og vi fik lagt et Gasolin’-agtigt kor under omkvædene. Og det var lige, hvad der skulle til. Magi!

”En ny dag” og ”Stille i bussen” blev begge droppet fra albummet. ”En ny dag” var på mange måder fed, men passede ikke til resten af albummet, og jeg var personligt ikke tilfreds med sangens omkvæd. Desuden ødelagde det sangen, at vi havde indspillet den i et for højt tempo. At den sang blev droppet, betød at ”Nogen at snakke med” kom til at åbne albummet, og den er ganske enkelt perfekt til den post. Den opsummerer alle albummets temaer og etablerer albummets tone. ”En ny dag” ville have åbnet albummet ved fuldstændig at distrahere lytteren. ”Stille i bussen” kunne faktisk have været et højdepunkt på albummet, men indspilningen var ganske enkelt ikke god nok. Paw og jeg lyttede på et tidspunkt til vores oprindelige demo af sangen. Og den var markant bedre end den version, vi indspillede til UNDER EN STJERNE. Sangen ville også have gjort albummet som helhed for stille og dystert. Så også den må sidde over. Det er planen, at begge numre finder vej til næste album. Sidst, men ikke mindst, er det ikke godt at have for mange sange på et album. Man mister overblikket og får ikke fornemmelsen af en helhed.

Don Falch

FAVN på speed

1. del: Lang lørdag.

Det har været et hektisk efterår og en endnu mere hektisk vinter for FAVN. I efteråret skulle det nye album, UNDER EN STJERNE, færdiggøres, samtidig med at vi på Pledgemusic.com skulle overbevise ikke så få mennesker om, at det endnu ikke færdige album var værd at investere i. Et forløb, der mildt sagt blev kompliceret at gennemføre, da jeg skulle separeres og flytte midt i det hele. Men gennemført blev det. Da albummet så var færdigt (og hvilket resultat!), skulle det jo lanceres. Det er vi ikke færdige med endnu. Langt fra. Men vi har i løbet af februar fokuseret kraftigt på presseomtale i Roskilde og omegn, da releasefesten for albummet skulle holdes i Kælderen på Gimle. Et lokale, vi havde lejet for små 8.000 (!!!) kr.

Vi havde faktisk virkelig stor succes med den lokale presse. Det blev til interviews i både Dagbladet (to store artikler – se her og her), Roskilde Avis og Dampradioen. (Se video fra vores besøg på Dampradioen her.) Nu gjaldt det jo så om, at få folk til at komme og støtte projektet og – for en god dels vedkommende – opdage, at det her er blodig alvor for os! Hvis man er i tvivl om det efter en FAVN-koncert, skal man have sit hoved undersøgt. Men det kræver først og fremmest, at man dukker op. Og ikke nok med, at de skulle opdage, at det er blodig alvor. Det er det for så mange bands. Men der er en grund til, at det er blodig alvor: Det her er fan’me kvalitet, mine damer og herrer! Nu smider jeg lige al beskedenhed overbord, og ønsker held og lykke med at finde et dansk album, der matcher det niveau, der kendetegner UNDER EN STJERNE i lyd, cover, tekster og musik. Skrev jeg lige det?! Ja, det gjorde jeg. Uden at blinke! Tag den, Jantelov, og skam dig. Vi vil kæmpe til sidste blodsdråbe og lidt til, for at det her album ikke forsvinder i glemselen. Det fortjener så meget mere! Men vi KAN ikke gøre det alene! Dig, der læser det her, er simpelthen nødt til at hjælpe os, hvis det skal lykkes. Derfor har vi lagt fire gratis sange op på vores hjemmeside. Så DU kan dele musikken med dine venner og smitte dem med din entusiasme, for vores rækker ikke så langt, selv om den er stor. Når et band anbefaler sig selv, gør det selv sagt ikke det store indtryk. Hvilket band synes ikke, at de selv er gode? Det, der virker, er når deres publikum slår på jungletrommerne. Hvis man har en god ven, der siger: ”Hør lige det her! Jeg er vild med det!”, så smitter det.

Billetprisen var sat til 85,- og det var så lavt, som vi overhovedet kunne forsvare at sætte den. Det krævede så, at 100 mennesker fandt vej til releasefesten, hvis bare lejen af lokalet skulle i hus. Så vi begyndte at råbe højt! Især på Facebook, hvor vi ved af erfaring, at man skal råbe så højt og så længe, at man selv er overbevist om, at alle må være ved at brække sig af at høre om det. Og så er det, at man lige skal give den en tand eller to mere. For vi har flere gange konstateret, at der er masser af venner og bekendte, der da slet ikke har hørt om det dér, vi nu har gang i. Og det selv om vi synes, at vi har proppet det ned i halsen på dem. En anden erfaring, vi har gjort os, er at de fleste danskere pr. automatik udsætter alting til sidste sekund. Både under vores projekt på Pledgemusic og nu vedrørende billetsalget, gik det til at starte med så langsomt, at vi var bange for, at vi måtte aflyse. I sidste sekund kom alle så åbenbart i tanke om, at de vist hellere måtte få købt billetter, og vi kunne ånde lettet op. Jeg vil tro, at besøgstallet i Gimles kælder til sidst lå omkring de 80-90 mennesker, hvilket var glimrende.

Vi mødtes sidst på formiddagen d. 5/3 for at gøre klar til aftenens fest. Eftersom vi selv skulle medbringe og stå for scene, lys og lyd, havde vi sådan set rigeligt at lave. (Se FAVNs første besøg i Kælderen her.) Paw havde købt et stort og flot bagtæppe, som kan ses på Karina Jensens meget flotte fotos fra aftenen. Kast et blik på vores billedside. Kælderen blev dækket med FAVN-plakater med små serviceoplysninger. Der blev brændt cd’er med fire sange, som folk fik gratis med ved køb af et af FAVNs ”gamle” albums. Ideen var så, at man gav den brændte cd videre til en ven, som kunne tænkes at blive smittet med ens entusiasme og brænde varm på musikken. En ide, som vi gerne modtager feedback på fra dig derude.

Scenen og det lånte lys stod på Skt. Josefs Skole (hvor de rare og hjælpsomme pedeller havde været så venlige at stille det hele klar til os) og skulle hentes i en fart, hvis vi skulle gøre os forhåbninger om at nå det hele. Vi manglede bare en trailer til at transportere det hele. Da vi ikke havde udsigt til at få fingrene i sådan én lige med det første, besluttede vi at satse på at kunne have det i vores biler. Paws kollega, Lars, som var en fuldstændig uvurderlig hjælp hele lørdagen, og jeg kørte af sted for at hente det hele, og det viste sig lykkeligvis at det godt kunne mases ind i bilerne.

Lars fik hurtigt banket scenen op. Bagtæppet kom op. Smukt syn. Lyset kom op. Vi havde også en projektor kørende ved siden af scenen, hvor udvalgte fotos fra de sidste ti år kørte i ring. Kælderen var nu forvandlet til FAVN-land. Vores trofaste livebassist, Simon, samt vores to andre medsammensvorne ved indspilningerne af UNDER EN STJERNE; guitarist Lars Høier og tangentspiller Martin Valsted, dukkede op i løbet af dagen. Vi holdt en meget opmuntrende lydprøve, hvor vi kunne konstatere, at der var rigtig god lyd i det temmelig lyddøde lokale, som såmænd også er bygget til at give gode vilkår for høj musik.

Faktisk holdt vi to lydprøver, for vi skulle spille to meget forskellige sæt. Første sæt skulle være afdæmpet og ”akustisk”. Kun Paw på cajon, percussion, kor, klokkespil og melodika, og undertegnede på sang, akustisk guitar og mundharpe. I andet sæt skulle den stå på rock. Først og fremmest leveret af vores sædvanlige trio med Simon på bas, men også med besøg af Lars og Martin, som skulle spille med på nogle af de nye sange. Det havde oprindelig været tanken, at vi skulle spille ét langt sæt, men da Simons band, Concrete Flowers, samme aften skulle være support for Black City i Tanken ovenpå, var vi nødt til at ændre planer. Godt det samme, for jeg er ret overbevist om, at det var rigtig godt, at vi fik vist begge sider af FAVN live, og delt aftenen op i et intenst ”hold kæft og lyt”-sæt, hvor teksterne i højere grad var i fokus, og så et rock-sæt med knald på, hvor folk kunne slå sig løs sammen med os.

Da klokken blev 19 og dørene skulle åbnes, havde vi nået alt, bortset fra at spise. Så vi besøgte en grill i nærheden, mens folk begyndte at ankomme. Så kunne vi også være rockstjerne-agtige og komme lidt for sent til vores egen fest. Fedt. Jeg kæmpede ihærdigt for at klemme bare halvdelen af min dürüm ned. Det var ikke nemt. Adrenalinet i min krop gjorde nu for alvor sit indtog, og tog dermed min appetit, og kødet var ikke kebab, men noget røvsygt oksekød, som de egentlig burde have haft lige i synet igen.

Det var selvsagt meget hyggeligt, at gå rundt og hilse på venner, familie, kollegaer og bekendte, som nu strømmede til fra nær og fjern for at høre FAVN. Jeg er ret overbevist om, at mange af dem kom for at få en hyggelig aften, men ikke ligefrem regnede med at skulle gå derfra som fans. (Her tænker jeg naturligvis på dem, der ikke havde oplevet os før.) Det fik vi lavet grundigt om på.

2. del: : Første sæt.

Vi gik på scenen ca. kl. 20, hvor Paw holdt en spontan velkomsttale, hvorefter vi kastede os ud i første sæt. Lige fra første sekund kunne vi overraske det forventningsfulde publikum. Vi åbnede nemlig med det sidste nummer på UNDER EN STJERNE: ”Etellerandetsted”, som er et instrumentalnummer, der på albummet spilles på klaver, keyboard og melodika. Næppe et nummer nogen havde forventet at høre denne aften, men vi indledte altså koncerten med en ny udgave, hvor jeg med fingerspil på min akustiske guitar akkompagnerede Paw, der spillede melodien på hele to melodikaer; en til A-stykket og en anden til B-stykket.

Derpå var det tid til titelnummeret, som sad lige i skabet, hvorpå vi dykkede ned i bagkataloget. Det er virkelig interessant som nyt materiale og tidens gang sætter det ældre materiale i nyt lys. ”Genstart” var oprindelig en sang om en mand, der nærmest har levet sit liv som en robot, men en dag vågner op og starter på en frisk. Begynder at LEVE. Nu passede sangen pludselig skræmmende godt på mit eget liv, som ser temmelig anderledes ud end det gjorde for under et halvt år siden. Heldigvis kunne sangen også bære at blive spillet i et fuldstændig afsindigt tempo. Det skulle vise sig at være helt generelt denne aften, at adrenalinen tog magten fra os. Det havde en positiv indvirkning på energien på scenen, men tempoet var i langt de fleste sange så højt, at man havde fornemmelsen af at halse efter sangene. Deraf titlen på dette indlæg. Paw havde endda medbragt en metronom, hvor sangenes tempi var indprogrammeret. Lige meget hjalp det. Årsagen var, at vi simpelthen var ude af form. Vi havde ikke spillet FAVN-numre live i over et år. Det er meget almindeligt, at det første og største offer, når man kommer op på de skrå brædder igen, er tempoet. Dertil kommer at halvdelen af repertoiret var helt nyt og aldrig tidligere spillet for et publikum. Interessant nok var det dog oftere de ældre numre, som drønede over stok og sten. Sikkert fordi vi havde fokuseret på de nye sange, da vi øvede op til koncerten.

Derpå fulgte ”Afkrog af verden” fra vores debut, HAR VI HUL IGENNEM HER. Den sang er en af vores absolutte favoritter, men har sjældent gjort det store indtryk på folk, når vi har spillet rockversionen live. Den akustiske duoversion, som blev til i forbindelse med koncerten på Selsø Slot i maj 2009, er til gengæld et hit! (Du kan downloade den gratis her.) Når folk altså hører efter, vel at mærke. Det gjorde de i Kælderen, og sangen var et klart højdepunkt i 1. sæt.

Også ”Lusen” fra UNDER EN STJERNE var et hit. Den er også en af vores favoritter, og med sit i forvejen folkede arrangement lå det lige til højrebenet at spille den som duo.

Det havde været en smuk og klar dag, og midtvejs i første sæt fejrede vi forårets komme med Dissing/Andersens ”Hilsen til forårssolen”, som vi udgav som single sidste år. (Køb den her.) Det var en lidt hurtig, men solid version, som også forhindrede 1. sæt i at blive alt for sørgmodigt, for der var en del tunge sange på sætlisten.

Vent!”, for eksempel. En af de stærkeste sange i FAVNs repertoire. Den handler om at være faldet ned i et dybt hul, som man har brug for hjælp til at komme op af igen. Igen en sang, der har det med at gøre større indtryk på publikum, når vi spiller den som duo. Den sang gjorde det ud for de mest intense fire minutter i første sæt. Måske i hele koncerten.

Havde man brug for et følelsesmæssigt pusterum efter den sang, blev man slemt skuffet, for den blev fulgt af endnu en sværvægter fra bagkataloget: ”Hvor blev det hele af”. En sang om, hvordan man kan gå fra at være tæt forbundne til næsten fremmede for hinanden.

SÅ var der også brug for et skift, og vores heftige countryversion af ”Alverden så på” klarede den opgave fortrinligt. Jeg kom godt nok på glatis undervejs, da jeg glemte teksten til næstsidste vers, og forsøgte at spørge Paw, om han mon kunne huske det. Han kiggede på mig med et lettere forvirret smil, og kunne vist ikke høre mig. Jeg valgte bare at synge det samme vers igen. Det er underligt som det ofte er det samme sted i en sang, hvor teksten smutter. Når det sker i ”Alverden så på” er det netop næstsidste vers, der pludselig er helt væk. Underligt.

Natten til lørdag var jeg blevet vækket af en mms med et billede af min lille nyfødte niece. Denne glædelige begivenhed medførte desværre, at den stolte fader måtte melde afbud til releasefesten, hvilket ikke var helt uventet. Alligevel blev ”I nuet” og ”Min hånd holder fast i din” tilegnet ham, samt mine egne børn, som var til deres anden FAVN-koncert denne aften. De oplevede det dog som den første, da de var tre og et år gamle, sidst de så os. Det var faktisk ved den første FAVN koncert overhovedet. Sangene blev også tilegnet Paw, som for kun fire måneder siden blev far for fjerde gang. Jeg bekendtgjorde, at vi gerne ville have hjælp af det store ”kælderkor”, når vi nåede til outroen i ”Min hånd holder fast i din”, og publikum var heldigvis meget, meget beredvillige. De sang lystigt med, og således sluttede et intenst første sæt med fællessang. Faktisk havde vi planlagt en fin lille tostemmig slutning på sangen, men det glemte jeg alt om i kampens hede. I det hele var det ikke småt med, hvad der blev glemt af aftaler denne aften, men så længe publikum ikke opdager noget, er alt jo godt.

Det dejlige ved at spille to sæt denne aften var, at vi i pausen havde fået lidt mere ro på, og kunne slappe af, mens vi gik rundt og snakkede med folk. Og jeg skal love for, at der var ros i lange baner. Flere havde stået og grædt om kap. Pragtfuldt at vide, at sangene i den grad kan trænge ind og røre folk på den måde. Det var lige før, jeg blev lidt urolig for, om andet sæt ville blive et antiklimaks. Jeg håbede, det ville blive en forløsning.

3. del: Besøg på scenen.

Da Simon kom tilbage efter at have spillet ovenpå, var det tid at skyde rockdelen i gang. Vi åbnede med ”Undergang”, som med sine 6/8 er en tung satan, der samtidig rykker. Den sad hvor den skulle, og blev fulgt af ”Fugleskræmsel”, som også bestod sin livedebut med bravur. Det var skønt i løbet af aftenen at kunne konstatere, at de nye sange alle sammen sparker røv live. Vi havde da haft stærkt på fornemmelsen, at de ville virke, men det var dejligt at få det bekræftet. Efter de to debuter skød vi et par gamle ”hits” efter publikum. ”Lån en lille løgn” har altid været et fortræffeligt livenummer, og denne aften var ingen undtagelse. Folk reagerede på energien, og da jeg dæmpede bandet for at få publikum til at gentage, hvad jeg sang, var det ikke ligefrem noget, jeg skulle kæmpe for. Hver gang jeg sang en frase, fik jeg den tilbage som et brølende ekko. Fantastisk.

Det var seks års dagen for vores første releasefest og dermed også for vores første musikvideo, som blev filmet ved den fest. Vi ville gerne markere det med en ny video, og opfordrede publikum til at fiske mobilerne frem og filme os, mens vi spillede sangen. Den fik fuld skrue, og bød endda på tostemmig fællessang (i falset) hen imod slutningen, hvor jeg dæmpede bandet. Tanken var, at publikum så kunne sende os deres optagelser, hvorefter vi ville klippe en ny video sammen. De filmede såmænd også løs, men vi mangler stadig væk at modtage videoer nok til, at vi kan realisere ideen.
(Send din optagelse som MMS til 31209775 eller send en mail til paw@favn.net, hvorefter du vil blive inviteret til vores Dropbox, hvor du kan lægge filerne op).

Nu blev det så tid til aftenens første gæsteoptræden. Guitaristen Lars Høier, som har bidraget væsentligt til ”Sikkerhed om bord” på albummet, kom på scenen for at spille med på netop den sang. Vi havde haft lidt knas med den i øvelokalet, fordi den har en melodi, som går både dybt og højt, og det er jo til at overkomme i et studie, men live er især dybe toner noget af en udfordring. De drukner i bulder og brag, og der er intet, der slider en stemme så hurtigt, som når man er tvunget til at presse nede i det dybe leje. Jeg havde eksperimenteret med at synge en overstemme, men resultatet blev så bare, at sangen blev forvandlet til en anden (dårlig) sang. At skifte toneart ville bare give problemer i de høje toner, så vi endte med at spille versene meget mere afdæmpet end på albummet, hvilket virkede fint. Desværre skete der det, da vi var gået i gang med sangen til releasefesten, at jeg simpelthen ikke kunne huske teksten. Jeg var helt blank, mens vi stod og trådte vande, hvilket man sagtens kan med den sang. Den er fleksibel. Til sidst vendte jeg mig mod Paw for at høre, om han mon kunne huske, hvordan sangen begynder, men i det samme kom det til mig. Jeg begyndte at synge, men var allerede halvvejs i første vers nødt til at synge sort, da teksten forsvandt igen. Heldigvis var det kun et par linjer. Så var jeg tilbage på sporet. Ellers viste sangen sig som ventet at være et fedt livenummer. Masser af plads til jam. Masser af dynamik. Masser af energi! Og så fik jeg fyret grundigt op under spaden i en afsluttende solo a la Neil Young. Aaah!

I den næste sang kom keyboardspiller Martin Valsted på scenen, og dermed var hele det hold musikere, man hører på størstedelen af UNDER EN STJERNE, på scenen. Det var virkelig fedt for en gang skyld at have et stort band i ryggen. Der er masser af godt at sige om at spille som duo og trio, men forandring fryder, og det var en fornøjelse at stå midt i den massive lyd, som fem musikere frembringer.

Vi spillede solide versioner af fire sange fra albummet. Jeg havde aftalt med Martin, at jeg ville præsentere ”Den sidste bus er gået”, mens han spillede sangens intro med stemningsfuld orgellyd. Da jeg sagde til ham, at han bare kunne begynde at spille, kiggede han op på mig med et skælmsk udtryk og spurgte, om han bare skulle spille en hvilken som helst sang? Det var hans egne subtile måde, at gøre mig opmærksom på, at jeg faktisk var den eneste, der kendte sætlisten. Jeg forbarmede mig og fortalte ham, hvilken sang det drejede sig om. Der var en lille misforståelse i starten, der medførte, at bandet kom ind et vers senere end planlagt, men det var ikke nogen hørbar smutter. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, vi havde planlagt det sådan.”Den sidste bus er gået” var i øvrigt i særlig grad en fornøjelse at spille, fordi den er så enkel og giver masser af plads til spontanitet. Og så fik jeg også prøvet at være bandleder i en kvintet, hvor jeg kunne stå og dele soli ud. Skægt.

4. del: “Here Comes the Sun”.

Efter et stemningsfuldt pusterum med ”Tordenskrald og frydeskrig” forlod vores gæster scenen, og den stod på triorock igen. Vi havde i øvelokalet stået og leget lidt med at inddrage Beatles’ ”Here Comes the Sun” i vores egen ”Rev mig løs”. Ideen udsprang egentlig af, at jeg havde siddet og øvet mig på ”Rev mig løs” og pludselig havde siddet og spillet George Harrisons smukke sang. De to sange er meget forskellige, men deres budskaber passer meget godt sammen. En ting, jeg altid har været ret vild med ved U2s koncerter, især de tidlige, var når Bono pludselig begyndte at blande alle mulige andres sange ind i U2s egne numre. Nu gjorde vi det samme. Planen var, at gøre det midtvejs i sangen, men for at øge fornemmelsen af spontanitet (hvilket man kan gøre meget effektivt ved at gøre noget, der er helt uventet for alle, inklusiv bandet), indledte jeg sangen med at spille riffet til ”Here Comes the Sun”. Simon og Paw forholdt sig afventende, mens publikums reaktion var blandet. Der var undren (”er det ikke Beatles?!”) hos nogle, mens andre begyndte at synge med. Uden varsel gik jeg så i gang med ”Rev mig løs”, der som altid tonsede over stok og sten. Midtvejs slog vi så over i ”Here Comes the Sun”, og det gav nu pote, at jeg havde spillet en lille ”teaser” i starten. Det gav en fornemmelse af, at vende tilbage til noget. Vi spillede et par omkvæd, et vers, og så et omkvæd mere, hvor ”It’s all right” blev gentaget nogle gange, mens bandet piskede stemningen i vejret, og så … dæmpede vi os igen, hvorefter ”Rev mig løs” fortsatte, hvor vi havde sluppet den.

Aftenens vel nok hurtigste sang var ”Forfra igen”. Den er hurtig i forvejen, men det her var sindssygt! En sjov ting ved den sang er, at vi faktisk aldrig rigtig er blevet enige om, hvordan den starter. Derfor starter den på en ny måde hver gang. Denne aften foregik det ved, at jeg spillede riffet. Jeg regnede så med, at Paw kom ind med et brag, men han ”sneg sig ind” på tammerne. Der gik næsten lidt jamsession i det, mens vi prøvede at blive enige om, hvornår sangen rigtig skulle gå i gang. Paw tog teten og fjernede al tvivl med et indledende trommefill, og så var vi flyvende i et hæsblæsende tempo. Som altid sang folk med på sangens svarkor. Vi stoppede faktisk helt og lod dem synge et kort øjeblik, før vi sparkede til den igen.

”Forfra igen” gik direkte over i ”Nogen at snakke med”, som jeg bemærkede vakte jubel derude hos dem, der havde lært albummet at kende. Vi spillede en meget solid version. Endda i det rigtige tempo! Vores trioversion er tungere og mere brutal end albumversionen. Det er den nødt til at være for at fungere med kun tre instrumenter. Men det klæder den. Og hvor den på albummet kulminerer i en fælles opbygning, hvor vi er fem mand om at bygge den op, har trioversionen en afsluttende guitarsolo, mens Paw og Simon hele tiden øger intensiteten.

Igen var der ingen pause mellem sangene. ”Nogen at snakke med” deler tempo og toneart med ”Har vi hul igennem her”, så det lå lige for at splejse dem sammen. Den forløb som den plejer med præsentationsrunde hen imod slutningen. Simon spillede en fed bassolo, og Paw og jeg tog lidt pis på hinanden i bedste Gasolin’-stil. Jeg sagde, at han er ved at give Simon Phillips kamp til stregen som lydtroldmand, hvilket dog er omsonst, da han har gjort sin omverden døv med sit trommeri. Hans clairvoyante forældre gav ham det passende navn Paw. Paw svarede igen ved at sige, at mine forældre ikke var clairvoyante. De troede, jeg ville blive smuk som dem, og kaldte mig derfor Don. Først senere indså de deres brøler. (Her er det jo tydeligt for enhver, at Paw bare har dårlig smag i mænd.) I vanlig stil sluttede vi koncerten med at piske tempoet i vejret i det afsluttende riff. Stemningen var på kogepunktet, og i stedet for taktfast råb på ekstranummer, lød der i stedet et taktfast ”forfra igen! Forfra igen”. Godt nok er vi gavmilde, meeen…

5. del: “Godnat gamle Gimle”.

Vi havde tilladt os at gå ud fra, at folk gerne ville have mere, så ekstranumrene var planlagte på forhånd. De første to i hvert fald. David Ansbo, som i ca. 1998 var med til at starte TIES, som i 2003 blev til FAVN, var til stede denne aften, og det vidste vi heldigvis på forhånd. Da vi i 2006 var med til at lukke det gamle Gimle, havde jeg dengang skrevet en sang til lejligheden, hvor David faktisk var hovedpersonen. Da manden i årevis var fast inventar på Gimle, havde vi været sikre på, at han ville være til stede, men det var han ikke… Nu tog vi revanche og spillede sangen for anden gang nogen sinde, og ”Godnat gamle Gimle” sad lige, hvor den skulle. David kvitterede med at bede os om at spille til hans bryllup i august. Det ser vi frem til!

Derpå var det tid til den store finale, og Lars og Martin blev atter inviteret op på scenen. Vi manglede lige at spille et enkelt nummer (troede de): ”Vi lukker nu”. Den sang er en af vore ældste. Den oprindelige version, ”Closing Time”, er skrevet midt i 90’erne. I mange herrens år har den tjent som afsluttende sang i både TIES og FAVN, og nu er den omsider endt på et album, omend i en noget anderledes version end den oprindelige. Da vi havde spillet den, havde vi spillet samtlige 14 sange fra UNDER EN STJERNE, hvilket ville ende med at udgøre halvdelen af sættet. For det var ikke slut endnu…

Uden varsel begyndte jeg at spille akkorderne til vores undersatte version af 50’er- hittet ”Farmer John”, som hos os hedder ”Farmor John”. Vi spiller Neil Youngs version, som går i de samme tre akkorder hele tiden, så der var ingen tvivl om, at vores to overraskede medmusikanter nok skulle fange den. Sangen har ikke nogen egentlig form, så den udvikler sig hurtigt til ren jamsession, og så har den et simpelt svarkor, som det hurtigt blev åbenlyst, at mange derude kendte denne aften. Første gang jeg sang det, kom svaret prompte og højt. Fest! Især da sangen gik over i ”Wild Thing”. Og efter den var det stadig ikke forbi…

Jeg tror næppe, at andre end Simon og Paw havde set ”Twist and Shout” komme, men den var tydeligvis en kærkommen gæst hos publikum. En del af dem var i langt over to timer blevet bombarderet med materiale, som enten var helt eller delvis ukendt for dem, pånær en kort ”Here Comes the Sun” og en lige så kort ”Wild Thing”. Nu fortjente de en afsluttende godbid, hvor de bare kunne danse og synge med. Da sangen sluttede med et kaotisk forsøg på at forenes i den kromatiske opgang, som Beatles afslutter sangen med, var det tid til lige at tage røven på Lars, Martin og publikum en sidste gang. Jeg gik hen til mikrofonen, og sagde, at der nu kun var én ting tilbage at sige… Kunstpause… ”Well, shake it up baby, now!”, og en heftig reprise gik i gang. Og denne gang sad den kromatiske opgang i skabet.

Så var det forbi. Vi forlod scenen og skyndte os at hygge os med folk, der ikke overraskende snart begyndte at sive. Nogle skulle hjem. Andre i byen. Hvad vi skulle? Rydde hele lokalet, såmænd. Kælderen skulle bruges kl. 11 næste dag til et fastelavnsarrangement, så der var ikke noget at rafle om. Men vi har efterhånden erfaret, at festen ved releasefester for vores vedkommende er, når vi er på scenen. Så snart koncerten er slut, er festen snart forbi. Scene og lys skulle nu pilles fra hinanden og køres tilbage til Skt. Josefs Skole. Alt udstyr skulle pilles ned og pakkes i bilerne. Det tog såmænd kun små tre timer. Men vi var også hele Paw og undertegnede om det. Næsten. Simon og Lars dukkede op og gav en hånd med til sidst.

Vi kunne heldigvis konstatere, at der var solgt så mange cd’er og T-shirts, at vi ikke ville få underskud denne aften. Store sager! Overskud er ikke et begreb, vi opererer med. Vi regner med, at vi måske får bare et lille overskud, når vi bliver verdensberømte i Danmark. Ses derude! Og tak til alle jer, der var med til at gøre denne releasefest til vores bedste!

Don Falch

Sætlisten:

1.    Etellerandetsted
2.    Under en stjerne
3.    Genstart
4.    Afkrog af verden
5.    Lusen
6.    Hilsen til forårssolen (Dissing/Andersen)
7.    Vent!
8.    Hvor blev det hele af
9.    Alverden så på
10.  I nuet
11.  Min hånd holder fast i din

Pause

12.  Undergang
13.  Fugleskræmsel
14.  Lån en lille løgn
15.  Født i en metro
16.  Sikkerhed om bord
17.  Natten falder på
18.  Den sidste bus er gået
19.  Skær
20.  Tordenskrald og frydeskrig
21.  Rev mig løs/Here Comes the Sun (George Harrison)
22.  Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
23.  Nogen at snakke med
24.  Har vi hul igennem her

Ekstra:
25.  Godnat gamle Gimle
26.  Vi lukker nu
27.  Farmor John (Harris/Terry)/Wild Thing (Chip Taylor)
28.  Twist and Shout (Medley-Russel)