Monthly Archives: juni 2011

Friluftskoncert i Holbæk

Det er ikke ligefrem nemt at finde Vangkvarteret i Holbæk. Mest fordi det ikke findes. Dvs. det gør det, da det er den overordnede betegnelse for et område, hvor alt hedder noget med “vang”. Det hjælper bare ikke stort, når GPS’en skal vise vej, men insisterer på at stedet ikke findes. Vi skulle spille til sommerkoncerten i Vangkvarteret. En efter planen årligt tilbagevendende begivenhed, der startede sidste år med Outlandish som hovednavn.

Heldigvis var vi i god tid, så der var ingen panik, da vi endelig – efter en halv times ufrivillig sightseeing, som endte med, at vi fandt nogen, der kunne guide os – nåede frem. Scenen stod klar, og der var lavet lyd. Lydmanden var manden bag Holbæks musikbutik Gaya, Kim Alring, som for omkring ti år siden blev sponsor for TIES (der i 2003 blev til FAVN) efter at have overværet en forrygende aften på Underhuset. Vi var spændte på, hvad han ville sige til FAVN, som han aldrig havde hørt.

Det havde regnet i stride strømme hele formiddagen, og fremmødet kl. 12.30, en time før vi skulle åbne ballet, var mildt sagt sparsomt. Arrangementets hovednavn var Johnson, hvis meget unge fans (børn og nogle enkelte, der lige havde været det) allerede stod klar foran scenen. De havde lidt svært ved at tro på, at vi skulle starte. Skulle Johnson ikke bare på med det samme? Jeg tænkte, at de nok ville komme til at vente længe på ham. Hovednavnet plejer jo at være sidst i programmet. Det var i øvrigt et meget alsidigt program med både dans, korsang, rock og rap. Der var faktisk et ganske pænt fremmøde, da vi startede, vejret taget i betragtning.

Før turen til Vangkvarteret havde vi haft en meget hurtig øver. Der kunne jo ikke være tale om ikke at spille vores single, “Under en stjerne“, i den halve time, vi havde til rådighed på scenen, men da det var et stort udendørs arrangement, var der stor fare for, at den meget stille albumversion ikke rigtig ville nå ud til folk. FAVN arbejder for tiden med en ny version af sangen, som der lidt mere “gang i”. En countryversion med trommer, bas og slideguitar, hvor albumversionen er mere akustisk og kan betegnes som folk. Vi tog udgangspunkt i den nye version. For at gøre processen så hurtig og smertefri som muligt, havde jeg forberedt et udkast, som byggede på den nye version, men med en anden indledning (som kan høres i nedenstående videoklip, som Simon har optaget, før han måtte koncentrere sig om bassen) og en tone højere end normalt.

Jeg startede med at sige, at vi med “Under en stjerne” ville prøve at kalde solen frem. Og faktisk holdt det op med at regne, da vi spillede den. Men kun for en tid. Den nye version af “Under en stjerne” gik godt og vi fortsatte med vores countryversion af “Alverden så på”, hvorefter det var tid til at fyre den af. I både “Født i en metro” og “Forfra igen” gav vi den fuld skrue, og kæmpede en brav kamp for at få folk til at synge med. Det var de ikke særlig villige til. Arrangementet var jo lige begyndt, og allerede blev de opfordret til at deltage. Grove løjer. Vi har jo ofte haft held med at insistere, så det gjorde vi, og efterhånden kunne vi da ane nogle spæde stemmer derude, som prøvede at synge med. “Nogen at snakke med” viste sig igen at have en stemning, der bare virker live, og “Har vi hul igennem her” med den traditionelle præsentations- og solorunde, samt det accellererende, eksplosive klimaks, fik skabt så meget hul igennem, det kunne lade sig gøre så tidligt på en grå eftermiddag.

Undervejs havde vi måttet kæmpe med at høre hinanden oppe på scenen. At spille i fri luft, hvor der selvsagt ikke er nogen akustik, er noget ganske andet end at spille i et lokale, hvor vi som regel også står meget tættere på hinanden. Men det havde man ikke lagt mærke til ude blandt publikum. Der var begejstret respons fra både lydmand Kim Alring og Niels Bo, der havde hyret os og på stedet erklærede, at det ikke var sidste gang.

Kort efter koncerten kom min gamle klasselærer hen og hilste på. Sidst vi talte sammen, gik jeg vel i 7. klasse, så der var gået nogen tid. Overraskende nok var det Johnson, der skulle på scenen lige efter os. Temmelig tidligt for et hovednavn, men han havde måske et stramt program den dag. Da han var færdig, løb han bogstavelig talt væk fra området, med en horde af autografjagende fans efter sig. Endnu et tegn på, at han vist havde en travl dag foran sig. I hvert fald medførte travlheden, at hans halve times optræden (hvorunder jeg uforvarende var lige ved at vælte den iPhone, der leverede hans musik, på jorden, da jeg gik forbi mixerpulten) foregik foran FAVNs bagtæppe. Product placement, når det er bedst!

Don Falch

Sætlisten:

1. Under en stjerne (ny version)
2. Alverden så på
3. Født i en metro
4. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
5. Nogen at snakke med
6. Har vi hul igennem her

Nyt i Kahytten

Efter et par års fravær vendte FAVN d. 4/6 tilbage til et af de gerningssteder, vi oftest er vendt tilbage til: Kahytten i Svendborg, som havde fået nye ejere siden sidst. Stedet lignede nu sig selv meget godt, men på grund af en lidt skrantende økonomi, havde de hyret os som duo. FAVN har kun én gang før spillet et duojob i Kahytten, og det var faktisk en stor succes, så vi var ikke så bange for at gøre det igen, selv om vi havde foretrukket at trykke den af med Simon på bas. De har altid godt kunnet lide at få en ordentlig røvfuld rock i Kahytten, men nu stod den altså på folk’n’roll i stedet for.

Jeg havde i ugen op til koncerten arbejdet med, hvad jeg kalder en ”multiple choice-sætliste.” Sådan én har vi brugt mange gange før, men jeg manglede én, hvor de nye numre indgik i en ny struktur. Ideen er, at vi har en sætliste, hvor der næsten hele tiden er mulighed for at vælge mellem flere numre, hvilket gør det nemt og smidigt at styre koncerten i den retning, hvor der er størst sandsynlighed for, at publikum følger med. Enkelte numre har faste pladser, da de bare skal være der. ”Har vi hul igennem her” er for eksempel det faste finalenummer (før de eventuelle ekstranumre).
Hvis folk tager godt imod vores egen musik, får de mere af den. Viser det sig at være et publikum, der går meget op i at høre kendte numre, er sætlisten konstrueret således, at vi på de helt rigtige tidspunkter kan give dem en godbid, hvis de bliver for rastløse. Kahyttens publikum accepterer altid, at vi spiller vores eget, men kun til en vis grænse. Da koncerten var forbi, havde vi denne aften alligevel spillet 18 egne sange ud af de i alt 28 sange, der blev spillet.

At åbne med den instrumentale ”Etellerandetsted”, som vi har gjort ved de sidste tre koncerter, ville næppe være en god ide i Kahytten. Den ville helt sikkert drukne i snak, så æren tilfaldt ”Under en stjerne”, som dog også var en for stille sang at starte med. Det blev jeg gjort pinligt bevidst om af det fulde kvindemenneske, der igennem det meste af sangen stod foran mig og forsøgte at danse (eller måske prøvede hun bare at holde balancen), mens hun ihærdigt klappede ude af takt til mit fingerspil. Det var en hård start. Især fordi vi lige inden da havde forsøgt at starte koncerten, men skulle slås med anlægget, da min stemme lød som om, den kom ud af en gammel radio med dårligt signal. Lydprøven, hvor jeg vanen tro havde sunget lidt af Neil Youngs ”Helpless”, var ellers gået fint. Faktisk havde en englænder, der sad i baren hele aftenen, straks hevet fat i Paw, der stod i nærheden og tjekkede lyden. Manden omfavnede Paw og sagde noget i stil med, at med sådan en ”great voice” kunne det kun blive en fed aften. (Måske skulle vi turnere i England?)

Et par kvinder , som var på plads fra starten og blev hele aftenen, jublede, da jeg efter den skæve start hev et sikkert kort op ad posen: Malurts ”Mød mig i mørket”. Min indledende bemærkning om, at Michael Falch jo indtil for ganske nylig havde boet på Tåsinge, tæt på Svendborg, fik dem til at nikke entusiastisk. Og nu begyndte det at ligne noget, der kunne gå hen og blive sjovt! Vores egen ”Lusen” blev modtaget som havde den været et regulært hit! Den glade englænder fik sig derpå en positiv overraskelse, da den næste sang var på engelsk. I anledning af Bob Dylans nylige 70 års fødselsdag, valgte vi nemlig at hylde mesteren med en af hans store sange: ”Just Like a Woman”, som jeg for mange år siden har lavet min egen fortolkning af, men som først nu blev spillet i FAVN-regi. Efter ”Vent!”, som skabte respekt og gav os mere opmærksomhed, og ”Alverden så på”, der fik sat gang i dansen, vovede vi os ud i en premiere. Jeg har i flere år været vild med Sebastians ”Den gamles drøm” fra det sublime album ”Den store flugt”. Nu havde jeg så faktisk øvet den lidt derhjemme, og spillet originalversionen for Paw i bilen på vej til Svendborg. Det måtte være forberedelse nok, ikke? I hvert fald kastede vi os ud i sangen, og folk elskede det. Jeg tror, de kunne mærke den smittende energi, der opstår, når musikerne kaster sig ud på usikkert territorium. Det kunne dog absolut ikke høres, at vi aldrig havde spillet sangen før. Vi lukkede sættet med ”Min hånd holder fast i din”, som er så melodiøs og enkel, at den bare altid virker. Også i Kahytten.

Andet sæt rummede en version af ”Sikkerhed om bord”, der ligesom på Drop Inn indeholdt et improviseret solo/jam-stykke, som aldrig vil blive gentaget. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi vi ikke kan huske det. Det var spontant, og den sang vil helt sikkert ændre sig markant fra koncert til koncert. I det hele taget holder FAVN den gamle rocktradition i live, som blev dyrket af bands som The Who, Rolling Stones og Led Zeppelin: Sangene er så løst arrangeret, at der er masser af plads til improvisation, og ingen af sangene lyder nogensinde helt ens fra gang til gang. Det er fedt! Både for os og publikum, for vi mærker alle sammen NUET, når der spilles på den måde. At spille en sang på rutinen, kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Da sangen sluttede, bragede bifaldet. Energi af den slags kan ikke ignoreres.

Der var også en nyhed i andet sæt, i form af Kim Larsens ”Guleroden”, som er en anden sang, jeg i årevis gerne har villet spille. Den var blevet ”forberedt” i bilen, på samme måde som Sebastians ”Den gamles drøm”, og den gik rent ind og sad i skabet. Vores ”swing”-version af ”Natten falder på” og især den efterfølgende ”Den sidste bus er gået” blev modtaget med begejstring af publikum, og det var fedt at mærke, hvordan de nye sange – og ikke mindst vores måde at spille dem på – bare virker!

Vanen tro kom der flere og flere mennesker, som aftenen skred frem. I tredje sæt fik vi selskab af en meget sangglad flok. Det er jo altid rart, især da det igennem årene altid været lidt af en udfordring at få folk på Kahytten til at synge. Nu blev det et problem at få dem til at holde kæft… Det var nemlig ikke nødvendigvis de sange, som vi spillede, der blev sunget. Der var vist en bestemt sang, der var gået sport i at få til at passe til de sange, vi spillede. Da vi ikke engang ville drømme om at prøve at få dem til at klappe i, var der jo kun én vej at gå: Vi overdøvede dem. Paw har aldrig været bange for at skrue op, så de var oppe imod en mægtig modstander. Heldigvis var det nu også så sent, at høj musik kun piskede stemningen yderligere i vejret, og da vi nåede ”Forfra igen” lykkedes det at få dem til at bidrage positivt med deres sangglæde. Snart brølede hele Kahytten med på sangens svarkor. Klik selv på videoen og hør (hvis du tør).

Jeg var lidt betænkelig ved at spille den knap så festlige ”Nogen at snakke med” bagefter, men enten er sangens intense stemning altovervindende eller også var det bare lige det, der var behov for. I hvert fald gik den rent ind og fik stort bifald.

Har vi hul igennem her” er en stensikker fuldtræffer hver gang, og havde vi været i tvivl om publikums dom over os, var vi det i hvert fald ikke, da jeg – kort før vi vanen tro afsluttede sangen (og koncerten) i et gradvist stigende tempo – sagde ”tak for i aften”. Protesterne regnede ind over os, og taktfaste krav på ekstranumre overdøvede næsten vores finale.

Til releasefesten i marts var det (med en enkelt undtagelse) første gang, FAVN spillede side om side som duo, da Paw hidtil havde barrikaderet sig bag trommesæt, keyboard og klokkespil, når vi optrådte på den måde. Den aften var det egentlig bare af praktiske årsager, at Paws udstyr blev skåret ned til et minimum, da vi senere skulle spille elektrisk med op til fem mand på scenen. Det viste sig bare at virke fremragende, så vi har nu gjort det på den måde siden. Én ting er, at musikken bliver skåret endnu mere ind til benet, men den helt store fordel er, at Paw i lige så høj grad som jeg er fremme i front, hvor kommunikationen med publikum foregår. Han udnyttede det også på Kahytten. Bl.a. blev adskillige af de dansende i løbet af aftenen tilbudt en af Paws ”raslefrugter” (rytmeæg forklædt som f.eks. en appelsin). Den slags tilbud til publikum er dog ikke uden visse risici…

Efter ”Vi lukker nu”, som meget passende har fået pladsen som første ekstranummer, skulle folk lige have et enkelt nummer mere. De fik Gasolins ”Det bedste til mig og mine venner” og i løbet af den sang blev vi tre på scenen! En ikke just ædru gut fik nemlig æren af at assistere Paw ved lilletrommen. Uheldigvis var han enten for fuld eller for umusikalsk til at bidrage med andet end en solid udfordring til vores koncentrationsevne. Til sidst tog Paw konsekvensen og hev trommestikken ud af hånden på ham. Taaak for hjælpen, du…

Der er alt mulig grund til at glæde sig til d. 5/11, hvor FAVN vender tilbage til Kahytten. Måske ses vi dér?

Don Falch

1. Under en stjerne
2. Genstart
3. Mød mig i mørket (Malurt)
4. Lusen
5. Just Like a Woman (Bob Dylan)
6. Vent!
7. Alverden så på
8. Den gamles drøm (Sebastian)
9. Min hånd holder fast i din

Pause

10. Tordenskrald og frydeskrig
11. Dagen før (Kim Larsen)
12. Undergang
13. Sikkerhed om bord
14. Du er ikke alene (Sebastian)
15. Født i en metro
16. Guleroden (Kim Larsen)
17. Natten falder på
18. Den sidste bus er gået

Pause

19. Fugleskræmsel
20. Lån en lille løgn
21. Står på en alpetop (Seals/Shubidua) – på opfordring
22. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
23. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
24. Nogen at snakke med
25. Når lyset bryder frem (Sebastian)
26. Har vi hul igennem her

Ekstra:
27. Vi lukker nu
28. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin/M. Mogensen)