Monthly Archives: oktober 2011

Baba O’Riley på Møn

Alle fotos i dette indlæg er taget af Franco Hansen.

Egentlig har FAVN ikke de bedste erfaringer med koncerter, hvor flere bands er på plakaten. Ofte piller hvert band navle og har eget publikum med, som kun er interesseret i at se deres venner optræde, hvorefter de skrider. Som regel sammen med bandet. Når programmet så oven i købet er sådan skruet sammen, at FAVN som akustisk duo skal spille mellem to rockbands, der fyrer den af, kan man godt blive lidt bekymret, når man spiller i FAVN. Læg dertil, at Hårbøllehuset ligger et sted på Møn, hvor kragerne ikke har kræfter til at nå ud og vende.

MEN al tvivl og mismod blev i den grad gjort til skamme fredag d. 21/10. Bandet Jupid Oak, som Paw for nylig havde haft i studiet, havde gjort et fantastisk stykke PR-arbejde, og da aftenens første navn, duoen My Phase, gik på, sad et fuldt hus og ventede. Og det var et opmærksomt og medlevende publikum. Der var dog stadig lidt grund til at være en smule bekymret: FAVN skulle spille et sæt på en time med temmelig opmærksomhedskrævende sange, lige efter bandet The Highest Hand havde spillet et sæt med høj og heftig rockmusik. Derudover var min stemme begyndt at vise tegn på forkølelse. Det var endnu ikke kritisk, men jeg havde en fornemmelse af, at den hurtigt kunne blive slidt ned undervejs i koncerten, hvis ikke jeg passede på.

Vi startede atter en gang med ”Lusen” efter en kort hilsen til publikum, der slog en imødekommende latter op, da jeg indledte med at sige, at vi ville fortsætte i samme boldgade som det forrige band. Det var en meget åbenlys joke. Publikums begejstring steg stødt, mens vi arbejdede os igennem én af de bedste koncerter, vi længe har givet. I ”Alverden så på” gentog jeg et trick, som jeg tidligere har brugt med begrænset succes: Jeg bad publikum være rytmeboks. De skulle trampe på 1 og 3 og klappe på 2 og 4. Det gjorde de trofast igennem hele sangen. Tak for det! Det gjorde det også nemmere for mig, at justere mundharpen, som i sangens indledning gled så langt væk fra mine læber, at jeg havde meget svært ved at nå den. Jeg valgte derfor at benytte mig af deres entusiastiske medvirken, og synge første vers kun akkompagneret af rytme. Det virkede bare som en del af showet, og jeg fik den genstridige mundharpe på plads.

Jeg indledte ”Min hånd holder fast i din” med at dedikere den til alle børnene, der sad foran. ”Børnene” var de andre musikere, som alle gik i gymnasiet, og det var ikke dem alle sammen, der syntes lige godt om den joke. Jeg vendte mig grinende mod Paw med bemærkningen: ”Sikke nogle blikke, jeg fik dér!”. Det fremkaldte latter, og stemningen var tilbage, hvor den hørte til. Sangen var det stensikre hit, den har været ved hver eneste koncert.

Da vi først på aftenen havde spist sammen med de andre bands, havde medlemmer af Jupid Oak spurgt, om vi havde tænkt os at spille ”Baba O’Riley” med The Who. Jupid Oak er store Pearl Jam fans, og Pearl Jam har spillet ”Baba O’Riley” mange gange ved deres koncerter. De spurgte, fordi jeg under lydprøven i spøg havde spurgt Paw, om vi ikke skulle spille den. Lidt senere slog det mig, at vi faktisk med fuldt overlæg har indlagt riffet fra ”Baba O’Riley” i slutningen af ”Født i en metro”. Efter en kort og hemmelig konference med Paw stod det klart, at der ventede Jupid Oak en lille overraskelse… Da ”Født i en metro” lakkede mod enden, slog vi direkte over i FAVNs første udgave af ”Baba O’Riley” nogensinde. Den hang faktisk ret godt sammen, i betragtning af, at vi aldrig har spillet sangen før. Der var dog et par steder hen imod slutningen, hvor det trænede øre nok godt kunne høre, at vi ikke helt vidste, hvor den anden ville hen.

”Hvor blev det hele af” blev dedikeret til alle vore medmusikanter denne aften. Jeg syntes nu at kunne fornemme en vis rastløshed blandt publikum. De var glade for os, men koncentrationen var vist begyndt at svigte lidt hist og her. ”Nogen at snakke med” holdt dem dog fast med dens intense stemning, og den efterfølgende ”Forfra igen” var som så mange gange før et tiltrængt pusterum, hvor vi bare kunne give den gas, og publikum sang det simple svarkor af fuld hals.

Vores faste slutnummer, ”Har vi hul igennem her”, er altid en fuldtræffer. (Der er en grund til, at den er vores faste slutnummer.) Denne aften spillede vi en særlig stærk og dynamisk version. Versene var meget afdæmpede, hvilket faktisk mest skyldtes, at min stemme var godt slidt. (Men den holdt!) Omkvædene var en eksplosiv kontrast til versene, og slutningen var et improviseret klimaks, der slog gnister!

Bagefter kunne vi så nyde en meget sikker koncert med Jupid Oak, der holdt stemningen oppe hos det opløftede publikum.

En virkelig dejlig aften!

Don Falch

Sætlisten:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Afkrog af verden
4. Vent!
5. Alverden så på
6. Min hånd holder fast i din
7. Født i en metro
8. Baba O’Riley (Pete Townshend)
9. Hvor blev det hele af
10. Nogen at snakke med
11. Forfra igen (Michael Falch – Don Falch)
12. Har vi hul igennem her

På stranden igen

Man kan roligt kalde det en sjælden oplevelse, når man efter ti år vender tilbage til et spillested, som stadig hedder det samme, og hvor den samme mand stadig står bag baren. Sidst Paw og jeg spillede på The Beach i Næstved, var d. 11/10 2001… Dengang hed bandet TIES, og det var anden gang, vi spillede på The Beach. En pæn succes var det også dengang. Du kan læse om både første og anden aften på The Beach i bloggen på TIES-siden, for også dengang skrev vi om koncerterne, som vi har gjort det lige siden. Der er også fotos, hvor man tydeligt kan se, at vi ikke har forandret os overhovedet. Den flinke spillestedsejer, Svend, kunne godt huske TIES, og vi kunne også godt huske ham på trods af det ocean af koncerter, vi har spillet i de ti år, der var gået siden sidst.

Anledningen for vores besøg var faktisk ikke bare endnu et spillejob i rækken. Det var ikke os, der var aftenens hovedpersoner. Vi var nemlig blevet inviteret af Phileas aka. stortalentet Phil Nice, der holdt pladereception og fernisering for sit seneste album denne aften. Phil har udgivet adskillige albums, som er meget varierede, men som har det til fælles, at man skal sidde godt og grundigt på sine ører for at overse mandens talent. Hvad der i særlig grad tiltaler os er, at han også prioriterer teksterne højt, og skriver forbandet godt (på engelsk, som er hans modersmål).

Første gang vi mødte Phil, var i forbindelse med et arrangement på Mojo i København i 2006. (De fem sange, vi den aften spillede sammen, var faktisk tilfældigvis alle på sætlisten denne aften, fem år senere.) Siden har Paw og Phil set en del til hinanden i forbindelse med Phils projekt Parents og koncerter i den forbindelse. Og Paw har fungeret som dommer og sponsor ved Vordingborg Ungdomsmusikfestival – VUMF. Dansk Musikerforbund, DMF, er hvert år hovedsponsor med en studieweekend hos Paw i hans studie, Huligennem.nu. Phil er næstformand i DMF Sydsjælland og ved, hvor vigtigt talentpleje og nysgerrighed er i musikbranchen. Denne aften på The Beach var det Phils egen musik, der var i fokus.

Der er en desværre ret udbredt mentalitet, som er fulgt i kølvandet på den omfattende brug af sociale netværker som Facebook, og som vi i FAVN også har mærket, især i forbindelse med vores releasefest for Genstart i 2008. Det er en mentalitet, hvor man siger, man kommer til et arrangement, hvilket man så på dagen vælger at skide på. En aftale lavet på f.eks. Facebook er åbenbart ikke en aftale. Fremmødet på The Beach var mildt sagt sparsomt, og rigtig mange, der havde sagt, de ville komme, dukkede aldrig op. Tak for lort. Phil måtte derfor droppe en planlagt auktion, hvor man kunne byde på hans cd’er, der alle havde forskellige covers, malet af Phil himself. Fed idé, ellers…

FAVN skulle efter planen have spillet en times tid fra kl. 21, men vi trak den lidt. Bagefter skulle der være jamsession, hvilket der jævnligt er på The Beach – med Phil som primus motor, hvorefter Phil ville underholde med en gang karaoke.

Da vi efterhånden ikke syntes, vi kunne trække den længere, gik vi på scenen. I det samme begyndte folk at strømme til. Det var den annoncerede jamsession, der trak, og desuden var tiden nu så fremskreden, at folk begyndte at vove sig ud af de små hjem for at gå i byen. Jeg indledte “Under en stjerne” med at takke Phil for invitationen og sige, at vi egentlig burde have slået os sammen i en fælles releasefest, for FAVNs nye countryversion af “Under en stjerne” blev faktisk udgivet i netop denne uge. Jeg foreslog ham også, at invitere flere bands til at komme og spille ved hans næste releasefest. For SÅ skal de nok dukke op!

Min nye Martin-guitar fik sin ilddåb denne aften, og det var en udsøgt fornøjelse at spille på den. Den lyder formidabelt, og Ole Kehlet fra Tølløse har gjort et fantastisk stykke arbejde med at gøre den kampklar med det geniale pick-up-system Headway.

Der blev lyttet, klappet og hujet under hele vores sæt. Jeg tror ikke, man kan blive træt af at blive mødt med begejstring. Bob Dylan blev nævnt derude, og jeg vedkendte mig uden tøven Dylans enorme indflydelse, da skulle spille vores nok mest Dylan-agtige nummer: “Alverden så på”. Der var en enkelt genganger fra sidst, vi besøgte The Beach i 2001: “Hvor blev det hele af”, som dengang hed “Who Do You Think You Are”. Nogle sange er sejlivede!

Jeg havde faktisk ikke regnet med et så medlevende og engageret publikum, og havde derfor for første gang udeladt “Forfra igen” på sætlisten. Imidlertid var det tydeligt, at vi sagtens kunne få dem med på sangens svarkor, så den blev spillet alligevel og gik rent ind. “Fugleskræmsel”, som egentlig blev vraget, da “Forfra igen” blev taget til nåde, fik æren af at være aftenens ekstranummer, og vi forlod scenen opløftede efter den uventede succes. Der gik ikke lang tid, før scenen blev invaderet af jamlystne musikere. Stine Kold, Phils veninde, der skulle have været auktionarius, var så begejstret for vores optræden, at hun på stedet meldte dig ind i vores fanside på Facebook, og desuden postede ovenstående foto på sin væg med ordene: “FAVN, et godt dansk band”. Tak, Stine. Håber ikke, det gør noget, at vi har lånt dit foto.

I en ikke så fjern fremtid vil FAVN være tilbage på The Beach. Ejeren, Svend, var nemlig mildt sagt begejstret. Dermed vil Næstved blive en knap så overset by i FAVN-sammenhæng. Det er vi glade for!

Don Falch

Sætlisten:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Afkrog af verden
4. Vent!
5. Alverden så på
6. Min hånd holder fast i din
7. Skær
8. Født i en metro
9. Hvor blev det hele af
10. Nogen at snakke med
11. Forfra igen (Michael Falch – Don Falch)
12. Har vi hul igennem her

Ekstra:
13. Fugleskræmsel