Monthly Archives: november 2011

”Undskyld, vi forstyrrer…”

Med de ord indledte jeg FAVNs supportsæt for Tamra Rosanes i Hvalsø Kulturhus d. 12/11. Det var ment som en joke, men blev vist ikke opfattet sådan. Det føltes faktisk også som om, vi forstyrrede dem, mens de sad og hyggesnakkede over maden.

(Foto: Morten Strandgaard)

FAVN var tilbage hos Kulturkaravanen i Hvalsø, som er en forening med mange år på bagen. Første gang, de bookede os var i år 2000, da vi hed TIES. Senere, i december 2003, spillede vi i FAVN vores kun 6. koncert til et julearrangement for Kulturkaravanens medlemmer. Herefter skulle der så gå små otte år, før vi atter skulle spille for foreningen. Denne gang i Hvalsø Kulturhus.

Umiddelbart havde det virket, som om det lå lige til højrebenet. Et supportjob for Tamra Rosanes. Udsolgt hus og et FAVN, der som ”akustisk” duo er i topform og strutter af selvtillid. Når vi har publikums opmærksomhed er sandsynligheden for, at vi hiver sejren hjem, meget stor. Dertil kommer, at koncerter, der er arrangeret af musikforeninger, ofte er meget vellykkede, fordi det i allerhøjeste grad er passionen, der driver værket.

Jeg havde ærgret mig lidt over, at der på de 45 minutter, vi havde til rådighed, ikke var plads til nogle af de mere stille ballader, der tit gør den helt store forskel ved denne type koncerter. De numre, der bare SKAL være der, fyldte tiden ud. Det viste sig at være et held, for stille ballader ville være blevet totalt ignoreret. Til gengæld var det heller ikke fordi, det til at starte med var vanvittig populært, at vi gav den gas. Det var faktisk ret forstyrrende for mange af dem. Men det var også det, der gjorde, at de langsomt, men sikkert overgav sig. Og så hjalp det også, at de efterhånden blev mætte. Hvis jeg sad i gode venners lag og guffede lækker and, ville et band, jeg aldrig havde hørt om, nok også skulle kæmpe ualmindelig hårdt for at få min opmærksomhed væk fra tallerkenen. Alligevel kom det bag på os, at vi skulle kæmpe så hårdt for bare at få dem til at lytte til os. Derfor tog det noget tid, før vi fik fat i dem. For det gjorde vi! Man spiller ikke et hav af koncerter i alle mulige (og umulige) afskygninger, uden at lære noget. For eksempel at slå koldt vand i blodet og stille og roligt æde sig ind på dem, hvis de stritter imod. At tale til dem og aktivere dem, selv om det tilsyneladende er det sidste, de har lyst til.

Den uventede ligegyldighed overfor vores musik kom dog så meget bag på mig, at jeg skulle tage mig alvorligt sammen oppe på scenen. Jeg blev usikker, hvilket satte sit præg på mine introduktioner og mine forsøg på små jokes, der skulle bryde isen. De blev kejtede, og de første tre numre var en kamp at komme igennem. ”Alverden så på” var første vendepunkt. Som vi har gjort et par gange før, satte vi publikum til at være levende rytmeboks for os, og det gjorde en mærkbar forskel. Det var også en satsning, for de kunne jo have ignoreret os, men det er som regel satsninger, der gør den store forskel. Og så er vi gode til at insistere på en venlig måde. Det handler mest om at udstråle, at man ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at publikum ikke makker ret.

Snakken gik stadig lystigt derude, men den begyndte at tage af nu, og da vi nåede til ”Nogen at snakke med”, som kræver opmærksomhed, kunne vi med lettelse konstatere, at interessen nu mere var rettet mod os end mod tallerkenerne. ”Forfra igen” var sidste og afgørende vendepunkt. Vi instruerede publikum i det svarkor, vi forventede at de sang, og det gjorde de så. Højere og højere endda, og dermed var vejen banet for ”Har vi hul igennem her” som koncertens traditionelle klimaks. Med den hev vi sejren hjem, og det blev endda til et ekstranummer, hvilket jeg ikke havde troet ville ske, da vi startede koncerten.

Det var ikke publikum, der var problemet. Det var selve konceptet. Jeg havde troet, at det var af tidsmæssige årsager, at vi skulle spille under maden, men efter vores sæt var der 45 minutter til Tamra Rosanes skulle spille. Hun havde kun en guitarist med, og endnu mindre udstyr end os, så det tog et øjeblik at rydde scenen efter os og gøre den klar til hende. Med andre ord kunne FAVN have spillet, når publikum var mætte, glade og ikke mindst koncertklar, hvorefter der kunne have været en kort pause til sceneskift og så koncert med Tamra. Det havde ikke gjort nogen forskel tidsmæssigt, men det ville have gjort en stor forskel for både vores og publikums oplevelse af FAVNs koncert.

Men vi fik dem til sidst, og der var masser af begejstret ros fra foreningens ildsjæle bagefter. Vi begyndte på stedet at lægge planer for FAVNs næste koncert for Kulturkaravanen. Hver gang jeg er i biografen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor fedt det kunne være, at give koncert i sådan én. Det sagde jeg højt, og det er nu en idé, vi arbejder videre med.

Don Falch

Sætlisten:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Vent!
4. Alverden så på
5. Min hånd holder fast i din
6. Født i en metro
7. Nogen at snakke med
8. Forfra igen (Michael Falch – Don Falch)
9. Har vi hul igennem her

Ekstra:
10. Vi lukker nu

Mandestrip i Kahytten

FAVNs syvende koncert i Kahytten, Svendborg d. 5/11–2011,var også den anden i år, og en aften, som i hvert fald på ét punkt gav mindelser om vores første koncert på stedet tilbage i 2007.

Jeg havde glædet mig til denne aften, fordi jeg netop havde fået min trofaste Gibson SJ-200 justeret (tiltrængt, for halsen viste sig at være pilskæv) og udstyret med Headway-pickupsystemet, som min Martinguitar også har. Nu lyder de begge så fedt, at jeg ville blive mørkegrøn af misundelse, hvis ikke det var fordi, at guitarerne er mine!

I starten af juni, da vi sidst spillede i Kahytten, havde det været noget af en udfordring at starte med ”Under en stjerne”, da vi på det tidspunkt stadig spillede den meget stille version, som er at finde på albummet. Den blev totalt ignoreret, og siden har vi for det meste åbnet koncerterne med den mere pågående ”Lusen”, hvilket vi også gjorde denne aften. Responsen var dog stadig til at overse. ”Under en stjerne” blev leveret i vores nye countryversion, som egner sig bedre til denne slags jobs, hvor man er naiv, hvis man forventer et stille og opmærksomt publikum. Heller ikke den store reaktion, selv om jeg med stolthed kunne fortælle, at sangen som det første FAVN-nummer bliver spillet i DR P4 i disse uger. Vores coverversion af Malurts ”Lev stærkt!” fik dog hul igennem til publikum. Ikke fordi, de kendte nummeret (for det gjorde de næppe), men fordi det er et simpelt rock’n’roll-nummer, som svinger fedt. Nu havde vi skudt os ind på, hvilken type publikum, vi havde med at gøre: Den slags, der bare skal have et solidt beat. Så er de glade. Derpå fulgte ”Sort hul” for kun anden gang i år, og så spillede vi en joker: Larsens ”Hvis din far gi’r dig lov”. Instant fællessang! Første sæt bød også på en gentagelse af Sebastians ”Den gamles drøm”, som vi kun havde spillet én gang før; nemlig da vi sidst besøgte Kahytten. Sangen er en vidunderlig gang sømandsfolk, som indlysende nok er meget relevant at spille i Kahytten. Den blev også denne gang rigtig godt modtaget. Det gjorde vores egen ”Min hånd holder fast i din” også, og den må være en oplagt næste single fra vores side. Vi havde nu fint hul igennem til publikum, selv om der var et stykke vej til begejstring.

Og dog: ”Teddy” var begejstret! Teddy var en skidefuld mand, der havde en stor ølvom, som han var ualmindelig glad for at vise frem. Den var også imponerende stor og med en flot hårpragt… Han råbte lystigt med på sangene, uanset om han kendte dem eller ej, og selv om sådan en mand kan være ret belastende, når man står og skal levere en koncert, så kan han også være med til at løfte stemningen, hvis man tackler ham rigtigt. Han var også så flink at købe øl til os. Flere gange endda. Det blev det øvrige publikum glade for, for eftersom jeg skulle køre hjem, delte jeg mine øl ud til folk i pauserne. Det skulle man måske spekulere lidt mere i? Jeg blev søreme en populær mand på kort tid. I det hele taget var det en aften, hvor der blev delt ud. Jeg tror, det er første gang, vi har oplevet, at en mand kommer ind fra gaden, kigger på os, og lægger en 50’er på en af Paws trommer.

Stort set hele andet sæt var lidt af en ørkenvandring. Det var faktisk lige meget, hvad vi spillede. Vi blev for det meste betragtet som baggrundsmusik. Det finder vi os jo ikke i særlig længe, så det lavede vi om på i tredje og sidste sæt, hvor stemningen steg støt. Den nåede et foreløbigt højdepunkt cirka midtvejs, da Teddy besluttede sig for, at det var blevet for kedeligt kun at vise sin vom frem. Nu stod han så dér med bukserne nede om knæene. Heldigvis med ryggen til os. Dem, der sad i baren, og havde udsigt til den anden side af ham, så umiddelbart mere chokerede end imponerede ud. Paw kan godt lide at inddrage publikum, når FAVN for alvor spiller op til fest. Han deler f.eks. gerne ud af appelsinformede rytmeæg, som folk kan få lov til at rasle med (mere eller mindre i takt til musikken). Denne gang kom Teddy ham dog i forkøbet, idet han simpelthen stak sit hoved ind over trommerne, mens han pegede på sit tyndhårede kranium. Manden har tydeligvis ikke haft nogen som helst ide om, hvor hårdt Paw slår, men det vidste Paw heldigvis godt, så han nøjedes med at tjatte lidt til Teddys hovedskal med en af sine whiskers. Det var Teddy vist ikke synderligt tilfreds med, men det var nok bedst på den måde, Teddy…

Teddy leverede også kor til ”Forfra igen”. Dog på nogle helt andre tidspunkter end det var meningen, men sjovt var det. Især da det tog overhånd, og han i et anfald af fuldstændigt overmod tog min mikrofon og gav det øvrige publikum en demonstration af, hvordan koret slet, slet ikke skal være. En ung mand fra publikum, som selv var guitarist og havde stået og savlet over mine to superblærede spader, ilede til hjælp og vristede mikrofonen fra Teddy. Med Sebastians ”Når lyset bryder frem” og vores faste slutnummer, ”Har vi hul igennem her” (igen en fuldtræffer!), fik vi afslutningsvis stemningen derop, hvor den plejer at ende, når vi spiller i Kahytten, og vi fik ikke lov til at stoppe.

Første ekstranummer blev en fødselsdagssang til ”Mikkel”, som hans venner sagde fyldte 30, mens han selv mente, at han blev 32… Tjek dit personnummer, Mikkel! Derpå lukkede og slukkede vi med ”Vi lukker nu”.

Don Falch

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Lev stærkt! (Malurt)
4. Sort hul
5. Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
6. Vent!
7. Alverden så på
8. Den gamles drøm (Sebastian)
9. Min hånd holder fast i din

Pause

10. Tordenskrald og frydeskrig
11. Dagen før (Kim Larsen)
12. Undergang
13. Sikkerhed om bord
14. Du er ikke alene (Sebastian)
15. Født i en metro
16. Guleroden (Kim Larsen)
17. Natten falder på
18. Den sidste bus er gået

Pause

19. Fugleskræmsel
20. Lån en lille løgn
21. Mød mig i mørket (Malurt)
22. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
23. Nogen at snakke med
24. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
25. Når lyset bryder frem (Sebastian)
26. Har vi hul igennem her

Ekstra:
27. Happy Birthday – til ”Mikkel”, på opfordring
28. Vi lukker nu