Monthly Archives: februar 2013

The Big Bang – hvor det hele begyndte

Da FAVN d. 16/2 deltog i “The Big Bang” i Roskilde, var det mest af alt på grund af nysgerrighed. Arrangementet foregik nemlig på Eriksvej 40, hvor gode gamle Paramount stadig befinder sig. En engang hvid bygning, der med årene er blevet godt og grundigt sminket med graffiti. Der står nu “Twin Peak” på skiltet ved indkørslen, men der har været skiftende navne, og i min gymnasietid, hvor stedet var samlingssted for gymnasieelever, der oplevede hinandens bands fyre den af, var navnet Paramount. Når foreningen The Big Bang, der fungerer som eventgruppe og spillested, afholder arrangementer på stedet, skifter Paramount eller Twin Peak, så vidt jeg forstod, navn til The Big Bang (bare hvis nu du ikke skulle være blevet forvirret endnu). Foreningen er 100% non-profit, så alle arbejder frivilligt og alt eventuelt overskud går direkte til forbedring af foreningen eller til nye, større events.

Vi var midt i vores anden studieweekend i HULIGENNEM.NU, hvor vi arbejdede på FAVNs fjerde album (som kommer til at sparke røv!), og var sandt at sige langt fra motiverede for at afbryde arbejdet for at spille gratis i Roskilde. En aftale er imidlertid en aftale, men vi tillod os dog at melde afbud til lydprøven, som skulle starte allerede kl. 17. Det viste sig at være en meget fornuftig beslutning, for det betød, at vi fik et nummer mere i kassen, og da vi ankom til The Big Bang kl. ca. 20.30, havde det band, der skulle levere trommesættet, meldt afbud. Vi ville med andre ord have spildt over tre timer, hvis vi var mødt op kl. 17.

Publikummet var en meget sær blanding af gymnasieelever, hvoraf de fleste var tilknyttet foreningen, og folk med en gennemsnitsalder et sted i halvtredserne. Først tænkte jeg, at de måske var en flok forældre, der skulle se deres poder spille, men det forholdt sig anderledes. “Down the Road Apiece” var en trio, som skulle spille før os. Deres gennemsnitsalder var tilsyneladende også i halvtredserne og det var jo nærliggende at tro, at de mange jævnaldrende iblandt publikum var deres venner. Jeg blev dog i tvivl, om det forholdt sig sådan, da entusiasmen under deres koncert var ret behersket, men den var god nok. Den erkendelse ramte os på den hårde måde, da “Down the Road Apiece” viste sig at tilhøre den lange række af bands, som til denne slags arrangementer spiller for deres venner og så skrider bagefter. Deres venner skrider jo så også og altså dermed en stor del af publikum. Det har vi oplevet lidt for ofte. Så føler man sig jo ikke særlig pisset på, når man lige har stået og overværet hele deres koncert og bakket dem op hele vejen. De blev dog og overværede vores første nummer. Man skulle tro, at alle optrædende, som er en del af samme arrangement sådan en aften, dermed havde en interesse i at hele aftenen var en succes for alle, men sådan forholder det sig åbenbart meget sjældent i navlepillerland.

Med et således halveret publikum og en gennemsnitsalder, der pludselig var faldet til lidt under tyve, var det jo spændende, hvordan det ville gå for FAVN. Vi har i årevis været gode til at bilde hinanden ind, at vores musik, som har så dybe rødder i 60’erne og især 70’ernes rockmusik, primært er for et temmelig modent publikum. Noget kunne dog tyde på, at det er en myte, vi har skabt for os selv. Ingen tvivl om, at vores musik som regel går lige ind hos folk, der har passeret de tredive, men hvor tit får vi spillet for et musikinteresseret publikum, der kun nærmer sig de tyve? Ret sjældent. Da jeg gik i gymnasiet, kan jeg huske, hvordan jeg oplevede en stigende interesse for “gammel” musik hos kammeraterne omkring mig. Selv havde jeg den interesse før gymnasietiden, da jeg blev flasket op med bla. Bob Dylan og Neil Young, som jeg hadede, indtil jeg en dag fattede, hvad det gik ud på, og blev vild med dem begge. Og det er jo det, der ofte sker, når man rammer de sytten-atten år: Man begynder at interessere sig mere for musikkens historie og de store navne i hvis fodspor alle træder.

Vi startede som sædvanlig med de mere afdæmpede folk- og countrynumre, såsom “Under en stjerne”, og det unge publikum reagerede med kæmpe begejstring. Jubelen var også stor, da jeg fortalte dem, at min første “rigtige” koncert som forsanger for et band på en decideret scene, fandt sted netop i Paramount i 1988… Simon kunne ikke dy sig for at spørge, hvor mange i publikum, der mon var født på det tidspunkt. Kun “Down the Road aPiece” rakte hænderne op. Én af dem var blevet far det år.

Da lyden var ret elendig pga. et sanganlæg, der for længst skulle have været lagt i graven, havde jeg været skeptisk mht. at fyre den af. Hvis vi holdt os til det mere akustiske udtryk, kunne man da i det mindste nogenlunde høre, hvad der foregik. Men da den ældre del af publikum var forduftet, og det unge publikum reagerede så begejstret på vores musik, var tvivlen forsvundet, og de fik “Sikkerhed om bord” og “Født i en metro” for fuld skrue. Og de kunne lide det! Så tog vi en lille chance og ville spille et helt nyt nummer, som vi tidligere på dagen havde indspillet en fantastisk version af til det kommende album. En tung, dyster sang, kaldet “Farvel til verden”. Den havde dog sine problemer med overhovedet at komme til at sige goddag til verden, for da jeg gik i gang med det indledende riff, begyndte min forstærker at sætte ud. Jeg har læst, at U2 i deres unge dage klarede sådanne situationer ved at invitere frivillige fra publikum op på scenen, så ventetiden kunne fordrives med at fortælle vittigheder, mens der kom styr på det tekniske. Jeg foreslog Simon, at han kunne underholde med nogle vittigheder, og det var egentlig ment som en spøg, men Simon gik straks hen til min mikrofon og fortalte en meget sløj vittighed om en isbjørn, der kom ind på en bar…

Efter at have forsøgt at finde fejlen, måtte vi sande, at der var gået et rør i forstærkeren. Resten af koncerten måtte blive med den akustiske guitar tilbage i hovedrollen. Det forhindrede os såmænd ikke i at spille “Farvel til verden” alligevel. Så ikke nok med, at den fik sin livedebut. Det blev tilmed i en helt ny, improviseret folkversion med mundharpesolo, og den fik et entusiastisk bifald, også selv om jeg oven i de tekniske vanskeligheder nu også havde fået lidt bøvl med min stemme. En meget kold nat havde sat sig i halsen. Jeg måtte derfor bruge al min fokus på rent faktisk at ramme tonerne i de sidste tre numre, hvilket for det meste gik udmærket, men det kostede noget publikumskontakt.

Efter koncerten fik vi stor ros, og det er bestemt en overvejelse værd, om ikke FAVN skulle smutte forbi nogle gymnasier i fremtiden. Noget kunne tyde på, at vores musik appellerer væsentlig bredere, end vi troede. Med den opmuntrende erkendelse tog vi på kebabjagt og vendte derpå snuden tilbage mod Stevns, hvor en lang søndags indspilninger i HULIGENNEM.NU ventede os.

Don Falch

Sætlisten:

1. Under en stjerne
2. Vent!
3. Min hånd holder fast i din
4. Sikkerhed om bord
5. Født i en metro
6. Farvel til verden
7. Nogen at snakke med
8. Har vi hul igennem her

På stranden i februar

Sidst FAVN spillede på The Beach i Næstved, var i 2011 i forbindelse med vores musikalske ven Phil Nices releasefest, hvor vi var Phils gæster. Det var så stor en succes, at det resulterede i et “rigtigt” job, som dog først blev her i februar 2013. Helt fra starten var det tydeligt, at vi i hvert fald ikke ville komme til at mangle støtte, for Dennis, som for under tre uger siden overværede FAVNs koncert på Klub Note i København, havde åbenbart slet ikke fået nok. Denne gang havde han endda en flok venner med, så der var fuld opbakning og gode vibrationer fra starten af.

Det fremgik ikke af kontrakten, hvor længe vi skulle spille, så jeg havde ikke forberedt nogen sætliste, da vi ankom. Vi aftalte med ejeren, Svend, at vi spillede to sæt, hvorefter folk traditionen tro kunne gå på scenen og jamme. Jeg sammensatte i huj og hast en sætliste, der ville lægge vægt på FAVNs egne sange, men som også ville tilgodese det publikum, der indfandt sig. The Beach var velbesøgt denne aften, og det var et overvejende ungt publikum, som var i byen og fyre den af. Stille ballader blev der derfor ikke mange af, og nogle covernumre blev strategisk placeret rundt omkring i de to sæt. Det gjorde dog tilsyneladende ikke den store forskel, om vi spillede egne eller andres sange. Man gik mere op i, om der var gang i den. Det var der også, for selv om vi kun er bevæbnede med akustisk guitar, mundharpe, lilletromme og div. perkussioninstrumenter, kan Paw og jeg sagtens fyre den godt og grundigt af.

Koncerten startede, som de sidste mange koncerter har gjort, med “Lusen” og “Under en stjerne“. Den førstes opbygning og swingende omkvæd gør den til et effektivt startnummer, og den melodiøse “Under en stjerne” virker altid. Så hev vi “Genstart” op ad mølposen, hvor den har ligget i et års tid. Det kunne heldigvis ikke høres. Malurts “Lev stærkt!” blev også spillet for første gang i umindelige tider. Det er jo ikke et nummer, som den brede befolkning kender, men det virkede, fordi det i bund og grund er simpel, klassisk rock’n’roll. Undervejs kom en pige hen til scenen og spurgte, om det ikke var os, der havde spillet på Sørup Herregård for et lille års tid siden? Det kunne jeg bekræfte. Ja, hun mente nok, vi virkede bekendte. I “Alverden så på” faldt jeg i min egen fælde. Et trick, vi har brugt et par gange, hvor vi snyder folk til at klappe på 2 og 4 (i stedet for 1 og 3) faldt til jorden, eftersom jeg tankeløst satte dem i gang med at klappe på netop 1 og 3. Det var heldigvis kun Paw, der opdagede min brøler. En musiker, der havde indspillet nogle numre i Paws studie, kiggede forbi og overværede det meste af første sæt. Han var stor fan af Pink Floyd, fortalte Paw efterfølgende, hvilket jeg ikke havde været klar over, da jeg satte Floyds “Wish You Were Here” på sætlisten. Ironisk nok var den store Floyd-fan netop gået videre i byen, da vi nåede til sangen. Det var jo en skam. Både fordi han gik glip af den, men også fordi han tilsyneladende havde været den eneste i publikum, der kendte den. Vores seneste single, “Min hånd holder fast i din“, høstede som vanligt stort bifald. Det er fedt, at have et så sikkert livenummer, som i fin stil kan løfte den ansvarsfulde opgave at slutte et sæt, så bifaldet brager, når man går til pause.

I starten af andet sæt havde jeg den spøjse oplevelse, at der var en bestemt linje i omkvædet af åbningsnummeret, “Undergang“, som jeg simpelthen ikke kunne huske. Linjen lyder, ironisk nok: “Men du ved ikke længere hvad det er”. Jeg kunne huske meningen og de sidste tre ord, men ikke hele sætningen. Jeg måtte småmumle linjen, indtil det til sidst lykkedes mig at høre, hvad Paw sang. Han synger heldigvis kor på omkvædet. Mærkelig oplevelse. Begyndende senilitet? “Sikkerhed om bord” faldt i god jord hos det fortrinsvis unge publikum, mens Sebastians “Du er ikke alene” faldt i god jord hos det ældre publikum. Den var også klart aftenens mest populære covernummer. “Langebro” blev mærkeligt nok mere eller mindre ignoreret. Det sker godt nok sjældent.

Som for under tre uger siden, var Dennis hurtigt ude, da jeg præsenterede “Født i en metro“, og råbte titlen længe før jeg nåede det. Han fik også en belønning for sin overvældende entusiasme. Efter koncerten på Klub Note havde han fortalt mig, at han havde håbet på at høre “Fugleskræmsel”, som ikke var på sætlisten den aften. Det kom den nu, og vi spillede en hurtig, hæsblæsende version af sangen, som Paw i øvrigt dedikerede til en af Dennis’ venner, Tobias, som også var vild med sangen. Han spillede også med for fuld tryk. På lufttrommer. Hør “Fugleskræmsel” fra The Beach her.

Jeg var ikke sikker på, hvordan “Nogen at snakke med” ville blive modtaget. Den kræver noget opmærksomhed. Dens stemning har en nærmest magisk virkning live, og også denne aften kunne jeg mærke, at sangen tiltrak sig opmærksomhed. “Har vi hul igennem her” virker altid, hvilket er grunden til dens status som fast slutnummer. Præsentationsrunden med soli er altid et hit, men sjældent har vi oplevet, at det lille riff, som jeg spiller hen imod slutningen, og som accelererer, indtil vi når den eksplosionsagtige slutning, i den grad gik i systemet på folk. På den fede måde. Normalt virker det, når vi gradvist sætter tempoet op, men her kom reaktionen tidligere. Det var simpelthen selve riffet, der virkede. Det er sjovt, så forskelligt tingene virker. Det er det, der gør det sjovt at spille live. Man holde aldrig op med at blive overrasket.

Don Falch

Sætlisten:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Genstart
4. Lev stærkt! (Malurt)
5. Guleroden (Kim Larsen)
6. Vent!
7. Alverden så på
8. Wish You Were Here (David Gilmour/Roger Waters)
9. Min hånd holder fast i din

Pause

10. Undergang
11. Sikkerhed om bord
12. Du er ikke alene (Sebastian)
13. Født i en metro
14. Fugleskræmsel
15. Lån en lille løgn
16. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
17. Nogen at snakke med
18. Har vi hul igennem her