Posts By admin

Kys dine ar 08

Denne podcast går bag om “Kavalergang”, som er ottende sang på FAVNs album fra 2015, “Kys dine ar”.

Lyt.

Product One

Kys dine ar CDKys dine ar COVER

Stafet for livet

stafet for livet 2

Hvis jeg havde vidst, at den koncert “for 4-500 mennesker”, vi skulle give for Kræftens Bekæmpelse d. 26/9, rent faktisk var en koncert for en gigantisk græsplæne, der henlå i mørke, havde jeg pænt takket nej. Men så var jeg også gået glip af en ret sjov aften, for underholdningsbranchen er højst uforudsigelig. Koncerten var til arrangementet “Stafet for livet“, som er “et døgn, hvor vi sætter fokus på kræftsagen, kæmper sammen og fejrer livet. Det er en anledning til at mindes dem, vi har mistet, og give håb til dem, der kæmper. Stafet For Livet er fællesskab, oplysning og indsamling i kampen mod kræft.”

Paw var lydmand på arrangementet og stod i et lille telt overfor den store ladvogn, som udgjorde scenen, da jeg og min hustru, Lisbeth (som filmede de optagelser, du kan se i dette indlæg), ankom til arrangementet ved Sorøhallerne. Klokken var omkring 20 og temperaturen var ikke ligefrem høj. Der stod kun en håndfuld mennesker i mørket foran scenen, hvor familiebandet “Straw” optrådte. Imellem scenen og Paws telt gik banen, hvor der døgnet rundt var stafetløb, så man skulle kigge sig for. Resten af de små 500 mennesker, der deltog i arrangementet, sad rundt omkring i telte eller campingvogne på den kæmpe plæne, hvis de ikke var i gang med en 24 timers stafet. FAVN havde god grund til at bidrage til arrangementet. Jeg mistede min mor til kræften og Paws far blev også for nylig ramt af sygdommen, men vandt heldigvis kampen. Derfor deltog Paws forældre og en del familiemedlemmer også i arrangementet, hvilket var pragtfuldt, for det gav os et nærværende publikum til vores koncert og ikke mindst mulighed for en forrygende afslutning. Den vender jeg tilbage til.

Sætlisten bestod fortrinsvis af sange, der på en eller anden måde passede til anledningen. Vi startede meget passende med “Under en stjerne”, som handler om bevidst at bruge tiden, mens vi tager del i det mysterium, som livet er. Tidligt i sættet fik vi vrøvl med feedback (hylende højttalere) og da Paw som nævnt var lydmand, var det svært for ham at løse problemet, da han jo stod på scenen og spillede ved siden af mig. Konferencieren måtte stå ved mixeren og slås med det problem. Et andet problem var, at iPad’en med sangteksterne drillede, så jeg måtte bruge min hukommelse i stedet for. Det gik faktisk også fint, indtil vi nåede “Op igen”, hvor jeg måtte synge sort i et helt vers. På trods af disse irriterende distraktioner havde vi det ganske hyggeligt med det lille publikum, der stod nede ved scenekanten. I “Min hånd holder fast i din” skete det, jeg nok mindst havde forventet, idet en ung mand begyndte at byde de tilstedeværende kvinder op til dans. Måske havde han akut brug for varme. Han var i hvert fald ikke iført overtøj og det var koldt nok til at guitarspil i hvert fald var lidt af en udfordring for de stive fingre.

Se og hør de første fem sange her:

Vent!” var i mange år fast inventar på sætlisten, men har i længere tid måttet vige pladsen for nyere sange. Teksten, som handler om at være isoleret og have brug for hjælp, var dog meget relevant at synge på denne aften, så vi spillede sangen, og den bød på et helt særligt øjeblik. I sidste vers synges der:

Her
Under lygten med det pisgule skær
Faldet i
Der er skikkelser der haster forbi

Nøjagtig da vi sang den sidste af de ovenstående linjer, løb en stor gruppe stafetløbere forbi, og der var netop tale om skikkelser, der hastede forbi i mørket derude. Det var så påfaldende et sammentræf, at Paw og jeg kiggede på hinanden med et blik, der sagde “lagde du også mærke til det?!”

stafet for livet 1

“De skrammer som man får” fra “Kys dine ar” er nok den mest intense sang, vi har, men vi har stadig til gode helt at få ram på den live. Problemet er ikke så meget, at sangen er et klaver-nummer, som live må spilles på guitar, da vi ikke slæber et keyboard med rundt. Problemet er, at sangen går så langsomt, at vi ikke selv helt kan tro det, og derfor konsekvent spiller den for hurtigt, hvilket ødelægger den. Sangen handler om at komme videre efter en hård tid (som kunne være at miste sin mor til kræften) og at skrammerne, vi får i livet, er en del af pakken. Altså en meget relevant sang i aftenens anledning, så det irriterede mig, at jeg bevidst gradvist måtte sætte sangens tempo ned, mens vi spillede den. Jeg tror ikke, publikum tænkte over det, men man spiller jo også for sig selv.

“Vi lukker nu” er én af de ældste sange, vi har. Den hed oprindelig “Closing time” og var i lang tid fast slutnummer i vores gamle band, Ties, omkring årtusindeskiftet. Den gik i arv til FAVN, men kom først på CD i 2011 i et nyt arrangement. Paws far har altid været glad for den og har klaget til os, hvis den manglede på sætlisten. Derfor havde vi valgt at slutte med den i Sorø. Vi var også sidste navn på scenen, så det passede fint. Der var dog et par udfordringer i den forbindelse. Den ene var, at vi havde ikke spillet den i umindelige tider. Den anden var, at Paws far var forsvundet. Igen var der dog fantastisk timing mellem scene og løbebane, for det viste sig at Paws far havde taget en tur rundt og nu vendte tilbage i netop det øjeblik, hvor vi inviterede ham op på scenen som korsanger i “Vi lukker nu”. Resultatet var ikke ligefrem nogen stor musikalsk oplevelse, men underholdningsværdien var i top (se bare nedenstående video) og således fik vores bidrag til “Stafet for livet” en ganske livsbekræftende afslutning.

Don Falch

Sætlisten:
1. Under en stjerne
2. Hvis det gør ondt
3. Min hånd holder fast i din
4. Så sent som i går
5. Nu har du låst mig ude
6. Vent!
7. Genfærd
8. De skrammer som man får
9. Op igen
10. Vi lukker nu

Stor aften i småt selskab

Gimle Musikcafe

Kan man blive helt høj af at spille for ca. 10 mennesker? Som jeg sluttede mit sæt i Gimle Musikcafe i Føllenslev med at sige, så er det til enhver tid at foretrække st spille for et lille, men opmærksomt publikum, fremfor et stort, men uopmærksomt. Det er fantastisk, når folk sidder helt stille i salen og man står helt alene på scenen og kan tillade sig at bruge en effekt som at hviske dele af en sang.

Hov?! Alene på scenen?
Ja, det skulle have været en FAVN-koncert, men jeg endte for anden gang i år med at spille alene. Det er aldrig sket før, så det er spøjst, at det sker to gange indenfor tre måneder. Sidst, jeg spillede solo, var i Råhuset, Kbh, hvor Paw måtte aflyse, da hans søn havde brækket håndledet. (Og dengang var jeg sjovt nok iført samme “uniform”, som jeg nu bar i Føllenslev: Kasket og Neil Youngs “Earth” T-shirt.)
Denne gang var der sket en misforståelse. Jeg var ankommet alene til Gimle Musikcafe, og da klokken nærmede sig 19.30, hvor det første af tre navne skulle på, kontaktede jeg Paw for at høre, om han var på trapperne. Han var hjemme på Stevns. Føllenslev ligger ved Kalundborg. Han troede, vi skulle spille kl. 21, for det havde jeg oprindelig skrevet til ham. Det havde jeg glemt og spillestart var siden rykket til 20.30 for vores vedkommende, men det var Paw altså ikke lige blevet informeret om. Der var nærmest mennesketomt, da første navn skulle på, så jeg anbefalede Paw at blive hjemme.

Det lignede altså en aften, hvor jeg også selv burde være blevet hjemme, men nu sad jeg og lyttede til Arthur, der spillede akustisk guitar og sang sange af bla. Leonard Cohen, Paul Simon og Neil Young. Han kom med nogle interessante, små anekdoter imellem sangene, og jeg og resten af det lille publikum var ganske godt underholdt. Jeg blev dog efterhånden helt i tvivl, om jeg overhovedet ville komme på scenen, for Arthurs spillelyst var stor og han blev ved
og ved.

Da han havde spillet ca. en time, blev det min tur. Jeg justerede lige sætlisten en sidste gang, for Arthur havde inspireret mig. Når man er så vant til at have selskab på scenen, er det en lidt underlig følelse at stå der alene. I åbningsnummeret, “Under en stjerne”, kunne jeg mærke, at jeg lige skulle spille mig varm og vænne mig til at være solo på den store scene. Jeg begyndte hurtigt og instinktivt at benytte mig af den store frihed, det giver. Andet nummer, “Hvis det gør ondt”, leverede jeg ikke med den energi, vi normalt spiller den med. En mere inderlig version opstod, og jeg oplevede for første gang, at den sang gjorde mærkbart indtryk live. Det var i det hele taget tydeligt at mærke, hvordan teksterne stod klart frem og sugede folk ind i sangene. En akustisk solo-optræden virker på mange måder helt omvendt af en rockkoncert med et band. Det er de stille sange, der virker bedst. Det er stilheden i rummet, hvor sangen får lov til at leve, man går efter. Jeg husker, at have hørt Springsteen sætte ord på det på sin solo”Tom Joad” Tour i midthalvfemserne. Han sagde, at stilheden i rummet betød lige så meget, som når 60.000 mennesker står på stolene og fester ved rockkoncerterne. Selv om jeg ikke har prøvet at spille for SÅ mange mennesker, forstår jeg fuldt ud, hvad han mente.

“Genfærd” er et af de bedste livenumre, og en af de bedste sange, fra “Kys dine ar” og den gjorde et stærkt indtryk på det lille publikum og på mig selv. Jeg oplevede i sjælden grad at smelte sammen med sangene denne aften. Den sang var meget intens at spille. Arthur havde spillet sin egen danske oversættelse af en sang af Mikael Wiehe, og det havde inspireret mig til at spille min egen oversættelse af Tom Waits’ “Martha”, som FAVN har spillet to gange. I 2009. Jeg slap forbavsende godt fra den, og arrangøren Christian bad mig efter koncerten om at sende ham teksten, for han syntes, det var en fremragende oversættelse.

“Hvor blev det hele af”, den stærke ballade fra vores nu ti år gamle debutalbum, gik også rent ind. Nu skulle det så blive spændende at se, hvordan reaktionen ville blive på vores måske stærkeste livenummer overhovedet: “Nu har du låst mig ude” fra “Kys dine ar”. Jeg spillede en meget dynamisk version, hvor jeg i sidste vers bogstavelig talt hviskede teksten. “Er der nogen, der har hvisket dig noget?” Jo, sangen virkede selvfølgelig, men ikke i samme grad som de sidste tre sange havde gjort. Interessant at mærke, hvor stor en forskel omstændighederne kan gøre.

“Nogen at snakke med”, åbningsnummeret fra FAVNs forrige album, “Under en stjerne”, vendte efter længere tids fravær tilbage til sætlisten ved vores optræden på Blågårds Apotek for et par uger siden, og jeg valgte også at spille den i Føllenslev. God beslutning! Sangen er intens i forvejen og under de meget intime omstændigheder i Gimle Musikcafe var den et klart højdepunkt i det korte sæt. Derpå sluttede jeg med et andet stærkt livenummer fra “Under en stjerne”; “Min hånd holder fast i din”, som i al sin melodiøse enkelthed virker, nærmest uanset hvor vi spiller den.

Jeg fik masser af ros efter mit sæt. Stærkest står en kvindes ord om, hvordan hun havde været dybt rørt og flere gange havde siddet med tårer i øjnene. Det er store ord! Sangene er jo bla. skrevet for at bevæge folk og det er dybt tilfredsstillende at få den slags respons. Jeg havde en hyggelig snak med arrangøren, Christian, som bla. fortalte, at han er nybagt booker for Gimle Musikcafe og helt bestemt gerne ville have FAVN på programmet i 2016.

Jeg glæder mig allerede!

Hør hele koncerten her.

Don Falch

Sætlisten:

1. Under en stjerne
2. Hvis det gør ondt
3. Genfærd
4. Martha (Tom Waits)
5. Hvor blev det hele af
6. Nu har du låst mig ude
7. Nogen at snakke med
8. Min hånd holder fast i din

Kys dine ar 07

Denne podcast går bag om “Tåben”, som er syvende sang på FAVNs album fra 2015, “Kys dine ar”.

Lyt.

Kys dine ar 06

Denne podcast går bag om “Farvel til verden”, som er sjette sang på FAVNs album fra 2015, “Kys dine ar”.

Lyt.

Ni år efter

jepsen

Sidst, FAVN stod på scenen på Blågårds Apotek i København, var i 2006. Dengang var det J-dag og faktisk en meget speciel aften, for det var første gang, vi optrådte som akustisk duo. Dog kun i første sæt. Derudover havde adskillige sange livepremiere den aften. Bla. “Det hele begynder her” og “Forfra igen”.D. 2/9 2015 var vi tilbage. Denne gang som en del af “Songwriter’s Playground”, arrangeret af sangskriveren Benjamin Aggerbæk.

Jeg havde set frem til at møde Benjamin, som er en aktiv herre på den Københavnske musikscene, men han kunne blive far når som helst, så Jens Jepsen tog over. Paw og jeg mødtes ved indgangen til “apoteket”, hvor jeg allerede havde været inde og kigge mig omkring. Scenen var tom og der var ingen tegn på, at der skulle være musik denne aften. Paw spurgte en fuld mand i baren. Han viste sig at være stedets booker og misforstod i sin brandert, hvad henvendelsen drejede sig om. Han begyndte at spørge til vores musik og troede tydeligvis, at vi kom for at få et spillejob. Da det gik op for ham, hvad vi snakkede om, sagde han, at han ikke vidste noget om det. Der skulle nok dukke nogen op. Meget betryggende. Mere betryggende var det, da en musiker mere dukkede op. Så var jeg da ikke blevet helt vanvittig. Jeg havde også skrevet sammen med Benjamin for nylig, så jeg kunne slet ikke forestille mig, at der var tale om en forkert dato.

En lille halv time før showtime dukkede Jens Jepsen så op. En ung, lyshåret fyr iført kasket og guitar. Han begyndte straks at gøre scenen klar og vi slæbte grej op. Da tiden nærmede sig, var det tyndtbefolkede lokale blevet ganske pænt besøgt. Og så på en onsdag aften. Folk kendte åbenbart deres besøgstid her. Det var jo dejligt at have nogen at spille for, men den temmelig ringe lyd både på- og foran scenen, og et meget snakkesaligt publikum, der druknede Jens Jepsens åbningssæt, gav os en stærk fornemmelse af, at vi nok kom til at spilde vores tid her.

Strategien med at spille på Københavns sangskriverscener bygger på gode oplevelser med Sangbar Æ,Ø&Å i Christianshavns Beboerhus og formodningen om at de, der kommer til sådanne arrangementer, er interesserede i musik. Det er tydeligvis ikke altid tilfældet. Vi justerede den korte sætliste, så den blev mere slagkraftig. Så kunne vi da forsøge at overdøve publikum. Jeg fortalte dem om den mindeværdige aften i 2006, hvor FAVN i øvrigt for første og eneste gang nogen sinde blev bedt om KUN at spille egne sange. Vi fik da ædt os lidt ind på dem efterhånden. Især stemningen i “Nogen at snakke med”, som vi ikke har spillet siden d. 18/10-’13 i Præstø, hvor vi afsluttede vores “Under en stjerne Tour”, syntes at fange nogle enkelte derude. “Nogen at snakke med” fik også folk rundt omkring til, mere eller mindre ubevidst, at rocke med.
Meget mere kunne man vist ikke opnå denne aften.

Don Falch
Sætlisten, som den endte med at se ud:

1. Under en stjerne
2. Hvis det gør ondt
3. Så sent som i går
4. Nogen at snakke med
5. Nu har du låst mig ude

På besøg hos Visens Venner

Elvaerket

Igennem årene har vi i FAVN gjort os den erfaring, at vi faktisk kan erobre langt de fleste publikummer, hvis de ellers er opmærksomme. Det er jo rigtig dejligt at vide. Desværre er det faktisk ikke så let at finde et opmærksomt publikum, da kulturen mange steder er, at man sidder og hyggesnakker, imens livemusikken betragtes som mere eller mindre hyggelig baggrundsstøj. Det er vores musik ikke skabt til og vi gider ikke at spilde vores tid. Derfor har vi i år, i højere grad end nogensinde før, udelukkende opsøgt steder eller begivenheder, hvor der i hvert fald er stor sandsynlighed for, at folk hører efter. Det er ikke lykkedes hver gang, men det gjorde det i den grad fredag d. 28/8, da vi besøgte Visens Venner i Frederikssund.

Jeg havde kontaktet Visens Venner, da en sådan forening naturligvis må være glade for gode tekster, som vi også i FAVN vægter meget højt. Til gengæld er det måske så som så med interessen for rockmusik, men nu spiller vi for tiden også kun som akustisk duo, så det skulle jo nok gå. Da vi ankom til Elværket i Frederikssund, hvor slaget skulle stå, kunne vi høre høj fællessang derindefra. Jeg parkerede min bil lige ved den berømte statue af ”den indre svinehund”, som står vagt ved P-pladsen. Da vi bar udstyr ind, blev vi budt velkommen af arrangøren, Erling, som havde sørget for højt belagt smørrebrød til os. Det var jo dejligt, bortset fra, at vi kom lige fra vores dobbeltkoncert med Lysår i Kulturhuset på Islands Brygge, hvor vi havde spist os mætte. Det forsøgte jeg at forklare Erling, men han insisterede nærmest på, at vi skulle spise det. Jeg endte med at tage det med hjem.

Der var nok omkring 100 mennesker inde i salen og de sang med af hjertens lyst, imens nogle ældre kvinder, klædt ud som bakkesangerinder, sang en række af bakkens viser. Da de sluttede med ”Køb blomster, køb blomster”, kastede de roser ud til publikum, som til gengæld kastede mønter op på scenen. Guitaristen deroppe var noget bekymret for sin nye guitar, som han senere fortalte mig, havde kostet 20.000,-

Vi skulle spille to sæt á 20 minutter og jeg havde forberedt sætlisten hjemmefra. Jeg blev dog i tvivl om mine valg, da jeg mærkede stemningen i salen. Jeg havde valgt nogle af vores mest teksttunge sange, såsom ”Taxa i tomgang”, som vel nok kan betegnes som en egentlig vise. Det er lidt diffust, hvad en vise egentlig er. Der er dog en vis enighed om, at det er en sang, der fortæller en historie og hvor teksten er vigtigere end melodien. Men der er på den anden side mange viser, der ikke fortæller en egentlig historie og som har smukke melodier. Paw kom mig til hjælp, da jeg stod med iPad’en og lod blikket glide ned over repertoiret. Vi blev efterhånden enige om, at flytte vægten lidt væk fra viserne og i stedet fokusere på de iørefaldende melodier. Jeg sneg ”En yndig og frydefuld sommertid”, som jeg i juni havde spillet min egen fortolkning af i Råhuset, ind på sætlisten uden at sige det til Paw. Den måtte da være et sikkert kort.

Koncerten blev indledt med en bøn til publikum om at lade være med at kaste med mønter, da jeg også er øm over mine guitarer. Så hvis de kunne holde sig til sedler, ville det være fint. Det morede de sig over og så var isen allerede brudt. Da vi havde spillet ”Under en stjerne”, dristede jeg mig til at spørge, om man ikke kunne kalde den for en vise. Det var der tydeligvis bred enighed om, at det kunne man godt. Så langt, så godt. Så blev ”Antibussen” hevet ind fra bænken. Jeg var kommet til at tænke på den, fordi vi for nylig lagde den ud på hjemmesiden til gratis download. Den udkom oprindelig på den nu udsolgte single ”Nedtur” i 2007 og blev senest spillet til releasefesten for vores 2. Album ”Genstart” d. 17/4 2008. Den fortæller også en decideret historie, endda tilsat en god portion humor, men kræver også et opmærksomt publikum, hvis den skal virke. Det havde vi og det gjorde den. Vi spillede i øvrigt det oprindelige arrangement, som er ret anderledes end det mere rockede arrangement, der endte på singlen. ”En yndig og frydefuld sommertid” faldt ikke overraskende i god jord, og fik stor ros i pausen og efter koncerten. Det var meget positivt at opleve, for vi går for tiden og leger med en ide om at vores næste album skal rumme en hel del fortolkninger af gamle danske sange og viser. ”Min hånd holder fast i din” lukkede det første, korte sæt, og den virkede som altid upåklageligt. Den fik endda en anderledes og spontan afslutning, da jeg i til sidst i sangen trak mig væk fra mikrofonen og vinkede Paw hen til mig, hvorefter vi sang det sidste i tostemmig falset uden mikrofon. Når man forlader mikrofonen og synger direkte ud i lokalet, bliver det pludselig meget intimt. Tak til Elvis Costello for at have lært os det trick.

I andet sæt stod den også på ”greatest hits”, som i vores tilfælde betyder sikre publikumstræffere. ”Lån en lille løgn” er en gammel krigshingst, som har tjent os godt, men efterhånden har måttet vige pladsen for nyere ”hits”. Den blev fulgt af vores nok bedste livenummer overhovedet: ”Nu har du låst mig ude” fra vores nye album, ”Kys dine ar”. Da 100 mennesker sad og klappede i takt til sidste omkvæd, var vi ikke blevet mindre sikre på, at den sang skal i landsdækkende radio. Det kan kun gå for langsomt! Gode gamle ”Hvor blev det hele af” fra vores debutalbum tjente derpå som et stemningsfuldt dyk, og virkede som altid upåklageligt. Til sidst hev vi trumfkortet frem. Jeg tror, det er første gang, vi har spillet vores version af Dissing/Andersens ”Hilsen til forårssolen” udenfor sæsonen, men det ER jo en vise og den var et stensikkert hit. Vi bukkede til taktfaste klapsalver, der blev ved et godt stykke tid, indtil arrangementet meget passende sluttede med Dissing/Andersens ”Go’ nu nat”.

Sent samme aften skrev Paw følgende på sin Facebookprofil:

”Respons på en FAVN-koncert som: “Det var en meget stor og rørende oplevelse for mig. Jeg er helt høj. I er meget sjælfulde. Jeres sammenspil er helt utroligt. Det rørte mig virkelig dybt. Tusind tak.” Det er svært at blive træt af. Citatet er et blandt mange lignende her til aften. Selv tak, Visens Venner, Frederikssund. Don og jeg har 20 års fælles erfaring på alle tænkelige skrå brædder. Det fornægter sig ikke. Det er som at bære på en stor skat, vi kan dele ud af, og som kun bliver større, jo mere vi deler ud af den. Musik er magi. Et fællesskab, der er større end dets elementer. En kraft i livet.”

Ja, hvor er det dog fantastisk at spille for et lyttende publikum! Det er heller ikke ligefrem deprimerende at blive overdænget med ros, imens man står og sælger CD’er til dem bagefter. Tak til Visens Venner i Frederikssund!

Hør hele koncerten her.svinehunden

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

  1. Under en stjerne
  2. Antibussen
  3. En yndig og frydefuld sommertid (trad.)
  4. Min hånd holder fast i din

Pause

  1. Lån en lille løgn
  2. Nu har du låst mig ude
  3. Hvor blev det hele af
  4. Hilsen til forårssolen (Dissing/Andersen)

Dobbeltkoncert på Islands Brygge

geyser

Jeg har tidligere nævnt Thomas Ulrik Larsen, som benytter kunstnernavnet “Lysår“, i forbindelse med Værsgo-hyldestkoncerten i Christianshavns Beboerhus i 2013. Thomas skriver også sange, hvor der er lagt væk på de danske tekster, og hvor musikken har dybe rødder i især 70’er-rocken.
Der er dog stor forskel på vores lyd og udtryk, men udgangspunktet er det samme. Vi har også det tilfælles, at vi lige nu er albumaktuelle, så da jeg i starten af året fik den ide, at vi skulle spille nogle dobbeltkoncerter sammen, så Thomas hurtigt fornuften i det. Der er flere fordele i den model: Et større netværk at trække på. Erfaringer og viden, der kan udveksles. Der er også en musikalsk gevinst, idet vi spiller med på nogle af hinandens sange og fortolker to af hinandens sange. Det kan være en temmelig horisontudvidende oplevelse at høre sin sang fortolket og spillet af en anden.

Vores første optræden sammen fandt sted fredag d. 28/8 i Kulturhuset Islands Brygge. Arrangeret af Klub Geyser, som er personificeret af en anden herre, jeg også har nævnt før: ildsjælen Jacob Speake. Det var anden gang i år, FAVN mødte ham, for han havde også arrangeret aftenen på Tjili Pop i maj. Koncerten skulle have været udendørs, men kort før koncertstart begyndte det at styrte ned, så vi rykkede ind på en temmelig befolket restaurant og stillede op dér. Akustikken var ikke lovende og folk var der for at spise, ikke høre musik. Jeg havde mine betænkeligheder.

Regnen viste sig at være en byge, men nu stod vi jo så dér i restauranten og havde stillet op og lavet lyd. Da vi åbnede med en fælles version af FAVNs “Under en stjerne” var det ikke overraskende temmelig minimalt med interessen fra “publikum”. Der var dog faktisk en ældre kvinde, der overværede store dele af koncerten. Da vi spillede vores sikre publikumstræffer, “Nu har du låst mig ude”, sad hun endda og sang med til sidst! Ellers var der drypvis kortvarig interesse fra forbipasserende.

Midtvejs i første sæt spillede vi så vores fortolkning af Lysårs “Morfinen virker nu“. En trist sang om at sige farvel til en af sine nære, der ligger bedøvet i en hospitalsseng. Sangen har nogle akkorder, som jeg aldrig ville bruge, da jeg simpelthen ikke tænker i de baner. Ikke at der er noget som helst galt med dem. Jeg tænker bare ikke musik på den måde. Det havde gjort det til en interessant udfordring at fortolke sangen. Når jeg skal fortolke noget, prøver jeg at forestille mig, hvordan sangen ville lyde, hvis jeg havde skrevet den. Det lykkedes med “Morfinen virker nu”, fordi jeg med vilje kun lige akkurat havde hørt den nok til at lære melodien at kende. Arrangementet nåede aldrig at sætte sig fast i mine ører, hvilket gav mig friheden til at smide mine egne akkorder på melodien og synge sangen på min måde.

Derpå var det Thomas’ tur til at fortolke FAVN. Han havde valgt “Så sent som i går” fra “Kys dine ar” og forvandlet powerpop til reggae. Det var overraskende, men jeg kunne godt høre, hvordan han havde fået ideen. Der er visse steder i melodien, der med en let omfrasering kan lyde som en reggae-melodi. Thomas udelod dele af omkvædet, hvilket gav mening, fordi omkvædet er lidt for akkordrigt til at kunne fungere i reggae. Derpå spillede han et par egne sange, hvorefter vi sammen lukkede første sæt med FAVNs “Min hånd holder fast i din”. Den var ikke placeret tilfældigt på sætlisten. For det første er den et meget effektivt livenummer. For det andet kom den lige efter Lysårs “En åben bog“, som handler om hans dengang nye status som far, hvilket er præcis hvad “Min hånd holder fast i din” handler om for mit vedkommende.

Ved føromtalte aften i Christianshavns Beboerhus havde Lysår spillet en sang, der hed “For enden af regnbuen“. Den kunne jeg huske, da den er meget iørefaldende, og derfor havde jeg ønsket den med på vores fælles sætliste ved vores fælles koncert. Jeg var da også helt sikker på, at den ville være at finde på det nye Lysår-album, “Teknisk knock-out”, men til min overraskelse var den blevet valgt fra, da den ikke passede med det øvrige materiale på albummet. Thomas havde ikke noget imod at spille den alligevel, så vi åbnede andet sæt med den. Derpå spillede FAVN et par sange.

De stærkeste fortolkninger lå midt i andet sæt, hvilket ingen af os kunne vide på forhånd. Vi havde nemlig med vilje ikke hørt hinandens fortolkninger før nu. Jeg havde glædet mig til at spille Lysårs “Stills i Nashville“. Thomas har en fortid i Pink Floyd Project og da jeg arbejdede med hans “Stills i Nashville” havde jeg fået en åbenbaring. I første omgang havde min eneste ide været, at gøre broen mellem vers og omkvæd til en del af omkvædet. Det virkede godt og medførte, at omkvædet kom til at slutte med linjen “ville ønske du var lige her”. Kender man lidt til pink-Floyd ved man, at et af deres største hits er “Wish you were here“. Pludselig var brikkerne faldet på plads for mig. Jeg tog temaet fra Pink Floyds sang og flettede det ind i Lysårs sang, således at linjen “ville ønske du var lige her” blev fulgt af Pink Floyds tema. “Stills i Nashville” egnede sig i øvrigt glimrende til at blive spillet i samme tempo som Floyd-klassikeren. Den version var Thomas glad for.

Han slap også rigtig godt fra sin version af FAVNs “Genfærd”, som han sang med dyb stemme. Lige på det tidspunkt havde vi faktisk et lille publikum, og de var så optagede af Lysårs version af den sang, at jeg næsten følte trang til at understrege, at det altså var en sang af FAVN. Det var fedt at opleve sangens styrke på den måde. Resten af sættet bestod nu af Lysårs egne sange, undtagen den sidste, hvor vi havde valgt at slutte på neutral grund med en fælles udgave af Sebastians klassiker, “Du er ikke alene”.

Bagefter var vi godt tilfredse med at have prøvet projektet af. “Jeres næste album skal være et livealbum”, sagde Thomas til mig. “Sangene virker godt live.” Vi er ganske enige og et livealbum er faktisk vores plan. Vi glæder os til at give endnu en dobbeltkoncert, denne gang formentlig for et opmærksomt publikum, i Christianshavns Beboerhus d. 24/10.

Lyt til dette sammendrag af koncerten med FAVN og Lysårs fælles optrædener, samt alle fire fortolkninger.

lysaarDon Falch

Sætlisten:
1. Fælles: Under en stjerne (FAVN)
2. FAVN: Hvis det gør ondt
3. FAVN: Kavalergang
4. FAVN: Stille derude
5. FAVN fortolker: Morfinen virker nu
6. Lysår fortolker: Så sent som i går
7. Lysår: Er det for tidligt
8. Lysår: En åben bog
9. Fælles: Min hånd holder fast i din (FAVN)

Pause

10. Fælles: For enden af regnbuen (Lysår)
11. FAVN: Født i en metro
12. FAVN: Nu har du låst mig ude
13. FAVN fortolker: Stills i Nashville
14. Lysår fortolker: Genfærd
15. Lysår: Loppetjans
16. Lysår: Lige død af alderdom
17. Fælles: Elfenbensetværelseslejlighed (Lysår)
18. Fælles: Du er ikke alene (Sebastian)

Kys dine ar 05

Denne podcast går bag om “Så sent som i går”, som er femte sang på FAVNs album fra 2015, “Kys dine ar”.

Lyt.