”Undskyld, vi forstyrrer…”

Med de ord indledte jeg FAVNs supportsæt for Tamra Rosanes i Hvalsø Kulturhus d. 12/11. Det var ment som en joke, men blev vist ikke opfattet sådan. Det føltes faktisk også som om, vi forstyrrede dem, mens de sad og hyggesnakkede over maden.

(Foto: Morten Strandgaard)

FAVN var tilbage hos Kulturkaravanen i Hvalsø, som er en forening med mange år på bagen. Første gang, de bookede os var i år 2000, da vi hed TIES. Senere, i december 2003, spillede vi i FAVN vores kun 6. koncert til et julearrangement for Kulturkaravanens medlemmer. Herefter skulle der så gå små otte år, før vi atter skulle spille for foreningen. Denne gang i Hvalsø Kulturhus.

Umiddelbart havde det virket, som om det lå lige til højrebenet. Et supportjob for Tamra Rosanes. Udsolgt hus og et FAVN, der som ”akustisk” duo er i topform og strutter af selvtillid. Når vi har publikums opmærksomhed er sandsynligheden for, at vi hiver sejren hjem, meget stor. Dertil kommer, at koncerter, der er arrangeret af musikforeninger, ofte er meget vellykkede, fordi det i allerhøjeste grad er passionen, der driver værket.

Jeg havde ærgret mig lidt over, at der på de 45 minutter, vi havde til rådighed, ikke var plads til nogle af de mere stille ballader, der tit gør den helt store forskel ved denne type koncerter. De numre, der bare SKAL være der, fyldte tiden ud. Det viste sig at være et held, for stille ballader ville være blevet totalt ignoreret. Til gengæld var det heller ikke fordi, det til at starte med var vanvittig populært, at vi gav den gas. Det var faktisk ret forstyrrende for mange af dem. Men det var også det, der gjorde, at de langsomt, men sikkert overgav sig. Og så hjalp det også, at de efterhånden blev mætte. Hvis jeg sad i gode venners lag og guffede lækker and, ville et band, jeg aldrig havde hørt om, nok også skulle kæmpe ualmindelig hårdt for at få min opmærksomhed væk fra tallerkenen. Alligevel kom det bag på os, at vi skulle kæmpe så hårdt for bare at få dem til at lytte til os. Derfor tog det noget tid, før vi fik fat i dem. For det gjorde vi! Man spiller ikke et hav af koncerter i alle mulige (og umulige) afskygninger, uden at lære noget. For eksempel at slå koldt vand i blodet og stille og roligt æde sig ind på dem, hvis de stritter imod. At tale til dem og aktivere dem, selv om det tilsyneladende er det sidste, de har lyst til.

Den uventede ligegyldighed overfor vores musik kom dog så meget bag på mig, at jeg skulle tage mig alvorligt sammen oppe på scenen. Jeg blev usikker, hvilket satte sit præg på mine introduktioner og mine forsøg på små jokes, der skulle bryde isen. De blev kejtede, og de første tre numre var en kamp at komme igennem. ”Alverden så på” var første vendepunkt. Som vi har gjort et par gange før, satte vi publikum til at være levende rytmeboks for os, og det gjorde en mærkbar forskel. Det var også en satsning, for de kunne jo have ignoreret os, men det er som regel satsninger, der gør den store forskel. Og så er vi gode til at insistere på en venlig måde. Det handler mest om at udstråle, at man ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at publikum ikke makker ret.

Snakken gik stadig lystigt derude, men den begyndte at tage af nu, og da vi nåede til ”Nogen at snakke med”, som kræver opmærksomhed, kunne vi med lettelse konstatere, at interessen nu mere var rettet mod os end mod tallerkenerne. ”Forfra igen” var sidste og afgørende vendepunkt. Vi instruerede publikum i det svarkor, vi forventede at de sang, og det gjorde de så. Højere og højere endda, og dermed var vejen banet for ”Har vi hul igennem her” som koncertens traditionelle klimaks. Med den hev vi sejren hjem, og det blev endda til et ekstranummer, hvilket jeg ikke havde troet ville ske, da vi startede koncerten.

Det var ikke publikum, der var problemet. Det var selve konceptet. Jeg havde troet, at det var af tidsmæssige årsager, at vi skulle spille under maden, men efter vores sæt var der 45 minutter til Tamra Rosanes skulle spille. Hun havde kun en guitarist med, og endnu mindre udstyr end os, så det tog et øjeblik at rydde scenen efter os og gøre den klar til hende. Med andre ord kunne FAVN have spillet, når publikum var mætte, glade og ikke mindst koncertklar, hvorefter der kunne have været en kort pause til sceneskift og så koncert med Tamra. Det havde ikke gjort nogen forskel tidsmæssigt, men det ville have gjort en stor forskel for både vores og publikums oplevelse af FAVNs koncert.

Men vi fik dem til sidst, og der var masser af begejstret ros fra foreningens ildsjæle bagefter. Vi begyndte på stedet at lægge planer for FAVNs næste koncert for Kulturkaravanen. Hver gang jeg er i biografen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor fedt det kunne være, at give koncert i sådan én. Det sagde jeg højt, og det er nu en idé, vi arbejder videre med.

Don Falch

Sætlisten:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Vent!
4. Alverden så på
5. Min hånd holder fast i din
6. Født i en metro
7. Nogen at snakke med
8. Forfra igen (Michael Falch – Don Falch)
9. Har vi hul igennem her

Ekstra:
10. Vi lukker nu

Comments are Disabled