”Vi trak vanten på og tog handsken op igen”

Oventående citat fra FAVNs kommende virtuelle single og video, ”Forfra igen”, passer ganske glimrende på koncerten i Folkemusikhuset, Fensmark, fredag d. 29/2.

Dagen før koncerten opstod lidt forvirring, da Paw og jeg troede, at det drejede sig om en afdæmpet duokoncert, men i sidste øjeblik fandt ud af, at det faktisk var en rockkoncert med Simon på bas, der var tale om. Forvirringen skyldtes især, at der i omtalen af os på Folkemusikhusets hjemmeside kun stod om vores duokoncerter. Heldigvis kunne Simon tage med os, og vi tog af sted for at forvandle Folkemusikhuset til Rockmusikhuset.

Vi glædede os ganske meget, da vi kun har særdeles gode erfaringer med at spille for foreninger. En betingelse for en god koncert er, at publikum møder musikken med åbenhed og villighed til at være med til at skabe koncerten. En koncert må aldrig være envejskommunikation. Det kan det fra tid til anden være, når man spiller et sted, hvor musikken ikke er det, der trækker folk til. Foreninger er drevet af ildsjæle, der er vilde med musik, og det betyder, at der bliver lyttet.

Det var en stor og flot sal, vi skulle spille i. Der var rigtig gode betingelser for en stor aften. Der var bare lige det problem, at der var solgt fire billetter. Så da showtime nærmede sig (kl. 20.30), var der vel omkring ti-tolv mennesker i alt, hvoraf de fleste var fra foreningen og altså ikke var betalende gæster. Mens vi sad og spiste foreningens oksesteg, talte vi om at starte akustisk. Det virkede som overkill, at trykke den af for så få mennesker. Desuden var de betalende gæster et rigtig, rigtig pænt stykke oppe i årene, og vi skulle jo nødig slå nogen ihjel.

John, som havde budt os velkommen, kom hen til mig, da vi gjorde mine til at ville starte, og sagde, at han nu havde været rundt og snakke lidt med gæsterne, og det var fint med dem, hvis vi bare fik pengene og kørte hjem. Vi var lige gode venner af den grund. Jeg sagde til ham, at jeg syntes, vi skulle begynde at spille et afdæmpet, akustisk sæt og så se, hvordan sagerne stod, når vi nåede frem til første pause. Planen var at vi skulle spille tre sæt á 45 minutter. Om ikke andet havde de så fået 45 minutters musik for pengene. Det var i orden med ham.

Og således gik det til at det, vi havde troet skulle være en akustisk koncert, men som skulle være elektrisk, alligevel blev en akustisk koncert. Det blev en meget spændende aften. Simon kender ikke vores duoarrangementer, og nogle af dem ligger et godt stykke fra de elektriske versioner, så Paw og jeg startede med at spille de første to numre som duo, og så hoppede Simon med på vognen. Resten af første sæt blev spillet i versioner, der lå tæt på de elektriske versioner, bortset fra at Paw mere var perkussionist end trommeslager, og jeg spillede alt på akustisk guitar, tilsat mundharpe hist og her.

Det kan være pinligt for både band og publikum, når så få mennesker overværer en koncert, men det kom ikke til at ske. Jeg gjorde meget ud af, at fortælle om sangene, hvilket gjorde aftenen mere intim, og da publikum kunne se, at vi slappede af og hyggede os, gjorde de det også.

Efter første sæt var kaffen kommet ind, så vi holdt kaffepause. Der var ikke rigtig nogen snak om, hvorvidt vi skulle spille videre. Det var der ingen grund til. De elskede os nemlig.

Jeg åbnede andet sæt med at spille to sange alene, ”Kom hjem” og ”I mit stille sind”, hvorefter Paw og Simon kom med. Det nærmest punkede rocknummer, ”Rev mig løs”, var den første store overraskelse for Simon, da duoversionen er en langsommere, blues’et version. Jeg holdt det ikke hemmeligt for publikum, at Simon ind i mellem ikke helt var klar over, hvad der skulle ske. Og de elskede at følge med i, hvordan vi kom igennem numrene med tungen lige i munden. Man skulle have gode ører for at opdage, at Simon ikke kendte duoversionerne af sangene. Han klarede det fantastisk. Nogle numre udviklede sig til helt nye versioner. Vi alle tre måtte jo mere eller mindre improvisere os igennem aftenen, og vi slap forrygende godt fra det. Koncerten holdt et højt niveau, samtidig med at den havde karakter af legestue. Fra ”Rev mig løs” gik vi direkte videre til ”Alverden så på”, der i duoversionen spilles i en Dylan-agtig, hurtig countryversion, som faktisk er tættere på den oprindelige version end det arrangement, der endte på vores debutalbum. Kunne der på nogen måde være tale om fest i Folkemusikhuset på en aften som denne, så var den i gang nu! Der blev gynget og klappet med ude på stolene. TV-2s ”Fald min engel” var aftenens eneste covernummer, og den blev fulgt op af ”Har vi hul igennem her”, som i den grad havde karakter af jamsession. Da den sluttede, var der tale om jubel blandt det lille publikum.

Normalt ville det være tid til pause nummer to på dette tidspunkt, men jeg fornemmede, at det ville være bedst bare at fortsætte. Jeg spurgte publikum, hvad de syntes, og de svarede som ventet, at de i den grad var klar til mere musik NU.

Næste store udfordring for Simon var ”Født i en metro”, som ikke blot spilles mere som country end rock i duoversionen, men også er i en anden toneart! Igen spillede han, som om den version var den sædvanlige. ”Forfra igen” var et hit – igen! ”Vi lukker nu” spiller vi i en fuldstændig anderledes udgave, når vi optræder som duo, men her valgte vi at spille den, som vi spiller den elektriske version. Der var soli over hele linjen. Bassolo, trommesolo med whiskers (!) og guitarsolo på akustisk guitar.

De var ikke klar til at slippe os endnu, så vi takkede af med ”Taxa i tomgang”. Et stemningsfuldt punktum for en meget usædvanlig koncert, der mod alle odds endte med at være en stor succes.

Bagefter hyggesnakkede vi med vores lille publikum, som var ovenud begejstrede. Den professionalisme, vi havde tacklet situationen med, samt det faktum, at vi i den grad var PÅ, selv om der var så få mennesker, havde taget dem med storm. ”Det er den største musikalske oplevelse, jeg længe har haft” var en af de kommentarer, vi fik med på vejen. Temmelig rart at høre fra en mand, som jævnligt overværer koncerter med alle mulige navne, kendte som ukendte.

Der er ingen tvivl om, at hvis vi havde taget pengene og var skredet, som der først blev lagt op til, så havde vi sikkert været ”lige gode venner af den grund”, som John sagde, men det havde nok været første og sidste gang, FAVN stod på plakaten i Folkemusikhuset. Da vi i stedet valgte, at give dem en et (afdæmpet) brag af en koncert, sørgede vi for, at vi alle fik en stor oplevelse ud af en aften, der kunne have været en skuffelse for os alle. Og ikke mindst sørgede vi for, at det ikke er sidste gang, vi har besøgte Folkemusikhuset.

Og som jeg sagde til dem sidst på aftenen:
Jeg vil hellere spille for seks mennesker, der hører efter, end seks hundrede, der ikke gør.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.    Det hele begynder her
2.    Genstart
3.    Hvis du får brug for mig
4.    Sort hul
5.    Afkrog af verden
6.    Tag mig op
7.    Vent!

Kaffepause

8.    Kom hjem
9.    I mit stille sind
10.  Mysterium
11.  Se os nu
12.  Rev mig løs
13.  Alverden så på
14.  Fald min engel (Steffen Brandt)
15.  Har vi hul igennem her
16.  Nedtur
17.  Lån en lille løgn
18.  Født i en metro
19.  Lige her
20.  Forfra igen
21.  Vi lukker nu

Ekstra:
22.  Taxa i tomgang

Comments are Disabled