Baba O’Riley på Møn

Alle fotos i dette indlæg er taget af Franco Hansen.

Egentlig har FAVN ikke de bedste erfaringer med koncerter, hvor flere bands er på plakaten. Ofte piller hvert band navle og har eget publikum med, som kun er interesseret i at se deres venner optræde, hvorefter de skrider. Som regel sammen med bandet. Når programmet så oven i købet er sådan skruet sammen, at FAVN som akustisk duo skal spille mellem to rockbands, der fyrer den af, kan man godt blive lidt bekymret, når man spiller i FAVN. Læg dertil, at Hårbøllehuset ligger et sted på Møn, hvor kragerne ikke har kræfter til at nå ud og vende.

MEN al tvivl og mismod blev i den grad gjort til skamme fredag d. 21/10. Bandet Jupid Oak, som Paw for nylig havde haft i studiet, havde gjort et fantastisk stykke PR-arbejde, og da aftenens første navn, duoen My Phase, gik på, sad et fuldt hus og ventede. Og det var et opmærksomt og medlevende publikum. Der var dog stadig lidt grund til at være en smule bekymret: FAVN skulle spille et sæt på en time med temmelig opmærksomhedskrævende sange, lige efter bandet The Highest Hand havde spillet et sæt med høj og heftig rockmusik. Derudover var min stemme begyndt at vise tegn på forkølelse. Det var endnu ikke kritisk, men jeg havde en fornemmelse af, at den hurtigt kunne blive slidt ned undervejs i koncerten, hvis ikke jeg passede på.

Vi startede atter en gang med ”Lusen” efter en kort hilsen til publikum, der slog en imødekommende latter op, da jeg indledte med at sige, at vi ville fortsætte i samme boldgade som det forrige band. Det var en meget åbenlys joke. Publikums begejstring steg stødt, mens vi arbejdede os igennem én af de bedste koncerter, vi længe har givet. I ”Alverden så på” gentog jeg et trick, som jeg tidligere har brugt med begrænset succes: Jeg bad publikum være rytmeboks. De skulle trampe på 1 og 3 og klappe på 2 og 4. Det gjorde de trofast igennem hele sangen. Tak for det! Det gjorde det også nemmere for mig, at justere mundharpen, som i sangens indledning gled så langt væk fra mine læber, at jeg havde meget svært ved at nå den. Jeg valgte derfor at benytte mig af deres entusiastiske medvirken, og synge første vers kun akkompagneret af rytme. Det virkede bare som en del af showet, og jeg fik den genstridige mundharpe på plads.

Jeg indledte ”Min hånd holder fast i din” med at dedikere den til alle børnene, der sad foran. ”Børnene” var de andre musikere, som alle gik i gymnasiet, og det var ikke dem alle sammen, der syntes lige godt om den joke. Jeg vendte mig grinende mod Paw med bemærkningen: ”Sikke nogle blikke, jeg fik dér!”. Det fremkaldte latter, og stemningen var tilbage, hvor den hørte til. Sangen var det stensikre hit, den har været ved hver eneste koncert.

Da vi først på aftenen havde spist sammen med de andre bands, havde medlemmer af Jupid Oak spurgt, om vi havde tænkt os at spille ”Baba O’Riley” med The Who. Jupid Oak er store Pearl Jam fans, og Pearl Jam har spillet ”Baba O’Riley” mange gange ved deres koncerter. De spurgte, fordi jeg under lydprøven i spøg havde spurgt Paw, om vi ikke skulle spille den. Lidt senere slog det mig, at vi faktisk med fuldt overlæg har indlagt riffet fra ”Baba O’Riley” i slutningen af ”Født i en metro”. Efter en kort og hemmelig konference med Paw stod det klart, at der ventede Jupid Oak en lille overraskelse… Da ”Født i en metro” lakkede mod enden, slog vi direkte over i FAVNs første udgave af ”Baba O’Riley” nogensinde. Den hang faktisk ret godt sammen, i betragtning af, at vi aldrig har spillet sangen før. Der var dog et par steder hen imod slutningen, hvor det trænede øre nok godt kunne høre, at vi ikke helt vidste, hvor den anden ville hen.

”Hvor blev det hele af” blev dedikeret til alle vore medmusikanter denne aften. Jeg syntes nu at kunne fornemme en vis rastløshed blandt publikum. De var glade for os, men koncentrationen var vist begyndt at svigte lidt hist og her. ”Nogen at snakke med” holdt dem dog fast med dens intense stemning, og den efterfølgende ”Forfra igen” var som så mange gange før et tiltrængt pusterum, hvor vi bare kunne give den gas, og publikum sang det simple svarkor af fuld hals.

Vores faste slutnummer, ”Har vi hul igennem her”, er altid en fuldtræffer. (Der er en grund til, at den er vores faste slutnummer.) Denne aften spillede vi en særlig stærk og dynamisk version. Versene var meget afdæmpede, hvilket faktisk mest skyldtes, at min stemme var godt slidt. (Men den holdt!) Omkvædene var en eksplosiv kontrast til versene, og slutningen var et improviseret klimaks, der slog gnister!

Bagefter kunne vi så nyde en meget sikker koncert med Jupid Oak, der holdt stemningen oppe hos det opløftede publikum.

En virkelig dejlig aften!

Don Falch

Sætlisten:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Afkrog af verden
4. Vent!
5. Alverden så på
6. Min hånd holder fast i din
7. Født i en metro
8. Baba O’Riley (Pete Townshend)
9. Hvor blev det hele af
10. Nogen at snakke med
11. Forfra igen (Michael Falch – Don Falch)
12. Har vi hul igennem her

Comments are Disabled