En aften med Falch og Larsen

01

Lørdag d. 24/10 var jeg tilbage på scenen i Christianshavns Beboerhus til mit fjerde Sangbar Æ,Ø&Å-arrangement. Paw var blevet syg, hvilket af forskellige årsager gjorde denne optræden til min tredje solo-optræden på fire måneder. Det er værd at bemærke, for det er ellers aldrig sket i de ca. tyve år, vi har spillet sammen.

Helt alene på scenen ville jeg dog ikke være, for dette var ikke en helt almindelig aften i “Sangbaren”. Normalt er det sådan, at der er sat fire gange 45 minutter af til fire artister, og ind imellem er der “åben mikrofon”, hvor enhver kan gå på scenen og give et nummer. I aften havde FAVN og Lysår (alias Thomas Ulrik Larsen) fået stillet de to sidste sæt til rådighed til vores nye dobbeltkoncert-koncept, som vi med et glimt i øjet kalder “bunden af poppen”. Vi spiller vore egne og hinandens sange sammen og hver for sig. Dette var anden gang ud af (foreløbig) tre, hvor konceptet blev luftet.

02

Da det blev vores tur, fortalte Thomas om vores koncept, hvorefter vi lagde ud med en duetversion af FAVNs “Under en stjerne”, som med få undtagelser har været åbningsnummer ved alle FAVNs koncerter i år. Det har ikke været en bevidst beslutning, men den er et oplagt valg, fordi den er et godt, iørefaldende livenummer og dens enkelthed gør, at vi kan slappe af, når vi spiller den. Det er vigtigt at komme godt i gang.

Da den var slut, overlod Thomas scenen til mig. Jeg var spændt på min første soloafdeling, for jeg havde besluttet mig for et par verdenspremierer. Jeg spillede både “Første sal” og “Sidste skridt” fra “Kys dine ar”. Min fornemmelse var, at ingen af dem gik særlig godt, men det skyldtes nok, at jeg var meget koncentreret, da jeg spillede dem. I hvert fald synes jeg selv, jeg slap meget godt fra dem, når jeg ser nedenstående optagelser fra aftenen. (Min kære hustru var så venlig på eget initiativ at filme næsten hele første sæt. Se længere nede på siden.)

03

Sætlisten ved disse koncerter er struktureret således, at vi starter og slutter begge sæt med fælles at spille en af hinandens sange. I første sæt er det FAVNs sange, i andet sæt Lysårs. Midtvejs i begge sæt fortolker vi en af hinandens sange. Min fortolkning i første sæt var af sangen “Morfinen virker nu”, som Thomas efterfølgende forklarede handler om hans mors for tidlige afsked med livet pga. kræft. Det samme skete med min mor, så næste gang (d. 11/11 på Gimle i Roskilde) vil jeg spille “De skrammer som man får“, som er min reaktion på den oplevelse, før jeg fortolker Lysårs sang om samme emne.

04

Efter den triste sang løftede Thomas meget passende humøret med sin reggaeversion af FAVNs “Så sent som i går“, som han præsenterede som en sang om parforhold, der går i stykker. Den handler nu ikke nødvendigvis om det. Den kunne f.eks. lige så godt handle om en sygdom, der pludselig vender ens liv på hovedet. Men musikken er munter i begge versioner og det var der brug for nu.

05

Til min overraskelse spillede Thomas en coverversion. I anledning af Kim Larsens 70 års fødselsdag dagen før, spillede Lysår “i protest” en sang af Gasolins gamle rivaler, Shu-bi-dua: “Knuden”. Det passede mig fint, for jeg havde selv planlagt et covernummer i andet sæt. Vi sluttede første sæt med en meget vellykket version af FAVNs “Min hånd holder fast i din”, hvor Thomas spillede guitarsolo og vi endda præsterede at synge den tostemmige outro uden nogensinde at have øvet det.

06

Vi holdt en meget kort pause, for det var ved at blive sent, og leverede så et ganske forrygende andet sæt. Jeg spillede mit covernummer, Tom Waits’ “Martha”, som således var på sætlisten for tredje gang på to måneder efter en pause på seks år. Man må kun synge på nordisk i “Sangbaren”, så Peter Zappfe, en af Sangbar Æ,Ø&Å’s fædre, åndede lettet op, da jeg sagde, at den naturligvis var oversat til dansk. Thomas mente så, at sangens ophavsmand i den forbindelse måtte kaldes “Tom Venter”.

Fortolkningerne af hinandens sange i 2. sæt gik rigtig godt. Ligesom til vores første dobbeltkoncert drillede jeg Thomas ved at nævne hans fortid i “Pink Floyd Project”, som han gerne vil distancere sig fra, da den skygger for solokarrieren som “Lysår”, og havde inkorporeret Pink Floyds “Wish You Were Here” i min fortolkning af hans “Stills i Nashville”. Bagefter spillede Thomas sin stemningsfulde og dystre udgave af FAVNs “Genfærd“, hvorefter han gav to af sine ældre sange.

Det planlagte fælles Lysår-nummer “Elfenbensetværelseslejlighed” blev sprunget over pga. den fremskredne tid, og vi gik lige til afslutningsnummeret, som var en komplet uøvet version af Kim Larsens “Hvis din far giver dig lov”. Jeg valgte at benytte klaveret, der stod på scenen, i denne afsluttende hyldest til gårsdagens runde fødselar.

07

Således blev der sat et festligt punktum for en anderledes, meget hyggelig og vellykket aften i Christianshavns Beboerhus.

Michael Marquard Lund var som altid på banen for at filme. Se hans optagelse af åbningsnummeret her:

Se en videooptagelse af hele første sæt her. (De første to minutter blev ikke filmet, så der er der kun lyd):

Endnu en video fra aftenen af Sangbar ÆØ&Ås trofaste kameramand, Michael Marquard Lund:

Resten af andet sæt blev ikke filmet, men kan høres her i fuld længde:

Alle fotos er taget af Steen Marcussen / www.innocent.dk

Don Falch

Sætlisten:

  1. Fælles: Under en stjerne (FAVN)
  2. FAVN: Hvis det gør ondt
  3. FAVN: Første sal
  4. FAVN: Sidste skridt
  5. FAVN: Morfinen virker nu (Lysår)
  6. Lysår: Så sent som i går (FAVN)
  7. Lysår: Knuden (ShuBiDua)
  8. Lysår: Jeg gik med aviser
  9. Fælles: Min hånd holder fast i din (FAVN)

Pause

  1. Fælles: For enden af regnbuen (Lysår)
  2. FAVN: Nu har du låst mig ude
  3. FAVN: Martha (Tom Waits)
  4. FAVN: Stills i Nashville (Lysår)
  5. Lysår: Genfærd (FAVN)
  6. Lysår: Er det for tidligt
  7. Lysår: DDR
  8. Fælles: Hvis din far gi’r dig lov (Kim Larsen/M. Mogensen)

 

Share:
Copyright 2018 favn.net | All Rights Reserved | Handels- Og Leveringsbetingelser | Designed By Sitepact