En hæs hyldest til Michael Jackson

Rutine er en god – og farlig – ting, når man har med musik at gøre. Det ved vi alt om, men alligevel kan det en sjælden gang ske, at vi kommer i gang med en koncert, hvor musikken kører lidt for meget på rutinen. Det var sådan, det begyndte på dette vores 11. besøg på The Irish Pub i Vejle.

Baren var velbesøgt, men ellers var der ret tomt i pubben. Vi overvejede at starte med at spille et akustisk sæt, men kom aldrig længere end til overvejelserne. Vi vidste dog godt, at vi skulle passe på med lydtrykket, når der ikke var flere mennesker, så vi spillede så lavt, som man nu en gang kan, når man spiller elektrisk.

Folk var såmænd ikke fedtede med klapsalverne, men de var svære at komme i kontakt med, fordi de enten sad nede bag barens hjørne, hvor vi ikke rigtig kunne se dem, eller mere eller mindre sad med ryggen til os i baren. Derfor sneg rutinen sig ind på os, og vi begyndte stille og roligt at køre på automatpilot.

Vi blev reddet af en fyr, der pludselig fik lyst til at synge Pink Floyds ”Wish You Were Here” for sin kæreste. Det gjorde han så – ret højt! Jeg var ikke sikker på, om det var ment som en indirekte provokation eller udfordring til os. Måske var det ingen af delene, men jeg tog det som en udfordring, og gik i gang med det indledende riff til den smukke Pink Floyd klassiker. Fyren sendte mig et vantro blik og regnede tilsyneladende med, at jeg ville lade det blive ved det. Så sang jeg første vers, og i andet vers kom Simon og Paw ind på det helt rigtige sted, tungt og godt. Fyren havde nu forstået, at vi rent faktisk havde tænkt os at gennemføre sangen, og viste sin kæreste en løftet pegefinger, der betød noget i retning af: “Det er den sang! Nu skal du bare høre!” Vi kørte sangen sikkert hjem og høstede stort bifald fra det temmelig overraskede publikum. Aftenen havde taget en yderst velkommen, spontan drejning, og automatpiloten var dermed definitivt slået fra.

Vi blev bedt om at spille akustisk, da musikken var blevet for høj for det lille publikum. Da vi alligevel havde tænkt os at starte andet sæt akustisk, passede det os ganske fint. Desværre var der lidt intern uenighed om, hvor lavt vi nu skulle spille, hvilket betød at jeg ubevidst kom til at presse min stemme til jeg pludselig kunne mærke, at den var slidt. Da jeg blev opmærksom på det, og råbte vagt i gevær, blev musikken dæmpet, men skaden var sket og jeg måtte kæmpe mig igennem resten af andet sæt med stemmebåndet i laser. Man føler sig meget, meget sårbar som sanger, når stemmen pludselig står af. Al energi blev nu brugt på at gennemføre sangene uden at slide mere på stemmen, samtidig med at tonerne jo gerne skulle rammes. Alligevel forsvandt den mere og mere. Jeg tror dog ikke, at det blev så slemt, at publikum bemærkede noget.

I pausen var jeg virkelig bekymret. Hvordan i alverden skulle det kunne lade sig gøre at gennemføre sidste sæt, når det kun var med det yderste af neglene, jeg kom igennem andet sæt? Jeg kendte kun én løsning: Te med rom! Et vidundermiddel jeg i sin tid opdagede ved en lignende situation i Holbæk med en ordentlig brandert som en lidt uheldig bivirkning… Jeg fik bestilt vidundermidlet og det virkede omgående! Jeg kunne knap tro det. Jeg sang forsøgsvis nogle strofer, og stemmen var der igen. Ikke 100 %. Der skulle stadig passes på. Men nok til at det så lyst ud mht. 3. sæt.

Michael Jackson havde forladt denne verden dagen før, og selv om ingen af os er Jacksonfans, syntes vi alligevel ikke, at dette ikons død skulle gå ubemærket hen fra vores side. Desuden var det temmelig sandsynligt, at vi ville blive spurgt, om vi kunne spille et Jacksonnummer, selv om det burde være tydeligt for enhver, at det musikalske slægtskab er til at overse. Så vi havde “øvet” ”Billie Jean”, forstået på den måde, at jeg havde taget et print af teksten med, og vi havde hver især lyttet til sangen på YouTube for at danne os et overblik og forberede os på eventuelle overraskelser i sangens form. I 2. sæt havde jeg tilegnet ”Alverden så på” til Jackson (hør sangen og se hvorfor) og i 3. sæt, hvor vi vurderede at tiden var moden til at spille elektrisk igen, vovede vi os ud i vores første version af ”Billie Jean” nogensinde. Bortset fra en lille misforståelse undervejs og den udfordring, det er, at synge den sang med dens meget dybe vers og meget lyse omkvæd (ikke mindst med en stemme, der ikke er i topform), gik det ganske smertefrit.

Et par emsige piger havde haft travlt med at lege DJs (“spil dit og spil dat”) igennem hele 2. sæt, og efterlyst mere gang i den, hvilket havde været svært at efterkomme, når vi nu spillede akustisk og havde en beskadiget vokal at slås med. De havde også forslag nok i 3. sæt, og fik endda pubbens værtinde, Vibeke, til at lave et lille skilt, hvorpå der stod ”Rabalderstræde”. Den spiller vi imidlertid kun som ekstranummer, så de måtte jo gøre sig fortjent til den. Det havde de åbenbart ikke tålmodighed til, så mens vi fik det øvrige publikum så meget op at køre, at de til sidst bare ville have mere, hvilket udløste belønningen i form af den ønskede Gasolin’-klassiker, var den emsige DJ-duo over alle bjerge. Trist for dem, for de gik glip af en ret fed fest med masser af gang i.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Mød mig i mørket (Malurt)
4.   Sort hul
5.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
6.   Wish You Were Here (David Gilmour/Roger Waters)
7.   Lige her
8.   Tag mig op
9.   Vent

Pause

10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Rev mig løs
14. Når lyset bryder frem (Sebastian)
15. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
16. Alverden så på
17. Et sted derude (Steffen Brandt)
18. Lån en lille løgn

Pause

19. Nedtur
20. Refrainet er frit (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
21. Født i en metro
22. Du er ikke alene (Sebastian)
23. Billie Jean (Michael Jackson)
24. Lev stærkt (Malurt)
25. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
26. Har vi hul igennem her

Ekstra:
27. Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
28. Rabalderstræde (Gasolin’-M.Mogensen-Tommy Bogs)

Comments are Disabled