En skelsættende aften med tekniske uheld i overflod

Denne aften skulle blive FAVNs tolvte og sidste koncert på The Irish Pub i Vejle. Pubben er det mest trofaste stamsted, vi har haft, og vi kommer til at savne at spille der. Det var dog en aften helt uden vemod for vores vedkommende, da vi ikke havde nogen anelse om, at pubben var ved at lukke pga. økonomiske vanskeligheder. Vi fik det heller ikke at vide før godt en uges tid efter, så aftenen var ikke noget specielt for os i den henseende.

Til gengæld vil aftenen nok blive husket som en af dem med flest tekniske problemer i vores historie.

Den højttaler, som aftenen før gentagne gange havde forsøgt at slå Paw ihjel, holdt sig på måtten (eller rettere: stativet) denne gang, men til gengæld havde vores mixer begået selvmord, og pludselig måtte Paw kæmpe en brav kamp for at få lavet lyd vha. pubbens mixer, som stod bag baren, ikke så langt fra scenen, men langt nok til, at det var bøvlet. Koncertstarten var i forvejen blevet udskudt af tilstedeværelsen af et selskab, der fejrede polterabend med tilhørende whiskysmagning. Af samme grund var gode gamle Thomas fra pubben til stede. Han er nemlig ekspert på området.

Da vi lige var ankommet og begyndt at slæbe grej ind, spurgte jeg ham i forbifarten, om han stadig solgte køkkener. Nej, nu havde han startet et tømrerfirma op. Jeg spurgte ham, halvt i spøg, hvornår han startede “FAVN Management”, når han nu alligevel hele tiden startede nye projekter. Vi havde kort forinden haft et bandmøde, hvor vi havde talt med vores trofaste booker og manager Line om, at arbejdet med både at booke koncerter og prøve at få FAVN i alskens medier var lovlig omfattende og ikke mindst tidskrævende, og vi havde konkluderet, at vi havde brug for endnu en ildsjæl. Jeg kender ingen, der ville være så oplagt som Thomas. Manden kaster sig ind i sine projekter med alt, hvad han har, og er i besiddelse af en altovervindende entusiasme. Han er kort og godt en vanvittig (og) dygtig sælger. Vigtigst af alt: Han er FAN af FAVN! Alligevel var jeg ikke helt seriøs, da jeg spurgte. Jeg havde regnet med et godt grin eller måske bare et skævt smil, men jeg fik ingen af delene. Thomas tog spørgsmålet helt seriøst og begyndte straks at lægge planer. Jeg slap, hvad jeg havde i hænderne…

Da vi langt om længe kom i gang med at spille, var tiden så fremskreden, at vi havde besluttet at droppe en pause og skære de planlagte tre sæt ned til to lidt længere sæt. Aftenens byge af tekniske vanskeligheder var ikke drevet over endnu. Vi var ikke nået langt, før en hjælpsom fyr, som selv var musiker, kom og sagde, at man næsten ikke kunne høre vokalen derude. Om han måtte gå hen og skrue lidt på mixeren? Det måtte han da gerne. Det var jo begrænset, hvad vi selv kunne stille op. Han fik skruet op for vokalen, skal jeg lige love for. Den lød vist fint derude nu, men oppe hos mig var den blevet tordnende høj og ikke mindst forvrænget. Skønt. Det problem fik vi dog løst undervejs.

En polterabend kan være sendt fra himlen eller helvede for et band. En flok stangstive mennesker kan være meget festlige eller meget belastende at spille for. I dette tilfælde reddede de aftenen for os. De var på! Og det smittede både os, der stod og kæmpede med teknikken, og det øvrige publikum. Alle forudsætninger for at denne koncert blev en fiasko var ellers til stede. I ”Sort hul” stod min Jazzmaster pludselig af, og sangen måtte afbrydes, selv om Paw og Simon et stykke tid prøvede at holde den kunstigt i live, mens jeg tjekkede pedaler og skiftede kabler. Det lykkedes til sidst at få den til at sige noget igen, men senere stod den af igen, og jeg måtte konstatere, at der var opstået en løs forbindelse i selve guitaren. En ulykke kommer sjældent alene… Heldigvis havde vi min Telecaster (kendt fra “Telens hævn” 1 og 2) med, og den fik nu lov at råbe højt for en sjælden gangs skyld.

Jeg havde ikke lavet en sætliste. Det havde jeg faktisk heller ikke gjort til den foregående aften på Joker Pub. Sætlisten har en fast struktur med bestemte faste punkter og bestemte pladser til improvisation, og den struktur sidder efterhånden så godt fast i rygmarven, at det ikke er noget problem at navigere uden et kort.
Et højdepunkt i slutningen af 1. sæt var en direkte konsekvens af den spontanitet, det førte med sig: Efter ”Se os nu”, som var femte eget nummer i træk, kunne jeg godt fornemme, at selv om publikum bestemt stadig var med os, ville det nok alligevel være en god ide at smide et sikkert hit ud til dem., mens legen var god. Starten på Gasolins ”Det bedste til mig og mine venner” virkede nærmest som en naturlig forlængelse af ”Se os nu” (og blev naturligvis mødt med jubel) og da slutakkorden på vores version af det gamle hit er den samme som startakkorden på den næste sang, ”Rev mig løs”, var det let at lade sangene smelte sammen uden pause. Det virkede brutalt og folk blev revet med af den energi, det førte med sig. Vi spillede ”Rev mig løs” i dens oprindelige, punkede udgave, i stedet for den bluesede udgave, vi oftest spiller. Et stort og fedt punktum for et langt første sæt.

Thomas har tidligere foræret Paw en cd med et lokalt band ved navn Krackerjack, og i pausen viste det sig nu, at der faktisk var to medlemmer af det band blandt polterabend-deltagerne. Dem fik vi sludret en del med i pausen, og bassisten blev endda hængende sammen med os efter lukketid, hvor samtalerne begyndte at køre mere af sporet, når ikke de kørte rundt i samme rille.
Det var noget, jeg lagde mærke til, for jeg skulle køre…

Festen fortsatte i 2. sæt, hvor der for alvor begyndte at gå sport i at synge kor på vores sange blandt de skidefulde polterfolk. De var startet i 1. sæt, hvor de – meget flot, faktisk – havde sunget med på Paws korstemme i ”Lige her”. I 2. sæt var der stort set fuldemandskor på det hele. Især ”Forfra igen” fik svarkor så hatten passede. Med en sådan feststemning i pubben var det ikke svært at hive sidste stik hjem med ”Har vi hul igennem her”, hvor Paw i sin trommesolo atter inkluderede den gamle tromme, der hang til pynt over hans hoved. Stor jubel og der var lige tid til et par ekstranumre, selv om lukketid hastigt nærmede sig.

Vi kunne ikke lade være med at spille ”I Fought the Law” endnu en gang efter vores koncert i Nyborg Statsfængsel tidligere på dagen. Dette var første gang, den blev spillet med fuldt blus på spaden. Det klædte den! Da vi skulle til at lukke og slukke (for tid og evighed på pubben, uden at vi jo vidste det) fik Thomas os til at lægge en kort pause ind i introen til sidste nummer. Han skulle lige meddele, at det var sidste udskænkning. En passende (?) melding at sende ud sekundet før ”Rabalderstræde” rammer publikum lige i midt i branderten…

Vi glæder os til det samarbejdet med Thomas, og vil mindes de mange aftener på The Irish Pub med stor glæde!

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
4.   Sort hul
5.   Mød mig i mørket (Malurt)
6.   Lige her
7.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8.   Tag mig op
9.   Vent
10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
14. Rev mig løs

Pause

15. Alverden så på
16. Lån en lille løgn
17. Nedtur
18. Refrainet er frit (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
19. Født i en metro
20. Du er ikke alene (Sebastian)
21. Lev stærkt (Malurt)
22. Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
23. Har vi hul igennem her

Ekstra:
24. I Fought the Law (Sonny Curtis)
25. Rabalderstræde (Gasolin’-M.Mogensen-Tommy Bogs)

Comments are Disabled