FasteFAVN

En dårlig koncertoplevelse kan sidde i én længe. Især hvis man er den, der stod på scenen. Faktisk er den bedste måde, at få den dårlige fornemmelse ud af kroppen på, at give en vellykket koncert. Det var den ene grund til, at jeg så frem til FAVNs første koncert i 2010: Endelig var der en mulighed for at få skyllet den dårlige smag ud af munden efter den dødssyge oplevelse, det havde været at spille på Cafe Vivaldi i Næstved. Den anden grund til at have store forventninger var, at koncerten i Næstved lå så langt tilbage som 10/10 sidste år. FAVN havde ikke været på scenen i over fire måneder! Og ikke nok med det: Koncerten i Næstved havde været som akustisk duo. Den sidste elektriske koncert, vi havde givet sammen med vores livebassist Simon, var d. 29/8!! Abstinenserne var altså til at tage og føle på.

Paw havde sine egne grunde til at se frem til koncerten. Den skulle nemlig finde sted på Stevns Gymnastik- og Idrætsefterskole, hvor han har undervist i nogle år. Koncerten skulle gerne blive et højrøstet og festligt farvel, da Paw snart skulle skifte job.

Koncerten blev holdt i forbindelse med en fastelavnsfest med tøndeslagning og mere eller mindre fantasifulde kostumer. Tøndeslagningen trak ud, da to af tønderne tilsyneladende var pansrede. De kunne have været anvendt til militære formål. Eleverne tævede løs på dem, men det varede en rum tid, før man overhovedet kunne se det på tønderne. Det var først, da Paw tog en mikrofon og begyndte at komme med hånlige kommentarer, at nogle af eleverne lod sig provokere så meget, at de fik de ekstra kræfter, der skulle til for at få slået hul i tøndernes panser.

Selv om Simon har været vores livebassist siden midten af 2005, kan han altså stadig overraske os. Ingen af os vidste, at han havde en fetich for at klæde sig ud. Han havde ikke skullet have at vide to gange, at det her var en fastelavnsfest og havde såmænd et BÆVER-kostume med! Og ja, han havde det på under hele vores koncert. Paw og jeg var ”klædt ud” i vores sædvanlige rockkluns, for vi havde ikke lige set bæveren komme…

Koncerten var blevet arrangeret med ret kort varsel, så vi havde ikke haft tid til at øve. Kun en kort lydprøve blev det til, før det gik løs for alvor. Den for os ret lange pause kunne næsten ikke mærkes eller høres. Dog oplevede jeg for første gang i årevis at have ondt i fingerspidserne næste dag. Den hårde hud var gået hen og blevet misligholdt. For at kunne holde de mange teenagere derude i kort snor, havde jeg forberedt hele koncerten på forhånd. Det vil sige, at jeg udover at lave sætlisten også havde nedfældet stikord til, hvad jeg skulle sige, samt ideer til små ”happenings”.

Selv om vi faktisk var langt inde i arbejdet med vores nye album, var det jo stadig GENSTART fra 2008, der skulle promoveres, og vi startede i vanlig stil med ”Det hele begynder her”, som jeg undtagelsesvis indledte med en lille hilsen til det lidt tilbageholdende publikum. De var dog ikke mere tilbageholdende, end at mit indledende ”er I KLAR?” blev mødt med bekræftende brøl! Jeg fortalte dem, at jeg var forkølet, så vi ville spille noget ”snot’n’roll” for dem, og det var faktisk også lige akkurat muligt for mig at synge igen efter flere dages fæl forkølelse.

Malurts ”Mød mig i mørket” var et første forsøg på, at nå ud til dem med noget, de muligvis havde hørt før. De var bestemt ikke fedtede med bifaldet, men vi kunne tilsyneladende lige så godt have spillet én af vores egne sange. Det gjorde vi så, og da vi nærmede os fem års dagen (5/3) for optagelsen af musikvideoen til ”Født i en metro”, som fandt sted på Klauzdal i Herlev ved vores første releasefest, var det jo næsten oplagt at forsøge at genskabe lidt af stemningen fra den video, som i øvrigt var FAVNs første af slagsen. Som jeg fortalte publikum, var der dengang en hob af hoppende, skrigende og (som Paw tilføjede med slet skjult opfordring i stemmen) kyssende teenagere foran scenen. Det kunne vi godt tænke os at opleve igen. Men da vi ikke havde et videokamera med, måtte vi nøjes med min mobil (jeg skriver ikke iPhone – det ville være product placement) og vi opfordrede alle til at komme nærmere og få taget nogle fotos sammen med os. Det var en idé, de tændte på! Ikke mindst, da jeg lovede dem, at vi ville lægge de dugfriske fotos på Facebook i pausen. Paw blev udnævnt til fotograf og Bæveren Simon og jeg stillede os med ryggen mod de frådende teenagere og blev foreviget. Derpå fulgte så ”Født i en metro”, og stemningen lignede til forveksling den for næsten fem år siden, hvor dem, vi nu spillede for, vel gik i 5.-6. klasse på deres respektive skoler…

”C’mon Everybody” holdt gryden nogenlunde i kog, men vi kunne godt mærke, at der virkelig skulle arbejdes for at holde vores unge publikums opmærksomhed rettet mod scenen. Så vi smed et trumfkort: En Kim Larsen-klassiker. Jeg indledte med en historie om, hvordan vi yder en ekstra service i form af rådgivning til efterskoleelever af hankøn, der har svært ved at score pigerne. Man skal bare bruge pigens hjemadresse, en åben sportsvogn og en guitar. Så kører man hen til pigen en weekend, hvor hun er hjemme, og trykker hornet i bund, indtil hun kommer ud for at slå én ihjel. Så hiver man den frem! Guitaren, altså. Og spiller følgende (her spillede jeg et lille indledende riff) og fyrer så den skudsikre scorereplik af: ”Hvis din far gi’r dig lov, tager du så med mig i skoven?”. Den gik rent ind.

Så turde vi godt satse lidt, og spillede ”Tag mig op”, som helt tydeligt ikke var pågående nok. Efter den fulgte ”Vent!”, som vi slap bedre fra. Ikke mindst fordi jeg kunne fortælle, at videoen til sangen faktisk blev optaget lige her på deres skole, hvilket er den skinbarlige sandhed.

I pausen fandt vi en computer og fik uploadet de første fotos til vores Facebookside, mens der var modeshow i hallen. Så blev det tid til anden halvleg, som vi indledte med en akustisk livedebut: ”Nogen at snakke med” fra FAVNs kommende 3. album, UNDER EN STJERNE. Den tog de godt imod, selv om versionen sandt sige ikke just var prangende. Min guitar gik ud af stemning og Simon kunne ikke huske sangen helt så godt, som han havde troet. Den planlagte countryversion af ”Alverden så på” blev som konsekvens erstattet af den elektriske version, da det nu bare var med at komme videre med fuldt blus på. Det var tydeligt, at fårene var ved at blive skilt fra bukkene derude. Andet sæt ville blive for dem, der virkelig gerne ville høre musik.

Dem var der heldigvis også en del af, og de kom på arbejde! Der skulle synges med, og da jeg i ”Lån en lille løgn” spurgte dem, om det gamle ordsprog ”den, der dyrker gymnastik, synger som en slatten …” havde noget på sig, var de meget ivrige efter at bevise, at det havde det ikke. Det lykkedes dem også. Der blev sunget igennem!

Også i ”Farmor John” (vores fordanskede udgave af Neil Youngs version af 50’er-hittet ”Farmer John”), som vi ikke havde spillet i umindelige tider, blev der sunget med af fuld hals. Men ikke nok med det. Da vi har tradition for, at lade ”Farmor John” gå over i ”Wild Thing”, var det jo helt oplagt, at invitere en elev i ko-kostume op på scenen. Det blev der naturligvis også taget billeder af. Især var det jo et ømt syn at se hr. Ko og hr. Bæver posere for kameraet.

Kendte de Gasolins ”Langebro”? Ja, det gjorde de. Ville de gerne høre den? Ja, det ville de gerne. Det kom de så til, og den var sidste pusterum før slutspurten. Der er efterhånden blevet skrålet med på omkvædet af ”Forfra igen”, som vi deler med Michael Falch, i alle afkroge af landet. Det slog heller ikke fejl på SGI, og derpå satte vi et effektivt punktum for koncerten med ”Har vi hul igennem her”. Det blev en ekstra lang version med masser af jam. Der stod en spot lige ved siden af mig under hele koncerten, og lyskeglen ramte min guitar, hvor lyset reflekteredes i slagpladen. Det gav mig mulighed for at bruge guitaren som følgespot, hvilket meget effektivt understøttede den dystre stemning i sangen, samtidig med at dem derude syntes, det var et ret sejt trick.

Paw var naturligvis den lokale helt, så da bandet skulle præsenteres, blev han præsenteret til sidst. Ikke af mig, men af en elev, som Paw selv valgte, og som kom op på scenen og præsenterede ham. Derpå fulgte naturligvis en trommesolo, som blev udvidet til at omfatte monitors, mikrofonstativer og scenegulv. Efter en hæsblæsende slutning, kunne vi så med god samvittighed sende vores udmattede publikum i seng.

Det var rart at være tilbage på scenen!

Don Falch

Sætlisten:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Mød mig i mørket (Malurt)
4.   Født i en metro
5.   C’mon Everybody (Eddie Cochran)
6.   Hvis din far gir dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
7.   Tag mig op
8.   Vent!

Pause

9.   Nogen at snakke med
10. Alverden så på
11. Nedtur
12. Lån en lille løgn
13. Farmor John (Harris/Terry)/Wild Thing (Chip Taylor)
14. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
15. Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
16. Har vi hul igennem her

Comments are Disabled