FAVN i en Metro

Fredag d. 7/11 åbnede FAVN den årlige Metro Festival i Ringsted. Det havde vi glædet os til, fordi Ringsted engang var den by, vi spillede flest koncerter i, da vi hed TIES. Dengang hed stamspillestedet Vallentin’s, og der har vi været årsag til mange fester, som alle er beskrevet i den blog, som år for år vokser sig større. Vi spillede også en enkelt gang på et sted, der hed Løven. Et brag af en rockaften, hvor både vi og publikum dansede på bordene. Desværre blev det kun til den ene gang, da ejeren var en idiot, der prøvede at snyde os.

Før Line som en frelsende engel overtog bookingen, var det min tjans. Jeg prøvede flere gange at booke jobs på Metro, men det lykkedes aldrig. Det gjorde det så nu for Line. Fremragende. Da jeg ankom til Ringsted Kulturcenter, hvor slaget skulle stå, syntes jeg, at der var noget bekendt ved stedet, men først da jeg kom indenfor, gik det op for mig, at det faktisk var det gamle Ringsted Medborgerhus, hvor vi i TIES spillede vores første koncert i Ringsted tilbage i 2000.

Af en eller anden grund skulle det være den afdæmpede, ”akustiske” udgave af FAVN og ikke fuld skrue med Simon på bas. Dem om det, men vi havde nu godt kunnet tænke os at åbne deres festival med at tvære dem op ad væggen, i stedet for at være hyggespredende baggrundsmusik. Ikke et ondt ord om vores duokoncerter. De er fuldt ud lige så gode som de elektriske og lige så stor en fornøjelse at spille. MEN det er to forskellige udtryk, der egner sig til forskellige rammer. Vores duokoncerter kræver et koncentreret og opmærksomt publikum for at fungere optimalt. Rockkoncerterne giver større mulighed for at hive fat i folk, og det er der brug for, når man åbner en festival kl. ca. 20.30, hvor de første gæster så småt dukker op og ikke rigtig er klar til at være publikum endnu.

Vi startede med to stemningsfulde sange, og mærkede hurtigt, at dette publikum ikke helt var med på den retning.

Ikke at vi blev ignoreret, men vi kunne mærke, at vi kunne have taget dette publikum med storm med en rockkoncert. Det var tydeligt, at de ville have rock og gang i den i Ringsted, og hurtig, svingende country som duoudgaven af ”Alverden så på” blev vist mest opfattet som fjollet. En smuk debut af vores nye duoversion af ”Hvor blev det hele af”, som ville have vundet et opmærksomt publikum, blev nærmest ignoreret. Så gik det helt anderledes med den efterfølgende slutspurt: ”Født i en metro” kunne jo have været skrevet til lejligheden, og fik dem lidt op på dupperne derude, og både den og ”Forfra igen” fik så mange tæv, som rammerne tillod. Den stemningsfulde og pulserende ”Har vi hul igennem her” fik for alvor skovlen under dem, godt hjulpet på vej af en lille præsentationsrunde med trommesolo (DET havde de ikke regnet med) og så den accelererende outro, der må sætte pulsen op hos enhver, der ikke er død. Nu kunne bifaldet for alvor mærkes og vi kunne pakke sammen med en arbejdssejr i hus.

Senere gik vi en tur hen til gode, gamle Vallentin’s. Det havde forandret sig lidt. Vi startede med at konstatere, at Mette Vallentin ikke stod i baren og at TIES ikke længere var at finde i jukeboksen. Vi hilste på kvinden i baren. Hun hed Charlotte og var såmænd den nye ejer siden januar, og Vallentin’s hedder nu Valentin. Vi fortalte hende lidt om gamle dage, og hun fortalte, at hun da havde livemusik fra tid til anden. Vi hentede en cd til hende og udvekslede kontaktoplysninger.

Så næste gang vi besøger Ringsted, bliver det måske samtidig en genoplivning af en god gammel tradition.

Don Falch

Sætlisten:

1. Det hele begynder her
2. Genstart
3. Vent
4. Alverden så på
5. Hvor blev det hele af
6. Født i en metro
7. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
8. Har vi hul igennem her

Comments are Disabled