FAVN i København

FAVN har faktisk aldrig ligefrem overrendt København. Det er siden 2003 blevet til 13 koncerter i hovedstaden, og det er ikke engang to koncerter om året. En af grundene har været, at det kan være vanskeligt at træffe bookerne. En anden at de generelt betaler en temmelig lav hyre. Men hovedstaden er jo vigtig for et band, der gerne vil have musikken ud i en masse menneskers ører. Dertil kommer, at københavnerne er et forvænt publikum, hvilket betyder, at man skal være god for at få dem overbevist. Det er en udfordring, vi godt kan lide.

Tommy Andersen, der i 2007 var meget tæt på at blive liveguitarist for FAVN, skrev sidst i juli rundt til sine musikalske venner på Facebook og spurgte, om nogen var interresseret i at spille på Fat Tuesday Bar på Ny Adelgade ved Kongens Nytorv. Der var tale om en slags audition, da det var første gang, der var livemusik på stedet. Vi tænkte “hvorfor ikke?”, og tog imod tilbuddet.

Det lignede en meget dårlig ide, da vi ankom til den mennesketomme bar. Der var kun ejeren, Zara, som sagde, at Tommy vist var syg og derfor alligevel ikke ville dukke op med nogle mennesker, som de ellers havde talt om, og hun havde ikke rigtig kunnet få fat i nogle, der ville overvære den første koncert på Fat Tuesday Bar. Nu var det også meget kort varsel, folk havde fået. Det var torsdag d. 4/8, og vi havde sagt ja til tilbuddet om mandagen. Vejret, som ikke ligefrem har været rost til skyerne denne sommer, havde nu valgt at vise sig fra sin bedste side. Dejligt! Så kunne vi også være helt sikre på, at folk hellere ville tilbringe aftenen i Kongens Have eller i Nyhavn, fremfor på en bar.

Vi udskød starttidspunktet, hvilket vi har prøvet et par gange før… Zara og især hendes bror, Daniel (som vi faktisk har mødt adskillige gange før, når vi har spillet i Lades Kælder), gjorde en ihærdig indsats for at få folk til at tilbringe et par timer på Fat Tuesday Bar. Og tænk engang: Sådan noget kan faktisk give pote! Ikke at der ligefrem var proppet, da vi startede, men besøgstallet var pænt. Det bedste var faktisk, at en gruppe havde indtaget fortovet, hvor de hyggede sig, mens vi spillede for åbne vinduer. Tydeligere kunne det ikke blive for de forbipasserende, at her foregik noget, som det måske kunne være fedt at være en del af.

Zara havde flere gange opfordret os til at starte med noget “jam”, så forbipasserende kunne høre, at der skete noget. Brugen af det ord forvirrede Paw, da det i vores vokabularium betyder, at man står og improviserer, hvilket han syntes ville være lidt mærkeligt. Da jeg havde haft nogle telefonsamtaler med Zara, var det gået op for mig, at det hun mente var, at vi skulle spille nogle kendte numre. Ligesom de såkaldte jambands. Vi foretrak at se tiden an, for vi er ikke et jamband, selv om vi som oftest krydrer sætlisten med kendte numre, da det ellers kan være en krævende opgave for publikum at skulle blive ved at forholde sig til sange, de ikke kender. Men vi har en gylden regel, der siger, at vi (næsten) altid starter og slutter hvert sæt med vores egne numre.

Da vi, med ca. en times forsinkelse, gik på, virkede det som om uheldet virkelig var ude efter os denne aften. Både vores nye countryversion af “Under en stjerne” (som fik sin debut ved junis store udendørsarrangement i Holbæk) og den efterfølgende “Lusen” led under strømafbrydelser. Vi endte med at trække en ledning hen til et andet stik, og så var problemet løst. Publikum lod ikke til at tage synderlig notits af den skæve start. Vi fortsatte uanfægtet. En del numre, som vi lige er begyndt at spille, eller som vi ikke har spillet længe, fandt vej til sætlisten denne aften: Malurts “Lev stærkt”, Dylans “Just Like a Woman”, som vi spillede for kun anden gang (og som Paw til min overraskelse startede i en anden taktart end sidst, hvilket resulterede i en helt anden – men absolut holdbar – version), Larsens “Guleroden” for kun anden gang (til Zara, hvis far kender Kim Larsen), TV-2’s fede “Et sted derude” og sidst, men ikke mindst, Pink Floyds “Wish You Were Here”. Sidstnævnte blev spillet, da aftenens mest entusiastiske publikummer, en kvinde i baren, begyndte at ønske numre, vi enten ikke kendte eller ikke ville spille. Da “Wish You Were Here” stod på sætlisten som et muligt ekstranummer, foreslog jeg den, og den blev modtaget med begejstring.

Vores nye album, UNDER EN STJERNE, er proppet med fede numre, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de virker live. Men vi fik bekræftet, at især “Lusen” (på trods af strømafbrydelsen), “Min hånd holder fast i din” (forventet – den er jo et hit!), “Den sidste bus er gået” (et for os selv overraskende populært livenummer), “Sikkerhed om bord” (ny version hver gang) og “Nogen at snakke med” alle virker upåklageligt live. Vi kommer til at spille de fleste af sangene fra det album i mange år fremover. Heldigvis.

Der var masser af ros efter koncerten, og vi kan se frem til mange gensyn med Fat Tuesday Bar. Men ikke nok med det: Bookeren fra Cafe Runddelen var blandt publikum, og kom efterfølgende hen og præsenterede sig. “I er fantastiske”, sagde han, og vi begyndte straks at tale om mulige datoer for september.

Det var vist alligevel ikke så tosset en ide at tage til København denne torsdag. Og det ser ud til, at FAVN og København kommer til at se en hel del mere til hinanden i den kommende tid.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1. Under en stjerne
2. Lusen
3. Lev stærkt (Malurt)
4. Just Like a Woman (Bob Dylan)
5. Vent!
6. Alverden så på
7. Guleroden (Kim Larsen)
8. Min hånd holder fast i din
9. Den sidste bus er gået

Pause

10. Tordenskrald og frydeskrig
11. Sikkerhed om bord
12. Et sted derude (Steffen Brandt)
13. Født i en metro
14. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
15. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
16. Nogen at snakke med
17. Wish You Were Here (David Gilmour/Roger Waters)
18. Har vi hul igennem her

Comments are Disabled