FAVN og de mærkelige hajer

Så vendte FAVN endelig tilbage til Gimle i Roskilde. Tilbage er måske så meget sagt, for Gimle er ikke, hvad det har været: Ny adresse (det gamle vandværk) og større, mere imponerende forhold. Faktisk er Gimle blevet et fantastisk spillested, der desværre også er blevet så stort, at det er blevet sværere for bands at få en aften i eget navn på Gimles store scene i Tanken, som den store runde sal kaldes. Det skal jo løbe rundt, det skidt. Det kræver publikum, og de har det desværre ikke med at komme strømmende til af sig selv. Vi var derfor support band for Said the Shark denne aften. Et mærkeligt bandnavn? Ja, men bare rolig. Musikken og bandets optræden var ikke mindre… speciel. Mere om det senere.

Ikke nok med at det var FAVNs første job i det nye Gimle. Det var også vores første duojob på Gimle. Sidst, vi spillede på Gimle, var det sammen med en masse andre bands til en koncert, der satte punktum for koncerterne på det gamle Gimle, da det nye Gimle stod klar til brug. Dengang havde vi endda til lejligheden skrevet en ny sang, som kun blev spillet den ene gang: ”Godnat gamle Gimle” (video her).

Jeg må sige, at jeg ikke havde de store forventninger til Said the Shark. Jeg havde lyttet lidt til deres musik på deres MySpace-side, og det var i mine ører stille og stemningsfuld, men umiddelbart også ret monoton musik. Meditationsmusik, nærmest. Allerede til deres lydprøve var der dog tegn på, at det ikke nødvendigvis ville blive en helt kedelig koncert fra deres side. Der var alverdens billige legetøjsinstrumenter rundt omkring på scenen, og masser af chimes og klokkespil, foruden guitarer, bas og trommer. Trommesættet var nu heller ikke helt traditionelt. Paw har en meget stor stortromme, men her blev han overgået! Denne stortromme var en gammel sag af den slags, som bruges ved parader. Sådan en, man har på maven og banker på med køller, men her blev den altså brugt som almindelig stortromme. Trommeslageren, som spillede stående, fortalte senere, at det havde været noget af et detektivarbejde at få skaffet trommeskind i den rigtige størrelse.

Vi spiste sammen med dem og udvekslede historier. Der blev skiftet lidt mellem engelsk og dansk, da Said the Sharks sangerinde, Maya Saxell, er fra Canada. Jeg fortalte hende, at jeg for få måneder siden havde været i Canada. Hun spurgte naturligvis, hvor jeg havde været, og da jeg svarede Vancouver, viste det sig, at det var hendes hjemby. De var nogle vældigt flinke mennesker, som vi hyggede os med oppe i det backstage område, som er noget mere indbydende, end man kan sige om det hul, der på det gamle Gimle skulle forestille at udgøre samme.

Der var vel omkring 15-16 mennesker, Said the Shark medregnet, da vi skulle starte. At koncertstarten blev skubbet lidt, gjorde ikke den store forskel. Men det lille publikum var fokuseret på musikken, og det var det vigtigste. Det var dejligt at spille i Tankens pragtfulde akustik og med et lydhørt publikum. ”Sort hul” blev dog desværre skæmmet af et løst stik i mine pedaler, der skrattede højere og højere, især fordi det blev påvirket af Paws trommespil. ”Sjovt” nok ødelagde præcist samme problem store dele af vores sidste, føromtalte koncert på gamle Gimle. Dengang var det bare ikke blevet lokaliseret endnu. Stikket bliver jævnligt strammet, men har det med stille og roligt at løsne sig igen, og Gimle er åbenbart stedet, hvor det skal gå helt amok.

Jeg ordnede problemet efter ”Sort hul”, og det vendte ikke tilbage. ”Vent!” gjorde et stort indtryk på publikum, fik jeg efterfølgende at vide. En gammel klassekammerat fra gymnasietiden havde taget et par veninder med, og de havde kastet deres kærlighed på ”Vent!”. Den skulle da bare i radioen! Et klart hit! No argument there… Sættets højdepunkt var dog klart ”I mit stille sind” og ”Mysterium”, som går ud i ét og fungerer som én sang. Da de var færdige, bragede bifaldet, og nede fra en af musikerne i Said the Shark, der sad lige nede foran os, lød et højt ”Ja, for satan!”.

Said the Sharks koncert var på alle måder en positiv overraskelse.  Der er ikke så lidt galskab i deres optræden. Maya Saxell står stille med sin guitar og synger meget blødt og på en ret speciel, stødvis måde. Rundt om hende står de fire gutter bestemt ikke stille. Især én af dem kaster sig fra det ene udtryk til det andet. Det ene øjeblik spiller han på et lille miniaturetrommesæt fra BR eller lignende, det næste øjeblik laver han lydeffekter ved at sætte en mikrofon hen foran en lille blæser eller sætter blæseren hen til klokkespiller, hvor de roterende blades kontakt med klokkerne lyder som et musikalsk vækkeur. Man keder sig ikke som publikum. Faktisk gjorde de også et nummer ud af at aktivere publikum, ved at kaste små legetøjsbåthorn og ting, der kan rasle, ud til folk, som så kunne sidde og spille med.

”You guys were great!”, lød det fra Maya, da vi bagefter mødtes backstage.  Jeg gengældte rosen. Det havde været en interessant aften.

Sætlisten:

1.    Det hele begynder her
2.    Genstart
3.    Sort hul
4.    Vent!
5.    Alverden så på
6.    I mit stille sind
7.    Mysterium
8.    Født i en metro
9.    Forfra igen (Don Falch/Michael Falch)

Comments are Disabled