FAVN rører på sig igen

Paw og jeg har i årevis talt om at gøre mere ud af at fortolke andres sange. Især viser og gamle folkesange. Vi har tidligere indspillet og udgivet Dissing/Andersens “Hilsen til forårssolen” med stor succes. Også Kim Larsens “Maria” har vi indspillet en version af, som blev foreviget i en video. Dertil kommer adskillige fortolkninger af andre sange, som kun har været spillet live. Det er en god måde at nå et nyt publikum på og så er det i øvrigt altid en spændende udfordring. Da Paw og jeg i starten af 2018 besluttede at vække FAVN af et par års dvale, var vi enige om at gå i gang med at samle materiale, som både skulle bestå af mine nye sange og af ældre sange, vi kunne tænke os at fortolke.

En vise, som Paw foreslog, var “Havnen” (også kendt som “Når dagen er forbi”). Ja, den med Oswald Helmuth. Og ja, den, som end ikke Kim Larsen turde røre ved, selv om han gerne ville. Jeg lyttede til Oswalds version og blev hurtigt bekræftet i min formodning om, at der skulle tænkes kreativt, hvis vi skulle lave en version af den. Én ting er, Oswald gjorde det så fremragende, at man ikke har lyst til at konkurrere med ham. En anden er, at den oprindelige version genremæssigt ligger temmelig langt fra FAVNs stil. Jeg besluttede at tage udfordringen op og skrive en ny melodi til Arvid Müllers tekst fra 1937. Jeg skrev den på klaver over en uges tid og var meget stolt af resultatet. 

I det meste af 2018 skrev jeg nye sange, arrangerede dem, jeg havde liggende, fandt flere sange, der kunne være sjove at fortolke, og indspillede demoer, som Paw og jeg kunne arbejde ud fra. Det begyndte vi at tage hul på sidst på året. Ikke nok med, at vi tog hul på nyt materiale. Vi tog også hul på en ny lyd til FAVN! Vi har altid (ind)spillet med en bassist, men nu vil vi for alvor fungere som duo. Vores plan er, at vi ved hjælp af bla. diverse pedaler, et keyboard (betjent af Paw) og vokal-effekter skal lyde som et helt band, selv om vi kun er to. Dette ville selvfølgelig være nemt at opnå, hvis vi bare indspillede en masse musik på forhånd, som vi så spillede til ved koncerterne. Det er meget brugt og kaldes at bruge “back tracks”. I vores verden har det bare mere at gøre med playback end med livemusik. Det nærmeste, vi vil komme “back tracks” vil være loops, hvor jeg indspiller et kort stykke musik på f. eks. guitaren, som så gentages, hvorefter jeg kan spille oveni det, jeg lige har indspillet og det vil vi næppe bruge meget. 

I oktober 2018 fik jeg en invitation til at spille til en showcase d. 23/1 på Rotationen i Holbæk, hvor jeg bor. Invitationen kom fra Claus, guitaristen i kvartetten TIES, som i 2003 gik i opløsning og blev til trioen FAVN (som senere blev til en duo). Han havde fornyligt stiftet sangskriverforeningen “Spiren”, som stod for arrangementet. Jeg takkede ja, fordi det faktisk passede glimrende med, at jeg var ved at lægge sidste hånd på de ca. 30 demoer til FAVNs næste projekt. Nu var der jo pludselig en mulighed for at prøve nogle af sangene af.

D. 23. oprandt og jeg øvede de tre sange, jeg havde udvalgt til mine 15 minutter på scenen: “Havnen”, “Mol” og “I de bedste hænder”. “Mol”, som var en melodi, jeg har haft liggende i ca. tyve år! Den havde oprindelig en engelsk tekst, men den var ikke imponerende og nu synger vi jo på dansk, så jeg havde skrevet en ny. Den anden sang var “I de bedste hænder”, som jeg skrev til min kone og som var et stort hit til vores bryllup i 2015. Nu er det jo forventeligt, at en kærlighedssang skrevet og sunget af gommen går rent ind til et bryllup, men hvad sker der, når sangen bliver spillet til en koncert? Jeg følte mig ret sikker på, at den nok skulle hitte. Den er en klar ørehænger. 

Jeg følte mig rimelig klar, da jeg kom ned på Rotationen med min nyeste guitar, som kommer til at spille en meget stor rolle i FAVN fremover. En halvakustisk baryton-guitar af mærket Martin. Den spiller væsentligt dybere end en normal guitar (fire hele toner) og dens dybeste toner er helt dernede, hvor en bas normalt befinder sig. Alligevel kan man sagtens spille på den som på en normal guitar. Den lyder fantastisk og man kan faktisk på én gang udfylde rollen som guitarist og bassist, når man spiller på den. 

Jeg skulle lukke og slukke, så jeg havde mulighed for at høre alle de andre, før det blev min tur. Vi kom godt rundt i forskellige stilarter og udtryk udløbet af aftenen. De kun ca. 25, der var mødt op (inkl. de optrædende) var godt underholdt. Man kunne jo godt ærgre sig over, at der ikke kom flere, men når man får en “hjerneblødning” på scenen og famler sig igennem en sang i ca. otte minutter, er man egentlig taknemmelig over det sparsomme fremmøde. Hvem famlede sig igennem et så langt nummer? Det gjorde undertegnede såmænd. 

Jeg startede ellers godt med lige at spøge med, at det var min første optræden udenfor de teaterscener, jeg har begået mig på i de senere år. Jeg havde kriller i halsen og skulle endda tisse, løj jeg til det lille publikums morskab. Derpå indviede jeg dem i pointen med min “advarsel”: hvis det gik skidt, kunne folk tænke, at jeg jo var lovlig undskyldt, når nu jeg var ude af form (og skulle tisse) og gik det godt, var det jo ekstra imponerende, når nu jeg var ude af form (og skulle tisse). Win-win. Og så kastede jeg mig ellers i “Havnen”. 

Det gik fint, indtil jeg kom til slutningen af første vers. Der er mange akkorder til min melodi og man kan risikere at gå galt i byen. Det er heldigvis meget sjældent, jeg har oplevet at være helt på herrens mark i en sang. Normalt kan man nogenlunde maskere det, så ingen opdager noget, men ikke i en så kringlet sang som FAVNs version af “Havnen”. Kommer man på et forkert spor, så at sige, er man solgt til stanglakrids. Jeg kunne simpelthen ikke komme på akkordernes rækkefølge i slutningen af verset, men jeg forsøgte at lade som ingenting og spille videre. Det gør man helt naturligt, når man har spillet så længe. At stoppe midt i en sang er det sidste, man gør. Det burde jeg måske alligevel have gjort, for det var først i 3. vers (ud af fire), det lykkedes mig at spille bare nogenlunde rigtigt. Da jeg endelig var kommet igennem den temmelig hasarderede livepremiere, konstaterede jeg tørt, at det da var lykkedes mig at lære den undervejs. 

Jeg præsenterede “Mol” for et publikum, jeg godt kunne mærke var lidt betænkelige efter den omgang. Selv om det muligvis føltes værre for mig end det måske har lydt for dem, krævede det, at jeg hankede op i mig selv for at komme godt videre og ikke være for rystet over min lille “hjerneblødning”. Jeg fortalte, at “Mol” er en sang, som bla. handler om det, musikken kan: sætte tiden i stå eller bygge bro over tid. Sangens tekst bærer præg af, at jeg ubevidst har været påvirket af, at jeg på en måde samarbejdede med den tyve år yngre version af mig selv, der skrev melodien. “Mol” gik rigtig fint. Sangen er meget kortere og simplere end “Havnen”, hvilket var rart, for jeg havde behov for at komme tilbage på sporet igen. 

Det var med fuldt overlæg, at jeg havde gemt “I de bedste hænder” til sidst. Med den vandt jeg publikum efter den noget kiksede start på mit korte sæt. Der blev ligefrem sunget med og lavet spontane korstemmer derude. Jeg fik en del ros med på vejen bagefter. “Det er jeg glad for, at jeg oplevede” er jo dejligt at høre, når ens faglige stolthed lige har fået et hak. “Havnen” skal nok få den fremførelse, den fortjener, når FAVN spiller den live for første gang. 2019 vil blive brugt til at blive klar til at give koncerter med vores nye lyd, som lige skal opdages og udvikles undervejs. Vi HÅBER, at have en EP med smagsprøver klar ved årets udgang. I 2020 kommer der et nyt album fra FAVN. Vi glæder os!

(Fotos af Søren Vilén.)

Don Falch

Sætlisten:

1. Havnen (Arvid Müller/Don Falch)
2. Mol
3. I de bedste hænder