Festlige drukkenbolte og stive børn

Efter en uges ferie i Grenaa skulle jeg lige omstille mig mentalt, da min ferie sluttede med, at jeg rent faktisk skulle lave noget. Faktisk var ferien blevet planlagt, efter koncerten blev booket. Når man nu alligevel skulle spille i dejlige Grenaa i sin ferie, kunne man jo lige så godt holde ferie i Grenaa først. Men det var altså en lidt mærkelig fornemmelse, når man pludselig skulle indstille sin hjerne på at levere en FAVN-koncert. Paw, som dagen før var kommet hjem fra ferie i Berlin, havde det på samme måde.

Musikhuset Aftenstjernen var nyt territorium for os. Vi samler på stamsteder. Sådan nogle får man kun, hvis man giver både bookeren og publikum en oplevelse, de gerne vil have igen og igen. Jeg er stolt af, at kunne sige, at det er ved at være en ekspertise for os. En ting er, at opbygge et renommé på at tage rundt og spille tidens hits. Det kan såmænd være svært nok, men det kræver alt andet lige en betragtelig gennemslagskraft, at kunne blive fast inventar på flere og flere spillesteder i hele landet, når repertoiret hver gang består af minimum 50 % egne sange (og for det meste mere). Det gør vi, og det er vi stolte af!

Aftenstjernen viste sig at være et aflangt, tilrøget værtshus, og vi så nogle mennesker i løbet af aftenen, som imponerede ved overhovedet at kunne holde sig oprejst. Det gik som regel heller ikke godt særlig længe. At mine guitarer overlevede aftenen var nærmest mirakuløst, især efter at en gammel mand kom slingrende ind ad døren, og – efter først at være væltet før han overhovedet nåede hen til baren – væltede ind over scenen, hvorefter han måtte graves frem blandt guitarer og hvad han nu ellers havde væltet undervejs.

De var ikke meget for at synge med, men de var med på andre måder i Aftenstjernen. En kvinde, der også måtte have indtaget et mindre bryggeri, sad ved et bord til venstre for scenen, og de gange jeg i løbet af aftenen opfordrede folk til at synge med, var hun stort set den eneste, der reagerede. Hun sang bare ikke. Hun SKREG! Og ikke kun, når der skulle synges med, men også på alle mulige andre tidspunkter, når hun lige fik lyst til det. Hun forsøgte ikke at synge med, men viste simpelthen sin begejstring ved at skrige, så man fik helt ondt i halsen af at høre på det. Det var lidt distraherende, men man vænnede sig til det.

Jeg havde været lidt betænkelig mht. vore egne numre. Ville dette publikum have tålmodighed til dem? Efter andet sæt konkluderede Paw, at så længe der var et beat, var de glade. Stille numre kunne de ikke være mere ligeglade med, men ellers var de faktisk ganske åbne. Bare der var et beat! Når der var det, var de ikke fedtede med bifaldet, og der blev jævnligt danset på den sparsomme plads mellem scenen og  baren.

I en pause fik vi den gode idé, at gå på toilettet, hvor vi faldt i snak med en mand, der arbejdede på Radio Djursland. Han fik straks et par FAVN-albums og vi aftalte, at vi skulle kigge ind, næste gang vi var på de kanter. En rigtig lokumsaftale.

Selv om jeg måtte kæmpe lidt med en tiltagende hæshed (der var simpelthen ikke plads til monitors på den lille scene), som det heldigvis lykkedes mig at holde nede, brød festen for alvor ud i lys lue i 3. sæt. Især i vores helt egen version af ”Nanna”, hvor vi kombinerer Gasolin’s og Larsens versioner, og som ender i ren jam. Lidt vanskeligheder med guitaren undervejs (et mindre sammenstød med en fulderik, der var kommet ud af kurs, havde foranlediget at guitaren skulle stemmes) gav os anledning til at udnytte sangens fleksible struktur, da jeg præsenterede Paw, som så jammede løs med sig selv, mens jeg fik styr på guitaren. En lokal musiker, der kaldte sig “Holmes”, blev så revet med af al den jam, at han lånte et par maracas af Paw og jammede med på næste nummer, Malurts ”Lev stærkt”. Han fik endda en maracas-solo. Sådan nogle hører man ikke så tit. Det er der en grund til…

En mand fra Aalborg var fan af os, næsten fra før vi overhovedet var begyndt. Det gav mig anledning til at bilde publikum ind, at folk kom helt fra Aalborg for at høre os i Grenaa. I starten var det jo rart med entusiastisk opbakning, men efterhånden som der var røget nogle bajere ned, var entusiasmen blevet så stor, at manden nu kom hen til mig, og begyndte at lovprise os midt i et nummer. Jeg forsøgte at smile, nikke, synge og spille samtidig, og det lykkedes at holde den gående, indtil strømmen af lovord omsider hørte op, og han satte sig igen.

To præsentationsrunder i samme sæt er ikke noget, vi normalt bruger, men det skete altså i Grenaa. I ”Nanna” havde det fungeret som afledningsmanøvre og vi kunne da godt have ladet det blive ved det, men præsentationsrunder med tilhørende soli er bare et utroligt effektivt middel til at få stemningen til at koge, og det er jo noget, vi kan li’! Virkningen udeblev heller ikke, og da vi sagde tak for i aften, blev vi nærmest væltet af en syndflod af protester. Fire ekstranumre senere måtte vi stadig ikke stoppe, men vi gjorde det alligevel. Det er det dér med at stoppe på toppen. En svær kunst, der kræver jernhård selvdisciplin.

En ganske festlig aften på Aftenstjernen blev desværre til sidst skæmmet af nogle stive pattebørn, der ikke skulle have lov til at gå frit omkring med alkohol i blodet. En ung fyr satte sig som den naturligste ting i verden i Paws bagagerum, mens vi læssede udstyr ind. Paw gjorde ham opmærksom på, at han sad på ”et stykke brugskunst” (en Volvo), og så faldt det omsider fyren ind at spørge, om det var okay, at han sad der. Han fik lov, så det blev han snart træt af. Lidt senere stak en dame hovedet ud af en dør i en passage, der mundede ud lige overfor Aftenstjernen. Hun henvendte sig til den føromtalte knægt, og bad ham huske at gå ind med sin tomme flaske i stedet for at smide den ind i passagen, hvor hendes børn kunne træde i glasskårene. Straks smadrede han sin flaske foran hende, hvorefter han udfordrede hende til at komme og få ham til at samle op. Det gjorde hun ikke, og han gik tilbage ind i Aftenstjernen. Sikkert for at finde noget nyt at kaste med. Imens gik jeg hen til damen og opfordrede hende til at ringe til politiet. Idioten stod jo derinde, og politiet havde faktisk kort forinden kigget forbi. Det ville være ret nemt at få fat i ham. Men det gad hun åbenbart ikke. Hende om det. Jeg havde gjort det, hvis jeg var hende.

Og så var der jo idioten, der smadrede min bil…

Det er åbenbart en trend blandt Grenaas småretarderede teenagere at smadre deres ølflasker, når de har drukket ud. Førnævnte idiot gjorde det, og ikke lang tid efter skete det så igen. Denne gang var det en 19-årig, der skulle vise sine to venner, hvordan man ordner sådan en flaske. En invalidepensionist, som Paw og jeg kort forinden havde talt med (og som sammen med sin kæreste købte et af vores albums og overdængede os med ros – meget flink mand med en fantastisk musiksmag) tillod sig at fortælle flaskekasteren, at han da skulle lade være med det, hvorefter han blev skubbet voldsomt tværs over gaden og ind i min bil, som fik en kæmpe bule i højre forskærm. Da det 19-årige geni var en af dem med den charmerende holdning, at det da er helt i orden at sparke folk, der ligger ned, begyndte han så på det, men blev trukket væk af sine to venner. Aftenstjernens personale tacklede situationen flot og fik talt overfaldsmanden lidt ned, så jeg havde ingen problemer med at overbringe ham den glade nyhed, at der ventede ham en rimelig stor udgift. Jeg fik hans personlige oplysninger og en lille bøn om at sige til forsikringen, at han var faldet ind i min bil, så han slap for en voldsdom. (Der skal godt nok faldes igennem for at lave en så stor bule i en bil.) Min sympati for afstumpede voldspsykopater er jo enorm, så jeg har fortalt forsikringsselskabet nøjagtig, hvad der skete.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Når lyset bryder frem (Sebastian)
4.   Sort hul
5.   Mød mig i mørket (Malurt)
6.   Lige her
7.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8.   Tag mig op
9.   Vent

Pause

10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Rev mig løs
14. Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
15. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
16. Alverden så på
17. Under bøgen (Peter A.G. Nielsen)
18. Lån en lille løgn

Pause

19. Nedtur
20. Du er ikke alene (Sebastian)
21. Født i en metro
22. C’mon Everybody (Capeheart/Cochran)
23. Nanna (K. Larsen/Gasolin’)
24. Lev stærkt (Malurt) – m. ”Holmes” på maracas
25. Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
26. Har vi hul igennem her

Ekstra:
27. Dagen før (Kim Larsen)
28. Vi lukker nu

Ekstra ekstra:
29. Står på en alpetop (Seals/Shu-bi-dua)
30. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)

Comments are Disabled