Fra et nyt stamsted til et gammelt

Efter en hektisk nat på vores nye stamsted, The Irish Pub i Vejle, blev det tid til for fjerde gang at besøge Ambolten i Ry, som er et af FAVNs ældste stamsteder. Det var hyggeligt at gense Margrethe, som ejer stedet. Hun er en rar og bestemt dame, som tydeligvis ikke ligger under for nogen eller noget. Vi skulle spille kl. 22, men regnede med at det nok blev udskudt, for der var stort set var mennesketomt, da vi ankom lidt over 21. Folk går jo som bekendt ekstremt sent i byen. Sådan er det overalt. Det kan sjældent betale sig at spille før kl. 23, hvis man vil have et publikum. Det er noget, man lever med, for det er jo alligevel ikke noget, man kan lave om på. Hvis man er Margrethe fra Ambolten, så lader man sig imidlertid ikke diktere af folks åndssvage vaner. Vi havde værsgo at spille kl. 22. Publikum eller ej. Så kan de fan’me lære det!

Respekt for det. På den ene side. På den anden side tager vi jo ud i landet for at få vores musik ud til folk, og det giver ikke megen mening at tage til Ry for at spille for Margrethe… Jeg så mig nødsaget til at omstrukturere sætlisten. De mest stille numre i første sæt blev rykket helt frem og træffere som Malurts ”Mød mig i mørket” og TV2s ”Kærligheden overvinder alt” røg helt ned i tredje sæt, hvor de nok ville gøre mere lykke.

Det er tilsyneladende lykkedes Margrethe at opdrage nogle af sine kunder, for der dukkede faktisk folk op, da vi skulle i gang. Ikke mange, men nogle. Vi fokuserede på at spille et intimt, afdæmpet sæt (og det afdæmpede havde vi også fået instrukser om) med små anekdoter mellem numrene. Jeg indledte andet nummer, ”Antibussen”, med et referat af teksten. Det vidste jeg godt er en fejl, men nogle gange får man forvildet sig ud af en tangent og må bare gå hele vejen.

Midtvejs i første sæt begyndte vi at gå lidt mere til den, da de mere rockede numre dukkede op, men vi spillede stadig så lavt, som det overhovedet kunne lade sig gøre. Alligevel kom Margrethe forsigtigt hen og spurgte, om jeg troede vi kunne skrue lidt mere ned? Jeg svarede helt ærligt: ”Det kan vi faktisk ikke”. Det accepterede hun så. Der var heller ikke andet at gøre, for skulle det være lavere, skulle vi slukke for forstærkerne. Det sædvanlige paradoks igen: Vi har flere gange tidligere forvandlet Ambolten til en fest, hvor folk væltede rundt og ikke gav os lov at stoppe. Det gjorde vi ved at fyre den af for fuld tryk. Arrangørerne er altid glade, når kunderne er vilde med musikken og stedet er én stor fest, men de er næsten også alle sammen meget bange for lydstyrken. Det er selvfølgelig forståeligt, hvis bandet spiller med en lydstyrke, som var en stadionkoncert værdigt, og når dette læses, giver det måske indtryk af, at vi plejer at spille tordnende højt, men det gør vi faktisk ikke. Vi spiller dog helst med det lydtryk, som er nødvendigt for at man kan spille rockmusik. Og rockmusik kan ikke spilles lavt. Det behøver ikke at være sønderlemmende højt, men lavt kan det aldrig blive. Rock kræver fysik. Og det virker ikke før. Det må man være indstillet på, når man hyrer et rockband, for ellers må man ty til Folk eller Jazz. Lydstyrken, og dermed musikkens energi, er en helt afgørende faktor HVER gang, det ender i en fest. Det er et faktum, der desværre fiser hen over hovedet på mange arrangører.

I pausen efter første sæt kom en fyr hen, som tydeligvis havde lyttet opmærksomt. Han syntes, det var fedt og havde især lagt mærke til teksterne. Han syntes dog, at teksten til ”Antibussen” var ret forudsigelig, hvilket vi blev enige om nok skyldtes, at jeg havde fortalt hele historien på forhånd… Vi havde vores album og den nye single med. Han ville gerne vide, hvilken af de to cd’er, ”Antibussen” befandt sig på. Så han kunne undgå den. Den er jo bonustrack på ”Nedtur”-singlen, som han så ikke købte. Han købte i stedet albummet.

Fint med os!

Andet sæt startede med et eksperiment. For første gang på Nedtouren, åbnede vi andet sæt med en anden sang end ”Nedtur”, nemlig ”Genstart”, som uden pause fortsatte direkte over i ”Nedtur”. Det virkede godt, så det bliver nok ikke sidste gang, vi gør det. Der kom flere folk til i løbet af sættet, men proppet blev der aldrig. Der var også en større fest i gang andetsteds i byen, så det var vist heller ikke den heldigste aften at spille i Ry.

Det udvidede sidste sæt pyntede pænt på helhedsindtrykket af en ellers lidt sløv aften. Der var pænt besøgt, og der kom stadig folk til, som for det meste havde drukket sig i godt humør. En lidt sjov episode i præsentationsrunden i ”Vi lukker nu”: En kvinde oppe ved baren råbte ”hej Solvej” til en kvinde, der lige var kommet ind. Musikken var dæmpet, og jeg var ved at præsentere bandet, så jeg benyttede lejligheden til også at præsentere Solvej, som blev ret overrasket…

Da vi sagde tak for i aften, var der én, der råbte på ekstranummer. Ellers var der tavshed, men det virkede som om resten af gæsterne også ville have mere. De kunne bare ikke tage sig sammen til at give udtryk for det, og sådan havde det faktisk været hele aftenen. Jeg tog mig den frihed, at fortælle dem, at hvis de ville have mere, så måtte de sgu bede om det. Det gjorde de så, og da de først havde fået ét ekstranummer, havde de fået blod på tanden derude. Nu måtte vi ikke stoppe. Lydstyrken var også steget støt, men jeg passede på med guitaren. Lidt for meget, faktisk. Jeg havde selv svært ved at høre den, og en ivrig lytter blandt publikum beklagede sig faktisk bagefter over, at der var al for lidt guitar i lydbilledet. Han ville gerne selv være guitarist, og havde købt en guitar til over 20.000. Nu skulle han så bare lære at spille på den…

Da vi for tredje gang sagde tak for i aften, var det faktisk vores mening at stoppe, men så var der en mand der spurgte, om vi kunne spille noget Neil Young… Nu havde vi jo i forvejen smidt en del traditioner mht. sætlisten ud af vinduet denne aften, så hvorfor ikke bare for denne ene gangs skyld skide på beslutningen om at holde sig til det danske sprog? Når en mand ønsker at høre et Neil Young nummer og oven i købet spørger OS. Så skal han da ha’ det! Så han fik ”Hey Hey My My”, som vi ikke har spillet siden Koppen i Aabenraa d. 12/8 2005. DEN fik tæv! Og så kunne vi godt tillade os at holde fyraften. Når vi altså havde pakket sammen.

Og så var der jo lige den lille tur tilbage til Sjælland, der skulle overstås.

Don Falch

Sætlisten:

1.   Taxa i tomgang
2.   Antibussen
3.   Det er en kold tid (K. Larsen/Larsen-Hartmann-Petersen) – Lige her
4.   Vent!
5.   Lån en lille løgn
6.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
7.   Født i en metro

Pause

8.   Genstart
9.   Nedtur
10. Fremmed (Kim Larsen)
11. Burhøns (Peter A.G. Nielsen)
12. Alverden så på
13. Fald min engel (Steffen Brandt)
14. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
15. Tag mig op
16. Har vi hul igennem her

Pause

17. Hvis du får brug for mig
18. Rev mig løs
19. Mød mig i mørket (Malurt)
20. Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
21. Midt om natten (Kim Larsen)
22. Et sted derude (Steffen Brandt)
23. Når lyset bryder frem (Sebastian)
24. Vi lukker nu

Ekstra:
25. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)

Ekstra ekstra:
26. Du er ikke alene (Sebastian)

Ekstra ekstra ekstra:
27. Hey Hey, My My (Neil Young)

Comments are Disabled