Godnat gamle Gimle

Lørdag d. 12/8-’06 var dagen, hvor den definitivt sidste koncert på gamle Gimle i Roskilde fandt sted. Gimle flytter nemlig, og det nye Gimle står klar til brug. Slutningen på en æra og starten på en ny. FAVN var blandt de 13 lokale bands, der hver bidrog med et 25 minutters sæt denne aften. Der var musik for enhver smag, lige fra rock i alverdens mere eller mindre hårde afskygninger til folk og reggae.

Der var allerede et pænt fremmøde, da The Loverbirdss gik på kl. 19.30. Et meget ungt og entusiastisk punkband med vores kære bassist Simons lillebror bag tønderne. Hvad der manglede i erfaring blev opvejet af energisk sceneoptræden og anderledes påklædning, der blandt andet inkluderede kilt og netstrømper… Folk blev ved med at strømme til hele aftenen og mange måtte stå udenfor og vente i lang tid på at komme ind. Mange stod ude i gården, da der var meget varmt indenfor. Som man kunne forvente, var mange ikke kommet for musikkens skyld, men for at feste. Det gik især ud over de musikere, der gik på lige efter os (ca. 22.45). De spillede nemlig alene og kun bevæbnet med akustisk guitar. Med mindre man stod lige foran scenen, fik man ikke meget ud af det. De skulle nok have været på tidligere på aftenen.

Vores sæt blev desværre noget skæmmet af en løs forbindelse et eller andet sted i mine pedaler. Første nummer måtte simpelthen startes forfra, da alternativet var fem minutters trommer, bas og høj brummen fra guitaren. Jeg skiftede et kabel og problemet var tilsyneladende løst. Vi prøvede igen, men problemet vendte med jævne mellemrum tilbage, og andet nummer, som ironisk nok hed “Har vi hul igennem her”, fik en meget lang intro, mens en stagehand og jeg arbejdede på at løse problemet. Herefter gennemførte vi sangen i en ny, mere blueset version med en helt ny outro, som virkelig fik publikum op på mærkerne.

Heldigvis slap vi igennem aftenens nye nummer, “Godnat gamle Gimle”, stort set uden problemer. Sangen var skrevet til lejligheden og det meget tålmodige publikum tog godt imod den, og sang med til sidst. Se videoen nederst i dette indlæg.

Vi sluttede af med “Vi lukker nu” – vi kan det dér med rammende titler – og guitaren forsvandt igen… Jeg flåede kablet ud af pedalerne og direkte i forstærkeren. Det løste problemet, men samtidig var det slut med de små lækkerier som f.eks. delay (ekko) på guitaren i soloen. Jeg var ikke den eneste, der måtte kæmpe en brav kamp på scenen. Paw kunne intet høre bag det rædselsfulde trommesæt, der var stillet til rådighed denne aften. En lidt usædvanlig kamp i kampen var trommestolen, som flyttede sig fra trommesættet, når han begyndte at spille… Sådanne problemer hører ofte med, når mange bands skal bruge samme udstyr, men mange af dem kan altså undgås, hvis noget bedre gear bliver stillet til rådighed. Det har både musikere og publikum glæde af. Vi fik afsluttet sættet i fin stil, og kunne trods alt glæde os over, at vores store rutine gjorde os i stand til at gennemføre sættet uden at lade vores frustrationer påvirke vores optræden eller musikken. Vi havde et videokamera med, som stod på et stativ og optog vores koncert. Der var ikke nogen til at betjene det, så at se optagelsen er lidt som at være en flue på væggen denne aften. Som en særlig service vil vi nu give jer den mulighed:


Godnat gamle Gimle from FAVN on Myspace.

Don Falch

Sætlisten:

1.     Født i en metro
2.     Har vi hul igennem her (ny version)
3.     Godnat gamle Gimle
4.     Vi lukker nu

Comments are Disabled