Saltstænger og æbleskiver på bordene

Her er et lille tilbageblik på vores sidste livekoncert, d. 6/12. Det bliver også en slags status over det forgangne år her på tærsklen til det nye. Et begivenhedsrigt år, efter hvilket vi med stor forventning ser frem til det nye! …:

Saltstænger og æbleskiver på bordene, fadøl i hanerne og et lokalt skoleorkester som opvarmning… Er det rock ‘n’ roll?

Ja, altså hvis rockmusik stadig handler om nærvær og kommunikation mellem mennesker, samt måske et lille glimt af håbet om en verden, som er bedre end det, vi kalder den grå hverdag, så ja, så var der masser af rock ‘n’ roll i Hvalsøhallens multisal den 6. december 03. Der blev nemlig både lyttet, tænkt, danset og delt en stor glæde ved rockmusik.

Vi stod foran et publikum, hvor de fleste havde nogle flere år på bagen end os selv. Kedeligt, ville mange “unge” mene. Men i FAVN er vores oplevelse jo gang på gang den, at jo flere års livserfaring mennesker har, jo mere har de ofte også udviklet evnen til at opleve – lytte og se – med åbent sind. Evnen til at se ud over det, som man i sit eget lille private liv går og sysler med, er jo vigtig, hvis man skal kunne vise åbenhed over for kunst – uanset art og genre. Selvom der kun var en 30 stykker til stede (plus “det løse” i form af påhængsbørn), blev det en god aften i rockens tegn.

I FAVN har vi jo for længst glemt enhver ambition om at tillempe vores musikalske udtryk de omgivelser, vi måtte stå over for på en given aften. Vi spiller, som vi spiller, og som vi bedst kan lide det. Take it or leave it. Er alt andet ikke også pseudo?? Det blev det bedste kort, vi kunne spille denne aften. Publikum var nemlig indstillet på en aften i FAVNs musiks tegn. Og tak for det!

Første nummer, “Taxa i tomgang”, er en stille og intim klaver-sag, som faldt i god jord hos det lyttende publikum. I skærende kontrast hertil fortsatte vi med rockeren “På vej”, som forårsagede en af de effekter, som jeg er allermest vild med ved rockkoncerter – hvad enten jeg er på eller foran scenen – nemlig “WOW-gippet”… Jeg har oplevet det i Parken foran Bruce og The E-street Band, men jeg har også oplevet det bag tønderne – bl.a. i Hvalsøhallens multisal. Det er det gip, det giver igennem kroppen, når en meget høj og uventet lyd rammer såvel trommehinder som mellemgulv. Da “På vej” satte i gang, gav det et meget overbevisende gip i en dame på forreste række. Hun blev i øvrigt siddende på samme plads hele første sæt, før hun i andet sæt sluttede sig til sine venner mere tilbagetrukket, men stadig med intens opmærksomhed rettet mod scenen.

“Tag mig op”, som mange af jer kender som “When I Least Expect It”, har fået en tiltrængt saltvandsindsprøjtning af elektrisk spade. Sjovt, i øvrigt, som det klæder omtrent alle numre at blive spillet beskidt på en beskidt guitar. Ikke at det kan komme bag på os rockfans, bare rart at konstatere. Også den faldt i god jord.

Af højdepunkter i første sæt skal nævnes “Lige her”, som altid virker efter hensigten og hensætter publikum i taktfast vuggende indlevelse. Fedt, fedt nummer. Kongelig instrumentering. Fantastiske præstationer hele vejen rundt. Vi er store, når vi spiller det nummer! Og så “Farmor John” – undersættelsen af “Farmer John”. Den er ligesom designet til at tage kegler, ikke… Se tidligere blogindlæg for mere indgående beskrivelse af den kække tekst. Nummeret blev denne aften ualmindeligt jammende og improviserende – noget som publikum var vilde med. I en trio har man jo også meget, meget frie hænder med kun et harmonibærende instrument. Der bliver god plads til skovture. Og dem er vi i al beskedenhed ganske gode til.

Andet sæt indledtes med sangen, som i sin titel bærer vores nye slogan: “Har vi hul igennem her?”. Sangen handler egentlig om en teenagepiges kvaler med at se sandheden om sit overfladeplagede popliv i øjnene. Men udsagnet “Har vi hul igennem her?” er ikke så lidt relevant for et rockband med danske tekster, der rykker. I øvrigt kan jeg da lige benytte lejligheden til at henlede jeres opmærksomhed på vores nye plakat, som også bærer udsagnet:

Med til højdepunkter i andet sæt hører også “Hvis du får brug for mig”, hvor mange – især kvinder – er i stand til at synge med på omkvædet første gang, de hører den. Vi må se at få den spillet i radioen…

Tredje sæt indledtes med en som altid intens version af “Hvor blev det hele af?” (ex “Who Do You Think You Are?”). Det er et nummer, som altid bringer en klump frem i halsen, og hvor vi virkelig kommer rundt i afkrogene af, hvad vi som trio kan mønstre af både intimitet og larm.

Herefter var scenen sat til en slutspurt af rock-evergreens, som for alvor fik de danselystne op af stolene. De havde været flittige aftenen igennem, men nu kom der virkelig fut i fejemøget. Der var også en lille julehilsen i form af rockudgaven af “Santa Claus Is Coming to Town”. “Lån en lille løgn” – som også har fået et rock ‘n’ roll-tune up af de rigtig dejlige – faldt naturligt ind i dansenumrene.

“Rock ‘n’ roll” og “Twist and Shout”, med stærkt indlevet vokal fra en publikummer, satte et værdigt punktum for en aften med intense udgaver af både vores egne numre og de lånte. En aften, som lover godt for FAVNs kommende koncerter.

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.   Taxa i tomgang
2.   På vej
3.   Tag mig op
4.   Når natten falder på (Malurt)
5.   Lige her
6.   På min væg (Tom Waits)
7.   Farmor John (Harris/Terry)

Pause

8.   Har vi hul igennem her?
9.   Hvis du får brug for mig
10. Rendezvous (Bruce Springsteen)
11. One (U2)
12. På en gren i vort kvarter (Kim Larsen/Mogens Mogensen)
13. Mød mig i mørket (Malurt)
14. Nanna (Kim Larsen/Gasolin)

Pause

15. Hvor blev det hele af?
16. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’)
17. Santa Claus Is Coming to Town (Gillespie/Coots)
18. Glory Days (Bruce Springsteen)
19. With or Without You (U2)
20. Lån en lille løgn

Ekstranumre:
21. Rock’n’roll (Page/Plant)
22. Twist and Shout (Medley/Russell)

Inden vi hilser det nye år velkommen, vil jeg da lige sige det gamle tak for at:

1. Vores nye øvelokale/hjemmestudie kom op at stå

2. Vi fandt vores rock-ben som trio

3. Vi fik nyt navn, sprog og bandidentitet

4. Vi fandt en god ven i www.rockscenen.dk

5. Vi satte os følgende målsætning: I år 2004 udkommer der HVER MÅNED (med start d. 1/2) en ny FAVN-demo m. hver 1. stk. færdigproduceret sang. Kan downloades her på hjemmesiden, på favn.soundvenue.com og favn.mymusic.dk samt bestilles på favn@favn.net. Pris: 0 kr

6. FAVN blev blåstemplet af DRs Karrierekanonen (læs mere i bloggen her på hjemmesiden) med udvælgelse blandt 350 demoer, og vi deltog således sammen med 13 andre danske orkestre/solister ved showcase for DRs pinger. Og de havde endda kun hørt en øve-cd… Vi blev ikke udvalgt til Karrierekanonen, men næste gang bider de helt sikkert på!

Med lidt held i sprøjten tilsmiler rock-guderne FAVN endnu mere i det nye år. Det er vi i hvert fald fulde af tro på!

Jeg håber, I alle sammen derude bag skærmene vil være med os i 2004 også!

Godt nytår til jer alle!!

Paw Koch

Share:
Copyright 2018 favn.net | All Rights Reserved | Handels- Og Leveringsbetingelser | Designed By Sitepact