Musik og politik

Der er dem, der mener at musik og politik bør holdes adskilt. Det er naturligvis noget vrøvl! Musik handler ligesom politik om livet, mennesker og følelser. Dermed ikke sagt, at man som sangskriver skal holde timelange politiske brandtaler mellem sangene. Koncerter skal handle om musik, men hvis en sang har politisk indhold, har undertegnede i hvert fald intet problem med, at sangen får et par ord med på vejen. Heller ikke selv om jeg måtte være uenig. Det giver mig nemlig et mere nuanceret billede af den person, der har skrevet sangen, og hvis sangen er godt skruet sammen, får jeg oven i købet noget at tænke over og forholde mig til. Fint med mig.

Men der er måske alligevel tilfælde, hvor musik og politik bør holdes adskilt. En koncert kan blive mere spændende og nuanceret ved at nogle holdninger kommer på banen, men til et politisk møde kan musik til gengæld hurtigt vise sig at være en skidt ide. Politisk engagerede mennesker har nemlig kun ét for øje, når de mødes. Om de så er enige eller ej: Der skal diskuteres! Og høj rockmusik går meget, meget dårligt i spænd med et publikum, der vil diskutere med hinanden.

Den 19/8-’05 skulle FAVN for anden gang spille i Baghuset, Ballerup. Da vi spillede der i marts, kom hele seks mennesker og overværede koncerten (læs om den her), men en af de seks var superfan helt tilbage fra TIES-tiden: Line Laudrup. Som aktiv i Radikal Ungdom fik hun den umiddelbart strålende ide, at arrangere en debataften på Baghuset med efterfølgende fest, hvor musikken skulle leveres af FAVN. Desværre viste det sig igen at være en tung opgave at trække folk til Baghuset. Selv med trækplastre som os, Kurt Scheelsbeck (K) og Morten Helveg Petersen (R) blev det ikke til mere end en ti – femten mennesker. Efter aftenens debat om udenrigspolitik, og især situationen i Irak, gik vi på scenen. Vi indledte med ”Taxa i tomgang”, som blev fuldstændig ignoreret. Omgående sadlede vi om, og fyrede ”C’mon Everybody” i skallen på det snakkesalige publikum, som derved fik lidt sværere ved at snakke sammen. Det brød de sig ikke umiddelbart om, og vi fik slået fast, at det her blev svært… ”Har vi hul igennem her” blev indledt med en lille historie om at vi selv overvejer at stifte et parti, der skal hedde ”De forvirrede”. Dette blev mødt med latter, og var ubetinget aftenens største reaktion fra publikum. Ellers lykkedes det da fra tid til anden at tvinge dem til at klappe med, når vi virkelig insisterede.

Da koncerten var forbi, var vi så den erfaring rigere, og en enkelt milepæl blev der da gravet hul til denne aften, da Paw fik talt med Line om en fremtidig managerpost i FAVN. Det var hun klar på! Hun skulle bare lige til England først, men fra januar 2006 sætter hun sig på managerposten!

Don Falch

Sætlisten:

1. Taxa i tomgang
2. C’mon Everybody (Eddie Cochran/Jerry Capehart)
3. Tag mig op
4. Har vi hul igennem her
5. Hvis du får brug for mig
6. Mød mig i mørket (Malurt)
7. Afkrog af verden
8. Rabalder (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
9. Alverden så på
10. Nanna (K. Larsen/Gasolin’)

Pause

11. Lige her
12. På vej
13. Står på en alpetop (Seals/Shubidua)
14. Hvor blev det hele af
15. Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
16. Født i en metro
17. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
18. Lån en lille løgn

Share:
Copyright 2018 favn.net | All Rights Reserved | Handels- Og Leveringsbetingelser | Designed By Sitepact