På stranden i februar

Sidst FAVN spillede på The Beach i Næstved, var i 2011 i forbindelse med vores musikalske ven Phil Nices releasefest, hvor vi var Phils gæster. Det var så stor en succes, at det resulterede i et “rigtigt” job, som dog først blev her i februar 2013. Helt fra starten var det tydeligt, at vi i hvert fald ikke ville komme til at mangle støtte, for Dennis, som for under tre uger siden overværede FAVNs koncert på Klub Note i København, havde åbenbart slet ikke fået nok. Denne gang havde han endda en flok venner med, så der var fuld opbakning og gode vibrationer fra starten af.

Det fremgik ikke af kontrakten, hvor længe vi skulle spille, så jeg havde ikke forberedt nogen sætliste, da vi ankom. Vi aftalte med ejeren, Svend, at vi spillede to sæt, hvorefter folk traditionen tro kunne gå på scenen og jamme. Jeg sammensatte i huj og hast en sætliste, der ville lægge vægt på FAVNs egne sange, men som også ville tilgodese det publikum, der indfandt sig. The Beach var velbesøgt denne aften, og det var et overvejende ungt publikum, som var i byen og fyre den af. Stille ballader blev der derfor ikke mange af, og nogle covernumre blev strategisk placeret rundt omkring i de to sæt. Det gjorde dog tilsyneladende ikke den store forskel, om vi spillede egne eller andres sange. Man gik mere op i, om der var gang i den. Det var der også, for selv om vi kun er bevæbnede med akustisk guitar, mundharpe, lilletromme og div. perkussioninstrumenter, kan Paw og jeg sagtens fyre den godt og grundigt af.

Koncerten startede, som de sidste mange koncerter har gjort, med “Lusen” og “Under en stjerne“. Den førstes opbygning og swingende omkvæd gør den til et effektivt startnummer, og den melodiøse “Under en stjerne” virker altid. Så hev vi “Genstart” op ad mølposen, hvor den har ligget i et års tid. Det kunne heldigvis ikke høres. Malurts “Lev stærkt!” blev også spillet for første gang i umindelige tider. Det er jo ikke et nummer, som den brede befolkning kender, men det virkede, fordi det i bund og grund er simpel, klassisk rock’n’roll. Undervejs kom en pige hen til scenen og spurgte, om det ikke var os, der havde spillet på Sørup Herregård for et lille års tid siden? Det kunne jeg bekræfte. Ja, hun mente nok, vi virkede bekendte. I “Alverden så på” faldt jeg i min egen fælde. Et trick, vi har brugt et par gange, hvor vi snyder folk til at klappe på 2 og 4 (i stedet for 1 og 3) faldt til jorden, eftersom jeg tankeløst satte dem i gang med at klappe på netop 1 og 3. Det var heldigvis kun Paw, der opdagede min brøler. En musiker, der havde indspillet nogle numre i Paws studie, kiggede forbi og overværede det meste af første sæt. Han var stor fan af Pink Floyd, fortalte Paw efterfølgende, hvilket jeg ikke havde været klar over, da jeg satte Floyds “Wish You Were Here” på sætlisten. Ironisk nok var den store Floyd-fan netop gået videre i byen, da vi nåede til sangen. Det var jo en skam. Både fordi han gik glip af den, men også fordi han tilsyneladende havde været den eneste i publikum, der kendte den. Vores seneste single, “Min hånd holder fast i din“, høstede som vanligt stort bifald. Det er fedt, at have et så sikkert livenummer, som i fin stil kan løfte den ansvarsfulde opgave at slutte et sæt, så bifaldet brager, når man går til pause.

I starten af andet sæt havde jeg den spøjse oplevelse, at der var en bestemt linje i omkvædet af åbningsnummeret, “Undergang“, som jeg simpelthen ikke kunne huske. Linjen lyder, ironisk nok: “Men du ved ikke længere hvad det er”. Jeg kunne huske meningen og de sidste tre ord, men ikke hele sætningen. Jeg måtte småmumle linjen, indtil det til sidst lykkedes mig at høre, hvad Paw sang. Han synger heldigvis kor på omkvædet. Mærkelig oplevelse. Begyndende senilitet? “Sikkerhed om bord” faldt i god jord hos det fortrinsvis unge publikum, mens Sebastians “Du er ikke alene” faldt i god jord hos det ældre publikum. Den var også klart aftenens mest populære covernummer. “Langebro” blev mærkeligt nok mere eller mindre ignoreret. Det sker godt nok sjældent.

Som for under tre uger siden, var Dennis hurtigt ude, da jeg præsenterede “Født i en metro“, og råbte titlen længe før jeg nåede det. Han fik også en belønning for sin overvældende entusiasme. Efter koncerten på Klub Note havde han fortalt mig, at han havde håbet på at høre “Fugleskræmsel”, som ikke var på sætlisten den aften. Det kom den nu, og vi spillede en hurtig, hæsblæsende version af sangen, som Paw i øvrigt dedikerede til en af Dennis’ venner, Tobias, som også var vild med sangen. Han spillede også med for fuld tryk. På lufttrommer. Hør “Fugleskræmsel” fra The Beach her.

Jeg var ikke sikker på, hvordan “Nogen at snakke med” ville blive modtaget. Den kræver noget opmærksomhed. Dens stemning har en nærmest magisk virkning live, og også denne aften kunne jeg mærke, at sangen tiltrak sig opmærksomhed. “Har vi hul igennem her” virker altid, hvilket er grunden til dens status som fast slutnummer. Præsentationsrunden med soli er altid et hit, men sjældent har vi oplevet, at det lille riff, som jeg spiller hen imod slutningen, og som accelererer, indtil vi når den eksplosionsagtige slutning, i den grad gik i systemet på folk. På den fede måde. Normalt virker det, når vi gradvist sætter tempoet op, men her kom reaktionen tidligere. Det var simpelthen selve riffet, der virkede. Det er sjovt, så forskelligt tingene virker. Det er det, der gør det sjovt at spille live. Man holde aldrig op med at blive overrasket.

Don Falch

Sætlisten:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Genstart
4. Lev stærkt! (Malurt)
5. Guleroden (Kim Larsen)
6. Vent!
7. Alverden så på
8. Wish You Were Here (David Gilmour/Roger Waters)
9. Min hånd holder fast i din

Pause

10. Undergang
11. Sikkerhed om bord
12. Du er ikke alene (Sebastian)
13. Født i en metro
14. Fugleskræmsel
15. Lån en lille løgn
16. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
17. Nogen at snakke med
18. Har vi hul igennem her

Comments are Disabled