Perler for svin

Som musiker vil man jo af og til befinde sig en situation, hvor man kaster perler for svin, som man siger. Sådan er dét bare. Også selvom der er gået en masse hårdt arbejde forud: Man har kælet for detaljerne, spillet sangene igen og igen i øvelokalet, diskuteret frem og tilbage om de mindste ting, som gør hele forskellen, når sangene er flyvefærdige og parat til at møde publikum. Dertil kommer arbejde som: opstilling af instrumenter og PA-anlæg, indstilling af lys, transport op og ned af trapper og stiger med instrumenter osv. osv. Hvordan skulle noget publikum – med mindre det udelukkende består af hardcore og kompromisløse fans, som vil slå ihjel for en piratoptagelse af ens sidste optræden… – kunne sætte sig ind i alt det? Selvfølgelig kan de da ikke det.

MEN… Vi har krav på deres respekt. Vi har vel alle krav på hinandens respekt for det arbejde vi gør og for det, vi har at tilbyde hinanden. Den slags ved man imidlertid kun, hvis man er blevet opdraget til gensidig respekt, og hvis man samtidig har så meget selvrespekt, at man er i stand til at respektere andre også. Med al respekt for Baptisternes Skole, var de nok ikke nået helt så langt med dette skoleårs nye elever endnu.

Koncerten var, i FAVNs ånd, lagt an på historiefortælling. Noget, man skulle tro, unge mennesker, som for ganske nylig var børn, har været udsat for før. Men allerede i første nummer, “Taxa i tomgang” (den tragikomiske fortælling om den gamle dranker og hans venner på stambaren Tøndes Kælder), stod det klart, at det ville blive en kamp af de hårde. På trods af flittig brug af det ældste trick i bogen: at stirre så mange publikummer som muligt lige i øjnene og insistere på en kommunikation nummeret igennem, lykkedes det ikke en gang at få dem til at klappe i. Som koncerten skred frem, skulle det blive et endnu større problem.

Den “logiske” konsekvens, eleverne drog efter at have indset, at man ikke kunne tale i normalt leje, når musikken bragede af sted, var at råbe til hinanden. For samtale SKULLE de kraftedeme, fuldstændig uden nogen form for respekt for de mennesker, som havde revet en aften ud af deres i forvejen fyldte kalender og ladet familierne derhjemme undvære far…

Fjerde nummer, “På en gren i vort kvarter” (Kim Larsen), blev præsenteret som et rocknummer af den slags, som Kim Larsen introducerede rockmusikken til os via. Der var megen måben, da Dons tolvstrengede klingede smukt og uden distortion og da teksten viste sig at være utjekket (Læs: uSMART) – og på DANSK… En enkelt elev skilte sig ud efter nummeret med en opfordring: “Kvinde min!” En glimrende demonstration af hans ikke eksisterende viden om Kim Larsen og Gasolin. Noget, som ellers normalt kun demonstreres af midaldrende og berusede festaber. Han skal nok blive en god en af slagsen en dag…

Næste nummer, “Lige her”, er så slagkraftigt, at ikke engang baptisterne helt kunne ignorere sangens intense stemning. “På vej” skulle faktisk vise sig at få rigtig godt fat i de små. Sangen handler om det oprør, man som helt ung har så stor lyst til at gøre, men som man ikke lige kan komme i tanke om, hvad skal gå ud på… Der blev ikke lagt fingre i mellem i Dons præsentation af temaet, og mon ikke en del blandt publikum forstod en pæn hentydning. I hvert fald var der nærmest forskrækkelse at spore i ansigterne hos de forreste. Forskrækkelse over lydstyrke og intensitet. I deres hoveder var det med garanti det første “rigtige” rocknummer: Højt og hårdt. Men okay, i en verden hvor heavy, trash, punk osv. osv. alt sammen kaldes rock, hvem kan så fortænke dem i det?…
Næste nummer, “Farmor John”, undersættelsen af Farmer John, fik for alvor gang i den. Helt uden opfordring blev der skrålet med på Wåuåååh! Dejligt. Det var uden tvivl tekst som: “Hun har røv som en ladeport/jeg elsker måden hun går/på sin fede lår… osv.”, der fik skovlen under dem. De fleste elever troede, at koncerten var slut, så de rejste sig og gik. Mens lærerne kæmpede for at genne eleverne tilbage på plads, forsøgte vi at gennemføre næste nummer, “Min hånd holder fast i din”. Igen en sang, som forudsætter respektfuld opmærksomhed for at have en chance. I “Hvor blev det hele af” og “Hvis du får brug for mig” spillede vi med stor intensitet og fandenivoldskhed – en velplaceret udstrakt fuckfinger til ignoranterne på tilskuerpladserne.

Der var mange på de forreste rækker, som var godt med. Og tak til jer. Vi så godt, at I var på, og at I fik meget ud af koncerten. Synd for jer, at I skal trækkes med ignoranterne!

Kim Larsens “Nanna” var fuld af power, og mange klappede med på Bo Diddley-rytmen. En flok piger på forreste række blev simpelthen forskrækkede, når “eksplosionerne” i outroen satte i. Vi sluttede af med “Lån en lille løgn”, hvor både bas- og trommesolo var en stor succes. Og ved I hvad, små venner? Vi kunne have duperet jer på den måde fra første sekund. Men jo mindre imødekommenhed, man udviser, jo mindre får man igen. Og langt de færreste – om nogen – havde udvist så stor tolerance, som FAVN gjorde!!

Et par drenge, bl.a. en med hanekam, og en kronraget én, begge tydeligvis metalfans, kom op til scenen efter koncerten, stak lappen frem og sagde: “Respekt! Det var sgu i orden, det der!”. Respekt… Et kodeord, som kunne have betydet, at aftenen var blevet en god og mindeværdig oplevelse for os alle. Men det blev den ikke.

Hvis jeg fik noget konstruktivt ud af aftenen, må det være, at ligegyldigt HVOR hårde odds, vi er oppe imod, og ligegyldigt HVOR meget, vi bliver ignoreret, så holder vi på vores og spiller vores musik sådan, som den har krav på. Vi lefler ikke for NOGEN. At vi overhovedet er i stand til at spille med råbende teenagere om ørerne og en “hvad-rager-I-os-attitude” helt op i fjæset, skyldes udelukkende de 100 koncerter, vi har i bagagen.

Brandvæsenet dukkede op – en eller anden havde vel moret sig med at aktivere en brandalarm – vi pakkede gearet, satte os til at drikke en lunken bajer og drøftede alt andet end aftenens forløb: “Lars Muhl har skrevet mange fede numre.” “Bor han ikke på Samsø?”. “Gad vide, hvordan de oplevede Anden Verdenskrig rundt om på de små øer.” “Der er meget god lyd i det her rum, faktisk. Dææååh”. Dybere stikker det jo heller ikke at blive ignoreret af en flok lallende teenagere tilsyneladende uden respekt for nogen eller noget.

På vej hjem sendte vi breve til pladeselskaber. Det føltes godt at få det gjort. Aftenens højdepunkt: Jeg købte et DSB-æble på en tank på motorvejen. Det smagte helt fantastisk.

Paw Koch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1. Taxa i tomgang
2. Du er kun det du får gjort (M. Falch/P. Repete/P. A.G. Nielsen)
3. Tag mig op
4. På en gren i vort kvarter (Kim Larsen/Mogens Mogensen)
5. Lige her
6. På vej
7. Farmor John (Harris/Terry)
8. Min hånd holder fast i din
9. Hvor blev det hele af?
10. Hvis du får brug for mig
11. Nanna (K. Larsen/Gasolin’)
12. Lån en lille løgn

Comments are Disabled