Søndagskoncert

Sidst i 2010 kæmpede FAVN hårdt for at nå i mål med finansieringen af UNDER EN STJERNE på Pledgemusic.com. Et af de køb, der fik os over målstregen, var da Lyndby Kulturforening bestilte en koncert. Det var meget venligt og hjælpsomt, for de kan da næppe have nået at savne os. I 2009 spillede vi for dem ved et på mange måder mindeværdigt arrangement på Selsø Slot. I 2010 fik sangen ”Under en stjerne” sin livedebut i Lyndby, da jeg varmede publikum op før den årlige Lyndby Revy. Nu, d. 3/4 2011, skulle FAVN så præsentere en masse af de nye sange på Christianslund. En gammel lade, som var blevet forvandlet til en gildesal.

Der var gratis adgang, men alligevel var arrangørerne nervøse for, at kun få ville møde op på sådan en højhellig søndag. Det viste sig heldigvis, at der ikke var noget grund til bekymring.

Sætlisten lignede releasefestens sætliste til forveksling. Dog med enkelte undtagelser. Min søn på otte var til stede, og havde også været med til releasefesten, hvor han efterfølgende havde udtrykt begejstring, men påpeget at sangen ”Sort hul” manglede. Det måtte vi jo straks råde bod på, så ”Sort hul” erstattede ”Afkrog af verden” på sætlisten. Det var lidt af en satsning, for det var længe siden, vi havde spillet sangen, og jeg fik også spillet nogle nye, spændende akkorder i løbet af første vers. Men vi slap da levende igennem.

Rent musikalsk var der den forskel, at hele koncerten var en akustisk duokoncert, hvilket betød, at vi i andet sæt debuterede ikke færre end syv akustiske versioner af sange fra UNDER EN STJERNE. Nogle af dem havde været lette nok at omarrangere. Andre ikke…

Første sæt havde vi godt styr på, da det stort set var identisk med det på Gimle.

”Hilsen til forårssolen” blev præsenteret som en sang, vi havde skrevet aftenen før. Jeg tror, de fleste gennemskuede, at det var løgn, da jeg begyndte at synge.

I ”Alverden så på” fik jeg det ret spontane indfald, at lade publikum agere levende rytmeboks. Tramp på 1 og 3. Klap på 3 og 4. Den var de med på, og det var ret festligt. Første sæt sluttede med fællessang i falset (i hvert fald for herrernes vedkommende) på outroen i ”Min hånd holder fast i din”. Den sang er ikke overraskende et hit at spille live. Det er nu heller ikke en helt ny oplevelse for os, da vi tidligere har spillet den adskillige gange. Faktisk var sangen på sætlisten ved FAVNs første koncert overhovedet i 2003. Måden vi spiller den på har dog ændret sig mange gange, og sangen har i øvrigt tilbragt adskillige år i mølposen, da vi aldrig ramte en version, vi var tilfredse med. Det virkede bare forkert at lade sådan en ørehænger ligge dér og sygne hen, og da vi under arbejdet med UNDER EN STJERNE endelig syntes, vi ramte den, kom den omsider med på et album. Den kommer til at være fast inventar på vores sætlister et godt stykke tid fremover.

Andet sæt åbnede vi som på Gimle med ”Undergang” og ”Fugleskræmsel”, men nu i akustiske versioner. Begge sange er meget folkede, og havde derfor ikke været svære at forvandle. Så fulgte to gamle kendinge, som begge bød på fællessang: ”Lån en lille løgn” og ”Født i en metro”. Sidstnævnte gav mig mulighed for at bruge en introduktion, jeg havde overvejet at bruge til releasefesten, men havde droppet, da vi valgte at fokusere på videoens seks års jubilæum. Tilbage i 2004 blev FAVN i musikbladet Gaffa ”beskyldt” for ikke at have megen rockattitude, og hvis det betyder, at der ikke er megen dyrkelse af den overfladiske ”sex, drug & rock’n’roll”-mytologi at finde hos os, er det da ikke helt forkert. Dette nævnte jeg for publikum, og præsenterede dem nu for et godt eksempel på, hvor meget rockattitude, vi egentlig har, idet jeg fortalte den sande historie om tilblivelsen af ”Født i en metro”:

I min søgen efter inspiration sad jeg i 2003 på Roskilde Bibliotek og bladrede i digtsamlinger. På et tidspunkt faldt jeg over en bog, som var lavet til undervisningsbrug, og kastede mig over en af de opgaver, der stod i bogen. Man skulle skrive et digt på så og så mange strofer, og månen skulle indgå. Noget i den stil. Det blev til teksten til ”Født i en metro”.

Se, det var en sand historie om vaskeægte rockattitude! Smækfyldt med sex, drugs & rock’n’roll.

”Natten falder på”, som er albummets hurtigste nummer, havde været en af de mere udfordrende sange at konvertere til en akustisk duoversion. Vi havde først forsøgt at spille en version, som egentlig bare var en akustisk version af albummets rockversion. Det var der ikke meget ved. Så forsøgte vi en model, vi før har brugt: Ned med tempoet og lav rytmen om til shuffle. Dermed fik sangen et blueset præg, som klædte teksten om en våd aften i byen.

Vores største problembarn, den umiddelbart enkle ”Skær”, som i alle arbejdets faser har voldt os problemer, fik vi faktisk styr på aftenen før koncerten. Vi nåede frem til en version, hvor vi til fulde udnytter den frihed, det giver, når man kun er to om at fremføre en sang. (Det har bestemt også sine begrænsninger, men dem vælger vi at kalde kreative udfordringer.) Kort fortalt var opskriften at synge omkvædet næsten a capella. Kun tilsat meget diskret fingerspil. Vi hev tempoet ud af sangen, trådte lidt væk fra mikrofonerne og sang omkvædet tostemmigt og langsomt. I verset vendte tempoet så tilbage, og jeg sang igen direkte ind i mikrofonen. Effekten var stor, og det lader nu til at ”Skær” har været lidt af en grim ælling, som nu er blevet til en fin svane, vi ikke behøver at skamme os over at tage med ud på landevejen.

”Rev mig løs” stod på sætlisten, men røg ud, da jeg kunne mærke, at vi var ved at drive rovdrift på publikums koncentration. Det var en eftermiddagskoncert og klokken havde passeret 17. Publikum var vilde med det, de hørte, men virkeligheden og især aftensmaden trak i dem. Vi sluttede koncerten med en trio af sange, som klæder hinanden, og som i en rum tid fremover vil ligge side om side, når vi kommer ind i koncerternes slutspurt: Energi, trodsighed og fællessang i ”Forfra igen”. Så et sidste dyk ned i mørket med den stemningsfulde og majestætiske ”Nogen at snakke med”, som uden pause glider over i ”Har vi hul igennem her”, som rummer samme mørke stemning, men også det håb, der hører sig til i en god (folk-)rockkoncert. Den afsluttende præsentationsrunde med soli og godmodigt drilleri, samt den accelerende afslutning med fuld knald på, er garanti for en opløftende afslutning.

Desværre er der ikke flere FAVN koncerter i den nærmeste fremtid, men vi arbejder heftigt på sagen. Hold øje med denne side, og husk så at skrive til DR, at de skal spille vores musik. Et hav af lokale stationer over hele landet er allerede i fuld gang.

Don Falch

Sætlisten:

1.    Etellerandetsted
2.    Under en stjerne
3.    Genstart
4.    Sort hul
5.    Lusen
6.    Hilsen til forårssolen (Dissing/Andersen)
7.    Vent!
8.    Hvor blev det hele af
9.    Alverden så på
10.  I nuet
11.  Min hånd holder fast i din

Pause

12.  Undergang
13.  Fugleskræmsel
14.  Lån en lille løgn
15.  Født i en metro
16.  Natten falder på
17.  Sikkerhed om bord
18.  Skær
19.  Tordenskrald og frydeskrig
20.  Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
21.  Nogen at snakke med
22.  Har vi hul igennem her

Comments are Disabled