Sidste nat med Simon

… som fast livebassist i FAVN. Sørgeligt, men sandt.

Tusind tak til Simon for halvandet år med masser af oplevelser på de danske landeveje (og en enkelt i grøften). Vi har spillet for ellevilde publikummer, og vi har spillet for publikummer, der helst ville være i fred. Nogle fik vi ”overtalt”, andre ikke. Detaljerede beskrivelser af vores oplevelser på landevejen med Simon kan findes her i bloggen.

Oprindeligt skulle koncerten på Hollywood Hard Rock i Fredericia d. 6/1, have været sidste aften med Simon, men vi blev spurgt, om vi ville være support for Turpin på Lades d. 27/1, og svarede ja, hvis Simon var frisk på det. Det var han, og det blev et mere passende punktum end den lidt mærkelige aften på Fredericia havde været. Vi spillede godt og publikum var endda kommet for at høre musik. Det hjælper jo altid.

Vi åbnede meget passende med vores kommende single, ”Nedtur”, som har været med rundt på landevejene i lidt over et år. Det er den eneste sang, der er blevet til i samarbejde med Simon, og dens snarlige udgivelse som single er i høj grad for at sætte et markant punktum for vores samarbejde. En anden nok så væsentlig grund er, at sangen i den grad handler om den tid, vi lever i, hvor åbenlys intolerance og fanatisme mødes med raseri og lynchstemning, når den kommer udefra, og mødes med lige så forstemmende passivitet eller i værste fald opbakning, når den kommer fra regeringens støtteparti. Da vi er musikere og ikke politikere, vil vi lade singlen tale for sig selv, når den kommer.

Den vil tale højt og tydeligt!

Set i det lys taler de to næste sanges titler jo for sig selv: ”Lån en lille løgn” og ”Har vi hul igennem her”. Efter den energiudladning, tog vi et dyk med ”Hvor blev det hele af”, som blev den første af tre sange, der alle handler om savn i forskellige afskygninger. Det sædvanlige lys for enden af tunnelen kom i form af ”Vi lukker nu” med den sidste præsentationsrunde i FAVNs triotid. Simon overraskede med en helt anderledes bassolo end dem, han hidtil har kastet sig ud i, og folk kunne lide det.

Til stede i publikum var FAVNs nye liveguitarist, Tommy Andersen, som nød koncerten, og så ud til at glæde sig gevaldigt til at yde sit bidrag på scenen, når han og bassist Kenneth Kongstad forvandler FAVN til en kvartet på scenen. Det bliver første gang siden TIES’ opløsning, at Paw og jeg oplever at optræde som kvartet, og vi glæder os som små børn.

På vej til min bil, da det var tid at vende snuden hjemad, så jeg en pige skrige “din fucking perker, hvad fanden laver du i vores land” ind i hovedet på en knægt af det, man vist kalder “anden etnisk herkomst”. Men det var nok for langt at skrige.

Havde jeg haft åndsnærværelse til det, var jeg nok højlydt begyndt at synge de berømte ord:

“Imagine there’s no countries”…

Don Falch

Sætlisten:

1. Nedtur
2. Lån en lille løgn
3. Har vi hul igennem her
4. Hvor blev det hele af
5. Født i en metro
6. Alverden så på
7. Vi lukker nu

Comments are Disabled