Sorøs helte

Tilbage i februar 2006 deltog vi i et Project Meltdown-arrangement på MOJO i København sammen med den allestedsnærværende MC Hansen, som må være en af Danmarks travleste bluesmusikere. Nogle måneder forinden havde han skrevet en hilsen til os i vores gæstebog, fordi han blev ved med at støde på navnet FAVN, når han var rundt i landet. Vi ligger jo heller ikke ligefrem på den lade side, hvad koncerter angår. Så et oplagt emne, da vi mødtes, var spillesteder og booking. Vi udvekslede nogle tips og anbefalede hinanden nogle gode spillesteder. Et sted, som MC Hansen anbefalede os, var Kulturcafe Ludvig i Sorø.

Fredag d. 12/10 oprandt så dagen, hvor vi omsider kunne lægge vejen forbi Kulturcafe Ludvig. Vi var ikke så lidt spændte på fremmødet, da billetterne kostede 100 kroner! Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at vi ikke er storsælgende verdensstjerner, og vi havde – selv med vores ellers yderst velfungerende fantasi – ret svært ved at forestille os, at vi ville kunne sælge nogen som helst billetter i Sorø til den pris. Vi var altså forberedt på, at skulle stille op og så måske pakke ned igen, når det viste sig, at der ikke dukkede nogen op. Da vi slæbte gear ind og arbejdede på at få lokalet til at yde vores musik mest mulig retfærdighed, fortalte én af foreningens ildsjæle, Susanne, at der ikke var solgt nogen billetter. Overraskelsen var til at overse. Men det kunne nu sagtens ske, at der kom nogen alligevel, sagde hun. Fremmødet til foreningens arrangementer er ret uforudsigeligt. Det er såmænd sket, at navne som har spillet for fuldt hus, og har leveret en fest af dimensioner, senere er vendt tilbage til Kulturcafeen fulde af forventninger om en gentagelse af succesen. Og så er der ikke kommet et øje…

Vi sætter aldrig nogen sinde næsen op efter et brag af en aften. Det skader vores præstation, hvis vi så bliver skuffede. Det er bedre ikke at have nogle forventninger, andre end forventningerne til hinanden om, at vi er på og giver den alt, hvad den kan trække.

Der kom faktisk otte betalende gæster, og da det var otte mere end forventet, var vi glade. Da vi gik på var det med en sætliste, hvor jeg på forhånd havde erklæret, at ”ret til ændringer forbeholdes”. Sådan er det i og for sig altid, men på dette års “Nedtour” har vi som oftest holdt os til planen. Der er bare visse numre, som primært har deres plads i sætlisten for at give folk muligheden for at synge med og måske endda danse. Med otte mennesker i salen, virkede sandsynligheden ikke særlig stor for at de ville begynde på nogle af delene, så der var nogle sange, der røg ud af sætlisten i løbet af aftenen.

Nu havde vi jo muligheden for at give en koncert, hvor der blev lyttet! Folk sad rundt omkring ved bordene og havde hele deres opmærksomhed rettet mod os. Vi fokuserede primært på vore egne numre, og de fik næsten alle som én nogle ord med på vejen. Jeg snakkede væsentlig mere end jeg plejer, for at gøre koncerten så personlig som muligt, og det lille publikum lyttede, grinede og kom endda med små, underholdende tilråb fra tid til anden.

Den forkølelse, der ugen før havde truet med at snuppe min stemme op til koncerten på Krudttønden, var ved at vende tilbage. En stædig satan. Som aftenen skred frem, kunne jeg godt mærke at jeg kunne få seriøse problemer sidst på aftenen. Som jeg før har gjort – med held (?) – søgte jeg hjælp i baren. De havde nogle reagensglas med Ga-jol og Fishermans Friend blandet med sprut. De blev nu nærmest en gimmick på scenen. Jeg fortalte publikum om mit lille problem, som i sidste sæt også var blevet hørbart, og publikum morede sig kosteligt over den anselige mængde reagensglas, jeg i min tiltagende ”desperation” fik tømt. Den herre, der stod for de fleste af aftenens festlige tilråb, råbte: ”Sådan ét har jeg lavet børn i engang”. ”Det var forhåbentlig ikke det her?!”, svarede jeg bekymret med min sandpapirsstemme.

I betragtning af, at jeg kun lige akkurat kunne synge, og at salen jo ikke ligefrem var overbefolket, var stemningen virkelig i top, da vi vanen tro sluttede med ”Vi lukker nu”. Vi fik en varm klapsalve, og stillede vores instrumenter fra os. Simon var på vej ud af salen, da publikum efter et øjebliks tavshed begyndte at kræve mere. Vi overgav os gerne, og jeg søgte mere hjælp i nye reagensglas, mens Paw nervøst så til. Han skulle heldigvis køre og var nok lidt nervøs for sin bil… Min stemme overlevede også de to ekstranumre, hvoraf det spontane slutnummer, Benny Andersens ”Svantes svanesang”, var en sjælden, men kærkommen gæst på sætlisten. Den udløste jubel og begejstring.

Bagefter var alle glade efter en aften, hvor de få, men rå, fik én på opleveren! Jeg var dog noget betænkelig ved min stemmes tilstand. Vi havde en koncert på vores stamsted i Vejle, The Irish Pub, næste aften, og det var noget, vi glædede os til. Jeg håbede på et mirakel, men måtte desværre i løbet af lørdagen sande, at vi blev nødt til at aflyse. Jeg kunne ikke ramme en eneste tone, og der skulle gå næsten en uge, før jeg var færdig med at slås med den forkølelse, jeg havde reddet mig.

De havde en meget underholdende gæstebog i Kulturcafe Ludvig, og jeg skrev i den, at de var nogle helte og heltinder. Ildsjæle som dem holder liv i muligheden for, at man i en by som Sorø, kan gå i byen en fredag aften, og få sig en stor oplevelse, hvis man altså er villig til at gå glip af ”Vild med dans”…

Don Falch

Sætlisten:

1.   Lån en lille løgn
2.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
3.   Det er en kold tid (K. Larsen/Larsen-Hartmann-Petersen) – Lige her
4.   Vent!
5.   Antibussen
6.   Taxa i tomgang
7.   Født i en metro

Pause

8.   Genstart
9.   Nedtur
10. Fremmed (Kim Larsen)
11. Alverden så på
12. Fald min engel (Steffen Brandt)
13. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
14. Tag mig op
15. Har vi hul igennem her

Pause

16. Afkrog af verden
17. Hvis du får brug for mig
18. Rev mig løs
19. Midt om natten (Kim Larsen)
20. Et sted derude (Steffen Brandt)
21. Når lyset bryder frem (Sebastian)
22. Vi lukker nu

Ekstra:
23. Du er ikke alene (Sebastian)
24. Svantes svanesang (Benny Andersen)

Comments are Disabled