Tilbage i Toldboden

Efter alle disse år… Faktisk var koncerten fredag d. 26/10 2007 FAVNs første koncert i Toldboden, men det var næsten syv år siden, Paw og jeg første gang spillede der i TIES, forløberen for FAVN. TIES nåede at spille tre koncerter i Toldboden frem til 2002.

Nu blev det FAVNs tur, og meget er sket siden 2002. Både med os og med Toldboden. TIES’ koncerter blev afholdt på 1. salen, som nu kun sjældent bruges, da det kniber med fremmødet. Paw og jeg er blevet nogle rutinerede sataner, der nu synger på dansk og giver både akustiske og elektriske koncerter. Denne aften skulle være en akustisk koncert, som skulle foregå i stuen. Der var altså ikke meget, der bragte minder tilbage til os. Dog var Toldbodens booker, Henrik, til stede. Næsten, i hvert fald. Han havde fået en del inden for vesten, og kunne ikke huske os, selv om vi udmærket huskede ham. Jeg havde mange interessante telefonsamtaler med ham, dengang jeg bookede jobs for TIES. Da kunne han heller ikke huske mig fra gang til gang, så på den måde havde intet forandret sig. Han havde fri, så han var faktisk gæst denne aften.

Henrik var mildt sagt målløs over de bunker af grej, vi prøvede at mase ind på den mikroskopiske scene i det fjerneste hjørne. ”FAVN unplugged?!”, spurgte han måbende, da han kiggede på scenen, der var dækket af et keyboard, et trommesæt, et klokkespil og to akustiske guitarer, samt en mixer. Normalt kan to guitarister måske lige akkurat være der. Det var bestemt heller ikke en nem tjans for os at få plads til det hele. For lige at gøre tingene endnu mere besværlige, var scenen placeret lige op af toilettet, så folk konstant vadede frem og tilbage og væltede vores ting. Jeg tror aldrig, jeg har spillet på så lidt plads.

Det blev hurtigt tydeligt, at vi nok skulle have ladet vores forhold til Toldboden blive ved minderne. Der var da enkelte hist og her, der lyttede, og et Kim Larsen nummer synger de fleste med på, næsten pr. automatik, men i det store hele var folk bedøvende ligeglade. Vi var baggrundsmusik, og for det ikke skal være løgn, havde vi også den spændende tjans selv at tænde for stedets baggrundsmusik, når vi skulle holde pause. Vi burde have haft DJ-tillæg.

Heldigvis skulle vi kun spille fire sæt…

Da vi endelig var færdige, og var ved at pakke ned, blev vi søreme spurgt, om vi ikke spillede mere?! Nej, det er derfor vi sagde ”tak for i aften”. Desuden havde vi spillet fire sæt.

Jamen, de var lige kommet!

Nå. Vi er meget snart gået.

Don Falch

Sætlisten:

1.   Lån en lille løgn
2.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
3.   Det er en kold tid – Lige her
4.   Vent!
5.   Dagen før (Kim Larsen)
6.   Taxa i tomgang
7.   Født i en metro

Pause

8.   Nedtur
9.   Fremmed (Kim Larsen)
10. Alverden så på
11. Fald min engel (Steffen Brandt)
12. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
13. Tag mig op
14. Har vi hul igennem her

Pause

15. Når natten falder på (Malurt)
16. Under bøgen (Peter A.G. Nielsen)
17. Afkrog af verden
18. Hvis din far gi’r dig lov (Kim Larsen)
19. Antibussen
20. Mød mig i mørket (Malurt)
21. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)

Pause

22. Hvis du får brug for mig
23. Rev mig løs
24. Midt om natten (Kim Larsen)
25. Et sted derude (Steffen Brandt)
26. Når lyset bryder frem (Sebastian)
27. Den eneste i verden (Malurt)
28. Vi lukker nu

Comments are Disabled