Posts in Category: Blog

Velgørende koncert i kirken

Kirken1

Det er ikke så tit, vi går i kirke om søndagen, men bliver vi lokket med en optræden for 250 mennesker, store musikalske oplevelser og muligheden for at hjælpe udsatte børn, er vi klar! Derfor deltog vi med stor fornøjelse i en overdådig velgørenhedskoncert i Sankt Katharinas Kirke i Store Heddinge, hvis borgmester var den stolte idémand. Han indledte i dagens anledning arrangementet med lidt trompetspil før sin velkomsttale.

Der var mest klassisk musik på programmet. Dygtige pianister, blæsere, sangere og en violinist, som alle kan give en “sølle” rockmusiker præstationsangst. Vi har jo en taknemmelig tjans. Laver vi fejl, er de som regel lette at camouflere, og man behøver ikke at være den store tekniker for være god til det, vi gør. Det må være angstprovokerende at skulle spille et fejlfrit stykke kompliceret musik, som kræver benhård disciplin at lære at mestre. Stor respekt herfra!
Efter lydprøven var der en kort briefing for alle de optrædende. Blandt dem var en ung, rødhåret kvinde, som jeg syntes havde en vis lighed med Sys Bjerre. Da jeg senere fik kigget programmet igennem, fandt jeg ud af, at hun ikke bare lignede, men også var Sys Bjerre, hvilket forklarer den slående lighed. Hun var åbenbart for nylig flyttet til Stevns og havde kun boet der i tre måneder. Nu fik hun da eftertrykkeligt meldt sin ankomst, da hun i arrangementets anden afdeling sang Anne Linnets meget smukke “Tabt mit hjerte” og sin egen “Fædrelandssang”. Jeg tror, at mange har visse fordomme om Sys Bjerre, men jeg kan kun sige, at hun i den grad leverede varen. Med sig havde hun en pianist ved navn Christian Connie, som spillede fantastisk. Ham kunne vi godt finde på at kontakte ved lejlighed.

Kirken

Selv var vi på tidligt i programmet. Jeg er som regel spændt før en optræden, men jeg må indrømme, at jeg her for en gangs skyld var en smule nervøs. Det skyldtes ikke så meget det talstærke publikum, men mere alle de vanvittigt dygtige musikere, vi skulle spille for. Jeg indledte med nogle ord om relevansen af de to sange, vi havde valgt. De filosoferer begge over livet, hvilket passede fint, da et kirkerum vel netop er bygget til dette formål. Vi startede med “De skrammer som man får”, som vi ikke har spillet så meget, som vi burde. De gange, vi har forsøgt, har vi bare ikke rigtig fået ram på den og den har derfor ikke rigtig virket. Problemet har primært været, at det er svært at ramme tempoet. Sangen går meget langsomt og vi har hidtil spillet den for hurtigt hver gang, hvor jeg har indledt med guitaren og først opdaget, at sangen gik for hurtigt, når jeg begyndte at synge.
Nu prøvede vi så en ny indgangsvinkel, da jeg startede med at synge første vers og lod guitaren følge vokalen. Det virkede, og sangen gik lige i tårekanalerne derude. Min sangpræstation blev tilmed godt hjulpet på vej af kirkens akustik og jeg har aldrig sunget den sang bedre.
Vores anden sang var “Under en stjerne”, som vi på denne tid af året plejer at kalde det nærmeste, vi kommer at have skrevet julesang. Den virkede som altid og vi fik stor ros fra Christian Connie og en anden fremragende pianist, Andreas Sørensen. Det betød meget. Senere gav også både borgmester og lydmand os pæne ord med på vejen.

Se billeder og læs mere om koncerten i Stevnsbladet.

Hør FAVNs del af koncerten:

Don Falch

Sætlisten:
1. De skrammer som man får
2. Under en stjerne

“Bunden af poppen” i Roskilde

favnlysaar

FAVN har efterhånden spillet på ret mange af Gimle i Roskildes scener. Sidste gang var i deres kælder i 2011, hvor vi holdt releasefest for vores forrige album, “Under en stjerne”. I 2008 stod vi på den store scene i “Tanken”, hvor vi var support for “Said the Shark”. I 2006 var vi på scenen i det gamle Gimle og spille support for Boat Man Love. Senere samme år spillede vi til et arrangement, der markerede Gimles flytning til deres nuværende adresse. I 2005 var vi support for Magtens Korridorer på samme, gamle scene og i 2003 gav vi vores allerførste koncert under navnet FAVN i Roskilde Roklub og den koncert var arrangeret af Gimle. Så det går langt tilbage, men indtil d. 11/11 2015 havde vi stadig til gode at optræde i Gimles cafe. Det kan vi så sætte hak ved nu.

favnlysaar2

Koncerten var den tredje og foreløbig sidste i rækken af de dobbeltkoncerter med enmandsbandet “Lysår”, i skikkelse af Thomas Ulrik Larsen, som har været et dejligt udfordrende og anderledes tiltag i år. Koncerten var arrangeret af Roskilde Sangskriverforening og både før og efter vores timelange koncert var der åben scene. Jeg har ikke tidligere deltaget i deres arrangementer, og da jeg trådte ind ad døren, var mit første indtryk, at det mindede lidt om de lignende arrangementer på Tjili Pop i København, hvor der er “åben mikrofon” imellem “hovednavnene”, der hver spiller et kort sæt, og hvor publikum de gange, jeg har været der, har virket væsentligt mere interesseret i deres indbyrdes samtaler, end i det, der leveres fra scenen. Ret uheldigt, eftersom der er tale om musik, der som regel kun ledsages af en enkelt guitar eller klaver. Den slags musik drukner fuldstændig, når folk sidder og plaprer løs. I Gimles cafe kunne jeg konstatere, at snakken gik, og justerede som det første min korte sætliste. Det mest stille nummer blev erstattet med et, der var lige på og hårdt. Efterhånden gik det op for mig, at en stor del af publikum faktisk var opmærksomme, og at snakken primært kom fra to engelsktalende gutter, der sad ved et bord og talte himmelhøjt, uden at tage sig af, at der blev spillet livemusik. Det gjorde de ufortrødent hele aftenen.

favnlysaar3

Vores faste startnummer i denne konstellation, som vi med et glimt i øjet kalder “bunden af poppen”, er FAVNs “Under en stjerne” og den tiltrak sig opmærksomhed. Både fordi det er en god, melodiøs sang, men også fordi, der pludselig var kommet trommer på scenen, så lydstyrken steg naturligt, og så var vores tremandskor i omkvædet også for fedt til bare at lade sig overhøre. Derpå gav Paw og jeg den fuld gas i et par numre, hvorefter det blev tid til at fortolke en af Lysårs sange. Vores sæt var beskåret med en halv time i forhold til de to koncerter, vi har givet sammen, så der var kun plads til at fortolke én af den andens sange. Vi spillede “Stills i Nashville”, som Thomas sneg sig op og lagde en andenstemme på. Da han bagefter overtog scenen, roste han vores version af sin sang, som det havde taget ham nogle “lyt” at danne sig en mening om. Jeg beundrer Thomas’ evne til bare at klø på, når han er på scenen. Det er umuligt for mig at være uanfægtet, når jeg står på scenen og skal konkurrere med respektløse mennesker, der bare sidder og taler himmelhøjt under hele koncerten. Jeg viser ikke min irritation og giver sangene alt, hvad jeg har, men vil altid være bedre foran et opmærksomt publikum. Denne aften tacklede jeg det som sagt ved at justere sætlisten og fokusere på sange, der simpelthen kunne overdøve dem. Thomas optrådte, som om han havde publikum i sin hule hånd, tog sig god tid til at introducere sangene, og opfordrede folk til at synge med uden at lade sig mærke med, at responsen ikke var overvældende. Det gav alligevel fortjent pote i form af et voksende engagement hos dem, der var interesserede i det, der foregik på scenen, men havde desværre ikke nogen indflydelse på snakkehovederne.

favnlysaar4

Ved vores første koncert sammen på Islands Brygge d. 28/8, havde vi bevidst lagt Lysårs “En åben bog” og FAVNs “Min hånd holder fast i din” efter hinanden på sætlisten, da begge sange er deres ophavsmands reaktion på at være blevet far. Ingen af sangene var på sætlisten på Gimle, men også her var der flere af vores sange, der kunne spejle sig i hinanden: Lysårs “Uintelligente børn”, som er en reaktion på den hovedløse skolereform, og FAVNs “Nu har du låst mig ude”, som blev skrevet i anledning af den lockout, der var resultat af lærernes protest imod reformen. Også Lysårs “Min biografi” og FAVNs “Genfærd”, som Thomas sidst i sættet gav sin dystre fortolkning af, delte tema, da begge er selvbiografiske. Han indledte i øvrigt “Genfærd” med at fortælle, at de fleste spøgelser i de danske husstande er afdøde mødre, der har forsøgt at lægge sengetøj på (typisk dynebetræk), som de så er blevet viklet ind i, hvorefter de er omkommet. Nu vender de så tilbage igen og igen for at finde hjørnerne. Efter den historie nænnede jeg ikke at afsløre, at sangen ikke har noget med spøgelser at gøre.

favnlysaar6

 

Ved de andre koncerter har vi sluttet med en sang af et fælles forbillede i form af Sebastian eller Kim Larsen, men den kortere tidsramme og det, at vi skulle spille et sæt i stedet for to, gjorde at vi i stedet startede og sluttede med et fællesnummer fra hvert vores repertoire. Vi sluttede således med aftenens andet og sidste fællesnummer, Lysårs “For enden af regnbuen”. Thomas havde til at starte med sagt, at han nok tog hjem igen, så snart vi havde spillet, for han følte sig lidt sløj. Da koncerten var slut, kom han imidlertid hen til mig og bekendtgjorde, at han havde det godt igen. Som en anden garvet musiker fra Roskilde, Dannie Nordlund Hansen, plejer at sige: “Musik er medicin”.

Hør hele koncerten her:

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:favnlysaar5

  1. Fælles: Under en stjerne (FAVN)
  2. FAVN: Hvis det gør ondt
  3. FAVN: Født i en metro
  4. FAVN: Stills i Nashville (Lysår)
  5. Lysår: Uintelligente børn
  6. Lysår: Min biografi
  7. Lysår: Den helt korrekte sangskriversang
  8. FAVN: Stille derude
  9. FAVN: Nu har du låst mig ude
  10. Lysår: Genfærd (FAVN)
  11. Lysår: Er det for tidligt
  12. Lysår: I de sidste to minutter
  13. Fælles: For enden af regnbuen (Lysår)

En aften med Falch og Larsen

01

Lørdag d. 24/10 var jeg tilbage på scenen i Christianshavns Beboerhus til mit fjerde Sangbar Æ,Ø&Å-arrangement. Paw var blevet syg, hvilket af forskellige årsager gjorde denne optræden til min tredje solo-optræden på fire måneder. Det er værd at bemærke, for det er ellers aldrig sket i de ca. tyve år, vi har spillet sammen.

Helt alene på scenen ville jeg dog ikke være, for dette var ikke en helt almindelig aften i “Sangbaren”. Normalt er det sådan, at der er sat fire gange 45 minutter af til fire artister, og ind imellem er der “åben mikrofon”, hvor enhver kan gå på scenen og give et nummer. I aften havde FAVN og Lysår (alias Thomas Ulrik Larsen) fået stillet de to sidste sæt til rådighed til vores nye dobbeltkoncert-koncept, som vi med et glimt i øjet kalder “bunden af poppen”. Vi spiller vore egne og hinandens sange sammen og hver for sig. Dette var anden gang ud af (foreløbig) tre, hvor konceptet blev luftet.

02

Da det blev vores tur, fortalte Thomas om vores koncept, hvorefter vi lagde ud med en duetversion af FAVNs “Under en stjerne”, som med få undtagelser har været åbningsnummer ved alle FAVNs koncerter i år. Det har ikke været en bevidst beslutning, men den er et oplagt valg, fordi den er et godt, iørefaldende livenummer og dens enkelthed gør, at vi kan slappe af, når vi spiller den. Det er vigtigt at komme godt i gang.

Da den var slut, overlod Thomas scenen til mig. Jeg var spændt på min første soloafdeling, for jeg havde besluttet mig for et par verdenspremierer. Jeg spillede både “Første sal” og “Sidste skridt” fra “Kys dine ar”. Min fornemmelse var, at ingen af dem gik særlig godt, men det skyldtes nok, at jeg var meget koncentreret, da jeg spillede dem. I hvert fald synes jeg selv, jeg slap meget godt fra dem, når jeg ser nedenstående optagelser fra aftenen. (Min kære hustru var så venlig på eget initiativ at filme næsten hele første sæt. Se længere nede på siden.)

03

Sætlisten ved disse koncerter er struktureret således, at vi starter og slutter begge sæt med fælles at spille en af hinandens sange. I første sæt er det FAVNs sange, i andet sæt Lysårs. Midtvejs i begge sæt fortolker vi en af hinandens sange. Min fortolkning i første sæt var af sangen “Morfinen virker nu”, som Thomas efterfølgende forklarede handler om hans mors for tidlige afsked med livet pga. kræft. Det samme skete med min mor, så næste gang (d. 11/11 på Gimle i Roskilde) vil jeg spille “De skrammer som man får“, som er min reaktion på den oplevelse, før jeg fortolker Lysårs sang om samme emne.

04

Efter den triste sang løftede Thomas meget passende humøret med sin reggaeversion af FAVNs “Så sent som i går“, som han præsenterede som en sang om parforhold, der går i stykker. Den handler nu ikke nødvendigvis om det. Den kunne f.eks. lige så godt handle om en sygdom, der pludselig vender ens liv på hovedet. Men musikken er munter i begge versioner og det var der brug for nu.

05

Til min overraskelse spillede Thomas en coverversion. I anledning af Kim Larsens 70 års fødselsdag dagen før, spillede Lysår “i protest” en sang af Gasolins gamle rivaler, Shu-bi-dua: “Knuden”. Det passede mig fint, for jeg havde selv planlagt et covernummer i andet sæt. Vi sluttede første sæt med en meget vellykket version af FAVNs “Min hånd holder fast i din”, hvor Thomas spillede guitarsolo og vi endda præsterede at synge den tostemmige outro uden nogensinde at have øvet det.

06

Vi holdt en meget kort pause, for det var ved at blive sent, og leverede så et ganske forrygende andet sæt. Jeg spillede mit covernummer, Tom Waits’ “Martha”, som således var på sætlisten for tredje gang på to måneder efter en pause på seks år. Man må kun synge på nordisk i “Sangbaren”, så Peter Zappfe, en af Sangbar Æ,Ø&Å’s fædre, åndede lettet op, da jeg sagde, at den naturligvis var oversat til dansk. Thomas mente så, at sangens ophavsmand i den forbindelse måtte kaldes “Tom Venter”.

Fortolkningerne af hinandens sange i 2. sæt gik rigtig godt. Ligesom til vores første dobbeltkoncert drillede jeg Thomas ved at nævne hans fortid i “Pink Floyd Project”, som han gerne vil distancere sig fra, da den skygger for solokarrieren som “Lysår”, og havde inkorporeret Pink Floyds “Wish You Were Here” i min fortolkning af hans “Stills i Nashville”. Bagefter spillede Thomas sin stemningsfulde og dystre udgave af FAVNs “Genfærd“, hvorefter han gav to af sine ældre sange.

Det planlagte fælles Lysår-nummer “Elfenbensetværelseslejlighed” blev sprunget over pga. den fremskredne tid, og vi gik lige til afslutningsnummeret, som var en komplet uøvet version af Kim Larsens “Hvis din far giver dig lov”. Jeg valgte at benytte klaveret, der stod på scenen, i denne afsluttende hyldest til gårsdagens runde fødselar.

07

Således blev der sat et festligt punktum for en anderledes, meget hyggelig og vellykket aften i Christianshavns Beboerhus.

Michael Marquard Lund var som altid på banen for at filme. Se hans optagelse af åbningsnummeret her:

Se en videooptagelse af hele første sæt her. (De første to minutter blev ikke filmet, så der er der kun lyd):

Endnu en video fra aftenen af Sangbar ÆØ&Ås trofaste kameramand, Michael Marquard Lund:

Resten af andet sæt blev ikke filmet, men kan høres her i fuld længde:

Alle fotos er taget af Steen Marcussen / www.innocent.dk

Don Falch

Sætlisten:

  1. Fælles: Under en stjerne (FAVN)
  2. FAVN: Hvis det gør ondt
  3. FAVN: Første sal
  4. FAVN: Sidste skridt
  5. FAVN: Morfinen virker nu (Lysår)
  6. Lysår: Så sent som i går (FAVN)
  7. Lysår: Knuden (ShuBiDua)
  8. Lysår: Jeg gik med aviser
  9. Fælles: Min hånd holder fast i din (FAVN)

Pause

  1. Fælles: For enden af regnbuen (Lysår)
  2. FAVN: Nu har du låst mig ude
  3. FAVN: Martha (Tom Waits)
  4. FAVN: Stills i Nashville (Lysår)
  5. Lysår: Genfærd (FAVN)
  6. Lysår: Er det for tidligt
  7. Lysår: DDR
  8. Fælles: Hvis din far gi’r dig lov (Kim Larsen/M. Mogensen)

 

Tilbage i Baghuset

Fredag d. 9/10 spillede FAVN vores anden koncert for Visens Venner indenfor to måneder. Da vi sidst i august spillede for foreningen i Frederikssund, var det en bragende succes og derfor så vi selvfølgelig frem til at skulle spille for en anden afdeling af den landsdækkende forening i Baghuset i Ballerup. Vi kontaktede Visens Venner, fordi den forening om nogen går op i sangtekster. De lytter omhyggeligt efter, hvad der bliver sunget og det er jo dejligt, når man som band selv vægter sangenes tekster højt.

Baghusets scene var flyttet ned i den ene ende, hvilket jeg ikke kunne lade være med at nævne fra scenen. En i publikum råbte, at det var sket for femten år siden, men det var altså trods alt ”kun” ti år siden, vi sidst spillede der, og dengang stod scenen på ”langsiden”. Nu stod vi så foran et proppet baghus, på en dejlig stor scene med flot lys og med lydmand på. ”Viseværten”, Almer, præsenterede os og lagde vægt på, at der var tale om et eksperiment. Det var første gang, der stod trommer på scenen under et ”Visens Venner”-arrangement i Baghuset. Han var spændt på, hvordan det ville blive modtaget.

Vi lagde ud med et par sikre ”hits” fra repertoiret, ”Under en stjerne” og ”Min hånd holder fast i din”, og de blev modtaget med stor entusiasme. Da jeg til at starte med nævnte, at vi jo egentlig var et rockband, lød der jubelråb derude, så måske havde Almer ikke så megen grund til at være urolig. I Frederikssund var det blevet modtaget med begejstring, da vi spillede vores egne fortolkninger af viserne ”En yndig og frydefuld sommertid” samt Povl Dissing og Benny Andersens ”Hilsen til forårssolen”, så de var naturligvis begge på sætlisten denne aften. I Frederikssund havde vi spillet ”En yndig og frydefuld sommertid” uden nogensinde at have øvet den, og det havde ingen kunnet høre. Nu spillede vi den så for anden gang, og denne gang lød den faktisk, som om vi havde brugt tid på at arrangere den, men det havde vi ikke. Vi kender bare hinanden ualmindelig godt. Folk elskede vores version og jeg glæder mig til at indspille den en dag.

Derpå spillede vi en af de bedste versioner, jeg kan huske, af ”Tordenskrald og frydeskrig”. Den blev fulgt af ”Nu har du låst mig ude” og ” Hvor blev det hele af”, der som altid virkede, og så var det tid til at gå på eventyr. Da jeg d. 17/9 spillede i Musikcafe Gimle i Føllenslev, havde jeg spontant spillet vores danske version af Tom Waits’ ”Martha”, som sagtens kan betegnes som en vise. Derfor tænkte jeg også, at den ville være perfekt at spille for Visens Venner, selv om Paw og jeg ikke har spillet den live siden 2009. Vi slap også meget godt fra den, men jeg havde i kampens hede glemt at tjekke tonearten og endte med at synge den to toner dybere end jeg skulle. Det kunne godt lade sig gøre, men gik desværre lidt ud over sangens gennemslagskraft. Det vidste publikum imidlertid intet om, og sangen udløste et varmt bifald, mens Paw smågrinende trak på skuldrende og sagde: ”Det er livemusik”.

Vi er begyndt at spille ”Nogen at snakke med”, åbningsnummeret fra ”Under en stjerne”, igen efter et par års pause. Det er et godt livenummer, men da vi havde spillet den, kunne jeg mærke, at folk trængte til nogle gladere toner og lidt gang i gaden. En del af kunsten at give en vellykket koncert er, at kunne både udfordre og læse publikum. Ethvert publikum mister koncentrationen, hvis de i længere tid skal lytte til sange, de ikke kender, og så skal man vide, hvornår det er tid til at sadle om. Det var det nu. ”Hvis det gør ondt” røg spontant ud af sætlisten og blev erstattet af vores version af Kim Larsens ”Maria”. Det var det helt rigtige at gøre, og i det afsluttende tema nynnede folk beredvilligt med. Så fik de ”Genfærd” fra ”Kys dine ar”, før vi sluttede med vores egen version af Povl Dissing og Benny Andersens ”Hilsen til forårssolen”. Ligesom i Frederikssund udløste den et begejstret bifald, og masser af henvendelser efter koncerten, hvor folk kom hen og roste vores version af den fantastiske vise.

Der blev forlangt ekstranummer. Vi kvitterede med ”Forfra igen” og de lærte hurtigt svarkoret på Michael Falchs omkvæd, hvorefter hele Baghuset rungede af fællessang. Præsentationsrunden tog som altid kegler og indeholdt den sandsynligvis første trommesolo i Visens Venners historie. Havde vi lagt ud med den, var de nok stukket af, men nu havde vi dem i vore hule hænder og de reagerede med begejstrede tilråb og klapsalver. Min bemærkning om, at ”hans mor flyttede tidligt hjemmefra” og Paws supplerende ”og jeg har ikke set hende siden” udløste latter. Da sangen var slut, bukkede vi til taktfaste klapsalver. Vi blev på scenen og bidrog ligesom i Frederikssund til den traditionelle afslutningsvise, ”Go’ nu nat”, med mundharpe og trommer.

Denne succesfulde aften faldt på et tørt sted efter for nylig at være blevet udsat for en absurd anmeldelse af ”Kys dine ar”, skrevet af bloggeren Ken Damgaard Thomsen på siden GFR, som gav albummet nul stjerner ud af seks og bl.a. mente, at jeg skulle undlade at synge, hvilket da er morsomt at få at vide efter snart 30 år som udøvende musiker og sanger og et hav af koncerter bag sig. Hvis vi skulle tage alle mulige menneskers mening til efterretning, ville vi få mere travlt, end vi har i forvejen. At nogle ikke kan lide musikken, er ikke overraskende. Der findes ikke det musiknavn på jorden, der ikke er hadet af nogen. FAVN har fået decideret begejstret ros fra folk som Johan Olsen, Tim Christensen, Michael Falch og sågar Simon Phillips fra Toto, og har i år gentagne gange oplevet, at folk efter koncerterne flokkes for at købe vores musik og med blanke øjne fortæller, hvor rørte de blev af sangene. Desuden er vi jo blevet spillet i landsdækkende radio flere hundrede gange, så vi tillader os fortsat at gå ud fra, at vi har fat i den lange ende.

Efter koncerten fik vi en fyraftensfadøl og jeg havde en længere sludder med Almer, som ikke ligefrem kan betegnes som kedelig. Han fortalte blandt andet, at han hver sommer rejser rundt i tre uger som vagabond. De accepterer ham, fordi han rejser på deres præmisser. Han har kun de penge, han tjener som skærslipper eller i nødstilfælde ved at tigge. Og han har som regel penge med hjem! Han havde mange spændende ting at fortælle om vagabondernes regler. Stoffer er bandlyst. Kriminalitet fører til karantæne. Alkoholisme er en sjældenhed. Man kan vist godt pakke sine fordomme sammen. Jeg glæder mig til at gense Almer til sommer, hvor vi mødes igen til et af de mange arrangementer, han og hans kone, Britta, står for.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1. Under en stjerne
2. Min hånd holder fast i din
3. En yndig og frydefuld sommertid (ukendt forfatter/komponist)
4. Tordenskrald og frydeskrig
5. Nu har du låst mig ude
6. Hvor blev det hele af
7. Martha (Tom Waits)
8. Nogen at snakke med
9. Maria (Kim Larsen/Larsen – Ole Christensen)
10. Genfærd
11. Hilsen til forårssolen (Dissing/Andersen)

Ekstra:
12. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)

Fælles afslutningssang: Go’ nu nat (Dissing/Andersen)

Stafet for livet

stafet for livet 2

Hvis jeg havde vidst, at den koncert “for 4-500 mennesker”, vi skulle give for Kræftens Bekæmpelse d. 26/9, rent faktisk var en koncert for en gigantisk græsplæne, der henlå i mørke, havde jeg pænt takket nej. Men så var jeg også gået glip af en ret sjov aften, for underholdningsbranchen er højst uforudsigelig. Koncerten var til arrangementet “Stafet for livet“, som er “et døgn, hvor vi sætter fokus på kræftsagen, kæmper sammen og fejrer livet. Det er en anledning til at mindes dem, vi har mistet, og give håb til dem, der kæmper. Stafet For Livet er fællesskab, oplysning og indsamling i kampen mod kræft.”

Paw var lydmand på arrangementet og stod i et lille telt overfor den store ladvogn, som udgjorde scenen, da jeg og min hustru, Lisbeth (som filmede de optagelser, du kan se i dette indlæg), ankom til arrangementet ved Sorøhallerne. Klokken var omkring 20 og temperaturen var ikke ligefrem høj. Der stod kun en håndfuld mennesker i mørket foran scenen, hvor familiebandet “Straw” optrådte. Imellem scenen og Paws telt gik banen, hvor der døgnet rundt var stafetløb, så man skulle kigge sig for. Resten af de små 500 mennesker, der deltog i arrangementet, sad rundt omkring i telte eller campingvogne på den kæmpe plæne, hvis de ikke var i gang med en 24 timers stafet. FAVN havde god grund til at bidrage til arrangementet. Jeg mistede min mor til kræften og Paws far blev også for nylig ramt af sygdommen, men vandt heldigvis kampen. Derfor deltog Paws forældre og en del familiemedlemmer også i arrangementet, hvilket var pragtfuldt, for det gav os et nærværende publikum til vores koncert og ikke mindst mulighed for en forrygende afslutning. Den vender jeg tilbage til.

Sætlisten bestod fortrinsvis af sange, der på en eller anden måde passede til anledningen. Vi startede meget passende med “Under en stjerne”, som handler om bevidst at bruge tiden, mens vi tager del i det mysterium, som livet er. Tidligt i sættet fik vi vrøvl med feedback (hylende højttalere) og da Paw som nævnt var lydmand, var det svært for ham at løse problemet, da han jo stod på scenen og spillede ved siden af mig. Konferencieren måtte stå ved mixeren og slås med det problem. Et andet problem var, at iPad’en med sangteksterne drillede, så jeg måtte bruge min hukommelse i stedet for. Det gik faktisk også fint, indtil vi nåede “Op igen”, hvor jeg måtte synge sort i et helt vers. På trods af disse irriterende distraktioner havde vi det ganske hyggeligt med det lille publikum, der stod nede ved scenekanten. I “Min hånd holder fast i din” skete det, jeg nok mindst havde forventet, idet en ung mand begyndte at byde de tilstedeværende kvinder op til dans. Måske havde han akut brug for varme. Han var i hvert fald ikke iført overtøj og det var koldt nok til at guitarspil i hvert fald var lidt af en udfordring for de stive fingre.

Se og hør de første fem sange her:

Vent!” var i mange år fast inventar på sætlisten, men har i længere tid måttet vige pladsen for nyere sange. Teksten, som handler om at være isoleret og have brug for hjælp, var dog meget relevant at synge på denne aften, så vi spillede sangen, og den bød på et helt særligt øjeblik. I sidste vers synges der:

Her
Under lygten med det pisgule skær
Faldet i
Der er skikkelser der haster forbi

Nøjagtig da vi sang den sidste af de ovenstående linjer, løb en stor gruppe stafetløbere forbi, og der var netop tale om skikkelser, der hastede forbi i mørket derude. Det var så påfaldende et sammentræf, at Paw og jeg kiggede på hinanden med et blik, der sagde “lagde du også mærke til det?!”

stafet for livet 1

“De skrammer som man får” fra “Kys dine ar” er nok den mest intense sang, vi har, men vi har stadig til gode helt at få ram på den live. Problemet er ikke så meget, at sangen er et klaver-nummer, som live må spilles på guitar, da vi ikke slæber et keyboard med rundt. Problemet er, at sangen går så langsomt, at vi ikke selv helt kan tro det, og derfor konsekvent spiller den for hurtigt, hvilket ødelægger den. Sangen handler om at komme videre efter en hård tid (som kunne være at miste sin mor til kræften) og at skrammerne, vi får i livet, er en del af pakken. Altså en meget relevant sang i aftenens anledning, så det irriterede mig, at jeg bevidst gradvist måtte sætte sangens tempo ned, mens vi spillede den. Jeg tror ikke, publikum tænkte over det, men man spiller jo også for sig selv.

“Vi lukker nu” er én af de ældste sange, vi har. Den hed oprindelig “Closing time” og var i lang tid fast slutnummer i vores gamle band, Ties, omkring årtusindeskiftet. Den gik i arv til FAVN, men kom først på CD i 2011 i et nyt arrangement. Paws far har altid været glad for den og har klaget til os, hvis den manglede på sætlisten. Derfor havde vi valgt at slutte med den i Sorø. Vi var også sidste navn på scenen, så det passede fint. Der var dog et par udfordringer i den forbindelse. Den ene var, at vi havde ikke spillet den i umindelige tider. Den anden var, at Paws far var forsvundet. Igen var der dog fantastisk timing mellem scene og løbebane, for det viste sig at Paws far havde taget en tur rundt og nu vendte tilbage i netop det øjeblik, hvor vi inviterede ham op på scenen som korsanger i “Vi lukker nu”. Resultatet var ikke ligefrem nogen stor musikalsk oplevelse, men underholdningsværdien var i top (se bare nedenstående video) og således fik vores bidrag til “Stafet for livet” en ganske livsbekræftende afslutning.

Don Falch

Sætlisten:
1. Under en stjerne
2. Hvis det gør ondt
3. Min hånd holder fast i din
4. Så sent som i går
5. Nu har du låst mig ude
6. Vent!
7. Genfærd
8. De skrammer som man får
9. Op igen
10. Vi lukker nu

Stor aften i småt selskab

Gimle Musikcafe

Kan man blive helt høj af at spille for ca. 10 mennesker? Som jeg sluttede mit sæt i Gimle Musikcafe i Føllenslev med at sige, så er det til enhver tid at foretrække st spille for et lille, men opmærksomt publikum, fremfor et stort, men uopmærksomt. Det er fantastisk, når folk sidder helt stille i salen og man står helt alene på scenen og kan tillade sig at bruge en effekt som at hviske dele af en sang.

Hov?! Alene på scenen?
Ja, det skulle have været en FAVN-koncert, men jeg endte for anden gang i år med at spille alene. Det er aldrig sket før, så det er spøjst, at det sker to gange indenfor tre måneder. Sidst, jeg spillede solo, var i Råhuset, Kbh, hvor Paw måtte aflyse, da hans søn havde brækket håndledet. (Og dengang var jeg sjovt nok iført samme “uniform”, som jeg nu bar i Føllenslev: Kasket og Neil Youngs “Earth” T-shirt.)
Denne gang var der sket en misforståelse. Jeg var ankommet alene til Gimle Musikcafe, og da klokken nærmede sig 19.30, hvor det første af tre navne skulle på, kontaktede jeg Paw for at høre, om han var på trapperne. Han var hjemme på Stevns. Føllenslev ligger ved Kalundborg. Han troede, vi skulle spille kl. 21, for det havde jeg oprindelig skrevet til ham. Det havde jeg glemt og spillestart var siden rykket til 20.30 for vores vedkommende, men det var Paw altså ikke lige blevet informeret om. Der var nærmest mennesketomt, da første navn skulle på, så jeg anbefalede Paw at blive hjemme.

Det lignede altså en aften, hvor jeg også selv burde være blevet hjemme, men nu sad jeg og lyttede til Arthur, der spillede akustisk guitar og sang sange af bla. Leonard Cohen, Paul Simon og Neil Young. Han kom med nogle interessante, små anekdoter imellem sangene, og jeg og resten af det lille publikum var ganske godt underholdt. Jeg blev dog efterhånden helt i tvivl, om jeg overhovedet ville komme på scenen, for Arthurs spillelyst var stor og han blev ved
og ved.

Da han havde spillet ca. en time, blev det min tur. Jeg justerede lige sætlisten en sidste gang, for Arthur havde inspireret mig. Når man er så vant til at have selskab på scenen, er det en lidt underlig følelse at stå der alene. I åbningsnummeret, “Under en stjerne”, kunne jeg mærke, at jeg lige skulle spille mig varm og vænne mig til at være solo på den store scene. Jeg begyndte hurtigt og instinktivt at benytte mig af den store frihed, det giver. Andet nummer, “Hvis det gør ondt”, leverede jeg ikke med den energi, vi normalt spiller den med. En mere inderlig version opstod, og jeg oplevede for første gang, at den sang gjorde mærkbart indtryk live. Det var i det hele taget tydeligt at mærke, hvordan teksterne stod klart frem og sugede folk ind i sangene. En akustisk solo-optræden virker på mange måder helt omvendt af en rockkoncert med et band. Det er de stille sange, der virker bedst. Det er stilheden i rummet, hvor sangen får lov til at leve, man går efter. Jeg husker, at have hørt Springsteen sætte ord på det på sin solo”Tom Joad” Tour i midthalvfemserne. Han sagde, at stilheden i rummet betød lige så meget, som når 60.000 mennesker står på stolene og fester ved rockkoncerterne. Selv om jeg ikke har prøvet at spille for SÅ mange mennesker, forstår jeg fuldt ud, hvad han mente.

“Genfærd” er et af de bedste livenumre, og en af de bedste sange, fra “Kys dine ar” og den gjorde et stærkt indtryk på det lille publikum og på mig selv. Jeg oplevede i sjælden grad at smelte sammen med sangene denne aften. Den sang var meget intens at spille. Arthur havde spillet sin egen danske oversættelse af en sang af Mikael Wiehe, og det havde inspireret mig til at spille min egen oversættelse af Tom Waits’ “Martha”, som FAVN har spillet to gange. I 2009. Jeg slap forbavsende godt fra den, og arrangøren Christian bad mig efter koncerten om at sende ham teksten, for han syntes, det var en fremragende oversættelse.

“Hvor blev det hele af”, den stærke ballade fra vores nu ti år gamle debutalbum, gik også rent ind. Nu skulle det så blive spændende at se, hvordan reaktionen ville blive på vores måske stærkeste livenummer overhovedet: “Nu har du låst mig ude” fra “Kys dine ar”. Jeg spillede en meget dynamisk version, hvor jeg i sidste vers bogstavelig talt hviskede teksten. “Er der nogen, der har hvisket dig noget?” Jo, sangen virkede selvfølgelig, men ikke i samme grad som de sidste tre sange havde gjort. Interessant at mærke, hvor stor en forskel omstændighederne kan gøre.

“Nogen at snakke med”, åbningsnummeret fra FAVNs forrige album, “Under en stjerne”, vendte efter længere tids fravær tilbage til sætlisten ved vores optræden på Blågårds Apotek for et par uger siden, og jeg valgte også at spille den i Føllenslev. God beslutning! Sangen er intens i forvejen og under de meget intime omstændigheder i Gimle Musikcafe var den et klart højdepunkt i det korte sæt. Derpå sluttede jeg med et andet stærkt livenummer fra “Under en stjerne”; “Min hånd holder fast i din”, som i al sin melodiøse enkelthed virker, nærmest uanset hvor vi spiller den.

Jeg fik masser af ros efter mit sæt. Stærkest står en kvindes ord om, hvordan hun havde været dybt rørt og flere gange havde siddet med tårer i øjnene. Det er store ord! Sangene er jo bla. skrevet for at bevæge folk og det er dybt tilfredsstillende at få den slags respons. Jeg havde en hyggelig snak med arrangøren, Christian, som bla. fortalte, at han er nybagt booker for Gimle Musikcafe og helt bestemt gerne ville have FAVN på programmet i 2016.

Jeg glæder mig allerede!

Hør hele koncerten her.

Don Falch

Sætlisten:

1. Under en stjerne
2. Hvis det gør ondt
3. Genfærd
4. Martha (Tom Waits)
5. Hvor blev det hele af
6. Nu har du låst mig ude
7. Nogen at snakke med
8. Min hånd holder fast i din

Ni år efter

jepsen

Sidst, FAVN stod på scenen på Blågårds Apotek i København, var i 2006. Dengang var det J-dag og faktisk en meget speciel aften, for det var første gang, vi optrådte som akustisk duo. Dog kun i første sæt. Derudover havde adskillige sange livepremiere den aften. Bla. “Det hele begynder her” og “Forfra igen”.D. 2/9 2015 var vi tilbage. Denne gang som en del af “Songwriter’s Playground”, arrangeret af sangskriveren Benjamin Aggerbæk.

Jeg havde set frem til at møde Benjamin, som er en aktiv herre på den Københavnske musikscene, men han kunne blive far når som helst, så Jens Jepsen tog over. Paw og jeg mødtes ved indgangen til “apoteket”, hvor jeg allerede havde været inde og kigge mig omkring. Scenen var tom og der var ingen tegn på, at der skulle være musik denne aften. Paw spurgte en fuld mand i baren. Han viste sig at være stedets booker og misforstod i sin brandert, hvad henvendelsen drejede sig om. Han begyndte at spørge til vores musik og troede tydeligvis, at vi kom for at få et spillejob. Da det gik op for ham, hvad vi snakkede om, sagde han, at han ikke vidste noget om det. Der skulle nok dukke nogen op. Meget betryggende. Mere betryggende var det, da en musiker mere dukkede op. Så var jeg da ikke blevet helt vanvittig. Jeg havde også skrevet sammen med Benjamin for nylig, så jeg kunne slet ikke forestille mig, at der var tale om en forkert dato.

En lille halv time før showtime dukkede Jens Jepsen så op. En ung, lyshåret fyr iført kasket og guitar. Han begyndte straks at gøre scenen klar og vi slæbte grej op. Da tiden nærmede sig, var det tyndtbefolkede lokale blevet ganske pænt besøgt. Og så på en onsdag aften. Folk kendte åbenbart deres besøgstid her. Det var jo dejligt at have nogen at spille for, men den temmelig ringe lyd både på- og foran scenen, og et meget snakkesaligt publikum, der druknede Jens Jepsens åbningssæt, gav os en stærk fornemmelse af, at vi nok kom til at spilde vores tid her.

Strategien med at spille på Københavns sangskriverscener bygger på gode oplevelser med Sangbar Æ,Ø&Å i Christianshavns Beboerhus og formodningen om at de, der kommer til sådanne arrangementer, er interesserede i musik. Det er tydeligvis ikke altid tilfældet. Vi justerede den korte sætliste, så den blev mere slagkraftig. Så kunne vi da forsøge at overdøve publikum. Jeg fortalte dem om den mindeværdige aften i 2006, hvor FAVN i øvrigt for første og eneste gang nogen sinde blev bedt om KUN at spille egne sange. Vi fik da ædt os lidt ind på dem efterhånden. Især stemningen i “Nogen at snakke med”, som vi ikke har spillet siden d. 18/10-’13 i Præstø, hvor vi afsluttede vores “Under en stjerne Tour”, syntes at fange nogle enkelte derude. “Nogen at snakke med” fik også folk rundt omkring til, mere eller mindre ubevidst, at rocke med.
Meget mere kunne man vist ikke opnå denne aften.

Don Falch
Sætlisten, som den endte med at se ud:

1. Under en stjerne
2. Hvis det gør ondt
3. Så sent som i går
4. Nogen at snakke med
5. Nu har du låst mig ude

På besøg hos Visens Venner

Elvaerket

Igennem årene har vi i FAVN gjort os den erfaring, at vi faktisk kan erobre langt de fleste publikummer, hvis de ellers er opmærksomme. Det er jo rigtig dejligt at vide. Desværre er det faktisk ikke så let at finde et opmærksomt publikum, da kulturen mange steder er, at man sidder og hyggesnakker, imens livemusikken betragtes som mere eller mindre hyggelig baggrundsstøj. Det er vores musik ikke skabt til og vi gider ikke at spilde vores tid. Derfor har vi i år, i højere grad end nogensinde før, udelukkende opsøgt steder eller begivenheder, hvor der i hvert fald er stor sandsynlighed for, at folk hører efter. Det er ikke lykkedes hver gang, men det gjorde det i den grad fredag d. 28/8, da vi besøgte Visens Venner i Frederikssund.

Jeg havde kontaktet Visens Venner, da en sådan forening naturligvis må være glade for gode tekster, som vi også i FAVN vægter meget højt. Til gengæld er det måske så som så med interessen for rockmusik, men nu spiller vi for tiden også kun som akustisk duo, så det skulle jo nok gå. Da vi ankom til Elværket i Frederikssund, hvor slaget skulle stå, kunne vi høre høj fællessang derindefra. Jeg parkerede min bil lige ved den berømte statue af ”den indre svinehund”, som står vagt ved P-pladsen. Da vi bar udstyr ind, blev vi budt velkommen af arrangøren, Erling, som havde sørget for højt belagt smørrebrød til os. Det var jo dejligt, bortset fra, at vi kom lige fra vores dobbeltkoncert med Lysår i Kulturhuset på Islands Brygge, hvor vi havde spist os mætte. Det forsøgte jeg at forklare Erling, men han insisterede nærmest på, at vi skulle spise det. Jeg endte med at tage det med hjem.

Der var nok omkring 100 mennesker inde i salen og de sang med af hjertens lyst, imens nogle ældre kvinder, klædt ud som bakkesangerinder, sang en række af bakkens viser. Da de sluttede med ”Køb blomster, køb blomster”, kastede de roser ud til publikum, som til gengæld kastede mønter op på scenen. Guitaristen deroppe var noget bekymret for sin nye guitar, som han senere fortalte mig, havde kostet 20.000,-

Vi skulle spille to sæt á 20 minutter og jeg havde forberedt sætlisten hjemmefra. Jeg blev dog i tvivl om mine valg, da jeg mærkede stemningen i salen. Jeg havde valgt nogle af vores mest teksttunge sange, såsom ”Taxa i tomgang”, som vel nok kan betegnes som en egentlig vise. Det er lidt diffust, hvad en vise egentlig er. Der er dog en vis enighed om, at det er en sang, der fortæller en historie og hvor teksten er vigtigere end melodien. Men der er på den anden side mange viser, der ikke fortæller en egentlig historie og som har smukke melodier. Paw kom mig til hjælp, da jeg stod med iPad’en og lod blikket glide ned over repertoiret. Vi blev efterhånden enige om, at flytte vægten lidt væk fra viserne og i stedet fokusere på de iørefaldende melodier. Jeg sneg ”En yndig og frydefuld sommertid”, som jeg i juni havde spillet min egen fortolkning af i Råhuset, ind på sætlisten uden at sige det til Paw. Den måtte da være et sikkert kort.

Koncerten blev indledt med en bøn til publikum om at lade være med at kaste med mønter, da jeg også er øm over mine guitarer. Så hvis de kunne holde sig til sedler, ville det være fint. Det morede de sig over og så var isen allerede brudt. Da vi havde spillet ”Under en stjerne”, dristede jeg mig til at spørge, om man ikke kunne kalde den for en vise. Det var der tydeligvis bred enighed om, at det kunne man godt. Så langt, så godt. Så blev ”Antibussen” hevet ind fra bænken. Jeg var kommet til at tænke på den, fordi vi for nylig lagde den ud på hjemmesiden til gratis download. Den udkom oprindelig på den nu udsolgte single ”Nedtur” i 2007 og blev senest spillet til releasefesten for vores 2. Album ”Genstart” d. 17/4 2008. Den fortæller også en decideret historie, endda tilsat en god portion humor, men kræver også et opmærksomt publikum, hvis den skal virke. Det havde vi og det gjorde den. Vi spillede i øvrigt det oprindelige arrangement, som er ret anderledes end det mere rockede arrangement, der endte på singlen. ”En yndig og frydefuld sommertid” faldt ikke overraskende i god jord, og fik stor ros i pausen og efter koncerten. Det var meget positivt at opleve, for vi går for tiden og leger med en ide om at vores næste album skal rumme en hel del fortolkninger af gamle danske sange og viser. ”Min hånd holder fast i din” lukkede det første, korte sæt, og den virkede som altid upåklageligt. Den fik endda en anderledes og spontan afslutning, da jeg i til sidst i sangen trak mig væk fra mikrofonen og vinkede Paw hen til mig, hvorefter vi sang det sidste i tostemmig falset uden mikrofon. Når man forlader mikrofonen og synger direkte ud i lokalet, bliver det pludselig meget intimt. Tak til Elvis Costello for at have lært os det trick.

I andet sæt stod den også på ”greatest hits”, som i vores tilfælde betyder sikre publikumstræffere. ”Lån en lille løgn” er en gammel krigshingst, som har tjent os godt, men efterhånden har måttet vige pladsen for nyere ”hits”. Den blev fulgt af vores nok bedste livenummer overhovedet: ”Nu har du låst mig ude” fra vores nye album, ”Kys dine ar”. Da 100 mennesker sad og klappede i takt til sidste omkvæd, var vi ikke blevet mindre sikre på, at den sang skal i landsdækkende radio. Det kan kun gå for langsomt! Gode gamle ”Hvor blev det hele af” fra vores debutalbum tjente derpå som et stemningsfuldt dyk, og virkede som altid upåklageligt. Til sidst hev vi trumfkortet frem. Jeg tror, det er første gang, vi har spillet vores version af Dissing/Andersens ”Hilsen til forårssolen” udenfor sæsonen, men det ER jo en vise og den var et stensikkert hit. Vi bukkede til taktfaste klapsalver, der blev ved et godt stykke tid, indtil arrangementet meget passende sluttede med Dissing/Andersens ”Go’ nu nat”.

Sent samme aften skrev Paw følgende på sin Facebookprofil:

”Respons på en FAVN-koncert som: “Det var en meget stor og rørende oplevelse for mig. Jeg er helt høj. I er meget sjælfulde. Jeres sammenspil er helt utroligt. Det rørte mig virkelig dybt. Tusind tak.” Det er svært at blive træt af. Citatet er et blandt mange lignende her til aften. Selv tak, Visens Venner, Frederikssund. Don og jeg har 20 års fælles erfaring på alle tænkelige skrå brædder. Det fornægter sig ikke. Det er som at bære på en stor skat, vi kan dele ud af, og som kun bliver større, jo mere vi deler ud af den. Musik er magi. Et fællesskab, der er større end dets elementer. En kraft i livet.”

Ja, hvor er det dog fantastisk at spille for et lyttende publikum! Det er heller ikke ligefrem deprimerende at blive overdænget med ros, imens man står og sælger CD’er til dem bagefter. Tak til Visens Venner i Frederikssund!

Hør hele koncerten her.svinehunden

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

  1. Under en stjerne
  2. Antibussen
  3. En yndig og frydefuld sommertid (trad.)
  4. Min hånd holder fast i din

Pause

  1. Lån en lille løgn
  2. Nu har du låst mig ude
  3. Hvor blev det hele af
  4. Hilsen til forårssolen (Dissing/Andersen)

Dobbeltkoncert på Islands Brygge

geyser

Jeg har tidligere nævnt Thomas Ulrik Larsen, som benytter kunstnernavnet “Lysår“, i forbindelse med Værsgo-hyldestkoncerten i Christianshavns Beboerhus i 2013. Thomas skriver også sange, hvor der er lagt væk på de danske tekster, og hvor musikken har dybe rødder i især 70’er-rocken.
Der er dog stor forskel på vores lyd og udtryk, men udgangspunktet er det samme. Vi har også det tilfælles, at vi lige nu er albumaktuelle, så da jeg i starten af året fik den ide, at vi skulle spille nogle dobbeltkoncerter sammen, så Thomas hurtigt fornuften i det. Der er flere fordele i den model: Et større netværk at trække på. Erfaringer og viden, der kan udveksles. Der er også en musikalsk gevinst, idet vi spiller med på nogle af hinandens sange og fortolker to af hinandens sange. Det kan være en temmelig horisontudvidende oplevelse at høre sin sang fortolket og spillet af en anden.

Vores første optræden sammen fandt sted fredag d. 28/8 i Kulturhuset Islands Brygge. Arrangeret af Klub Geyser, som er personificeret af en anden herre, jeg også har nævnt før: ildsjælen Jacob Speake. Det var anden gang i år, FAVN mødte ham, for han havde også arrangeret aftenen på Tjili Pop i maj. Koncerten skulle have været udendørs, men kort før koncertstart begyndte det at styrte ned, så vi rykkede ind på en temmelig befolket restaurant og stillede op dér. Akustikken var ikke lovende og folk var der for at spise, ikke høre musik. Jeg havde mine betænkeligheder.

Regnen viste sig at være en byge, men nu stod vi jo så dér i restauranten og havde stillet op og lavet lyd. Da vi åbnede med en fælles version af FAVNs “Under en stjerne” var det ikke overraskende temmelig minimalt med interessen fra “publikum”. Der var dog faktisk en ældre kvinde, der overværede store dele af koncerten. Da vi spillede vores sikre publikumstræffer, “Nu har du låst mig ude”, sad hun endda og sang med til sidst! Ellers var der drypvis kortvarig interesse fra forbipasserende.

Midtvejs i første sæt spillede vi så vores fortolkning af Lysårs “Morfinen virker nu“. En trist sang om at sige farvel til en af sine nære, der ligger bedøvet i en hospitalsseng. Sangen har nogle akkorder, som jeg aldrig ville bruge, da jeg simpelthen ikke tænker i de baner. Ikke at der er noget som helst galt med dem. Jeg tænker bare ikke musik på den måde. Det havde gjort det til en interessant udfordring at fortolke sangen. Når jeg skal fortolke noget, prøver jeg at forestille mig, hvordan sangen ville lyde, hvis jeg havde skrevet den. Det lykkedes med “Morfinen virker nu”, fordi jeg med vilje kun lige akkurat havde hørt den nok til at lære melodien at kende. Arrangementet nåede aldrig at sætte sig fast i mine ører, hvilket gav mig friheden til at smide mine egne akkorder på melodien og synge sangen på min måde.

Derpå var det Thomas’ tur til at fortolke FAVN. Han havde valgt “Så sent som i går” fra “Kys dine ar” og forvandlet powerpop til reggae. Det var overraskende, men jeg kunne godt høre, hvordan han havde fået ideen. Der er visse steder i melodien, der med en let omfrasering kan lyde som en reggae-melodi. Thomas udelod dele af omkvædet, hvilket gav mening, fordi omkvædet er lidt for akkordrigt til at kunne fungere i reggae. Derpå spillede han et par egne sange, hvorefter vi sammen lukkede første sæt med FAVNs “Min hånd holder fast i din”. Den var ikke placeret tilfældigt på sætlisten. For det første er den et meget effektivt livenummer. For det andet kom den lige efter Lysårs “En åben bog“, som handler om hans dengang nye status som far, hvilket er præcis hvad “Min hånd holder fast i din” handler om for mit vedkommende.

Ved føromtalte aften i Christianshavns Beboerhus havde Lysår spillet en sang, der hed “For enden af regnbuen“. Den kunne jeg huske, da den er meget iørefaldende, og derfor havde jeg ønsket den med på vores fælles sætliste ved vores fælles koncert. Jeg var da også helt sikker på, at den ville være at finde på det nye Lysår-album, “Teknisk knock-out”, men til min overraskelse var den blevet valgt fra, da den ikke passede med det øvrige materiale på albummet. Thomas havde ikke noget imod at spille den alligevel, så vi åbnede andet sæt med den. Derpå spillede FAVN et par sange.

De stærkeste fortolkninger lå midt i andet sæt, hvilket ingen af os kunne vide på forhånd. Vi havde nemlig med vilje ikke hørt hinandens fortolkninger før nu. Jeg havde glædet mig til at spille Lysårs “Stills i Nashville“. Thomas har en fortid i Pink Floyd Project og da jeg arbejdede med hans “Stills i Nashville” havde jeg fået en åbenbaring. I første omgang havde min eneste ide været, at gøre broen mellem vers og omkvæd til en del af omkvædet. Det virkede godt og medførte, at omkvædet kom til at slutte med linjen “ville ønske du var lige her”. Kender man lidt til pink-Floyd ved man, at et af deres største hits er “Wish you were here“. Pludselig var brikkerne faldet på plads for mig. Jeg tog temaet fra Pink Floyds sang og flettede det ind i Lysårs sang, således at linjen “ville ønske du var lige her” blev fulgt af Pink Floyds tema. “Stills i Nashville” egnede sig i øvrigt glimrende til at blive spillet i samme tempo som Floyd-klassikeren. Den version var Thomas glad for.

Han slap også rigtig godt fra sin version af FAVNs “Genfærd”, som han sang med dyb stemme. Lige på det tidspunkt havde vi faktisk et lille publikum, og de var så optagede af Lysårs version af den sang, at jeg næsten følte trang til at understrege, at det altså var en sang af FAVN. Det var fedt at opleve sangens styrke på den måde. Resten af sættet bestod nu af Lysårs egne sange, undtagen den sidste, hvor vi havde valgt at slutte på neutral grund med en fælles udgave af Sebastians klassiker, “Du er ikke alene”.

Bagefter var vi godt tilfredse med at have prøvet projektet af. “Jeres næste album skal være et livealbum”, sagde Thomas til mig. “Sangene virker godt live.” Vi er ganske enige og et livealbum er faktisk vores plan. Vi glæder os til at give endnu en dobbeltkoncert, denne gang formentlig for et opmærksomt publikum, i Christianshavns Beboerhus d. 24/10.

Lyt til dette sammendrag af koncerten med FAVN og Lysårs fælles optrædener, samt alle fire fortolkninger.

lysaarDon Falch

Sætlisten:
1. Fælles: Under en stjerne (FAVN)
2. FAVN: Hvis det gør ondt
3. FAVN: Kavalergang
4. FAVN: Stille derude
5. FAVN fortolker: Morfinen virker nu
6. Lysår fortolker: Så sent som i går
7. Lysår: Er det for tidligt
8. Lysår: En åben bog
9. Fælles: Min hånd holder fast i din (FAVN)

Pause

10. Fælles: For enden af regnbuen (Lysår)
11. FAVN: Født i en metro
12. FAVN: Nu har du låst mig ude
13. FAVN fortolker: Stills i Nashville
14. Lysår fortolker: Genfærd
15. Lysår: Loppetjans
16. Lysår: Lige død af alderdom
17. Fælles: Elfenbensetværelseslejlighed (Lysår)
18. Fælles: Du er ikke alene (Sebastian)

Kys dine ar 05

Denne podcast går bag om “Så sent som i går”, som er femte sang på FAVNs album fra 2015, “Kys dine ar”.

Lyt.