Fødselsdagsforvirring på Bjergtrolden

D. 3/3 2012, næsten præcis et år efter vores releasefest på Gimle, vendte FAVN tilbage til Roskilde. Vi havde en lang aften og nat foran os, for vi skulle spille til en privat fødselsdagsfest, men først skulle vi levere halvanden times koncert på Bjergtrolden, som ligger på Gimles gamle adresse. FAVN har besøgt det gamle Gimle adskillige gange, så selvom det var FAVNs debut på Bjergtrolden, føltes det ikke sådan. Den mest mindeværdige aften på gamle Gimle var nok, da vi i oktober 2005 leverede et brag af en koncert som support for Magtens Korridorer.

Fremmødet fejlede ikke noget, og der var søreme også enkelte kendte ansigter. Hyggeligt! Min faster og onkel var mødt op, en gammel kollega kiggede forbi, og Claus, som havde filmet os og taget fotos i Den gule stald, var på pletten og tog også denne gang nogle fotos, som er dem, du kan se her på siden.
Vi skulle stå ved indgangen med front mod baren, og derfra kunne vi kigge op på, hvad der viste sig at være to fødselsdagsselskaber, der sad og festede ved borde oppe over baren. Dem, der sad nærmest os, sad i sagens natur med ryggen til, så det var jo meget befordrende for en god gang kommunikation…

Vi havde stillet op, så vi halvvejs inde i sættet kunne forvandle os fra et folk/countryband til et rockband, men de elektriske guitarer kom til at måtte vente til festen senere på aftenen (hvor de til gengæld også fik lov til at råbe højt og længe). På Bjergtrolden var folk meget tydeligt indstillet på at sidde og sludre med hinanden, og et larmende rockband var næppe deres hedeste drøm på dette tidspunkt.

“Hilsen til forårssolen” (som i langt over et år var vores mest solgte sang, indtil den for nylig blev overgået af “Under en stjerne“), var tilbage på sætlisten. Det var meget passende, for det havde været en meget smuk og klar forårsdag. Den var et af de kun to kendte numre på sætlisten. Det andet var C.V. Jørgensens “Det ganske lille band”, som vi aldrig havde spillet før, men som var et ønske til festen senere på aftenen. Vi benyttede lejligheden til at spille den på Bjergtrolden, selv om vi end ikke havde øvet den, med mindre det at lytte til brudstykker af et nummer på YouTube kan kaldes øvning. Alligevel slap vi igennem den uden det mindste problem. Den var dog ikke det store hit hos publikum. Måske fordi den egner sig bedst til at blive spillet med en masse strøm på. Det blev den senere på aftenen, og dét virkede!

En dame blandt gæsterne oppe over baren fandt pludselig ud af, at vi nu skulle akkompagnere en fødselsdagssang. Det kunne vi da godt. Jeg spurgte til fødselarens navn, men havde svært ved at høre svaret. Jeg mente, at vist var Henning, men vores livebassist Simon mente, at det var Ellen. Efter at have gennemført en hel fødselsdagssang af den slags, hvor alle “spiller” trompet, banjo osv., kom Lasse fra Bjergtrolden hen til mig med en seddel, hvorpå det stod “Henning!” Og her havde jeg stået og sunget Ellen hele vejen igennem…

Da vi havde sagt farvel og tak, mente damen fra oven, at vi nu skulle have en fødselsdagssang for Henning… ?! Det mente jeg nu egentlig, at vi havde haft. Det mente Paw vist også, for han gik på toilettet, mens han mumlede et eller andet, hvor ordene “gider”, “sgu” og “ikke” indgik. En mand, der under hele koncerten havde stået og rocket med, så nu sin store chance! Han satte sig bag trommerne, og kunne heldigvis spille. Det var først på dette tidspunkt, at det gik op for mig, at der ikke var én, men to fødselarer til selskabet ovenpå. Opfattelsen deroppe var, at den anden fødselar, som muligvis faktisk hed Ellen, havde fået sin sang, så det nu var Hennings tur. Han fik sin sang, og jeg begyndte at føle mig lige lovlig meget som en “røvballe”-musiker. Vi sluttede med “Under en stjerne”, som vi var blevet opfordret til at spille igen (og Paw havde nu fået sine trommer tilbage).

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Vent!
4. Alverden så på
5. Hilsen til forårssolen (Dissing/Andersen)
6. Min hånd holder fast i din
7. Tordenskrald og frydeskrig
8. Undergang
9. Sikkerhed om bord
10. Fødselsdagssang for “Ellen” – på opfordring af og med publikum
11. Født i en metro
12. Det ganske lille band (C.V. Jørgensen)
13. Den sidste bus er gået
14. Fugleskræmsel
15. Nogen at snakke med
16. Har vi hul igennem her

Ekstra:
17. Fødselsdagssang for “Henning” – på opfordring af og med publikum
18. Under en stjerne – på opfordring

Krisekoncert

FAVNs koncert for 230 lærere på Sørup Herregård d. 24/4 2012 kom på mange måder til at stå i krisens tegn. En lille måned tidligere var vi blevet ringet op og spurgt, om vi ville spille til et arrangement for lærerkredsen for Faxe og Vordingborg kommuner, og det ville vi jo meget gerne. Lidet vidste vi dog, at det lokale, vi skulle spille i, var temmelig stort og havde noget nær planetens ringeste akustik.

Da ingen rigtig kunne forudse, hvordan stemningen ville være, når vi skulle spille, havde vi aftalt at starte stille og roligt med nogle afdæmpede folk- og countryarrangementer af vores numre, hvilket vi alligevel plejer at gøre her i kølvandet på UNDER EN STJERNE. Hvis publikum så viste sig at være til gang i gaden, ville vi hurtigt gå over til den mere hårdtslående måde at spille vores numre på. Det giver en fantastisk frihed at spille en stilart, hvor man faktisk kan spille sangene på flere måder, uden at de på nogen måde tager skade ved det.

Aftenen bød på et gensyn med en kvinde, der havde siddet lige foran os og bogstavelig talt skreget med på nogle af numrene, da vi for en lille måneds tid siden havde spillet i Den gule stald i Kalvehave. (Bare se videoen, hvor vi spiller Malurts “Mød mig i mørket” i Den gule stald her.) Hun skulle også komme til at deltage meget aktivt i denne koncert. Før koncerten fortalte hun mig, hvor skidt det stod til for tiden. Det er svært at få job som lærer (og sikkert alt muligt andet), når man ikke længere er en vårhare. Erfaring vejer åbenbart ikke så tungt som ungdom.

Da vi skulle i gang, viste det sig at være meget svært at dæmpe de mange læreres snakken. (Nu er lærere jo af natur også meget glade for at snakke.) En gruppe lærere i det fjerneste hjørne løftede deres ene hånd, og havde det ikke været fordi jeg selv kender til undervisningssystemet Cooperative Learning, havde jeg ikke anet, at det er et signal, man bruger til at skabe ro. Når læreren løfter hånden, skal eleverne gøre det samme og holde op med at snakke. Jeg hævede også hånden, men kunne snart konstatere, at det langt fra var alle lærere, der kendte det system. Vi gik så i gang med “Afkrog af verden” i vores smukke, stille akustiske duoversion. Side om side helt fremme på scenen. Nogle lyttede. De fleste snakkede. Det var forstyrrende og frustrerende og temmelig ubehøvlet, tænkte jeg. Da sangen var slut, kom en mand hen til mig og spurgte, om vi selv vidste, at folk ikke kunne høre, hvad vi spillede? Øh… Nej! Det lød glimrende oppe på scenen. Akustikken var bare sådan, at alt blev diffust og lyden bare… Forsvandt. Der var ikke meget, vi kunne gøre ved det, udover at skrue op. I løbet af aftenen kom vi nok til at spille med en lydstyrke, der kunne have vækket en død lærer i et rum med ordentlig akustik, men ikke her. Vi kom bare en smule længere ud med musikken.

Som forsanger i et band har man en række virkemidler, man kan tage i brug for at højne stemningen. Man kan foretage sig noget interessant på scenen. Man kan få publikum til at synge eller klappe med. Man kan fyre nogle jokes af. Alle disse virkemidler har det tilfælles, at de ikke virker, hvis folk ikke kan høre, hvad der foregår. Sceneoptræden kan hurtigt virke komisk, hvis man ikke rigtig kan høre musikken. Dansende ser f.eks. også for det meste ret fjollede ud, hvis man ikke kan høre musikken. Jeg var altså mildt sagt handikappet, men brugte grådigt de små muligheder for kontakt, der bød sig. En kvinde ved navn Susannne havde fødselsdag, havde vi fået at vide kort før koncertens start. Jeg ønskede hende tillykke med fødselsdagen, da vi skulle spille “Under en stjerne“, der jo handler om, hvor dyrebart livet er. Susanne og hendes selskab sad tæt på scenen, og de jublede, for de kunne godt høre mig. Men det virkede ikke, som om folk, der sad længere væk helt forstod, hvad der foregik. Efter “Vent!” viste det sig, at fødselsdagsfolket ikke syntes, vi havde fejret det nok, så de brød ud i en fødselsdagssang. Vi fandt hurtigt tonarten og akkompagnerede. Igen slog det mig, at denne flok mennesker stod mindre end ti meter væk og sang af fuld hals, men sangen blev ædt af lokalets akustik.

En opfordring til at klappe med på “Alverden så på” gik nærmest fuldstændig hen over hovedet på lærerne, og jeg begyndte virkelig at føle, at der var meget lang vej hjem. Som det var nu, kunne jeg kun komme på to trumfer, vi kunne smide: Vi spillede stadig folk og country, og et skift til elektrisk rock kunne gøre en markant forskel. Omvendt kunne jeg også risikere, at min elektriske guitar ikke rigtig kunne høres derude, og at lyden bare blev endnu værre. En anden trumf, som var den jeg i første omgang valgte, var at spille noget, de kendte. Den medbragte sætliste var allerede blevet redigeret en del, da koncertens start var blevet udskudt. Vi skulle slutte absolut senest 22.55, og da starttidspunktet blev rykket en halv time, måtte fire numre pilles ud af sætlisten. Nu blev den igen ændret, og endte med at være ret ukendelig, da jeg begyndte at “føle mig frem”, mens jeg holdt skarpt øje med publikum. Vi havde allerede hørt, at der var krisestemning. En krisesang måtte derfor være det helt rigtige, og jeg gik i gang med Gasolins “Hva’ gør vi nu, lille du?”, som jeg tilegnede alle dem, der var berørt af krisen. Effekten var øjeblikkelig. Hvis lyden er diffus, er det trods alt nemmere for folk at følge med i en kendt sang.

Vores egen “Min hånd holder fast i din” var den næste på sætlisten og plejer altid at virke, men jeg havde ikke de store forhåbninger til den, da flere af de andre numre, der plejer at virke, var gået hen over hovedet på folk. Men den virkede! Vi havde nået et vendepunkt nu, og flere sad og koncentrerede sig om at lytte. Vi vovede pelsen og gik i gang med den elektriske afdeling af koncerten, som blev skudt i gang med “Undergang“, og det så umiddelbart ud til at virke, at vi nu spillede mere med musklerne, selv om sangen ikke gjorde det store indtryk. Vi spillede endnu en trumf: Sebastians “Du er ikke alene”, som gav os et ordentligt vindstød i sejlene. Dét var tydeligvis en sang, de havde brug for at synge med på derude, og nu begyndte vi for alvor at have hul igennem til dem. Så meget som det kunne lade sig gøre under de kummerlige lydforhold, i hvert fald. Der var ikke plads til dans foran scenen, for der stod borde, så lærerne begyndte nu at samles på begge sider af scenen og i et af de fjerne hjørner (hvor de jo så må have kunnet høre et eller andet, der kunne danses til). Nu var der fest, og vi slap godt fra at spille vores egne “Født i en metro” og “Lån en lille løgn”, som begge er iørefaldende, direkte og energifyldte numre.

Kvinden, som vi “kendte” fra Den gule stald, kom fra tid til anden på besøg oppe på scenen, fordi hun havde en lang række forslag til, hvad vi nu skulle spille. Det lod ikke til at strejfe hende, at vi var travlt optagede af at give en koncert. Hun kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke spillede nogle sange, der afspejlede krisen…? Jeg begyndte at spekulere på, om vi mon var til den samme koncert? I hvert fald fik hun sin lyst styret. Koncertens sidste fire numre havde alle krise som fællestema.

Efter en intens “Nogen at snakke med” blev scenen invaderet af omkring seks lærere, som havde besluttet sig for, at de ville synge “I kan ikke slå os ihjel”. Okay… Den har vi aldrig spillet, men jeg kendte den godt, fordi jeg for mange år siden spillede den i en helt anden sammenhæng. Vi fandt en toneart og spillede en solid version, der sparkede røv, og derpå hev vi sejren i land med “Har vi hul igennem her” med den traditionelle præsentations- og solorunde. Jeg havde holdt skarpt øje med uret, og vi sluttede præcis 22.45. Dermed var der tid til et par ekstranumre, før lærerne blev hentet af busser, der kørte kl. 23. Vi gav dem ti minutters rockfest mere med et par klassikere, som de kastede sig rundt til.

En hård aften i krisens tegn, både økonomisk og lydmæssigt, men når enden er god er alting godt.
Og enden var god.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1. Afkrog af verden
2. Lusen
3. Under en stjerne
4. Vent!
5. Fødselsdagssang for Susanne – på opfordring af og med publikum
6. Alverden så på
7. Hva’ gør vi nu, lille du (Gasolin’/M. Mogensen)
8. Min hånd holder fast i din
9. Undergang
10. Du er ikke alene (Sebastian)
11. Født i en metro
12. Burhøns (Peter A. G. Nielsen)
13. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
14. Mød mig i mørket (Malurt)
15. Lån en lille løgn
16. Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
17. Refrainet er frit (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
18. Nogen at snakke med
19. I kan ikke slå os ihjel (Tom Lunden) – på opfordring af og med en hel flok lærere
20. Har vi hul igennem her

Ekstra:
21. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
22. Står på en alpetop (Seals/Shubidua)

Forlænget lynvisit på Runddelen

D. 10/12 2011 skulle FAVN have spillet på Cafe Runddelen i København, hvilket vi nærmest var blevet shanghajet til efter en koncert på Fat Tuesday Bar, hvor én fra Runddelen havde været til stede. Desværre blev koncerten aflyst få timer før spilletid, da nogle baciller var kravlet ned i min hals, og havde gjort det umuligt for mig at synge. Vi hader at aflyse!

Som plaster på såret (og for at holde foden indenfor) tilbød jeg derfor Cafe Runddelen en gratis koncert af en times varighed d. 4/2, hvor vi alligevel skulle til København for at spille til et privat arrangement. Det sagde ejeren, Keld, hurtigt ja tak til.

Jeg havde planlagt at bruge samme sætliste, som da vi i december havde spillet en times FAVN-numre til Paws kæreste Stines fødselsdagsfest. Den indeholdt vores mest pågående livenumre, og gav et godt billede af vores bredde. Så da vi havde mast os ind på Runddelens lille scene, gik vi i gang med de to folk-numre, som efterhånden har bidt sig fast som faste startnumre: “Lusen” og “Under en stjerne”. Der havde ikke været mange, da vi kom, men nu væltede det pludselig ind. Især gjorde en stor flok højrøstede gutter, der var kommet for at se en fodboldkamp på tv, det til lidt af en udfordring at være musiker. Ikke mindst når de brød ud i en eller anden fodboldsang. Jeg forsøgte at vinde dem ved at joke lidt med dem, men det var egentlig kun én af dem, der var til at komme i kontakt med.

Efter fem numre skiftede jeg min dejlige akustiske Martinguitar ud med min elektriske Gibson, og den mere hårdtslående del af sættet begyndte. Det gjorde det lettere at overdøve fodboldfolket, men jeg fornemmede kun begrænset kontakt med publikum. Keld fulgte dog interesseret med fra et af bordene, men jeg havde svært ved at gennemskue, hvad han mente om os. I et forsøg på inddrage publikum mere, valgte jeg at skrotte “Forfra igen”, som jeg ikke kunne se for mig ville virke på dette publikum, og smed i stedet Kim Larsens “Hvis din far gi’r dig lov” efter dem. Der var brug for et stensikkert kort. Virkningen udeblev ikke, og i de to sidste (egne) numre steg stemningen støt. 

Da jeg skulle til at præsentere bandet i “Har vi hul igennem her”, nævnte jeg, at vi skulle til at slutte. Det fik Keld op i det røde felt! Vi havde aftalt, at ville spille til kl. 21, og det havde de reklameret med på Facebook! Jeg var nu ret sikker på, at vi havde aftalt, at vi spillede fra 19 til 20, eftersom vi skulle være til det næste arrangement kl. 21. Men der tog jeg fejl i følge Keld, og det stod vi så og diskuterede midt i nummeret… Han råbte sit og jeg sagde mit i mikrofonen. Utroligt nok var det ikke noget, som publikum så ud til at hæfte sig særligt ved. En temmelig absurd situation, som jeg forsøgte at lægge låg på ved at sige til Keld, at vi måtte snakke om det, når vi var færdige. “Jaja, bare I spiller til kl. 21″, lød svaret. Interessant at stille krav til et band, der spiller for 0,-… 

Mens Simon og Paw spillede deres soli (til Keld og publikums fryd), tjekkede jeg min mail på mobilen. Jeg havde ret. Der stod sort på hvidt, at vi skulle spille fra 19 til 20. Det meddelte jeg så Keld, som faldt lidt ned, og nu i stedet ville have et par ekstranumre. En af vores egne og en af Kim Larsens, tak. Okay… Vi spillede “Vi lukker nu”, hvorefter jeg til Simons fryd tog hul på riffet til en af hans favoritter: Gasolins “Rabalder”, som det må være år siden, vi har spillet. Efter den ville Keld have sit Larsen-nummer! Øh, vi havde lige spillet det… Nej, nej, det skulle være “Blaffersangen”! Javel… Den fik han så også med, og så skulle vi godt nok også videre.

Keld var helt oppe at ringe nu. “Hvordan kan sådan en stor stemme være i så lille en krop?”, spurgte han mig, og sagde at vi var fantastiske, og klart skulle komme og spille en fredag, hvor der er proppet. Det siger vi da ikke nej til. 

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Vent!
4. Alverden så på
5. Min hånd holder fast i din
6. Undergang
7. Født i en metro
8. Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
9. Nogen at snakke med
10. Har vi hul igennem her

Ekstra:
11. Vi lukker nu
12. Rabalder (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
13. Blaffersangen (Kim Larsen)

Fårene blev skilt fra bukkene i “Den gule stald”

D. 27/1- 2012 spillede FAVN i Kalvehave for første gang nogensinde. Koncerten fandt sted i Musikcafeen Den gule stald, som ligger smukt placeret ved Kalvehave Havn, og det var en koncert, som havde været meget tæt på at blive aflyst. Min stemme havde i fem dage været tæt på at forsvinde pga. forkølelse, og det havde ikke været sjovt, at skulle gå og krydse fingre for at koncerten kunne gennemføres. I december havde vi af samme grund med kort varsel måttet aflyse en koncert på Cafe Runddelen i København. Dertil kom, at vores livebassist Simon blev forhindret i at deltage i koncerten, som ellers var booket som et triojob. Det fik vi at vide ca. 14 dage før, og stod nu med to mulige løsninger: At gennemføre koncerten som akustisk duo eller at finde en bassist, der kunne spille jobbet med os. Den første løsning var absolut en mulighed. Vi har faktisk spillet langt flest duokoncerter i løbet af det sidste års tid. Problemet var bare, at der i lokalpressen var lagt op til en rockkoncert. Derfor valgte vi den sidste løsning, selv om den medførte stress, da både Paw og undertegnede havde et ret tætpakket program i forvejen. En ny bassist ville i sagens natur betyde, at vi skulle rive et par aftener ud af kalenderen, hvor der skulle øves med vedkommende.

“Vedkommende” var heldigvis ikke svær at finde. Emil Winther er lillebror til Paws kæreste, Stine, og betjener bassen i bandet Red Deer Jebediah. Han tog med glæde udfordringen op, og tog opgaven meget alvorligt, for han ville “ikke stå foran publikum og lave noget lort”. Så der blev øvet, og da vi mødtes til en anden og sidste øver, aftenen før koncerten, stod det klart, at Emil havde gjort et solidt forberedelsesarbejde. Vi kunne med ro i sindet sætte kurs mod Kalvehave. Det vil sige… Min stemme var stadigvæk ikke i topform. Jeg havde det, som om jeg havde inhaleret en ordentlig gang støv. Jeg kunne godt synge. Spørgsmålet var bare, hvor længe…

Nu var det jo januar, og der var oven i købet håndbold semifinale i TV, så man kunne med rette have sine bange anelser mht. fremmødet denne aften. Det viste sig dog, at Den gule stald har et talstærkt og trofast publikum, der dukker op, når der er et arrangement. (Det er derfor, vi er så glade for musikforeninger.) Efter koncerten undskyldte arrangørerne endda, at der ikke var kommet flere! For mig at se var der altså ret godt fyldt op.

Første sæt var et akustisk duo-sæt. På den måde havde vi kunnet spare Emil for at skulle lære hele tre sæt, og desuden var det helt klart en god beslutning, da en del af det publikum, der havde sat sig bagerst i “stalden” ikke just var vårharer, og det skulle senere vise sig, at rock med knald på ikke lige var deres kop te. Men det akustiske sæt gik rent ind. Det var et lyttende og opmærksomt publikum, der endda kunne finde på at danse.

Alle fotos og videoer i dette indlæg er af Claus Christensen, som Paw og jeg sidst så for over ti år siden. Han var nemlig chauffør for Michael Falch, da jeg i 2001 var support for ham i Ramsø Musikhus. Siden har vi “mødt” Claus igen på Facebook og skrevet lidt sammen, så hans besøg var ingen overraskelse. Jeg havde spurgt ham i en mail, om han havde nogle ønsker. Han kunne godt tænke sig, at høre noget med TIES, som er det band, der i 2003 blev til FAVN. Da vi sidst mødte Claus, havde vi netop færdiggjort TIES’ første (og eneste) album. Jeg følte mig ret sikker på, at Paw og jeg kunne spille en ret solid udgave af sidste sang på det album, “Right Outside These Walls“. Så den spillede vi bogstavelig talt for første gang siden TIES’ sidste koncert i februar 2003. Vi havde ikke engang øvet den. Alligevel sad ALT i skabet. Man skulle tro, vi sidst havde spillet den i går.

I andet sæt skulle Emil så på arbejde, og han gjorde det så godt, at jeg faktisk er ret sikker på, at jeg lavede flere “bøffer” end han. Hatten af for den indsats! Efter at have lagt blødt ud med “Tordenskrald og frydeskrig” kastede vi os ud i Kim Larsens “Sylvesters drøm”, som jeg altid har haft lyst til at spille. Da den er meget simpel, var dette en glimrende lejlighed til at spille den, fordi Emil så ikke behøvede at bruge den store energi på at lære den. Vi spillede den én gang aftenen før, og leverede så nedenstående version, som, udover en smule rod i teksten, er ret solid.

Nu forvandlede koncerten sig ret hurtigt til en rockkoncert, og her var det så, at fårene blev skilt fra bukkene. Efter en svedig version af “Langebro”, som Claus ærgrede sig gul og grøn over, at han ikke fik optaget, blev det for meget for en del af publikum. De råbte, at vi skulle skrue ned. En anden del af publikum syntes, vi var fantastiske, og råbte, at de utilfredse da bare kunne skride hjem, hvis de skulle være så gamle og sure. Det gjorde de så. Egentlig har vi i snart mange år været dygtige til at undgå den slags situationer, fordi vi bare har kunnet sadle om og spille mere afdæmpede country- og folkprægede versioner af numrene. Problemet var imidlertid, at vi med Emil på bas ikke var helt så fleksible, og at vi stod i en situation, hvor vi måtte vælge, hvilken del af publikum, vi ville tilgodese. Vi valgte rockpublikummet. Rock er fysisk musik og kan ikke spilles lavt. Sådan er det. Take it or leave it. Dvs. det KAN selvfølgelig lade sig gøre, ligesom det kan lade sig gøre at drikke en doven og lunken bajer. Sådan nogle serverer vi bare ikke.

Tredje sæt startede vi så forsøgsvis med folkede versioner af “Fugleskræmsel” og “Lån en lille løgn”. I sidstnævnte kom Emil virkelig på arbejde, for vores folkversion er en tone lavere end rockversionen. Som ren rutine startede jeg den sådan, men ret hurtigt kunne jeg høre, at bassen var ude og lede efter toner, og det gik for sent op for mig, at Emil jo kun havde lært rockversionen, og nu altså måtte forsøge at hænge på i en anden toneart. Det lykkedes nu ret godt, da han først havde fundet melodien, om jeg så må skrive.

Da Claus tidligere havde ærgret sig sådan over ikke at have foreviget “Langebro”, var jeg nu så venlig at præsentere det næste nummer, Malurts “Mød mig i mørket”, som vi ofte spiller, men som denne gang var noget særligt, da vi befandt os meget tæt på Michael Falchs gamle hjem i Kalvehave. Claus bad os panisk om at vente, til han var klar.

Efter “Mød mig i mørket” begyndte publikum søreme igen at skændes indbyrdes. Denne gang udløst af en kvinde, der sad lige foran mig (og til tider bogstavelig talt skreg med på musikken, hvilken kan høres i ovenstående video). Hun mente, at man skulle holde sig til originalversionen, når man spiller andres sange. Det er jo et noget mærkværdigt synspunkt, og det øvrige publikum erklærede også højlydt, at de var af en ganske anden mening. Udtalelsen blev ikke mindre besynderlig af, at vores version af “Mød mig i mørket” faktisk ligger ret tæt på originalversionen i modsætning til flere af de andre (få) covernumre, vi havde spillet i løbet af aftenen.

I “Forfra igen” oplevede vi for en sjælden gangs skyld, at et ellers begejstret publikum nærmest nægtede at synge med. Og så endda i Kalvehave, hvor omkvædets ophavsmand havde boet og levet blandt dem. Ak ja… Vi ilede videre og tog dem med storm i det traditionelle klimaks, “Har vi hul igennem her”.

SÅ var de også kommet så meget op at ringe, at der ikke kunne være tale om, at vi stoppede nu. Tre ekstranumre fik de. Først vores egen “Vi lukker nu”, som skabte godt gang i dansegulvet. Derpå Springsteens “Glory Days”, som var endnu et nummer, vi havde øvet specielt til Claus, som ligesom os er kæmpe Springsteenfan. Da jeg præsenterede den, var han dog tilsyneladende faldet i staver. Jeg spurgte, om folk var klar til noget Springsteen. Der lød et begejstret brøl fra alle andre end Claus, som simpelthen ikke havde hørt det, selv om han sad lige foran os. Jeg prøvede igen, direkte henvendt til ham. Stadig ingen reaktion. Det øvrige publikum hjalp nu med at vække ham, og da det nu gik op for ham, at der var Bruce på programmet, reagerede han med stor begejstring.

Vi lukkede og slukkede med “Twist and Shout”, hvor jeg næsten måtte slås med publikum om mikrofonen. Det var en lidt forvirret version til at starte med, for jeg sang “Twist and Shout”, mens de sang “La Bamba”, men vi blev dog efterhånden enige. I bedste Springsteen-stil startede jeg den igen, da den ellers var slut. Det var næppe kommet bag på vores sædvanlige livebassist Simon, men det kom fuldstændig bag på Emil, der fik meget travlt med at få tændt basforstærkeren igen. Så kunne min stemme heller ikke mere, men den havde holdt hele aftenen.

Vi glæder os til et forhåbentlig snarligt gensyn med Den gule stald. Arrangørerne var så begejstrede, at det gensyn vist ikke bliver i en alt for fjern fremtid.

Don Falch

Sætlisten:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Genstart
4. Afkrog af verden
5. Guleroden (Kim Larsen)
6. Vent!
7. Alverden så på
8. Right Outside These Walls
9. Min hånd holder fast i din

Pause

10. Tordenskrald og frydeskrig
11. Sylvesters drøm (Kim Larsen)
12. Undergang
13. Sikkerhed om bord
14. Et sted derude (Steffen Brandt)
15. Født i en metro
16. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
17. Natten falder på
18. Den sidste bus er gået

Pause

19. Fugleskræmsel
20. Lån en lille løgn
21. Mød mig i mørket (Malurt)
22. Burhøns (Peter A. G. Nielsen)
23. Nogen at snakke med
24. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
25. Har vi hul igennem her

Ekstra:
26. Vi lukker nu
27. Glory Days (Bruce Springsteen)
28. Twist and Shout (Medley-Russel)

“Speake’s Corner”

I foråret ’11 kom jeg i kontakt med Jacob Speake, som er en af den slags ildsjæle, man ikke kan få for mange af. Han er selv musiker og arrangerer koncerter med både erfarne og uerfarne sangskrivere, der gerne vil prøve kræfter med publikum eller måske prøve nye sange af. I sensommeren spillede FAVN for første gang til et af Jacobs arrangementer. Det foregik på det lille spillested WRAY i København (og du kan læse om den aften her). I efteråret skete der så det, at FAVN begyndte at blive spillet i P4, samtidig med at koncertkalenderen blev mere og mere tom. Der måtte gøres noget, så jeg tog atter kontakt til Jacob, og denne gang fik FAVN så mulighed for at deltage ved et af hans ugentlige “Speake’s Corner”-arrangementer på Tjili Pop i Rantzausgade, København. FAVN har faktisk tidligere givet koncert på Tjili Pop (i 2004!), og den koncert husker vi nok bedst for det rekordstore antal strenge, der blev sprunget.

Der var fire navne på programmet, og til min overraskelse skulle FAVN starte. Det virkede ikke som en god ide, at lade en duo, som benytter trommer og derfor trykker den mere af end solister, der blot er bevæbnede med en guitar eller et elklaver, åbne ballet. Men det viste sig at være en god spot, for det var et snakkelystent publikum, hvilket som bekendt harmonerer dårligt med intime akustiske sange. Folk var i det store hele lyttende under vores optræden, som varede en lille halv times tid, men det var svært ikke at blive distraheret af snakkehovederne, der havde placeret sig ved et af de to borde foran scenen. De sad LIGE foran mig, og snakkede mere og mere, som vores koncert skred frem. Sjovt nok var det så også fra det bord, der var flest interesserede i at få vores visitkort efter koncerten.

Som det efterhånden er kotume, åbnede vi med “Lusen”. Den er en stærk åbningssang, fordi den er dynamisk, iørefaldende og stemningsfuld. En sang, man skal gøre sig umage for at ignorere. Jeg havde lidt svært ved at høre min guitar, og det er aldrig rart, men var denne aften et særlig stort problem, fordi vi ikke havde fået mit mundharpestativ med. Det betød, at den eneste form for soli, vi kunne diske op med, var en trommesolo (og dem skal man helst kun have én af) og ellers måtte jeg prøve at flette lidt solo ind i mit guitarspil. Det er bare vanskeligt at gøre, når man er nødt til at give strengene en ordentlig dragt prygl for at kunne høre, hvad man foretager sig.

Klaus Caprani, som bidrog så væsentligt til singleversionen af “Under en stjerne”, mødte op for at høre os, og det var hyggeligt at møde ham igen. Vi havde kun mødt ham én gang før, da vi optog videoen til singlen i Paws studie, huligennem.nu. Ellers havde vi kun kommunikeret i cyperspace. Jeg kunne da heller ikke dy mig for at udpege ham for publikum, da vi skulle spille “Under en stjerne”.

Har man fulgt os længe, vil der være et par ting, der springer i øjnene ved nedenstående sætliste. “Alverden så på” blev ikke spillet for første gang i… Ja, siden den udkom i 2005, tror jeg faktisk. Det skyldes primært, at den akustiske version af sangen rummer rigtig meget mundharpe, og da mundharpestativet befandt sig hjemme hos Paw, besluttede vi at lade den gamle krigshest sidde over. En anden sang, der plejer at være stensikker, er “Forfra igen”, men den røg også ud pga. tidsnød og fordi dens primære funktion er at skabe fællessang, hvilket lignede en ret umulig opgave på Tjili Pop. Stemningen var mere til fællessnak. En anden konsekvens af det manglende mundharpestativ var, at vi måtte droppe den afsluttende mundharpesolo i “Nogen at snakke med”, og i stedet gik direkte over i “Har vi hul igennem her”.

Bagefter var det tid til at lure på de andre navne, og som nævnt stod det hurtig klart, at vi faktisk havde haft en ganske god fordel i at være de første. Den næste solist var tydeligt frustreret over at se sine sange lide druknedøden i publikums højlydte snakken. Det samme skete for aftenens sidste solist. Før hende havde det ellers set lyst ud, da hendes forgænger på scenen havde god medvind, da hun havde fået samlet en masse venner. De gik imidlertid igen, da de havde set deres veninde.

Jeg fortalte efterfølgende Jacob Speake om en singer-songwriter klub, jeg i sommers havde besøgt i San Diego. Der havde rammerne været sådan, at gik man ind ad døren, var det for at høre musik. Det var ikke en cafe. Det var et lille koncertsted. Musikken var formålet med at være der. Sådan er det sjældent på en cafe. Jeg tror måske, at Jacob tolkede det som en inddirekte kritik af hans arrangement. Det var det ikke. Det var bare en konstatering af, at man nok er nødt til at have nogle sådanne rammer, hvis et arrangement af den karakter skal være 100 % vellykket. Men hatten af for Jacob og tilmed thumbs up. Det er ildsjælene, der gør en forskel på den lange bane.

Don Falch

Sætlisten:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Vent!
4. Født i en metro
5. Nogen at snakke med
6. Har vi hul igennem her

Punktum finale for 2011

Årets sidste FAVN-koncert var en lukket fest af særlig karakter: Paws kæreste, Stines 40 års fødselsdag blev fejret i Holtug Forsamlingshus, som ligger meget tæt på deres hjem i Holtug. Festen var en gave til Stine, og FAVN var på ganske særlig vis blevet hyret til at spille til festen: Det var nemlig Stines forældre, der for et år siden købte en koncert via vores Pledgeprojekt. Projektet gik ud på, at vores fans via hjemmesiden pledgemusic.com kunne hjælpe med at finansiere udgivelsen af vores nye album, UNDER EN STJERNE, ved på forhånd at investere i en lang række tilbud, vi havde linet op. De kunne f.eks. bestille det nye album, inden det overhovedet var færdigt, eller de kunne bestille en særlig indspilning af os med vores dugfriske fortolkning af en sang (ikke nødvendigvis vores egen) efter deres valg , og som kun de ville være den stolte ejer af. Det sidstnævnte tilbud var der utroligt nok kun EEN, der benyttede sig af. FAVN skulle nå at samle over 10.000,- på tre måneder. Lykkedes det ikke, ville projektet falde til jorden, og vi ville være nødt til at finde pengene på anden vis. Det var Stines forældre, der fik os over målstregen, og onsdag d. 28/12 2011 skulle vi gøre arbejdet for de penge, vi for længst havde fået og brugt.

Efter ønske fra Stine spillede vi først et sæt med kun egne sange. Senere skulle vi spille op til dans med en masse gamle hits, og meget gerne med deltagelse af de af Stines gæster, der kunne spille eller synge (eller havde tænkt sig at gøre det alligevel).

Af uvisse årsager havde jeg lidt knas med stemmen, men min nye monitor, som blev taget i brug for første gang denne aften, gav mig heldigvis fuld valuta for pengene. Den kan spille højt, kan den! En spot på gulvet foran mig gav mig også en spændende udfordring, idet den gjorde det umuligt for mig at se, hvor på guitaren jeg placerede mine fingre. Derfor fik den første sang nogle ekstra, knap så hensigtsmæssige akkorder hist og her.

“Under en stjerne” blev indledt med en bemærkning om, at det for mere etablerede navne måske næsten er en selvfølge at komme i radioen, men det har været en lang, sej kamp for os. Derfor er sangen et hit i vores bevidsthed, selv om det er begrænset, hvor mange hitlister den har besøgt. (Der HAR faktisk været hitlisteplaceringer på diverse lokalradioer.) Kort efter spillede vi for første gang siden d. 27/1 – 2007 (!) “Alverden så på” i sin oprindelige, elektriske form – med afsluttende guitarsolo. Det var faktisk ret fedt at prøve det igen. Den countryversion, vi efterhånden er blevet vant til at spille, fejler bestemt ingenting, men det var forfriskende at spille den elektriske version igen. “Min hånd holder fast i din” var den ene af to sange i sættet, der kulminerede i fællessang, og efter den kom en af Stines favoritter, som vi ikke får spillet så tit, som vi gerne ville: “Undergang“. De fleste FAVN-koncerter i 2011 har været korte, fordi vi ikke har været det eneste navn på programmet. Derfor har vi langt fra kunnet spille alle de sange, vi gerne ville. Anden omgang fællessang var i “Forfra igen”, som var speciel at spille, pga. tilstedeværelsen af både mine og Paws (to ældste) børn, som medvirker i videoen, der blev optaget i december 2007. Det kunne jeg heller ikke lade være med at gøre opmærksom på. Se videoen her:

“Har vi hul igennem her” afsluttede sættet på vanlig vis, og præsentationsrunden vakte morskab, eftersom ingen af de tilstedeværende var i tvivl om, hvem der spillede for dem. Derpå var der krav om ekstranumre, men de måtte vente lidt. Vi holdt en pause, hvor vi hyggede os med de øvrige gæster (og Paw var jo medvært ved festen). Senere var der ikke ekstranumre, men et ekstraSÆT, hvor vi fik sat et behørigt punktum for et mindeværdigt år for FAVN. På opfordring startede vi med vores version af “Hilsen til forårssolen” og derpå fulgte en lind strøm af rockklassikere. En kæk opfordring til at spille “Tom Dooley” blev også imødekommet. Det var ment som en joke, men eftersom jeg er musiklærer, er jeg temmelig velbevandret i børnesange, og de første par vers af “Tom Dooley” kunne jeg godt huske. Der var adskillige musikere blandt gæsterne, så der var en del gæsteoptrædener undervejs, som kulminerede i en vildt underholdende rockversion af “Så længe jeg lever” med Paws far som gæstesanger.

FAVN takker for støtte og opbakning i 2011, og vi glæder os til et spændende 2012!

Don Falch

Sættet med FAVN-sange:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Vent!
4. Alverden så på
5. Min hånd holder fast i din
6. Undergang
7. Født i en metro
8. Nogen at snakke med
9. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
10. Har vi hul igennem her

”Undskyld, vi forstyrrer…”

Med de ord indledte jeg FAVNs supportsæt for Tamra Rosanes i Hvalsø Kulturhus d. 12/11. Det var ment som en joke, men blev vist ikke opfattet sådan. Det føltes faktisk også som om, vi forstyrrede dem, mens de sad og hyggesnakkede over maden.

(Foto: Morten Strandgaard)

FAVN var tilbage hos Kulturkaravanen i Hvalsø, som er en forening med mange år på bagen. Første gang, de bookede os var i år 2000, da vi hed TIES. Senere, i december 2003, spillede vi i FAVN vores kun 6. koncert til et julearrangement for Kulturkaravanens medlemmer. Herefter skulle der så gå små otte år, før vi atter skulle spille for foreningen. Denne gang i Hvalsø Kulturhus.

Umiddelbart havde det virket, som om det lå lige til højrebenet. Et supportjob for Tamra Rosanes. Udsolgt hus og et FAVN, der som ”akustisk” duo er i topform og strutter af selvtillid. Når vi har publikums opmærksomhed er sandsynligheden for, at vi hiver sejren hjem, meget stor. Dertil kommer, at koncerter, der er arrangeret af musikforeninger, ofte er meget vellykkede, fordi det i allerhøjeste grad er passionen, der driver værket.

Jeg havde ærgret mig lidt over, at der på de 45 minutter, vi havde til rådighed, ikke var plads til nogle af de mere stille ballader, der tit gør den helt store forskel ved denne type koncerter. De numre, der bare SKAL være der, fyldte tiden ud. Det viste sig at være et held, for stille ballader ville være blevet totalt ignoreret. Til gengæld var det heller ikke fordi, det til at starte med var vanvittig populært, at vi gav den gas. Det var faktisk ret forstyrrende for mange af dem. Men det var også det, der gjorde, at de langsomt, men sikkert overgav sig. Og så hjalp det også, at de efterhånden blev mætte. Hvis jeg sad i gode venners lag og guffede lækker and, ville et band, jeg aldrig havde hørt om, nok også skulle kæmpe ualmindelig hårdt for at få min opmærksomhed væk fra tallerkenen. Alligevel kom det bag på os, at vi skulle kæmpe så hårdt for bare at få dem til at lytte til os. Derfor tog det noget tid, før vi fik fat i dem. For det gjorde vi! Man spiller ikke et hav af koncerter i alle mulige (og umulige) afskygninger, uden at lære noget. For eksempel at slå koldt vand i blodet og stille og roligt æde sig ind på dem, hvis de stritter imod. At tale til dem og aktivere dem, selv om det tilsyneladende er det sidste, de har lyst til.

Den uventede ligegyldighed overfor vores musik kom dog så meget bag på mig, at jeg skulle tage mig alvorligt sammen oppe på scenen. Jeg blev usikker, hvilket satte sit præg på mine introduktioner og mine forsøg på små jokes, der skulle bryde isen. De blev kejtede, og de første tre numre var en kamp at komme igennem. ”Alverden så på” var første vendepunkt. Som vi har gjort et par gange før, satte vi publikum til at være levende rytmeboks for os, og det gjorde en mærkbar forskel. Det var også en satsning, for de kunne jo have ignoreret os, men det er som regel satsninger, der gør den store forskel. Og så er vi gode til at insistere på en venlig måde. Det handler mest om at udstråle, at man ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at publikum ikke makker ret.

Snakken gik stadig lystigt derude, men den begyndte at tage af nu, og da vi nåede til ”Nogen at snakke med”, som kræver opmærksomhed, kunne vi med lettelse konstatere, at interessen nu mere var rettet mod os end mod tallerkenerne. ”Forfra igen” var sidste og afgørende vendepunkt. Vi instruerede publikum i det svarkor, vi forventede at de sang, og det gjorde de så. Højere og højere endda, og dermed var vejen banet for ”Har vi hul igennem her” som koncertens traditionelle klimaks. Med den hev vi sejren hjem, og det blev endda til et ekstranummer, hvilket jeg ikke havde troet ville ske, da vi startede koncerten.

Det var ikke publikum, der var problemet. Det var selve konceptet. Jeg havde troet, at det var af tidsmæssige årsager, at vi skulle spille under maden, men efter vores sæt var der 45 minutter til Tamra Rosanes skulle spille. Hun havde kun en guitarist med, og endnu mindre udstyr end os, så det tog et øjeblik at rydde scenen efter os og gøre den klar til hende. Med andre ord kunne FAVN have spillet, når publikum var mætte, glade og ikke mindst koncertklar, hvorefter der kunne have været en kort pause til sceneskift og så koncert med Tamra. Det havde ikke gjort nogen forskel tidsmæssigt, men det ville have gjort en stor forskel for både vores og publikums oplevelse af FAVNs koncert.

Men vi fik dem til sidst, og der var masser af begejstret ros fra foreningens ildsjæle bagefter. Vi begyndte på stedet at lægge planer for FAVNs næste koncert for Kulturkaravanen. Hver gang jeg er i biografen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor fedt det kunne være, at give koncert i sådan én. Det sagde jeg højt, og det er nu en idé, vi arbejder videre med.

Don Falch

Sætlisten:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Vent!
4. Alverden så på
5. Min hånd holder fast i din
6. Født i en metro
7. Nogen at snakke med
8. Forfra igen (Michael Falch – Don Falch)
9. Har vi hul igennem her

Ekstra:
10. Vi lukker nu

Mandestrip i Kahytten

FAVNs syvende koncert i Kahytten, Svendborg d. 5/11–2011,var også den anden i år, og en aften, som i hvert fald på ét punkt gav mindelser om vores første koncert på stedet tilbage i 2007.

Jeg havde glædet mig til denne aften, fordi jeg netop havde fået min trofaste Gibson SJ-200 justeret (tiltrængt, for halsen viste sig at være pilskæv) og udstyret med Headway-pickupsystemet, som min Martinguitar også har. Nu lyder de begge så fedt, at jeg ville blive mørkegrøn af misundelse, hvis ikke det var fordi, at guitarerne er mine!

I starten af juni, da vi sidst spillede i Kahytten, havde det været noget af en udfordring at starte med ”Under en stjerne”, da vi på det tidspunkt stadig spillede den meget stille version, som er at finde på albummet. Den blev totalt ignoreret, og siden har vi for det meste åbnet koncerterne med den mere pågående ”Lusen”, hvilket vi også gjorde denne aften. Responsen var dog stadig til at overse. ”Under en stjerne” blev leveret i vores nye countryversion, som egner sig bedre til denne slags jobs, hvor man er naiv, hvis man forventer et stille og opmærksomt publikum. Heller ikke den store reaktion, selv om jeg med stolthed kunne fortælle, at sangen som det første FAVN-nummer bliver spillet i DR P4 i disse uger. Vores coverversion af Malurts ”Lev stærkt!” fik dog hul igennem til publikum. Ikke fordi, de kendte nummeret (for det gjorde de næppe), men fordi det er et simpelt rock’n’roll-nummer, som svinger fedt. Nu havde vi skudt os ind på, hvilken type publikum, vi havde med at gøre: Den slags, der bare skal have et solidt beat. Så er de glade. Derpå fulgte ”Sort hul” for kun anden gang i år, og så spillede vi en joker: Larsens ”Hvis din far gi’r dig lov”. Instant fællessang! Første sæt bød også på en gentagelse af Sebastians ”Den gamles drøm”, som vi kun havde spillet én gang før; nemlig da vi sidst besøgte Kahytten. Sangen er en vidunderlig gang sømandsfolk, som indlysende nok er meget relevant at spille i Kahytten. Den blev også denne gang rigtig godt modtaget. Det gjorde vores egen ”Min hånd holder fast i din” også, og den må være en oplagt næste single fra vores side. Vi havde nu fint hul igennem til publikum, selv om der var et stykke vej til begejstring.

Og dog: ”Teddy” var begejstret! Teddy var en skidefuld mand, der havde en stor ølvom, som han var ualmindelig glad for at vise frem. Den var også imponerende stor og med en flot hårpragt… Han råbte lystigt med på sangene, uanset om han kendte dem eller ej, og selv om sådan en mand kan være ret belastende, når man står og skal levere en koncert, så kan han også være med til at løfte stemningen, hvis man tackler ham rigtigt. Han var også så flink at købe øl til os. Flere gange endda. Det blev det øvrige publikum glade for, for eftersom jeg skulle køre hjem, delte jeg mine øl ud til folk i pauserne. Det skulle man måske spekulere lidt mere i? Jeg blev søreme en populær mand på kort tid. I det hele taget var det en aften, hvor der blev delt ud. Jeg tror, det er første gang, vi har oplevet, at en mand kommer ind fra gaden, kigger på os, og lægger en 50’er på en af Paws trommer.

Stort set hele andet sæt var lidt af en ørkenvandring. Det var faktisk lige meget, hvad vi spillede. Vi blev for det meste betragtet som baggrundsmusik. Det finder vi os jo ikke i særlig længe, så det lavede vi om på i tredje og sidste sæt, hvor stemningen steg støt. Den nåede et foreløbigt højdepunkt cirka midtvejs, da Teddy besluttede sig for, at det var blevet for kedeligt kun at vise sin vom frem. Nu stod han så dér med bukserne nede om knæene. Heldigvis med ryggen til os. Dem, der sad i baren, og havde udsigt til den anden side af ham, så umiddelbart mere chokerede end imponerede ud. Paw kan godt lide at inddrage publikum, når FAVN for alvor spiller op til fest. Han deler f.eks. gerne ud af appelsinformede rytmeæg, som folk kan få lov til at rasle med (mere eller mindre i takt til musikken). Denne gang kom Teddy ham dog i forkøbet, idet han simpelthen stak sit hoved ind over trommerne, mens han pegede på sit tyndhårede kranium. Manden har tydeligvis ikke haft nogen som helst ide om, hvor hårdt Paw slår, men det vidste Paw heldigvis godt, så han nøjedes med at tjatte lidt til Teddys hovedskal med en af sine whiskers. Det var Teddy vist ikke synderligt tilfreds med, men det var nok bedst på den måde, Teddy…

Teddy leverede også kor til ”Forfra igen”. Dog på nogle helt andre tidspunkter end det var meningen, men sjovt var det. Især da det tog overhånd, og han i et anfald af fuldstændigt overmod tog min mikrofon og gav det øvrige publikum en demonstration af, hvordan koret slet, slet ikke skal være. En ung mand fra publikum, som selv var guitarist og havde stået og savlet over mine to superblærede spader, ilede til hjælp og vristede mikrofonen fra Teddy. Med Sebastians ”Når lyset bryder frem” og vores faste slutnummer, ”Har vi hul igennem her” (igen en fuldtræffer!), fik vi afslutningsvis stemningen derop, hvor den plejer at ende, når vi spiller i Kahytten, og vi fik ikke lov til at stoppe.

Første ekstranummer blev en fødselsdagssang til ”Mikkel”, som hans venner sagde fyldte 30, mens han selv mente, at han blev 32… Tjek dit personnummer, Mikkel! Derpå lukkede og slukkede vi med ”Vi lukker nu”.

Don Falch

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Lev stærkt! (Malurt)
4. Sort hul
5. Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
6. Vent!
7. Alverden så på
8. Den gamles drøm (Sebastian)
9. Min hånd holder fast i din

Pause

10. Tordenskrald og frydeskrig
11. Dagen før (Kim Larsen)
12. Undergang
13. Sikkerhed om bord
14. Du er ikke alene (Sebastian)
15. Født i en metro
16. Guleroden (Kim Larsen)
17. Natten falder på
18. Den sidste bus er gået

Pause

19. Fugleskræmsel
20. Lån en lille løgn
21. Mød mig i mørket (Malurt)
22. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
23. Nogen at snakke med
24. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
25. Når lyset bryder frem (Sebastian)
26. Har vi hul igennem her

Ekstra:
27. Happy Birthday – til ”Mikkel”, på opfordring
28. Vi lukker nu

Baba O’Riley på Møn

Alle fotos i dette indlæg er taget af Franco Hansen.

Egentlig har FAVN ikke de bedste erfaringer med koncerter, hvor flere bands er på plakaten. Ofte piller hvert band navle og har eget publikum med, som kun er interesseret i at se deres venner optræde, hvorefter de skrider. Som regel sammen med bandet. Når programmet så oven i købet er sådan skruet sammen, at FAVN som akustisk duo skal spille mellem to rockbands, der fyrer den af, kan man godt blive lidt bekymret, når man spiller i FAVN. Læg dertil, at Hårbøllehuset ligger et sted på Møn, hvor kragerne ikke har kræfter til at nå ud og vende.

MEN al tvivl og mismod blev i den grad gjort til skamme fredag d. 21/10. Bandet Jupid Oak, som Paw for nylig havde haft i studiet, havde gjort et fantastisk stykke PR-arbejde, og da aftenens første navn, duoen My Phase, gik på, sad et fuldt hus og ventede. Og det var et opmærksomt og medlevende publikum. Der var dog stadig lidt grund til at være en smule bekymret: FAVN skulle spille et sæt på en time med temmelig opmærksomhedskrævende sange, lige efter bandet The Highest Hand havde spillet et sæt med høj og heftig rockmusik. Derudover var min stemme begyndt at vise tegn på forkølelse. Det var endnu ikke kritisk, men jeg havde en fornemmelse af, at den hurtigt kunne blive slidt ned undervejs i koncerten, hvis ikke jeg passede på.

Vi startede atter en gang med ”Lusen” efter en kort hilsen til publikum, der slog en imødekommende latter op, da jeg indledte med at sige, at vi ville fortsætte i samme boldgade som det forrige band. Det var en meget åbenlys joke. Publikums begejstring steg stødt, mens vi arbejdede os igennem én af de bedste koncerter, vi længe har givet. I ”Alverden så på” gentog jeg et trick, som jeg tidligere har brugt med begrænset succes: Jeg bad publikum være rytmeboks. De skulle trampe på 1 og 3 og klappe på 2 og 4. Det gjorde de trofast igennem hele sangen. Tak for det! Det gjorde det også nemmere for mig, at justere mundharpen, som i sangens indledning gled så langt væk fra mine læber, at jeg havde meget svært ved at nå den. Jeg valgte derfor at benytte mig af deres entusiastiske medvirken, og synge første vers kun akkompagneret af rytme. Det virkede bare som en del af showet, og jeg fik den genstridige mundharpe på plads.

Jeg indledte ”Min hånd holder fast i din” med at dedikere den til alle børnene, der sad foran. ”Børnene” var de andre musikere, som alle gik i gymnasiet, og det var ikke dem alle sammen, der syntes lige godt om den joke. Jeg vendte mig grinende mod Paw med bemærkningen: ”Sikke nogle blikke, jeg fik dér!”. Det fremkaldte latter, og stemningen var tilbage, hvor den hørte til. Sangen var det stensikre hit, den har været ved hver eneste koncert.

Da vi først på aftenen havde spist sammen med de andre bands, havde medlemmer af Jupid Oak spurgt, om vi havde tænkt os at spille ”Baba O’Riley” med The Who. Jupid Oak er store Pearl Jam fans, og Pearl Jam har spillet ”Baba O’Riley” mange gange ved deres koncerter. De spurgte, fordi jeg under lydprøven i spøg havde spurgt Paw, om vi ikke skulle spille den. Lidt senere slog det mig, at vi faktisk med fuldt overlæg har indlagt riffet fra ”Baba O’Riley” i slutningen af ”Født i en metro”. Efter en kort og hemmelig konference med Paw stod det klart, at der ventede Jupid Oak en lille overraskelse… Da ”Født i en metro” lakkede mod enden, slog vi direkte over i FAVNs første udgave af ”Baba O’Riley” nogensinde. Den hang faktisk ret godt sammen, i betragtning af, at vi aldrig har spillet sangen før. Der var dog et par steder hen imod slutningen, hvor det trænede øre nok godt kunne høre, at vi ikke helt vidste, hvor den anden ville hen.

”Hvor blev det hele af” blev dedikeret til alle vore medmusikanter denne aften. Jeg syntes nu at kunne fornemme en vis rastløshed blandt publikum. De var glade for os, men koncentrationen var vist begyndt at svigte lidt hist og her. ”Nogen at snakke med” holdt dem dog fast med dens intense stemning, og den efterfølgende ”Forfra igen” var som så mange gange før et tiltrængt pusterum, hvor vi bare kunne give den gas, og publikum sang det simple svarkor af fuld hals.

Vores faste slutnummer, ”Har vi hul igennem her”, er altid en fuldtræffer. (Der er en grund til, at den er vores faste slutnummer.) Denne aften spillede vi en særlig stærk og dynamisk version. Versene var meget afdæmpede, hvilket faktisk mest skyldtes, at min stemme var godt slidt. (Men den holdt!) Omkvædene var en eksplosiv kontrast til versene, og slutningen var et improviseret klimaks, der slog gnister!

Bagefter kunne vi så nyde en meget sikker koncert med Jupid Oak, der holdt stemningen oppe hos det opløftede publikum.

En virkelig dejlig aften!

Don Falch

Sætlisten:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Afkrog af verden
4. Vent!
5. Alverden så på
6. Min hånd holder fast i din
7. Født i en metro
8. Baba O’Riley (Pete Townshend)
9. Hvor blev det hele af
10. Nogen at snakke med
11. Forfra igen (Michael Falch – Don Falch)
12. Har vi hul igennem her

På stranden igen

Man kan roligt kalde det en sjælden oplevelse, når man efter ti år vender tilbage til et spillested, som stadig hedder det samme, og hvor den samme mand stadig står bag baren. Sidst Paw og jeg spillede på The Beach i Næstved, var d. 11/10 2001… Dengang hed bandet TIES, og det var anden gang, vi spillede på The Beach. En pæn succes var det også dengang. Du kan læse om både første og anden aften på The Beach i bloggen på TIES-siden, for også dengang skrev vi om koncerterne, som vi har gjort det lige siden. Der er også fotos, hvor man tydeligt kan se, at vi ikke har forandret os overhovedet. Den flinke spillestedsejer, Svend, kunne godt huske TIES, og vi kunne også godt huske ham på trods af det ocean af koncerter, vi har spillet i de ti år, der var gået siden sidst.

Anledningen for vores besøg var faktisk ikke bare endnu et spillejob i rækken. Det var ikke os, der var aftenens hovedpersoner. Vi var nemlig blevet inviteret af Phileas aka. stortalentet Phil Nice, der holdt pladereception og fernisering for sit seneste album denne aften. Phil har udgivet adskillige albums, som er meget varierede, men som har det til fælles, at man skal sidde godt og grundigt på sine ører for at overse mandens talent. Hvad der i særlig grad tiltaler os er, at han også prioriterer teksterne højt, og skriver forbandet godt (på engelsk, som er hans modersmål).

Første gang vi mødte Phil, var i forbindelse med et arrangement på Mojo i København i 2006. (De fem sange, vi den aften spillede sammen, var faktisk tilfældigvis alle på sætlisten denne aften, fem år senere.) Siden har Paw og Phil set en del til hinanden i forbindelse med Phils projekt Parents og koncerter i den forbindelse. Og Paw har fungeret som dommer og sponsor ved Vordingborg Ungdomsmusikfestival – VUMF. Dansk Musikerforbund, DMF, er hvert år hovedsponsor med en studieweekend hos Paw i hans studie, Huligennem.nu. Phil er næstformand i DMF Sydsjælland og ved, hvor vigtigt talentpleje og nysgerrighed er i musikbranchen. Denne aften på The Beach var det Phils egen musik, der var i fokus.

Der er en desværre ret udbredt mentalitet, som er fulgt i kølvandet på den omfattende brug af sociale netværker som Facebook, og som vi i FAVN også har mærket, især i forbindelse med vores releasefest for Genstart i 2008. Det er en mentalitet, hvor man siger, man kommer til et arrangement, hvilket man så på dagen vælger at skide på. En aftale lavet på f.eks. Facebook er åbenbart ikke en aftale. Fremmødet på The Beach var mildt sagt sparsomt, og rigtig mange, der havde sagt, de ville komme, dukkede aldrig op. Tak for lort. Phil måtte derfor droppe en planlagt auktion, hvor man kunne byde på hans cd’er, der alle havde forskellige covers, malet af Phil himself. Fed idé, ellers…

FAVN skulle efter planen have spillet en times tid fra kl. 21, men vi trak den lidt. Bagefter skulle der være jamsession, hvilket der jævnligt er på The Beach – med Phil som primus motor, hvorefter Phil ville underholde med en gang karaoke.

Da vi efterhånden ikke syntes, vi kunne trække den længere, gik vi på scenen. I det samme begyndte folk at strømme til. Det var den annoncerede jamsession, der trak, og desuden var tiden nu så fremskreden, at folk begyndte at vove sig ud af de små hjem for at gå i byen. Jeg indledte “Under en stjerne” med at takke Phil for invitationen og sige, at vi egentlig burde have slået os sammen i en fælles releasefest, for FAVNs nye countryversion af “Under en stjerne” blev faktisk udgivet i netop denne uge. Jeg foreslog ham også, at invitere flere bands til at komme og spille ved hans næste releasefest. For SÅ skal de nok dukke op!

Min nye Martin-guitar fik sin ilddåb denne aften, og det var en udsøgt fornøjelse at spille på den. Den lyder formidabelt, og Ole Kehlet fra Tølløse har gjort et fantastisk stykke arbejde med at gøre den kampklar med det geniale pick-up-system Headway.

Der blev lyttet, klappet og hujet under hele vores sæt. Jeg tror ikke, man kan blive træt af at blive mødt med begejstring. Bob Dylan blev nævnt derude, og jeg vedkendte mig uden tøven Dylans enorme indflydelse, da skulle spille vores nok mest Dylan-agtige nummer: “Alverden så på”. Der var en enkelt genganger fra sidst, vi besøgte The Beach i 2001: “Hvor blev det hele af”, som dengang hed “Who Do You Think You Are”. Nogle sange er sejlivede!

Jeg havde faktisk ikke regnet med et så medlevende og engageret publikum, og havde derfor for første gang udeladt “Forfra igen” på sætlisten. Imidlertid var det tydeligt, at vi sagtens kunne få dem med på sangens svarkor, så den blev spillet alligevel og gik rent ind. “Fugleskræmsel”, som egentlig blev vraget, da “Forfra igen” blev taget til nåde, fik æren af at være aftenens ekstranummer, og vi forlod scenen opløftede efter den uventede succes. Der gik ikke lang tid, før scenen blev invaderet af jamlystne musikere. Stine Kold, Phils veninde, der skulle have været auktionarius, var så begejstret for vores optræden, at hun på stedet meldte dig ind i vores fanside på Facebook, og desuden postede ovenstående foto på sin væg med ordene: “FAVN, et godt dansk band”. Tak, Stine. Håber ikke, det gør noget, at vi har lånt dit foto.

I en ikke så fjern fremtid vil FAVN være tilbage på The Beach. Ejeren, Svend, var nemlig mildt sagt begejstret. Dermed vil Næstved blive en knap så overset by i FAVN-sammenhæng. Det er vi glade for!

Don Falch

Sætlisten:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Afkrog af verden
4. Vent!
5. Alverden så på
6. Min hånd holder fast i din
7. Skær
8. Født i en metro
9. Hvor blev det hele af
10. Nogen at snakke med
11. Forfra igen (Michael Falch – Don Falch)
12. Har vi hul igennem her

Ekstra:
13. Fugleskræmsel