Finalen...

Lørdag d. 1/2-'03 var dagen, hvor TIES skulle spille finale i "Melody Maker Contest".
Og lad os bare få udløst den sikkert ulidelige spænding hos vore trofaste dagbogslæsere og andre... : Vi vandt ikke noget!
Heldigvis har vi for længst lært at alt kan ske i musikverdenen. Intet er som man tror det vil være, og derfor gør man klogest i ikke at forvente noget.
Så vi blev ikke skuffede. Vi fokuserede på at spille op til vores bedste i det kvarter, vi havde til rådighed på scenen.
Var det gået skidt, ville vi have det dårligt med det, men det gjorde det ikke. Vi gjorde en god figur, og vores optræden var afgjort en pubikumssucces.
Vores "fejl" i konkurrencen var, at vi havde valgt at satse bredt.

Vi startede med den dramatiske og messende "All and Nothing", som peger i en ny retning for os, og efter den larmende slutning fortsatte vi med balladen "Who Do You Think You Are".
Så havde vi haft drama og følsom ballade på programmet. Nu manglede vi så bare at runde af med en iørefaldende "lige-ud-af-landevejen" rocksang i form af "Break These Ties".
Tidligere på aftenen havde jeg fået den glade nyhed at min lillesøster skal giftes til sommer, så det var jo oplagt at spille netop "Break These Ties" til det vordende brudepar der,
som de trofaste fans de er, var til stede. Denne lidt private hilsen gjorde faktisk indtryk på dommerne, som vi heldigvis fik talt med, da det hele var forbi.
Det er jo ikke hver dag, man får mulighed for at tale med branchefolk, der er inde i varmen og ved, hvad der rører sig.
Det benyttede vi os naturligvis af, og aftenen havde helt sikkert ikke haft samme værdi for os, hvis ikke vi havde gjort det.

Vores plan om at vise bredden i vores musik viste sig at være en dårlig plan i forhold til dommerne, som ikke kunne finde ud af, hvad vi egentlig ville.
Ville vi fortælle historier eller blæse folk væk? Ville vi spille festrock eller være mystiske? Svaret er: Det hele. Det er bare ikke nogen god plan set med branchefolks øjne.
De ser hellere, at man er nem at putte i en kasse. Da jeg talte om min søsters bryllup, havde der været noget at forholde sig til. Det kunne de lide.

Faktisk kostede "stilforviringen" os prisen for "Årets komposition".
Havde der været en mere markant rød tråd gennem vores tre sange denne aften, havde "Break These Ties" hevet den pris hjem til os.
Vi fik i øvrigt ros for at være det eneste band, der faktisk havde egentlige sange på programmet.
Og så vandt vi faktisk en uofficiel pris: "Crewets pris"!
De tilstedeværende teknikere og lydfolk var enige om, at vi var de fedeste. Tak til dem!

Det var en meget lærerig aften, og der er ingen tvivl om, at der venter nogle intense samtaler i bandet i den nærmeste fremtid, hvor vi skal finde ud af, hvilken kritik vi vil tage til os og bruge.

Tak til alle, der mødte op og støttede os!

Don Falch