Telens hævn 1

marts 20, 2009
Telens hævn 1

Den 20/3-’09 var det tid til årets første koncert på The Irish Pub i Vejle, hvor vi sluttede koncertrækken i 2008 med en aften, som med rette kunne kaldes ”Zombiernes aften”. Vi håbede, at der havde været tale om en enlig svale, og der var egentlig heller ikke grund til at tro andet. Denne koncert skulle blive vores niende på The Irish Pub, og vi har bestemt en overvægt af gode aftener i pubben.

Jeg har tre elektriske guitarer, en jazzmaster, en gibson og en telecaster, og på grund af pladsmangel i bilen tager vi som regel kun de to førstnævnte med. De har nemlig vibratorarm og sådan en bruger jeg rigtig meget. Min telecaster holder fri det meste af tiden. To guitarer må være nok. Hvor mange strenge når man lige at springe på en koncert? Som regel ingen, for mit vedkommende. Så da vores faste livebassist, Simon, og jeg bar grej ud af øvelokalet, blev vi hurtigt enige om, at telecasteren også denne gang kunne holde fri.

Det skulle jeg komme til at fortryde…

Midtvejs i første sæt sprang der nemlig en streng på min guitar. Som trio er man ret sårbar som band, da alle tre instrumenter er temmelig nødvendige. Der er ikke nogen mur af lyd at gemme sig i. Jeg skiftede guitar og spillede videre. Dejligt at have en ekstra guitar med…

Spoiiing!

Også på den røg der nu en streng, da der var to numre tilbage i første sæt. De måtte så spilles med fem strenge. Desværre var det den ret nødvendige A-streng, der var sprunget, og især sættets sidste nummer, ”Vent!”, var ualmindelig svær at gennemføre på en handicappet guitar. Jeg følte virkelig, at jeg fortjente pausen derefter. Men den kom jeg selvfølgelig ikke til at opleve meget af, for der skulle skiftes strenge…

Jeg var og er sikker på, at det var telens hævn for at skulle blive hjemme gang på gang. Så kunne jeg lære det. Men jeg lærte ikke af det. Derfor titlen på dette indlæg.

Ellers må man sige, at det var rart at konstatere, at zombieaftenen i november havde været en enlig, halvdød svale. Det her publikum var langt fra zombier. Vi nød hinandens selskab. Jeg havde en Springsteen T-shirt på, hvilket fik en ikke helt appelsinfri herre til at spørge efter noget med Bruce. Gerne ”I’m on Fire”, for den ville de to piger, han var sammen med, gerne høre. Den har vi aldrig spillet i FAVN, men jeg kender den ud og ind og der var ikke et øje tørt, da jeg startede andet sæts traditionelt akustiske afdeling med den. Der blev sunget med af (skide-)fuld hals.

Resten af aftenen var en fest med masser af publikumskontakt. I tredje sæt kom endnu et ønske, da en utrolig klog mand havde fået den tanke, at kan man spille Springsteen, må man også kunne sin Neil Young! Det skulle han ikke sige to gange, og da vi kastede ”Hey Hey My My” efter ham, viste det sig omgående, at han vist ikke var den eneste, der kunne bruge noget Neil på det tidspunkt.

Vores egen ”Lige her” har, efter lang tids fravær på sætlisten, fået en fast plads ved de seneste koncerter, da den er blevet ganske aktuel. Den sang var den eneste, der mindede om et stille nummer i tredje sæt. Den afsluttende trio af sange kørte sejren hjem med højlydt fælleskor på ”Forfra igen” og begejstrede bifald i solorunden i ”Har vi hul igennem her”. Ekstranumre blev krævet og vi kastede os ud i et par sange fra midthalvfjerserne. Først vores tunge rockversion af Benny Andersens ”Svantes svanesang”, som vi meget sjældent spiller, og efter den lille udfordring et sikkert kort: ”Rabalderstræde”.

Skal der være fest, så lad der!

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.    Det hele begynder her
2.    Genstart
3.    Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt
4.    Sort hul
5.    Når lyset bryder frem (Sebastian)
6.    På vej
7.    Hvis din far gir dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8.    Tag mig op
9.    Vent!

Pause

10.  I’m on Fire (Bruce Springsteen) – på opfordring
11.  I mit stille sind
12.  Mysterium
13.  Se os nu
14.  Rev mig løs
15.  Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
16.  Alverden så på
17.  Mød mig i mørket (Malurt)
18.  Lån en lille løgn

Pause

19.  Nedtur
20.  Refrainet er frit (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
21.  Født i en metro
22.  Hey Hey My My (Neil Young) – på opfordring
23.  Lige her
24.  Lev stærkt (Malurt)
25.  Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
26.  Har vi hul igennem her

Ekstra:
27.  Svantes svanesang (Benny Andersen)
28.  Rabalderstræde (Gasolin’-M.Mogensen-Tommy Bogs)

Share:
Copyright 2018 favn.net | All Rights Reserved | Handels- Og Leveringsbetingelser | Designed By Sitepact