Telens hævn 2
Læs ”Telens hævn 1” her.
Endnu et gensyn med Kahytten i dejlige Svendborg bød søreme også på et ”dejligt” gensyn med vores yndlingsrocker “i blodrus”. (Forklaring her.) Han var lige som sidst i perlehumør, og det varede såmænd ikke længe, før han havde bedt sin kone om at holde kæft og snart efter var meget tæt på at blive smidt ud af bartenderen. På en eller anden måde fik han dog åbenbart overtalt hende til at lade ham blive. Hans hårde ansigt lyste på et tidspunkt af begejstring, da jukeboksen spillede “Hælls Bælls” med AC/DC, og senere var han henne ved os efter lydprøven. Ikke for at klage, som sidst, men for at sikre sig, at lydprøven var slut, for nu havde han lige bestilt en masse heavy i jukeboksen, og det kostede jo penge. Det var først, da vi begyndte at spille, at han skred… Vi var vist ikke heavy nok til ham.
Denne lørdag kunne første sæt godt have givet anledning til bekymring. Der var ikke mange mennesker, og de tilstedeværende så ikke ud som om de var klar til at skulle dele lokale med et rockband. Men som vi tidligere har oplevet, er Kahytten åbenbart et sted, hvor musikken er et lidt forstyrrende element mellem 23 og midnat. Efter midnat og frem til kl. 01 sker en gradvis forandring, som muligvis har noget med et øget indtag af våde varer med promille at gøre, plus et støt voksende besøgstal. Mellem 01 og 02 er der nemlig som regel proppet med mennesker, der synger, skråler og danser vildt, og ikke kan få nok. Sådan kunne denne aften også opsummeres.
En lille gruppe meget feststemte piger råbte jævnligt på Kim Larsens “Køb bananer”, som vi bare havde at spille! Vi stod imod nogen tid, fordi vi ikke gad spille den. Jeg er stor fan af Larsen, men den sang er jeg altså ikke vild med. De blev dog ved med at plage, så vi tog det som en udfordring. Det er sjældent kedeligt at spille et nummer offentligt, når man aldrig nogensinde har spillet det før, og vi plejer at slippe heldigt fra det. Vi kom i gang med fed feeling og tempo, hvoraf ingen af delene imidlertid overhovedet passede til sangen. Efter et diskret ophold startede vi nummeret igen, og denne gang ramte vi den. Jeg kunne mod forventning huske hele teksten, så vi spillede faktisk en helt igennem holdbar version, som gjorde vores plageånder glade. Det var heller ikke fordi resten af Kahytten i øvrigt havde noget som helst imod at høre den klassiker.
Spoiiing! En streng på min jazzmaster sagde tak for i aften. Jeg tog gibsonen og spillede videre. Heller ikke denne gang havde jeg taget min telecaster med, på trods af den ikke så heldige episode med to guitarer, der ugen før på The Irish Pub i Vejle smed strengene inden for kort tid.
To guitarer burde altså være nok, og så uheldig er man kun meget sjældent. Og i hvert fald sker det ikke to gange inden for to uger.
Jo, det gør.
Festen var brudt ud i lys lue. Vi havde dem i vore hule hænder. Det foreløbige klimaks var nået i ”Forfra igen”, hvor et velvilligt publikum kastede sig ud i massiv korsang. Med stemningen på kogepunktet, valgte gibsonen så også at smide en streng, netop som vi gik i gang med ”Har vi hul igennem her”. Jeg troede nærmest ikke på det… Igen?! Nå, jeg måtte sætte mig på scenegulvet og skifte strengen, mens Paw og Simon holdt publikum stangen med et længere bas- og trommejam. Jeg var mildt sagt ærgerlig over timingen. Nu risikerede vi at alt det, vi lige havde bygget op, røg på gulvet. Heldigvis var stemningen ikke sådan at slå ned, og da jeg var klar igen, kørte vi videre, som om intet var hændt. Jeg præsenterede bandet, som kvitterede med soli. Folk var ellevilde, og da vi efter den afsluttende rockeksplosion sagde tak for denne gang, kunne der ikke være tale om, at vi kunne få lov at stoppe nu.
Vi havde sådan set heller ikke lyst. Så vi forlængede festen med fire numre fra den store partyrock-encyklopædi, og da vi så ville slutte, kunne vi stadig ikke få lov, men vi gjorde det alligevel. En grundregel i showbiz hedder ”always leave them wanting more”, og det er en meget svær regel at overholde. Når et frådende publikum står og skriger på mere, kræver det en vis rutine at stå imod. Men når man til tider har oplevet, at publikum pludselig HAR fået nok, og festen dør, mens man er i gang med ekstranummer # 7, så ved man, at det er en meget skidt måde at slutte på. Så vi stoppede, mens legen var rigtig, rigtig god, hvilket dog gik hen over hovedet på en knap så opmærksom mand, der på vej ud kom med en bemærkning om, hvad fanden det var for noget med sådan et band, der ikke gad give ekstranumre…
Vi glæder os til endnu en tur i Kahytten d. 27/6.
Don Falch
Sætlisten, som den endte med at se ud:
1. Det hele begynder her
2. Genstart
3. Mød mig i mørket (Malurt)
4. Hvis du får brug for mig
5. Når lyset bryder frem (Sebastian)
6. Sort hul
7. Hvis din far gir dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8. Tag mig op
9. Vent!
Pause
10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Rev mig løs
14. Burhøns (Peter A.G. Nielsen)
15. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
16. Alverden så på
17. Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
18. Lån en lille løgn
Pause
19. Nedtur
20. Refrainet er frit (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
21. Født i en metro
22. Du er ikke alene (Sebastian)
23. Køb bananer (Kim Larsen) – på opfordring
24. Lev stærkt (Malurt)
25. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
26. Har vi hul igennem her
Ekstra:
27. C’mon Everybody (Capeheart/Cochran)
28. Hey Hey My My (Neil Young)
29. Rabalderstræde (Gasolin’-M.Mogensen-Tommy Bogs)
30. Twist and Shout (Medley-Russel)