FAVN til Vippe-run

Lørdag den 14. september spillede FAVN til “Vippe-run” i skolegården på Vipperød Skole. Koncerten var arrangeret af Vipperød Boldklub, og dagen bød på både udfordringer og genhør med sange, vi ikke havde spillet i årevis.

Det startede med en mindre logistisk udfordring, da vi ankom til skolen og ikke kunne finde vej ind i skolegården. Jeg steg ud af bilen for at lede efter en åbning, mens Paw blev i bilen og ventede. Vi kunne høre en mand tale i en mikrofon og annoncere, hvem der kom i mål under løbet. Til sidst fandt jeg en lille vej, hvor løberne kom igennem, og jeg ringede til Paw, som kørte ind, selvom løbet stadig var i gang. Manden med mikrofonen så mildt sagt undrende ud, indtil jeg fortalte ham, at det var bandet, der ankom. Så annoncerede han det over højttalerne, da der tydeligvis også var mange andre af de cirka 300 mennesker i skolegården, der undrede sig. 

Skolegården var større end jeg havde forventet. Størrelsen kom også bag på Paw, der faktisk kom i tvivl om, hvorvidt vores medbragte anlæg ville kunne levere lyd nok til det store område. Heldigvis havde de to unge mænd, som stod for musikken under løbet, et større anlæg, som de alligevel ikke kunne pakke sammen før efter vores koncert. De tilbød os derfor at koble os på deres system, hvilket løste problemet perfekt.

Da vi begyndte at stille op, opstod der en ny udfordring. Min barytonguitar, som jeg bruger til de dybere toner i sange som “Havnen”, var desværre gået i stykker. Efter at have prøvet at skifte batteriet uden held indså vi, at vi ikke kunne bruge den. Da der ikke var tid til at hente min Gibson, måtte vi håbe, at vores ene funktionelle guitar holdt til hele koncerten, hvilket den heldigvis gjorde. Det betød dog, at vi måtte fjerne tre sange fra sætlisten, som ellers skulle have været spillet på barytonguitaren.

Aftalen med boldklubbens formand, Morten, var, at vi skulle fungere som lydtapet, mens folk spiste helstegt pattegris. Det er måske ikke den mest inspirerende rolle, men vi gjorde det sjovt for os selv ved at fylde sætlisten med vores egne sange, hvoraf mange ikke var blevet spillet offentligt i årevis. 

“Den sidste bus er gået” blev spillet for første gang siden 2018, og vi havde ikke spillet “Nogen at snakke med”, “Stille derude”, “Genfærd”, “Vent!” og “Vi lukker nu” siden 2015. Hele ni år siden! “Sikkerhed om bord” og “Lusen” blev spillet for første gang siden 2013! 11 år siden! Det kunne også mærkes. Nogle af dem havde haft godt af lidt ekstra øvning. Selvom jeg hurtigt havde kørt igennem sætlisten derhjemme, var det ikke nok, da vi stod midt i det hele. Et par tekster og akkorder blev glemt, men det var kun os selv, der bemærkede det. Det var dog en stor fornøjelse at synge mange af sangene igen. Især fordi jeg kunne konstatere, at jeg i dag er en dygtigere sanger end sidst, vi spillede dem. 

Som erstatning for de sange, vi måtte droppe pga. den defekte guitar, tilføjede jeg undervejs Sebastians “Du er ikke alene” og Kim Larsens “Papirsklip”. Det var nok også meget rart for publikum, at der kom et par sange, de kendte. De supplerede vores egne sange på bedste måde. “Du er ikke alene” blev efterfulgt af “Sikkerhed om bord”, som jeg skrev engang sidst i 00’erne, hvor jeg havde en perioe, hvor jeg lyttede meget til Sebastian. Den mand er jo nærmest besat af havet, og jeg blev dengang inspireret til at skrive “Sikkerhed om bord”, hvor det at stikke til søs blev brugt som en metafor for at flytte hjemmefra.
“Papirsklip” var et tiltrængt stemningsskift efter vores egen meget dystre “Stille derude”.

Som forventet var publikums opmærksomhed primært rettet mod maden og hinanden, mens børnene var dem, der engagerede sig mest. Flere gik forbi scenen, og nogle kravlede endda op til os. Da vi var færdige, var det også et barn, der råbte på et ekstranummer. Vi tøvede lidt. Skulle vi give ekstranummer for et enkelt barn? Ja, hvorfor ikke? Han fik “Forfra igen” på betingelse af, at han sang med på omkvædets svarkor. Det gjorde han så, mens både de voksne blandt publikum og vi smilede af hans totale mangel på frygt for at være genstand for alles opmærksomhed.

Don Falch
Sætlisten, som den endte med at se ud:

  1. Så sent som i går
  2. Alverden så på
  3. Under en stjerne
  4. Nogen at snakke med
  5. Nu har du låst mig ude
  6. Født i en metro
  7. Du er ikke alene (Sebastian)
  8. Sikkerhed om bord
  9. Hvis det gør ondt
  10. Undergang
  11. Lusen
  12. Den sidste bus er gået
  13. Stille derude
  14. Papirsklip (Kim Larsen)
  15. Genfærd
  16. Plukket blandt stjerner
  17. Stemmerne der kommer
  18. Min hånd holder fast i din
  19. Melankolien sniger sig ind
  20. Vent!
  21. Vi lukker nu
    Ekstra:
  22. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
Share:
Copyright 2018 favn.net | All Rights Reserved | Handels- Og Leveringsbetingelser | Designed By Sitepact