Nyt i Kahytten

Efter et par års fravær vendte FAVN d. 4/6 tilbage til et af de gerningssteder, vi oftest er vendt tilbage til: Kahytten i Svendborg, som havde fået nye ejere siden sidst. Stedet lignede nu sig selv meget godt, men på grund af en lidt skrantende økonomi, havde de hyret os som duo. FAVN har kun én gang før spillet et duojob i Kahytten, og det var faktisk en stor succes, så vi var ikke så bange for at gøre det igen, selv om vi havde foretrukket at trykke den af med Simon på bas. De har altid godt kunnet lide at få en ordentlig røvfuld rock i Kahytten, men nu stod den altså på folk’n’roll i stedet for.

Jeg havde i ugen op til koncerten arbejdet med, hvad jeg kalder en ”multiple choice-sætliste.” Sådan én har vi brugt mange gange før, men jeg manglede én, hvor de nye numre indgik i en ny struktur. Ideen er, at vi har en sætliste, hvor der næsten hele tiden er mulighed for at vælge mellem flere numre, hvilket gør det nemt og smidigt at styre koncerten i den retning, hvor der er størst sandsynlighed for, at publikum følger med. Enkelte numre har faste pladser, da de bare skal være der. ”Har vi hul igennem her” er for eksempel det faste finalenummer (før de eventuelle ekstranumre).
Hvis folk tager godt imod vores egen musik, får de mere af den. Viser det sig at være et publikum, der går meget op i at høre kendte numre, er sætlisten konstrueret således, at vi på de helt rigtige tidspunkter kan give dem en godbid, hvis de bliver for rastløse. Kahyttens publikum accepterer altid, at vi spiller vores eget, men kun til en vis grænse. Da koncerten var forbi, havde vi denne aften alligevel spillet 18 egne sange ud af de i alt 28 sange, der blev spillet.

At åbne med den instrumentale ”Etellerandetsted”, som vi har gjort ved de sidste tre koncerter, ville næppe være en god ide i Kahytten. Den ville helt sikkert drukne i snak, så æren tilfaldt ”Under en stjerne”, som dog også var en for stille sang at starte med. Det blev jeg gjort pinligt bevidst om af det fulde kvindemenneske, der igennem det meste af sangen stod foran mig og forsøgte at danse (eller måske prøvede hun bare at holde balancen), mens hun ihærdigt klappede ude af takt til mit fingerspil. Det var en hård start. Især fordi vi lige inden da havde forsøgt at starte koncerten, men skulle slås med anlægget, da min stemme lød som om, den kom ud af en gammel radio med dårligt signal. Lydprøven, hvor jeg vanen tro havde sunget lidt af Neil Youngs ”Helpless”, var ellers gået fint. Faktisk havde en englænder, der sad i baren hele aftenen, straks hevet fat i Paw, der stod i nærheden og tjekkede lyden. Manden omfavnede Paw og sagde noget i stil med, at med sådan en ”great voice” kunne det kun blive en fed aften. (Måske skulle vi turnere i England?)

Et par kvinder , som var på plads fra starten og blev hele aftenen, jublede, da jeg efter den skæve start hev et sikkert kort op ad posen: Malurts ”Mød mig i mørket”. Min indledende bemærkning om, at Michael Falch jo indtil for ganske nylig havde boet på Tåsinge, tæt på Svendborg, fik dem til at nikke entusiastisk. Og nu begyndte det at ligne noget, der kunne gå hen og blive sjovt! Vores egen ”Lusen” blev modtaget som havde den været et regulært hit! Den glade englænder fik sig derpå en positiv overraskelse, da den næste sang var på engelsk. I anledning af Bob Dylans nylige 70 års fødselsdag, valgte vi nemlig at hylde mesteren med en af hans store sange: ”Just Like a Woman”, som jeg for mange år siden har lavet min egen fortolkning af, men som først nu blev spillet i FAVN-regi. Efter ”Vent!”, som skabte respekt og gav os mere opmærksomhed, og ”Alverden så på”, der fik sat gang i dansen, vovede vi os ud i en premiere. Jeg har i flere år været vild med Sebastians ”Den gamles drøm” fra det sublime album ”Den store flugt”. Nu havde jeg så faktisk øvet den lidt derhjemme, og spillet originalversionen for Paw i bilen på vej til Svendborg. Det måtte være forberedelse nok, ikke? I hvert fald kastede vi os ud i sangen, og folk elskede det. Jeg tror, de kunne mærke den smittende energi, der opstår, når musikerne kaster sig ud på usikkert territorium. Det kunne dog absolut ikke høres, at vi aldrig havde spillet sangen før. Vi lukkede sættet med ”Min hånd holder fast i din”, som er så melodiøs og enkel, at den bare altid virker. Også i Kahytten.

Andet sæt rummede en version af ”Sikkerhed om bord”, der ligesom på Drop Inn indeholdt et improviseret solo/jam-stykke, som aldrig vil blive gentaget. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi vi ikke kan huske det. Det var spontant, og den sang vil helt sikkert ændre sig markant fra koncert til koncert. I det hele taget holder FAVN den gamle rocktradition i live, som blev dyrket af bands som The Who, Rolling Stones og Led Zeppelin: Sangene er så løst arrangeret, at der er masser af plads til improvisation, og ingen af sangene lyder nogensinde helt ens fra gang til gang. Det er fedt! Både for os og publikum, for vi mærker alle sammen NUET, når der spilles på den måde. At spille en sang på rutinen, kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Da sangen sluttede, bragede bifaldet. Energi af den slags kan ikke ignoreres.

Der var også en nyhed i andet sæt, i form af Kim Larsens ”Guleroden”, som er en anden sang, jeg i årevis gerne har villet spille. Den var blevet ”forberedt” i bilen, på samme måde som Sebastians ”Den gamles drøm”, og den gik rent ind og sad i skabet. Vores ”swing”-version af ”Natten falder på” og især den efterfølgende ”Den sidste bus er gået” blev modtaget med begejstring af publikum, og det var fedt at mærke, hvordan de nye sange – og ikke mindst vores måde at spille dem på – bare virker!

Vanen tro kom der flere og flere mennesker, som aftenen skred frem. I tredje sæt fik vi selskab af en meget sangglad flok. Det er jo altid rart, især da det igennem årene altid været lidt af en udfordring at få folk på Kahytten til at synge. Nu blev det et problem at få dem til at holde kæft… Det var nemlig ikke nødvendigvis de sange, som vi spillede, der blev sunget. Der var vist en bestemt sang, der var gået sport i at få til at passe til de sange, vi spillede. Da vi ikke engang ville drømme om at prøve at få dem til at klappe i, var der jo kun én vej at gå: Vi overdøvede dem. Paw har aldrig været bange for at skrue op, så de var oppe imod en mægtig modstander. Heldigvis var det nu også så sent, at høj musik kun piskede stemningen yderligere i vejret, og da vi nåede ”Forfra igen” lykkedes det at få dem til at bidrage positivt med deres sangglæde. Snart brølede hele Kahytten med på sangens svarkor. Klik selv på videoen og hør (hvis du tør).

Jeg var lidt betænkelig ved at spille den knap så festlige ”Nogen at snakke med” bagefter, men enten er sangens intense stemning altovervindende eller også var det bare lige det, der var behov for. I hvert fald gik den rent ind og fik stort bifald.

”Har vi hul igennem her” er en stensikker fuldtræffer hver gang, og havde vi været i tvivl om publikums dom over os, var vi det i hvert fald ikke, da jeg – kort før vi vanen tro afsluttede sangen (og koncerten) i et gradvist stigende tempo – sagde ”tak for i aften”. Protesterne regnede ind over os, og taktfaste krav på ekstranumre overdøvede næsten vores finale.

Til releasefesten i marts var det (med en enkelt undtagelse) første gang, FAVN spillede side om side som duo, da Paw hidtil havde barrikaderet sig bag trommesæt, keyboard og klokkespil, når vi optrådte på den måde. Den aften var det egentlig bare af praktiske årsager, at Paws udstyr blev skåret ned til et minimum, da vi senere skulle spille elektrisk med op til fem mand på scenen. Det viste sig bare at virke fremragende, så vi har nu gjort det på den måde siden. Én ting er, at musikken bliver skåret endnu mere ind til benet, men den helt store fordel er, at Paw i lige så høj grad som jeg er fremme i front, hvor kommunikationen med publikum foregår. Han udnyttede det også på Kahytten. Bl.a. blev adskillige af de dansende i løbet af aftenen tilbudt en af Paws ”raslefrugter” (rytmeæg forklædt som f.eks. en appelsin). Den slags tilbud til publikum er dog ikke uden visse risici…

Efter ”Vi lukker nu”, som meget passende har fået pladsen som første ekstranummer, skulle folk lige have et enkelt nummer mere. De fik Gasolins ”Det bedste til mig og mine venner” og i løbet af den sang blev vi tre på scenen! En ikke just ædru gut fik nemlig æren af at assistere Paw ved lilletrommen. Uheldigvis var han enten for fuld eller for umusikalsk til at bidrage med andet end en solid udfordring til vores koncentrationsevne. Til sidst tog Paw konsekvensen og hev trommestikken ud af hånden på ham. Taaak for hjælpen, du…

Der er alt mulig grund til at glæde sig til d. 5/11, hvor FAVN vender tilbage til Kahytten. Måske ses vi dér?

Don Falch

1. Under en stjerne
2. Genstart
3. Mød mig i mørket (Malurt)
4. Lusen
5. Just Like a Woman (Bob Dylan)
6. Vent!
7. Alverden så på
8. Den gamles drøm (Sebastian)
9. Min hånd holder fast i din

Pause

10. Tordenskrald og frydeskrig
11. Dagen før (Kim Larsen)
12. Undergang
13. Sikkerhed om bord
14. Du er ikke alene (Sebastian)
15. Født i en metro
16. Guleroden (Kim Larsen)
17. Natten falder på
18. Den sidste bus er gået

Pause

19. Fugleskræmsel
20. Lån en lille løgn
21. Står på en alpetop (Seals/Shubidua) – på opfordring
22. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
23. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
24. Nogen at snakke med
25. Når lyset bryder frem (Sebastian)
26. Har vi hul igennem her

Ekstra:
27. Vi lukker nu
28. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin/M. Mogensen)