En releasefest er en vigtig begivenhed for et band. Det nye album præsenteres, og opbakningen er vigtig. Det samme er planlægningen. Begge dele haltede slemt op til den dobbelte releasefest, hvor vi sammen med The Ones præsenterede vores nye udgivelser.
I ugerne op til festen have jeg og især Paw arbejdet heftigt på at få albummet gjort færdigt. Vi hører tingene meget forskelligt, og da vi ikke er færdige, før vi begge er tilfredse, så kan det være en hård proces. Det blev til hele døgn i Paws studie. Vi har været i gang i tre år og alligevel ender vi med at sidde og knokle i døgndrift for at nå vores egen deadline. Typisk. Mange af optagelserne viste sig ikke at være gode nok, så de måtte laves om. En enkelt sang, ”Vi lukker nu”, FAVNs faste slutnummer gennem rigtig mange koncerter, måtte i sidste øjeblik lade livet som slutnummer på albummet. Den ødelagde helheden mere end den gavnede.
Vi havde besluttet, at der skulle være gratis adgang til releasefesten. Det vigtigste var jo, at der kom rigtig mange mennesker, så det skulle i hvert fald ikke være billetprisen, der stod i vejen. Problemet med den ide var imidlertid, at folk har en tendens til kun at respektere noget, de har betalt for. En gratis billet forpligter ikke. Har man ikke lige lyst til at tage af sted, så har man jo ikke smidt pengene ud af vinduet, hvis man bliver væk, vel? At man faktisk har sagt, at man kommer til festen, betyder åbenbart ikke noget. Jeg er sikker på, at næsten alle dem, der blev væk, aldrig kunne finde på, at blive væk fra en fødselsdag eller et bryllup, hvor de havde sagt ja tak til invitationen. Så hvorfor var det noget andet med en releasefest?
Heldigvis var vi jo to bands om at trække folk til. Det viste sig at være til vores fordel, men det skal understreges, at vi havde givet alle vores billetter væk til folk, der havde lovet at komme. Havde vi holdt festen selv, havde det set sølle ud… Nu endte det med, at der faktisk var rigtig pænt fyldt op i Krudttønden. Da vi har størst erfaring og det største repertoire, var det os, der skulle spille sidst. Det begyndte at gøre os lidt bekymrede, efterhånden som vi kunne se, at det mest var The Ones’ publikum, vi skulle spille for. De havde intet forhold til os, så hvad skulle forhindre dem i at gå hjem, når The Ones havde givet koncert? Svar: Vi skulle være så gode, at de fik lyst til at blive!
Langt de fleste blev der i samfulde to timer, vi endte med at spille.
Det er såmænd ikke fordi, vi ikke kan finde ud af at presse os selv til det yderste, så vi havde naturligvis ambitioner om at få filmet koncerten, samt at få den optaget. Når vi nu skulle give en koncert for horder af fans på Krudttønden, kunne vi lige så godt få den foreviget i lyd og billede, ikke sandt? Den plan medførte naturligvis planlægning. Der skulle skaffes kameraer og nogle til at betjene dem. Manager/booker Lines far og min far meldte sig under frivillig tvang til at være kameramænd, og som aftenen skred frem, så jeg også The Ones rende rundt med kameraer. Hvad der blev ud af det kaos, har vi stadig til gode at finde ud af. Den store, episke koncertfilm bliver det næppe. Men vi krydser fingre for, at der i det mindste er nogle brugbare klip. Lydoptagelsen er vi også spændte på. Det kunne jo være fedt, hvis der var nok brugbart materiale til et livealbum, men det vil tiden vise.
Selv om der var en ganske glimrende lydmand på, var lyden ikke optimal på scenen. Min forstærker stod for langt væk fra mig, hvilket gjorde at jeg ofte havde svært ved at høre den ordentligt, og det satte sit præg på mit guitarspil, der slet ikke stod mål med det sædvanlige niveau. Mere tid til lydprøven havde nok givet mig mulighed for at konstatere, at forstærkeren måtte flyttes, men vi havde alt for travlt.
Ellers er der god grund til at glæde sig over, at vi i al denne forvirring og travlhed alligevel formåede at fokusere, da vi gik på scenen. Rutine fornægter sig ikke, og da vi først begyndte at spille, var det musikken, det handlede om. Sætlistens struktur var blevet ændret lidt i dagens anledning, da vi skulle spille et langt sæt i stedet for de 3 gange 45 minutter, der ellers er standard. Vores koncert var delt i tre: Først nye numre med fuldt tryk på, dernæst en akustisk afdeling med de nye ballader, og til sidst den mest hårdtslående afdeling med fortrinsvis numre fra vores debutalbum HAR VI HUL IGENNEM HER…? fra 2005.
Da vi jo skulle indspille koncerten, havde vi forsøgt at komme evt. problemer med tempi i forkøbet ved hjælp af en metronom, men det gik hurtigt fløjten. Især de hurtige numre fra GENSTART gik hurtigt! Der blev taget godt imod de nye sange, som vi heldigvis kunne levere med ret stor sikkerhed, da vi allerede har spillet dem alle sammen ved adskillige koncerter.
Den akustiske afdeling startede med to numre, som jeg skulle fremføre solo, bevæbnet med akustisk guitar og mundharpe. Det virkede som et lille åndehul midt i al det elektriske bulder og brag. Desværre var publikumskontakten sat lidt på stand by, da jeg var nødt til at holde øjnene lukket. Jeg svedte nemlig så meget, at mine øjne føltes, som om nogen havde hældt syre i dem. I ”Kom hjem” kom min koncentration også lidt på prøve, da min guitar begyndte at brumme kraftigt. Da jeg spiller meget blødt i den sang, var der skruet ekstra op for guitaren. Lidt mere end anlægget kunne håndtere. Det lykkedes mig at ignorere problemet og gennemføre sangen, mens lydmanden arbejdede med problemet.
Efter ”Mysterium” var det tid til at vende blikket mod de ”gamle” sange, og vi indledte med vores countryversion af ”Alverden så på”, hvilket kom som en overraskelse for stampublikummet derude. Men det lod til at være en positiv overraskelse. Og så blev der for alvor skruet op for blusset. ”Nedtur” fik nok sit største bifald nogen sinde, og det samme gjaldt ”Har vi hul igennem her”, som også havde et festligt intermezzo, hvor jeg bad folk op at knipse i takt til musikken, og en frisk pige fra publikum ”troede” jeg sagde kneppe. Det tillod jeg så også. Så længe det var i takt.
I ”Lån en lille løgn” var der fællessang i bedste call-and-response-stil og med ”Født i en metro” var der dømt fuld skrue. Så var det tid til variation og den kom, da vi for første gang i lang tid spillede ”Antibussen”, som var bonustrack på sidste års single, NEDTUR. Der findes gode og dårlige livenumre, og Antibussen er en af de dårlige. Sangen fungerer godt hjemme i højttalerne, men falder som regel til jorden live. Derfor er vi faktisk også holdt op med at spille den, men denne aften var den et klart højdepunkt, da min gamle musikalske ven Sebastian ”Seb” Munnecke var special guest på mundharpe. Den mand spiller en fantastisk mundharpe, og da han også medvirker på den indspillede version, var det oplagt at have ham med som gæst. Den udgave tog publikum med storm. Vi havde til lejligheden indøvet en længere blues-outro på sangen, hvor Seb kunne få lov at give den hele armen.
Så var det tid til fællessang igen, da vi kastede os ud i ”Forfra igen”, med omkvæd af Michael Falch. Det er et omkvæd med et svarkor, man hurtigt lærer, og publikum sang med af fuld hals. Vi sluttede i vanlig stil med ”Vi lukker nu”, som lige modsat ”Antibussen” altid har været et fortræffeligt livenummer, men som ikke rigtig fungerer på et album, hvilket var grunden til at den lige på falderebet blev droppet fra GENSTART-albummet. Jeg plejer at præsentere Paw med en historie om, at han har clairvoyante forældre. De gav ham navnet PAW, og det formoder jeg skete, før han begyndte at tæske løs på alting. Denne aften var hans forældre jo rent faktisk til stede, og de kiggede mærkeligt på mig, da jeg beskyldte dem for at være clairvoyante, men de forstod helt sikkert, hvad jeg mente, da Paw bagefter hamrede løs på alt inden for rækkevidde.
Vi sagde tak for i aften, men stemningen var i top og folk ville have mere, så jeg valgte at springe den planlagte ballade over og gå direkte til den store finale: Vores ”undersatte” udgave af 50’er-hittet ”Farmer John”, som i vores udgave hedder ”Farmor John”. Der findes ikke mange sange i verden, der er lettere at spille, så jeg inviterede The Ones op på scenen til en fælles jamsession. De var blevet advaret på forhånd, men så alligevel lettere overraskede ud, og måske lidt forskræmte. De kendte ikke nummeret, men blev hurtigt sat ind i det og jeg hev også Seb op på scenen igen. Det blev en rodet, men festlig affære med fællessang, soli og et proppet dansegulv foran en proppet scene.
Det skulle så have været punktum, men folk ville stadig have mere. Vi kastede os ud i TV-2s ”Fald min engel”, som jeg indledte med at fortælle, at vi somme tider er blevet sammenlignet med TV-2, hvilket muligvis skyldes at jeg har samme sexappeal som Steffen Brandt… Nu ville vi give publikum mulighed for selv at bedømme. Vores version af ”Fald min engel” er meget anderledes end originalen, for at sige det mildt.
Vi sagde tak for i aften med Gasolin’s ”Refrainet er frit”, og så var ballet forbi.
Koncerten var gået rigtig godt. Det var så også de eneste to timer ud af de tolv, der udgjorde d. 17/4 2008, hvor tingene gik sådan omtrent, som vi gerne ville have det.
Efterhånden som Krudttønden var ved at være tømt for gæster, gik det op for os, at det muligvis havde været relevant at nævne, at man kunne købe de cd’er, der nu engang blev fejret denne aften. De stod godt nok fremme på et bord, men det var der stort set ingen, der havde opdaget, og vi havde taget det for givet, at folk ville vide, at man kunne købe musikken, da det her jo var en RELEASEfest! Vi skulle i øvrigt også have haft solgt nogle nye T-shirts, men trykkeriet havde trykt dem forkert, så det måtte droppes…
Fredagen startede godt, da jeg om natten kørte Simon hjem, og han og jeg i den forbindelse lyttede til cd’en i bilen. Det var en meget positiv overraskelse. Intet var gået galt i den proces, selv om alle forudsætninger havde været til stede: Overtræthed og tidspres.
Det er en yderst værdig opfølger til HAR VI HUL IGENNEM HER…?, vi har begået.
Og det skal vi nu i gang med at overbevise rigtig, rigtig mange mennesker om!
Don Falch
Sætlisten:
1. Det hele begynder her
2. Genstart
3. Rev mig løs
4. Sort hul
5. Vent!
6. Se os nu
7. Kom hjem
8. I mit stille sind
9. Mysterium
10. Alverden så på
11. Nedtur
12. Har vi hul igennem her
13. Lån en lille løgn
14. Født i en metro
15. Antibussen – m. Sebastian ”Seb” Munnecke
16. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
17. Vi lukker nu
Ekstra:
18. Farmor John (Harris/Terry)/Wild Thing (Chip Taylor) – m. The Ones og ”Seb”
Ekstra ekstra:
19. Fald min engel (Steffen Brandt)
20. Refrainet er frit (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)