I fredags lykkedes det os endelig for alvor at få skovlen under Café Bagergården i Korsør.
Det var vores tredje job på cafeen, og de to foregående gange havde stedet ikke været rigtig godt besøgt.
Denne gang var lokalet nærmest fyldt allerede, da vi ankom.
Der var glade mennesker i alle aldre – hovedsageligt den modne alder – og de hyggede sig gevaldigt.
Forståeligt nok, eftersom der var klassisk Beatles på anlægget og velskænket fadøl i mange varianter på bordene.

Som noget helt nyt spurgte vi publikum, om de var til en flyvende start med gang i den, eller om vi hellere skulle lægge stille ud.
Der var blandet respons, men beslutningen faldt på en stille start, og vi lagde derfor ud med ”Hey Taxidriver”. God respons.
Videre til ”Loner By Nature” og mere gang i den. Allerede nu tog et mareridt sin begyndelse.
En ganske vist meget entusiastisk, men også meget beruset og mildest talt utilregnelig ”fan” kastede sig rundt og helt op i ansigtet på
Claus, Don og Søren, imens han råbte ting som ”waaauuu”, ”yeaaah” og andet hyperintelligent.
Han blev dog dysset ned af det venlige personale, og det øvrige publikum kunne nu opleve koncerten.
Det var tydeligt, at de nød det. Der var standhaftige klapsalver, og vi spillede da også ubesværet, levende og rigtig fedt.

Til min store overraskelse dukkede min lillebror – som bor på Østerbro… - op.
Han skulle snart – i lighed med resten af vi tilstedeværende stakler - få sig sit livs kedeligste æstetiske oplevelse.
Vores ”fan” fra tidligere var tilbage med uformindsket styrke.
I andet sæt var der dømt tråd, så guitarerne fræsede lidt mere, sådan som vores ”fan” havde krævet det tidligere.
I takt med hans stigende ophidselse over musikken og energien, MÅTTE han bare lyne bukserne ned og vise sit forplantningsorgan frem.
Det i sig selv, er der jo ikke noget frygtindgydende i – i hvert fald ikke i det her tilfælde (der var godt nok mere end et enkelt smil på læben og forundrede blikke).
Men da der i næste nu bredte sig en kvalmefrembringende, ækel og slimet dunst af alt alt alt for uvasket lem, var det svært at bevare koncentrationen – endsige bevidstheden.
Føj for satan, en stank!! Igen blev fyren heldigvis passificeret af det venlige personale.

Egentlig var dét jo mere end rigelig anekdote for én aften, men i næste nu befandt en anden glad gæst sig oppe på musikerpodiet.
Han var iført samme sweatshirt som Bagergårdens personale, så vi gik ud fra, at han ville give gæsterne en besked, da han bad om adgang til mikrofonen.
Besked fik de, men relevansen for de tilstedeværende var til at overse:
”Jeg er ikke bøsse. Selvom jeg dansede med en mand lige før, så er jeg ikke bøsse.”
Som en ekstra service gav Claus ordet frit, hvis andre havde noget, de ville fortælle, de ikke var. Ingen meldte sig.

Senere dukkede en tredje festlig fætter op. Han var også ualmindeligt beruset. Han spillede luftguitar og lufttrommer til den store guldmedalje.
Med jævne mellemrum råbte han: ”Jeg holder øje med dig!” i retning af undertegnede. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det gjorde han virkelig.
Hvor meget han hørte derinde bag sin brandert, skal jeg ikke kunne sige, men det var tydeligt, at han hyggede sig.

Det gjorde resten af selskabet også, og da vi nærmede os koncertens afslutning, og de gamle travere kom op af posen, kunne de ikke holde sig tilbage.
Nu skulle der danses! Det var der blevet hele aftenen, men nu tog tingene for alvor fart.
I ”Stand By Me” inviterede vi som sædvanlig publikum til at synge live-karaoke.
Umiddelbart var ingen modige nok, men da Don hoppede ned fra scenen og stak mikrofonen op i ansigtet på den nærmeste dansende ”ung”ersvend, skete der alligevel noget.
Efter et meget spontant ”Hvad synger vi?”, som alle var enige om, var skægt, i og med INGEN anden i hele lokalet var i tvivl om, hvilken sang, der blev spillet, stemte han i og sang af karsken bælg.

”Closing Time” tog som sædvanlig kegler, og soloerne blev fulgt med spænding.
I trommesoloen var en gæst så venlig at holde en stol op foran mig, så sædet kunne fungere som ekstra ”tromme”.
Da sangen vanen tro afsluttedes med ¾ af bandet oppe på de nærmeste borde m.v. og et heftigt pumpende solostykke, var succesen total.
Desværre lader det ikke til at være kutymen at bede om ekstranummer i Korsør.
Men vi var også godt tilfredse med at have overbevist samtlige tilstedeværende, inklusive stedets flinke ejere, i tre velspillede sæt.
Alle havde været interesserede, de fleste lyttende, mange endda dansende.
Efter en puster og efter at have overværet en yderst underholdende barberskumsfejde ved nabobordet, kunne vi vende næsen hjemad efter en begivenheds- og løfterig aften.
Tredje gang ER lykkens gang!

Paw Koch

Sætlisten: