TIES spiller efterhånden med en power, der ville få en mejetærsker til at skamme sig!
Onsdag aften var det Bagsværd Kostskoles tur til at få kærligheden at føle.
Vi har gode erfaringer med den slags lukkede arrangementer, hvor publikum ikke bliver distraheret af noget og der er 100% fokus på musikken.
Det var imidlertid ikke nemt hverken at lytte eller spille i elevernes spisesal, hvor koncerten skulle foregå.
Salen havde akustik som en kirke, og hvis Paws lilletrommeslag ikke var dødbringende i forvejen, så blev de det da nu!
Vi forsøgte naturligvis at tage vores forholdsregler:
Søren kæmpede ved mixeren for at forhindre alle ord og toner i at forsvinde i rumklang, mens Paw skiftede stikkerne ud med "blomsterpinde" (som egentlig hedder "hot rods").
Claus og jeg prøvede at holde guitarerne på så lav en lydstyrke så muligt, men de skulle naturligvis kunne høres gennem bas og trommers buldren.
Skolens ca. 50 elever blev bedt om at tage dyner med til koncerten for at dæmpe rumklangen, men de troede vist at det var en vittighed, for der var ikke én, der havde medbragt sin dyne.
(Hvem h...... tager også sin dyne med til rockkoncert?)

Det var faktisk meningen at vi skulle spille et sæt på halvanden time, men da vi har så meget nyt vi gerne vil prøve af, plus sangene fra CD´en, der naturligvis udgør hovedparten af koncerten,
så kan det ikke gøres kort. Vi spillede to sæt, og koncerten varede ca. to en halv time.
Vi lagde "hårdt" ud med "Sick and Tired", og normalt skulle "hårdt" bestemt ikke skrives med gåseøjne, men sangen led markant under mangel på dens mest vitale bestanddel: Energi.
Jeg måtte også konstatere, at jeg havde været for påpasselig med lydstyrken på min guitar, for den var nærmest helt væk i lydbilledet.
Sjældent har den sang føltes så lang. Eleverne tog imidlertid imod den med stor entusiasme, og da vi ilede videre til andet nummer, "Glittering Trash", fik min volumeknap en tur til højre,
mens Paw skiftede pindene ud med stikker. Det gjorde en forskel!
Lydstyrken steg, men det var en pris, vi gerne betalte for energien.
Tredje nummer var "All and Nothing", som vi vist har fået nævnt nogle gange i de seneste indlæg. Det er der også god grund til.
Sangen rammer med usvigelig sikkerhed publikum lige dér, hvor begejstringen sidder. Også på Bagsværd Kostskole.
Jeg talte lidt mere til publikum end jeg har gjort længe. Primært for at personliggøre koncerten for eleverne.
At give dem en fornemmelse af, hvad TIES står for og hvilken slags mennesker vi er. Det prøver jeg altid, men nogle gange er man begrænset af rammerne.
Fx. når man skal spille et kort sæt, eller når man spiller på et værtshus, hvor folk er væsentligt mere interesserede i at drikke og score end i sangenes indhold.
Her var der som nævnt fokus på sangene, så jeg benyttede lejligheden til at fortælle om dem. Der var i øvrigt heller ikke den ringeste chance for at nogen kunne høre teksten i det lokale.

Der var varmt og fugtigt i lokalet, og i pausen fik alle yderst tiltrængte forfriskninger i form af sodavand.
Vi var spændte på andet sæt. "It's Your World" skulle have live-premiere som bandnummer, og "For You" skulle luftes for anden gang.
Efter en lige-på-og-hårdt start med "Right Outside These Walls", der fik hul på aftenens første fællessang, kastede vi os ud i "It's Your World".
Det var en solid og hårdtslående version, der gjorde tydeligt indtryk på eleverne.
Når vi først har slæbt den sang rundt på landevejen i nogle måneder, vil den kunne blive et højdepunkt ved enhver TIES-koncert!
Det samme gælder "For You", som holdt meget bedre denne aften end ved dens premiere i Århus.
Jeg havde talrige gange i løbet af aftenen opfordret eleverne til at komme ud og danse, men udover en enkelt frisk fyr (og hans sagesløse dansepartnere), var der ingen der bed på.
Da vi nåede til præsentationen af bandet i "Closing Time", forsøgte jeg mig med en ny taktik: Jeg bad simpelthen alle om at rejse sig og komme hen til os. Det gjorde de så.
Bandet blev præsenteret, og kvitterede med nogle af verdenshistoriens længste soloer. Paw spillede endda en "ekstratrommesolo" på Claus´ gribebræt.
For første gang i umindelige tider gav jeg min legendariske guitar-udgave af "Smilende Susi", da jeg blev præsenteret. Stor jubel.

Ekstranumrene bestod af "Stand By Me" med førnævnte friske fyr som gæstesanger.
Han sang en helt anden sang, som han vist nok stod og improviserede, men... underholdende var det.
Vi havde også for en sjælden gang skyld en gæsteguitarist i det nummer.
Vi kunne sagtens have lukket og slukket dér, men der manglede lige en sidste eksplosion for at gøre aftenen perfekt.
Den kom i form af "Twist and Shout", som selvfølgelig rummede masser af både dans og skrigeri.
Så var det tid til autografer en masse og tid til at pakke ned, hvilket flere elever var så rare at hjælpe os med.
På vej ind i bilerne hørte vi vores CD snurre på elevværelserne. Så er livet til at holde ud!

Don Falch